Dorothea

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Dorothea er en pige på 17 år, som lever helt normalt liv som man gjorder i 1400-tallet. Men en dag kommer nogle mystiske mænd til hendes landsby. De leder efter en ny dronning til deres konge. Dorothea melder sig for at redde hendes familie, og skal nu mod sin vilje giftes med Kong Erik.

0Likes
1Kommentarer
454Visninger
AA

3. En nat med information

 

De red nogle timer, før Mikkel stoppede op. Han kiggede sig lidt omkring.

”Vi slår lejer der over.” Sagde Mikkel og pegede mod nogle klipper, som godt kunne ligne en hule.

Nogle hjalp med at pakke tingene ud, mens andre gjorder klar til et bål. Og efter nogle minutter var de færdig med at pakke ud, og ildens flammer bølgede op.

Dorothea satte sig på en træstub. Hun kiggede lidt indtil hun fandt en gren, og kastede den ind i ilden.

Mikkel satte sig ned ved siden af hende, og kiggede på det brændende bål.

”Hvordan er Erik?” Spurgte Dorothea, og drejede hovedet en smule mod Mikkel.

”Tja der er meget. Nu nævner jeg bare nogle ting. Venlig, og trofast” Svarede Mikkel

Dorothea rystede på hovedet.

”Mikkel hvordan ser Erik ud. Altså det betyder ikke noget, men har han for eksempel

 En stemme som har livets bølge.

Nogle øjne som skinner som diamanter i vand.

Hud som sneen, og læber som er mere rød end rosen selv.”

Sagde Dorothea helt væk i sine tanker om ham.

Og da hun kiggede op mødte hun Mikkels bekymrede blik.

”Hvad er der galt?” Spurgte Dorothea.

”Har.. har.. du mødt ham?” Spurgte Mikkel med en rystende stemme.

 

 

Dorothea rystede forvirret på hovedet. ”Nej hvorfor spørger du mig om det?” Spurgte Dorothea. Hendes fulde opmærksomhed var rettet mod Mikkels skrækslaget ansigtsudtryk.

”Jamen du beskrev ham præcis, som han ser ud. Hvordan vidste du det?” Spurgte Mikkel med sin mund på fuld gab.

”Øh det ved jeg ikke rigtig. En tanke med ham kom bare til mig.” Dorothea stoppede op et øjeblik, og kiggede på Mikkel som gjorder tegn til at hun skulle forsætte.

”Jeg tror jeg ved hvordan jeres kongerige ser ud.” Dorothea stoppede op igen, og tænkte nogle sekunder.

”Vandfald, sø, bro, og diamanter. Syntes jeg at jeg kan huske.” Sagde Dorothea som om at hun var bange for at sige noget forkert.

”Det er utroligt.” Svarede Mikkel drømmende.

Nogle minutter sad de bare, og kiggede i ildens bølger.

Så kom Anders, og satte sig imellem dem.                              Han sad, og spiste noget af et brød mens de to andre bare sad, og kiggede til hver deres side.

”Vil du smage Dorothea.” Spurgte Anders, for at knække tavsheden. Bare uden held.

Dorothea rystede på hovedet.

Mikkel rejste sig op, og gik hen til hans telt uden et ord. Så var der bare Dorothea, og Anders tilbage ved bålet.

”Hvad snakkede i om?” Spurgte Anders efter han havde slugt resten af brødet i sig.

”Om Erik.” Svarede Dorothea stille.

Anders tog sin hånd op til panden, og kørte den ned af sit ansigt. Stille tog han en udånding.

”Han er altså ikke noget for dig Dorothea.” Sagde Anders alvorligt.

Dorothea kiggede forbavset på Anders.

”Det kan være han er.” Svarede Dorothea bittert.

Anders rystede på hovedet.

”Dorothea, stik af med mig.” Spurgte Anders.     Han håbede og troede så meget på et ja, at han blev helt ligbleg da han hørte svaret.

”Nej jeg har en aftale med Mikkel, med at jeg gifter mig med Erik.” Svarede Dorothea, og kiggede væk fra Anders ansigt.

”Han er konge Dorothea, og du er en smeds datter.” Sagde Anders.

Dorothea kiggede på ham uden at ændre sit ligegyldige ansigtsudtryk.

”Dorothea..” Startede Anders, men blev afbrudt af Mikkel, som kom løbende hen til dem eller rettere hen til sin taske ved bålet.

”Jeg glemte mine læsebriller. Godnat.” Sagde han, og løb tilbage til hans telt igen.

