DrEaM

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Siden Mio var lille har hun altid tænkt anderledes end andre. I starten var folk ligeglade, men da Mio fyldte 19 blev alting meget anderledes! Hun mistede alle sine 'venner', og blev sendt væk at hendes egne forældre. Mio havde i mange år prøvet at lede sine tanker væk, men uden held. Da hun så fyldte 15, begyndte det hele at blive for meget for hende, og hun ledte sine tanker ud i verden, efterfuldt at mange konsekvenser..

2Likes
4Kommentarer
390Visninger
AA

4. Et hjem (3)

Han så forvirret til højre og venstre, og bagefter på mig igen. Jeg tøvede lidt, men svarede så, "Ti-... Til højre.."
Han smilede endnu engang, og begyndte at gå. Jeg holdte mig bag ham. Langt bag ham. Jeg ville ikke falde i snak med ham, og blive venner med ham, og så senere miste ham. Aldrig mere skulle det ske for mig. Den smerte er uudholdelig. Men det var alligevel et eller andet ved ham, som gjorde at jeg ikke kunne kigge væk, ikke et sekund.
"Pas på!" Havde han ikke været der, vil det være gået grueligt galt. Jeg havde været så fokuseret på ham, at jeg helt havde glemt, at jeg var gået ud på vejen. En bil susede lige forbi mit ansigt. Jeg hørte bilens ejer råbe, men jeg hørte ingen ting. Det hele var blevet sløret. Det eneste jeg husker, var en varm følelse omkring min arm.
"...llo... Hallo? Er du okay?" Jeg hørte en rar stemme i mit øre. Den var så blød og rolig at høre på, at jeg ikke gad åbne mine øjner. Det måtte jo være en drøm. Men nej. En eller anden stod, og klappede min kind. Det var blevet irriterende i  længen, så jeg fik åbnet mine øjne. Jeg var blevet lagt på jorden, og denne såkaldte blonde dreng, stod for bøjet over mig. Han var så tæt på!
Han så meget bekymret og forvirret ud. Jeg havde ingen idé om hvad han havde gang i, men jeg skulle væk. Jeg var bange. Uden at havde tænkt mere over det, havde jeg i en fart prøvet at rejse mig, men med det samme var jeg faldt til jorden igen. Jeg slog hovedet lige oppe i hans, og vi vred os begge to i smerte. Bekymringen i hans øjne var væk, og han fokuserede mere på den  bulle som snart ville vise sig i hans pande.
"..Undskyld.." Min stemme var lys, og næsten ikke til at høre. Jeg skulle bare hjem, uden mere ballade. Jeg fik rejst mig langsomt, og så forsigtigt ned på ham, som stadig sad på hug i rendestenen. Han glemte et øjeblik sin pande, og kiggede op på mig. Han liggende en der var ved at græde. En fortabt lille hundehvalp. Det var svært at kigge væk, men jeg skulle videre.
"Du behøver ikke følge mig længere. Jeg bor lige der." Jeg pegede på min lejlighed, som lå lige over vejen. Han fulgte min finger, til hans blik lå på lejligheden. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet lyste på i hans øjne, og et lydløst grin røg over hans læber.
Jeg kiggede forvirret på ham, mens han sad der og grinte. Jeg havde i hvert fald ikke tænk mig at spørger hvorfor. Han så igen på mig, og sagde så, " Sikke et tilfælde. Her bor jeg også!" Min mund stod på vidt tab, og en let vind blæste mit hår væk fra mit ansigt. Hvorfor skulle han lige bo her? 
"Hyggeligt at møde dig, Nabo" Et kæmpe smil blev smidt lige i mit ansigt. 

Kapitlerne bliver aldrig lige lange, og nogle ville måske blive kortere end andre. Det må i undskylde, men vil helst ikke ødelægge historien, med en dårlig slutning i hvert kapitel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...