Dorothea

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Dorothea er en pige på 17 år, som lever helt normalt liv som man gjorder i 1400-tallet. Men en dag kommer nogle mystiske mænd til hendes landsby. De leder efter en ny dronning til deres konge. Dorothea melder sig for at redde hendes familie, og skal nu mod sin vilje giftes med Kong Erik.

0Likes
1Kommentarer
469Visninger
AA

1. Livets mening

I den vestlige del af England, bor jeg i en lille landsby. Ikke at det er dårligt, for vi har både smed, kro, skole, og mange små gårde rundt omkring. Men det er hele tiden det samme der sker hver eneste dag altså bare der ville ske noget nyt.

”Miss Flanagan vi skriver ikke i timen. Når læren taler.”

 Dorothea kiggede op, og mødte et surt ansigt, som kiggede stift på hende med sine fulde sorte øjne ligesom en ravns.

”Øh undskyld professor Wales.” Svarede Dorothea med en hviskende stemme, og kiggede skamfuldt ned i bordet.

”Godt” Svarede han mens han gik tilbage til tavlen, og forsatte med sin snak.

Og imens Professor Wales stod, og fortalte videre skrev Dorothea videre.

Professor Wales eller hans virkelige navn John Wales er vores lære til næsten alt undtaget hjemmekunstskab, og håndarbejde. Nok ser han hård ud, og er skarp som en ravn. Men når man har vænnet sig til ham er han okay.

Nå men hvor kom jeg til øh nå jo Her bliver en smule kedeligt efter nogle måneder i landsbyen, men det er ikke noget mareridt.

Jeg og min mor kom hertil for ca. 2 år siden. En svær tid for os begge. Ingen mad eller job. Min far døde da nogle soldater brændte vores huse ned.

Vi nåede at flygt, og nogle andre som Anders og hans familie.

Vi er blevet ret gode venner efter det der sket, så det er vel godt, når man ikke rigtig har nogle venner i skolen.

Han er der altid for mig, og det er fedt vi er venner.

Jeg må indrømme at jeg elsker at pille ved hans brune krøllede hår, og nu hvor jeg beskriver ham, så skal i vide at hans brune øjne skinner, som et gyldent træ om efteråret.

 

 

Klokken ringede, og alle kom løbene ud. Dorothea skulle mase sig igennem mængden før hun kunne komme fri.

Men det hjalp ikke for det eneste der var foran hende hele tiden var mennesker der talte med hinanden.

”Dorothea, her over.”

Råbte en stemme.

Dorothea kiggede søgende rundt uden at få øje på nogle.

Pludselig kom en hånd, og hev hende igennem menneskerne.

Endelig kom de ud af flokken med de mange mennesker. Det første de gjorder, var at tage en dyp indånding for at skulle mase sig igennem alle de mennesker kunne godt være udmattende.

”Hej Anders hvordan går det.” Fik Dorothea sagt inden hun begyndte at hive efter vejret igen.

”Ikke andet end at DU kommer en smule forsent til dit arbejde.” Svarede Anders.

”Oh nej.” Råbte Dorothea, og begyndte at løbe væk fra landsbyens torv. Og hen imod gårdene med Anders efter sig.

De løb forbi mange gårde, og huse før de endelig nåede hen til Frønsegården.

”Okay hvis jeg bare går derind, og lader som ingenting så tror jeg at jeg klare den.” Sagde Dorothea forpustet.

Det eneste Anders gjorder, var at nikke, før han også begyndte at trække efter vejret.

”Du kommer for sent Dorothea.” Sagde en rasende stemme.

”Åh nej.” Dorothea vendte sig om, og fik øje på en meget vred mand klædt i en brun skjorte, og slidte brune bukser, som nåede lige til knæene. Og han var også iført sorte mudrede støvler.

Manden traskede med store skridt ned af den krusede stenvej.

”Undskyld Mr. Jensen.” Sagde Dorothea med skælvende stemme. For man havde god grund til at blive bange for Mr. Jensen.

Et rygte siges at han engang skubbede han en karl ud af et vindue oppe fra møllen af. Fordi han glemte at muge ud ved hestene.

”Undskyld hjælper dig ikke.” Svarede Mr. Jensen gnavent.

Et par minutter stod alle tre, og kiggede forbavset på hinanden. Indtil Mr. Jensen begyndte igen.

”Kom så af sted.” Råbte han.

Første reaktion fra Anders, og Dorothea var overraskelse. Men lidt efter løb Dorothea op mod gården. Så Mr. Jensen og Anders stod alene tilbage.

Nogle minutter gik der igen.

”Skrid med dig dreng.”Begyndte han igen, mens han gjorder mimer til Anders at han skulle gå.

Uden et ord løb Anders væk, og Mr. Jensen begyndte at gå mod gården med et suk.

 

 

Inde i stalden var Dorothea i fuld gang med at strigle hesten Malko.

”Nå gamle jas, har du savnet mig.” Spurgte Dorothea Malko, som gav et lille nik til hende. Og tog imod et halvt æble, som Dorothea havde fra skolen.

”Du er sulten” Sagde hun, og begyndte at grine da Malko stak snuden ned i hendes lommer for at se om hvis der var mere.

”Der er altså ikke mere Malko.” Sagde Dorothea, mens hun prøvede at styre sin latter.

Pludselig kom en skikkelse frem i døråbningen.