Anders og Dorothea vendte begge hovedet mod bålet, som ikke bølgede så kraftigt mere.

 

 

”Hvad nu hvis han ikke er noget for dig?” Spurgte Anders stille, og kiggede lidt på hende da hun ikke sagde noget i et stykke tid.

Dorothea trak lidt på smilebåndet, og lukkede øjnene et stykke tid.

”Det ved jeg ikke.” Svarede hun.

Hun rystede på hovedet, men stoppede da endnu en tanke kom blæsende ind i hendes hjerne.

 

”Dorothea, vi klarede det. Du klarede det.” Sagde en mand med en stemme som livets bølge.

Hans øjne skinnede som diamanter, da han kiggede på Dorothea.

De krammede hinanden.

Dorothea mærkede hans Hud, som var lige så bleg som sneen og læberne som var endnu mere rød end rosen selv. ”Erik jeg…” Startede Dorothea. Hun gispede efter vejret, og faldt sammen.

Det eneste hun kunne mærke var en hånd om hendes hoved, og et råb fra Erik.

Da hun kiggede igen var Erik det første hun så. Han holdte en kniv i hånden.

”Dorothea barnet sidder fast inde i dig. Jeg har ikke et andet valg.” Sagde Erik og tog kniven hen til hendes mave, og… Et skrig af smerte fyldte hele rummet.

”Dorothea, er du okay?” Anders sad bekymret ved siden af hende, og lignede et spøgelse eller en der lige havde set et spøgelse.

Dorothea rystede på hovedet igen, og trak vejret dybt.

”Jeg øh.. Jeg har det fint Anders.” Svarede hun, og tog sin hånd op til hovedet.

Hun rystede.

 

 

Det første de så, da de trådte ind i deres telt var to tæpper, og en hovedpude til dem hver.

Anders kastede sig over hans soveplads, og det fik Dorothea til at grine. Anders smilede til hende, som en hundehvalp ville ha gjort.

”Det er første gang jeg hører dig grine i dag.” Anders smilede let til hende.

”Anders, er man synsk hvis man kan se ting på en måde før det sker.” Spurgte Dorothea, og satte sig ned ved siden af ham.

”Dorothea, jeg tror det er meningen hvis man er synsk.” Svarede Anders, med et grin.

Dorothea smilede, imens hun rystede på hovedet.

”Øh, ja undskyld det var ret dumt spurgt.” Sagde hun med et gengældt grin.

”Ja det var det, men det glæder dig.” Svarede Anders, og tog noget af hendes hår væk fra øjne.

”Hvad! Er jeg da dum?” Spurgte Dorothea med et lille bittert smil.

”Nej.” Sagde Anders blidt.   

I et øjeblik vidste jeg ikke hvad jeg lavede, men to sekunder efter sad jeg og kyssede Anders blidt.

”Så nu er du dum.” Sagde han med et kunstigt smil.

”Du skal jo giftes med en anden. Så går det vidst ikke at du kysser mig.” Sagde Anders, da Dorothea ikke svarede.

”Du har ret. En aftale er en aftale.” Svarede Dorothea lidt skuffet.

Anders tog hendes hånd, og kiggede hende dybt i øjne.

”Er du stadig sikker på at han er noget for dig.” Spurgte Anders.

”Det finder jeg ud af Anders.” Svarede Dorothea med en hviskende stemme.

Anders nikkede nogle gange inden han gik hen til hans seng.

”Godnat Dorothea.” Sagde Anders, og faldt i søvn inden Dorothea nåede at gå hen hendes seng.

”Godnat Anders.”

 

 

”Vågn op.” Sagde en stemme, og en hånd ruskede hårdt i hende.

Dorothea kiggede forskrækket op.

”Vi skal af sted.” Sagde Mikkel.

Udenfor teltet var næsten alting pakket.

Anders smilede let til Dorothea.

”Det starter da godt.” Sagde Anders, som lignede en der var næsten alt for spændt.

Dorothea nikkede tilbage med et smil.

”Så er det af sted.” Råbte Mikkel til alle.

Anders satte sig op på hans hest, men da Dorothea skulle til at side op hendes hest stoppede Mikkel hende.

”Du skal ikke ride på den hest.” Sagde Mikkel, og piftede.

En hvid hest dukkede frem, og Dorothea genkendte den hest.

”MALKO.” Udbrød Dorothea glad.

Mikkel smilede til hende, men vendte sig hurtigt om mod de andre.

”Så smutter vi.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...