Dorothea

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Dorothea er en pige på 17 år, som lever helt normalt liv som man gjorder i 1400-tallet. Men en dag kommer nogle mystiske mænd til hendes landsby. De leder efter en ny dronning til deres konge. Dorothea melder sig for at redde hendes familie, og skal nu mod sin vilje giftes med Kong Erik.

0Likes
1Kommentarer
467Visninger
AA

4. Kong Erik

Vi kiggede på det skinnende vandfald, som susede elegant ned i den store runde sø. Det lignede præcis det samme vandfald, som jeg havde forstillet mig det.

”Ja vi skal derind.” sagde Mikkel med et smil. Da han så Dorotheas skræmte ansigt.

Dorothea sank en klump, og kiggede skævede usikkert til vandfaldet.

Dorothea vendte sit ansigt mod Anders, som lignede en der havde sat sig i den elektriske stol.

”Er du okay, Anders.” Spurgte Dorothea med et lille grin.

Anders svarede ikke. Han kunne ikke, for noget havde sat sig fast i hans hals.

Da de havde reddet ind bag vandfaldet, red de igennem en grotte.

Krystaller var der mange af. Men der var noget galt med dem for de glimtede faktisk ikke ligesom krystaller ville ha gjort. I stedet lyste de ligesom guld.

Pludselig stoppede Mikkel op, og kiggede tilbage på Dorothea, og Anders som kiggede tilbage på ham. ”Velkommen til Krystal byen.” Sagde Mikkel med et smil, og pegede mod et lys ved enden af grotten.

 

 

Dorothea kunne først ikke se andet end farven hvid. Men lidt efter fik hun de andre farver frem. Det var alt sammen det samme, som i hendes tanker.

Det hvide tårn af diamanter, og søen med vandfaldet. En hvid bro var der også, og nogle små hvide fisk svømmede efter dem. Og en sti førte dem op til den lyseblå port, og græsset langs stien gik med dem.

”Er jeg synsk?” Spurgte Dorothea med et smil fuld af lykke, og glæde. Mikkel kiggede tilbage på Dorothea, mens han steg af hesten.

”Det er en særlig evne.” Svarede Mikkel.

De andre steg også af deres heste, og trak dem hen til søen, hvor de kunne drikke. Dorothea smilede til Mikkel, mens han hjalp hende ned af hesten.

”Hvor er her… Magisk.” Sagde Anders, mens han kiggede på den flotte skinnende sø. Men da han vendte sit blik på slottet forsvandt hans glædelige blik, og blev i stedet til et forbavset blik.

”Hvor er byen henne?” Spurgte Anders, og kiggede på Mikkel, som pegede træt på slottet.

”Den er bag slottet.” Svarede Mikkel og forsatte, da han så Anders gøre sig klar til hans næste spørgsmål.

”Der er to veje herind. Den ene er her, mens den anden er ved udkanten af byen.” Sagde Mikkel, og kiggede opgivet på Anders, som stille lukkede sin mund igen.

 

Dorothea stod, og kiggede op på det høje, og skinnende tårn med et gisp.

”Skal vi gå ind?” Spurgte Mikkel.

 Dorothea og Anders kiggede på hinanden med et smil. Så kiggede de på Mikkel, som smilede let tilbage.

”Efter jer.” Sagde han mens han rakte hånden mod porten.

Porten åbnede sig langsomt, og en grøn have med buske, og blomster kom frem. Et lille træ stod i midten af haven, og det lignede diamanter der var på bladene. Bag træet var der en kæmpe dør, og to vagter som stod, og kiggede på dem.

”Det er smukt.” Sagde Dorothea næsten utydeligt.

Det lignede rigtig meget en lille udendørshave, men der var vægge, og et tag. Væggene var hvid, og taget var kugle formet, og man kunne se igennem det.

De gik langsomt igennem den lille have, og først efter ti minutters tid nåede de frem til døren.

 

Indenfor var væggene også helt hvide, men hvis man så godt efter var der nogle blomstre mønstre på dem.

Rummet var enormt. Forenden af rummet var der en stor trappe, og forenden af den trappe var der to veje at gå.

Hernede var der to veje. Den ene lignede en vej som førte ned i kælderen, fordi væggen var af grå mursten, og nogle ækle grå murstens farvede trapper til.

Overfor kælderen lignede det bare en gang der forsatte, men da vi kom tættere på. Så jeg at der var en stor lysegrå dør ved enden.