”Jeg bryder mig ikke særlig meget om at min kommende hustru taler med en dum hest.”

Dorothea vendte sig forskrækket om.

En dreng med sorte krøllede hår, og med grå øjne, og sit lignende jakkesæt, det gav tilsammen Michael.

Herremanden af Frønsegårdens søn.

”Sir Michael, hvad laver de dog her.” Spurgte Dorothea, som om hun slet ikke havde hørt hvad han sagde.

”Jeg har været ude at ride min jomfru.” Svarede Michael, og gav døren et smæk med pisken. Dorothea rystede træt på hovedet.

”Michael, jeg er datter af en smed, og de er søn af en herremand. Vi passer ikke sammen.”

Men Michaels ansigtsudtryk var slet ikke som hun troede. Han smilede.

”Dorothea, jeg er ikke arving af Frønsegården, så det går nok, og desuden er en smed også meget vigtig for en landsby.”

Dorothea begyndte at gå mod døren, men Michael stoppede hende ved at holde sin hånd foran hendes ansigt.

”Du skal nok blive min Dorothea, det lover jeg dig.” Hviskede Michael i Dorotheas øre. Ikke et kig eller et ord kom fra Dorothea. Hun gik bare ud.

”Hey Dorothea.”

Dorothea vendte sig om. Herremanden af Frønsegården stod bag hende.

”Hvad med at ride en tur sammen med mig. Du må godt låne Malko, hvis du vil.”

Dorothea smilede.

 

 

”Det er dejlig vejr ikke Dorothea.” Spurgte Herremanden.

”Jo det er fint sir.” Svarede en Dorothea, og klappede Malko blidt på manken.

”Dig og Malko, er blevet fine venner ser jeg.”

Dorothea smilede, og kiggede ned på Malko, som vrinskede glædeligt tilbage.

”Jeg prøver faktisk at sælge ham, og en mand har kigget på ham. Øh han vil tilbyde fyre pund for ham. Men dig og Malko er blevet så tætte, så jeg overvejede at sælge ham til dig gratis.”

Sagde Herremanden, og kiggede på Dorothea for at se hvordan hun reagerede.

”Og hvad er svaret.” Spurgte Dorothea.

”Og svaret er du får ham.” 

 

 

En aften på en kro er altid hyggeligt, især hvis ens familie er med. Min mor Anna, min far Jens, og min storebror Hans.

”Må jeg bede om øllet.” Spurgte jens og Anna rakte det til Jens, som glædeligt tog imod det.

Anna kiggede på Dorothea, som bare sad helt stille. Hun sad bare, og spiste roligt af sin mad. ”Nå har du kigget lidt på drengene i dag Dorothea?” Spurgte Anna, mens hun tog noget af salat skålen. Et smil kom frem på hendes læber.

Dorothea kiggede vredt op.

”Hvad har du, og Michael, talt om?” Udbrød Dorothea.

Anna kiggede først på Dorothea, som om hun ikke vidste hvem Michael var. Men så kom endnu et smil frem på Annas læber.

”Michael, fra Frønsegården.” Spurgte Anna sit smil, som hurtigt kunne blive til en latter.

”Ja.” Svarede Dorothea vredt.

”Han er en klov.” Sagde Hans, og begyndte at spise videre.

”Han er eller en vigtig fyr. Jeg vil ikke sige nej hvis hans far kom, og spurgte om ægteskab med vores datter.” Sagde Jens, mens han tyggede færdigt på hans salat.

”Hans far er meget sødere end ham. For i dag spurgte han mig om hvis jeg vil ha Malko, altså hesten. Og jeg sagde ja.” Sagde Dorothea stolt.

”Nej Dorothea, det får du nemlig ikke. Vi har ikke råd til en hest. Altså det kan godt være at den er gratis at få. Men så skal den også ha hø, og et sted at være. Og du skal lære at ride ordentligt.”

Anna rystede opgivet op hovedet.

”Du gifter dig med Michael, hvis chancen kommer.” Sagde Jens, og slog i bordet hårdt. Men så nemt gav Dorothea ikke op.

”Nå, men det har jeg noget imod.” Svarede Dorothea, som var så tæt på at tag sin kniv op, og stikke sin kniv lige i ansigtet på Jens og Anna.

”Det er ikke dit valg Dorothea. Du er sytten år, og om en uge fylder du atten år. Du skal snart være klar til et ægteskab.” Svarede Jens, som også var ved at være godt vred over hans datters opførelse.

Dorothea rejste sig rasende op, og løb ud af kroens dør, med tåre i øjne.

 

 

Hjemme sad Dorothea, og kiggede op på stjernerne.

De havde ikke råd til et hus. Så de boede ved smed stedet, hvor hendes far og storebror arbejdede.

Nede under var der alt som en smed havde brug for, og lidt ude ved den krusede vej var der en stige som førte dem ovenpå.

Nogle tæpper ellers var der ikke mere ovenpå, og der var ingen væg på den side der førte ud til vejen, så man kunne bare se himlen, og stjernerne.

 

 

”Jeg hader mit liv.” Sagde Dorothea grædende.

 

Så faldt hun stille i søvn, med tæppet godt over sig, og tænkte på hvornår hendes liv var slut. Så hun kunne kommer væk fra den her uretfærdige verden.

Men hun vågnede noget stykke tid senere da hun blev vækket af lyden.

”ANGREB:” 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...