DrEaM

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Siden Mio var lille har hun altid tænkt anderledes end andre. I starten var folk ligeglade, men da Mio fyldte 19 blev alting meget anderledes! Hun mistede alle sine 'venner', og blev sendt væk at hendes egne forældre. Mio havde i mange år prøvet at lede sine tanker væk, men uden held. Da hun så fyldte 15, begyndte det hele at blive for meget for hende, og hun ledte sine tanker ud i verden, efterfuldt at mange konsekvenser..

2Likes
4Kommentarer
439Visninger
AA

3. Mødet (2)

Jeg gik ned af trappen til min lejlighed, og lige ned på gaden. Jeg ventede altid til sidste øjeblik med at gå ud at shoppe, for at undgå de store folkemængder. Solen var for længst gået ned, og klokken var ved at være 23:00. Andre folk hadede at gå ude alene om natten, men jeg fortrak at være for mig selv. Desuden havde jeg brug for noget frisk luft. Jeg handlede altid ind ved den lille døgnkiosk der lå nede på hjørnet. De havde alt hvad jeg skulle bruge, og ikke mange mennesker kom der om aftenen.
Men denne her aften skulle snart ændre sig, det tidspunkt jeg gik ind i kiosken. Noget var forkert. Normalt var der en stille baggrunds musik på, og kioskens ejer som lige var fyldt 55, ville stå og fylde på hylderne. Halv højt musik blev spillet, og en høj, blondt, ung fyr dansede rundt i butikken. Jeg fik en dårlig fornemmelse og valgte at vende om , inden han så mig, men det var allerede for sent."Heey der, kan jeg hjælpe med noget?"
Jeg vendte mig, og et stort, lyst smil kom mig i møde. Hele hans aura var lysende, og det gjorde det svært for mig at holde øjenkontakt. Jeg ville bare prøve at  undgå at kigge på ham, og sige for meget, inden det gik galt.
"Er du okay? Du ligner en der har set et spøgelse,"
Han kom tættere på mig, og mit hjerte var ved at eksplodere. Jeg kunne ikke klare at være så meget i kontakt med andre mennesker, og især ikke en dreng.
"Er der nogen der følger efter dig?" Han vendte rundt, og løb ud mod baglokalet "Vent der, så følger jeg dig hjem!"
Jeg fik bare lyst til at gå mens jeg stadig havde en chance, men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv ud af den dør. Der gik ikke længe før han var tilbage igen, og endnu engang kom han med et stort smil. Det var svært at kigge væk fra ham. Hvorfor, vidste jeg ikke.
"Kom, så går vi," Han fik mig ud af kiosken, og låste efter sig. Han var begyndt at gå men stoppede igen lidt efter.
"Uhm.. Hvilken vej?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...