DrEaM

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Siden Mio var lille har hun altid tænkt anderledes end andre. I starten var folk ligeglade, men da Mio fyldte 19 blev alting meget anderledes! Hun mistede alle sine 'venner', og blev sendt væk at hendes egne forældre. Mio havde i mange år prøvet at lede sine tanker væk, men uden held. Da hun så fyldte 15, begyndte det hele at blive for meget for hende, og hun ledte sine tanker ud i verden, efterfuldt at mange konsekvenser..

2Likes
4Kommentarer
391Visninger
AA

7. Hjælp (6)

Jeg gik hjem igen. Mit hoved var begyndt at gøre ondt, og jeg kunne føle at jeg svingede lidt. Mine ben føltes som om de ville gi efter, så jeg skyndte at sætte mig ned, på den nærmeste bænk. Mit hoved bankede, og jeg følte mig svimmel. Jeg så mig omkring, men alting var blevet sløret, og alting så meget mørkt ud. Mine hænder rystede, ligeså meget som mine ben. Jeg lagde mit hoved i mine hænder, og prøvede at slappe af, men uden held. Det blev bare værre. Mine åndedræt blev tungere, og det blev svære for mig at trække vejret. Jeg følte pludseligt en varm hånd på min skulder. Jeg vente mig om, men jeg kunne ikke se et ansigt. Jeg nænnede ikke at spørger hvem, men tog bare fast i hånden, "Hjælp mig.." Min stemme var meget lav, men personen hørte det. Det var åbenlyst en mand. Hans hænder være store, men alligevel venlige, og medfølende. Jeg hjalp mig op og stå, og støttede mig så da vi begyndte at gå. Jeg vidste ikke hvor vi gik hen, og fulgte bare blindt efter. Han spurgte mig om et eller andet, men jeg kunne ingen ting høre, ud over den høje banken, i mit hoved. Vi var gået ind i en bygning, og han havde snakket med en person, som så tog mig med ind i et rum. Først der var det gået op for mig, at jeg var på en hospital. Jeg blev lagt i en seng, og bragt til et andet rum. I det rum tog de nogle prøver, og undersøgte mig nærmere. Jeg kiggede rundt på personerne i rummet, men kunne stadig ikke se deres ansigt. Jeg følte mig blind, og hjælpeløs. Men under alle testene og undersøgelserne, var der altid en varm hånd jeg holdte mig. Den gav ikke slip, men blev ved min side, under det hele. Der fik mig til at føle mig lidt mere trygt, at vide at jeg ikke var alene. Efter at en læge havde givet mig noget beroligende medicin, blev det hele bedre. Jeg var blevet kørt tilbage til rummet jeg startede i. Her var ingen andre end mig, og personen som havde bragt mig her. Mit syn var stadig dårligt, så jeg kunne stadig ikke se personens ansigt. Jeg var vidst faldet i søvn senere hen, stadig vidende at personen ved min side, stadig holdte min hånd. "Det ser ud til at du har det bedre nu." Hans stemme skar igennem min drøm, som var det glas. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og lukkede dem så igen, da lyset blændede mig. Hele rummet var lyst op, af solen som stod lige ude for vinduet. Jeg klemte mine øjne i endnu engang, før jeg så fik åbnet dem helt. Der sad han så. Min frelser. Det gav et set i mig, da jeg genkendte ham. Jeg rejste mig hurtigt op, men han lagde mig bare ned igen, "Det er okay, du kan bare slappe af. Du er stadig ikke kommet dig helt endnu." Selv om jeg ikke vidste hvad der var sket helt nøjagtigt, undrede jeg mig stadig mere om, hvad han lavede her. Det følte mig trygt med ham i nærheden, og jeg følte mig mere afslappet. Jeg var glad for at det var ham der havde fundet mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...