Jeg kiggede usikkert på Mikkel, og nikkede stille til ham.

Mikkel gjorder tegn til vagterne om at åbne døren.

Jeg lukkede øjne nogle sekunder, og kiggede ind i en hvid sal med et enormt vindue forenden af rummet.

Der var et langt bord, som var dækket af sølv. Oppe ved vinduet stod en mellem høj mand, som bare kiggede ud af det store vindue.

”Kong Erik vi har gæster med.” Sagde Mikkel, og bukkede mod ham.

Dorothea gispede.

  

 

Først var der ingen reaktion fra Erik, men nogle minutter efter vendte han sig om.

Han lignede præcis ham fra mine tanker, for det var jo ham.

Han kiggede på os med sine skinnende øjne, og det lignede at hans hud var lavet af sne.

Han havde lyst kort hår, med nogle små hvide striber i.

Han havde de smukkeste blå skinnende øjne, som jeg nogensinde havde set, og hans røde læber klædte ham faktisk bedre end jeg havde troet.

”Hvem er det?” Spurgte Erik med den smukkeste stemme. I alt var han den smukkeste jeg nogensinde havde set.

Mikkel nikkede en gang, og pegede så på Dorothea og Anders.

”Det er Anders og Dorothea. Øh Dorothea er din kommende kone My lord.” Svarede Mikkel usikkert.

Så trådte Dorothea frem med et alvorligt blik.

”Anders er min bedste ven, og jeg eksistere på at han bliver her sammen med mig.” Sagde Dorothea bestemt.

Erik nikkede bare, og kom med et lille grin.

”Fint. Mikkel, vis hvor Anders, skal være.” Sagde Erik og begyndte at gå ned til Dorothea, som stod næsten forstenet.

Mikkel bukkede let, men det lignede næsten at han bare nikkede.

Nogle minutter efter var der kun Erik, og Dorothea tilbage.

”Hvor er Anders værelse?” Spurgte Dorothea, og rykkede sig en smule.

”Det viser jeg dig på turen.” Svarede Erik.

Dorothea kiggede på ham, som om hun slet ikke vidste hvad de ord betød.

”Hvilken tur?”

”Din rundvisning.” Svarede Erik med et smil.

 

 

De begyndte at gå op af den store trappe, som Dorothea så først da hun kom ind i slottet.

Da de nåede op ved enden af trappen stoppede Erik op, og pegede til højre.

”Den vej fører ned til en lille lang gang, der så fører en ud til den store have bag slottet.

Så pegede han til venstre.

”Den vej fører til endnu en trappe, og ved enden af den trappe er der forskellige værelser.”

Efter Dorothea havde hevet sit øjenbryn en smule gik de videre.

Da de var kommet op for enden af trappen, begyndte han igen at pege. Først til højre igen.

”Bag den her dør er kontoret.”

Så kom venstre igen.

”Bag den dør er der et undervisnings lokale”

Dorothea nikkede bare til ham eller hviskede et lille ja, når han kiggede på hende.

”Ved siden af undervisnings lokalet er der et bibliotek, og ved siden af det, er der et badeværelse.” Forsatte Erik, og mens han begyndte at gå ned af den lange gang.

”Ved siden af kontoret er der en stor stue, og ved siden af stuen er der et værelse.”

Erik gik helt ned til enden af gangen, og pegede til venstre for første gang.

”Her nede er der endnu et værelse, og endnu en dør, som vi ikke skal tale om.” Sagde Erik, og rakte sin hånd mod højre.

”Erik hvad er der med den dør?” Spurgte Dorothea, som kiggede nysgerrigt på døren for anden af gangen.

”Jeg vil sige at du aldrig må åbne den.” Sagde Erik alvorligt.

Dorothea kiggede hurtigt på Erik, men vendte sit hoved mod døren igen.

”Dorothea…”

”Fint. Jeg lover ikke at åbne døren.” Svarede hun, med en skuffet stemme.

Erik nikkede.

”Godt. Men her nede af den anden gang her, er der to mere værelser, og den ene er vores.”

Erik gik hen, og åbnede døren til deres værelse.

Dorothea blinkede nogle gange da hun så værelset.

Væggene var grå, og det lyse trægulv passede perfekt sammen. Sengen var lavet af noget meget mørkt træ, og et sort sengebetræk passede også til. Et mellem stort vindue hang over sengen, så solens stråler ramte kommoden. En sofa stod foran sengen, og nogle papirer roede en smule på bordet foran sofaen.

Erik nikkede til Dorothea, og rømmede sig.

”Jeg vil lade dig være lidt alene.” Sagde Erik, mens han begyndte at gå langsomt tilbage.

Dorothea smilede let til ham, mens han forsvandt ud af døren.

”Hvad har jeg dog gjort? Jeg har mistet kontrollen over mig selv.”

Dorothea begyndte at græde stille.

Pludselig hørte hun en stemme, og den var ligeså

Hård, som en kugle der var lavet af metal.

Han havde sort hår, og hans sorte øjne passede perfekt til.

Han holdte en kniv i hånden, og pludselig var Erik der. Kniven var måske kun tre centimeter fra Eriks strube, og billedet var allerede væk fire sekunder efter.

Dorothea rystede over det hele. Hun ville helst ikke vide hvad der skete bagefter, men hun vidste det allerede.

”Hvis det er sandt, at jeg er… Synsk. Så… Så er Erik i fare.” Sagde Dorothea, og begyndte at ryste endnu mere.

 

 

”Mikkel, hvor er Erik?”

Dorothea løb ned af den lange trappe, hvor Mikkel stod og talte med en af vagterne.

”Han er til møde.” Svarede Mikkel, og forsatte med sin snak med vagten.

”Hvor?” Spurgte Dorothea forpustet.

”I byen.” Svarede Mikkel igen med et venligt blik på Dorothea, som hurtigt blev til et advarende blik.

”Og det er forbudt for dig at gå ud i byen. Og det var Eriks ordner.” Svarede Mikkel, og sendte en pegede finger mod Dorothea.

”Hej Dorothea. Har du set haven bag slottet?” Spurgte Anders, som kom løbende ned af trappen.

”Nej og jeg har ikke tid. Erik, er i fare.” Sagde Dorothea med en vred råben.

Mikkel blinkede nogle gang, og så helt forvirret ud.

”Hvorfor skulle Erik, dog være i fare?”

”Fordi jeg havde et syn, hvor han var blevet overfaldet af en mand. Og… Og manden havde en kniv, og…” Svarede Dorothea, og begyndte at ryste igen.

”Okay, vi får fat på ham så snart at han er færdig med mødet.” Sagde Mikkel, med en beroligende stemme.

Dorothea nikkede, og begyndte stille at gå op mod hendes værelse. Hun lukkede træt døren efter sig, og kiggede på den dejlige bløde seng, med et gab.

Dorothea kastede sig over sengen, og endnu et gab kom frem fra hende.

Nogle minutter efter lukkede hun øjne, og faldt i søvn.

 

 

Hun sov cirka til halv otte, om aften.

Erik vækkede hende.

”Dorothea, vågn op.” Erik nussede hende på kinden, og to trætte øjne åbnede sig.

”Godaften.” Sagde Erik, med et smil.

Først sagde Dorothea ikke noget, men kom så i tanke om det.

”Erik, du er i farer.” Sagde Dorothea oprevet, men Erik beroligede hende hurtigt.

”Rolig Dorothea, jeg ved det.” Svarede Erik, mens han kiggede på Dorothea

”Jamen vi må gøre noget.” Sagde Dorothea.

Pludselig kom en fornemmelse af at han gemte på noget.

”Hvad er der?” Spurgte Dorothea, og puffede lidt til Erik.

”Det var Josef, du så.” Svarede han.

Dorothea kiggede på ham med et blik, som fortalte ham at han skulle forsætte.

”Han er min onkel. Og ikke en god onkel, så du ved det. Han ville ha tronen fra min far, men han fik den ikke, og han ville tage hævn sagde han.”

Dorothea rystede på hovedet.

”Jamen han ligner dig slet ikke.” Sagde Dorothea helt forvirret.

”Han ligner min farmor.” Svarede Erik, og nikkede stille til Dorothea.

”Hvad skal vi gøre?” Spurgte Dorothea.

”Ikke vi, men jeg. Dorothea der må ikke ske dig noget.” Sagde Erik, med en alvorlig stemme.

”Fint jeg lover ikke at gøre noget.” Svarede Dorothea, men det Erik ikke lagde mærke til var Dorotheas krydsede fingre.

”Det lover jeg.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...