Dorothea

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Dorothea er en pige på 17 år, som lever helt normalt liv som man gjorder i 1400-tallet. Men en dag kommer nogle mystiske mænd til hendes landsby. De leder efter en ny dronning til deres konge. Dorothea melder sig for at redde hendes familie, og skal nu mod sin vilje giftes med Kong Erik.

0Likes
1Kommentarer
451Visninger
AA

2. En aftale

 

”Dorothea, vågn op.” Råbte Anna, som var gået fuldstændig i panik.

Jens og Hans var også vågne, og var i fuld gang med at finde våben frem.

”Kom nu Dorothea, vi skal over i beskyttelseskælderen lige nu.”

 Anna tog hurtigt Dorothea i hånden, og begyndte at løbe ned af stien, og tættere på torvet.

Mænd med heste red hurtigt forbi dem, mens nogle af dem forsøgte at slå dem ned.

Mange skreg, mange kæmpede imod, og mange døde.

”Tror du på at far, og Hans klare den.” Spurgte Dorothea bange.

Anna sagde ikke noget, men hev hende af sted mod kroen.

Pludselig havde Dorothea en fornemmelse af at en holdte øje med hende. Hun kunne forestille sig ham.

En helt lig blegede mand med helt hvidt hår, slet ikke gråt bare hvidt, og lyse blå øjne som en diamant.

Han smilede til hende, da hun så ham for sig.

”Anna her over.” Lød en stemme.

Anna, og Dorothea løb imod stemmen, som blev højder for hvert skridt.

Det var Kate, Anders mor. Hun stod sammen med Anders, og hans to storesøstre Sophie og Marie.

”Lad os komme ind i kroen.” Sagde Kate, og åbnede døren i en fart.

Der var stadig meget varmt inde i kroen, og nogle lys var endnu ikke slukket.

De begyndte at gå ned af de klatte trapper, som gik stift ned i kælderen.

 

”Okay nu skal vi bare side her, og slappe af indtil det er forbi.” Sagde Anna beroligende.

Alle kiggede direkte på Anna.

”Okay så prøve at slappe af.” Sagde Anna igen med en ret anspændt stemme.

”Dorothea, hvad tror du de vil?” Spurgte Anders stille.

”Det ved jeg ikke.” Svarede Dorothea, og kiggede rundt for hun syntes at hun hele tiden blev forfulgt af den mand.

”Er der noget galt Dorothea.” Spurgte Anders, som havde set Dorotheas bange blikke.

  ”Jeg har det bare som om jeg bliver forfulgt.”

Anders kiggede rundt, men han kunne ikke se nogle.

”Her er ingen.” Hviskede han tilbage til Dorothea.

En stemme som har livets bølge.

Nogle øjne som skinner, som diamanter i vand.

Hud som sneen, og læber som er mere rød end rosen.

Hun ser det.

  Hun går ind i en hule. Bag hende styrter vandfaldet ned, men på en meget smuk måde. Ligesom noget støv, der danser rundt i luften.

Da hun kommer ud af hulen igen lyser et stort hvidt tårn, som diamanter. De skinner yndefuldt i solens skær.

Vandfaldets vand fra den her side løber ned i den lyseblå sø, og videre ned af en lille å, som bliver mindre og mindre, og til sidst forsvinder. Og noget af vandet forsvinder også, men der kommer hele tiden nyt.

Det er magisk.

Hun går over den sne hvide bro, som lyser op. Græsset er grønt, som om sommeren hvor børnene bader i søen.

Slottet skinner lige så meget, som tårnet af diamanter. Porten er helt turkis blå, og indenfor er alt hvidt.

Og der står han.

Med en stemme som har livets bølge.

Nogle øjne som skinner, som diamanter i vand.

Hud som sneen, og læber som er mere rød end rosen selv.

”Kom så op med jer.” Råbte en stemme.

”Hvad sker der?” Råbte alle fire børn overrasket i kor.

”De har fundet os.” Svarede Kate.

 

 

 Næsten alle fra landsbyen stod der.

Resten var sikkert døde eller sårede rigtig meget.

Heldigvis var Hans, og Jens der.

Anna og Dorothea gik hen til dem.

En lille mand hoppede op på en stor sten. Så alle kunne se ham.

”Hør efter vi vil jer ikke noget ondt.” Begyndte den lille mand.

”Vi leder efter en smuk ung ugift pige til vores konge.”

Manden tog et lille papir frem, og begyndte at læse højt.

”Kong Erik skriver

Jeg leder efter en smuk ung ugift pige fra de 15 til 18 år. Hun skal helst ha sort hår ligesom det sorteste kuld i verden. De mest kirsebær farvet læber, og hvid hud ligesom sneens dans i mørket.

Kong Erik 7”

Dorothea rørte stille på sine kirsebær farvet læber, og bagefter ved sit sorte hår, som var ligeså sort, som verdens sorteste kuld.

Hun rørte ved sin hvide hud, som lignede sneen der dansede i mørket.

”Hvad bilder du ind? Du kommer, og angriber vores landsby, og så handler det hele bare om at skulle finde en brud til jeres kong Erik.” Råbte Anna op.

Dorothea kom løbene hen til Anna, hvor hun var så tæt på at slå den lille mand i hovedet.

”Mor kom tilbage.” Dorothea hev hende tilbage, og med hjælp fra vagterne fik de hende under kontrol.

Den lille mand kiggede på Dorothea med sine store grønne øjne, og så vendte blikket på papiret han havde i hånden.

Han kiggede op med et smil.

”Hvad hedder du?” Spurgte manden og pegede på Dorothea, som forskrækket gik nogle skridt tilbage.

”Jeg hedder Dorothea.” Svarede hun.

”Hvad vil du sige til at blive dronning af krystal byen min kære?” Spurgte manden med et buk, og et let smil.

Dorothea tøvede lidt.

Han hoppede ned af stenen, og gik rundt om Dorothea, som et rovdyr der var klar til at springe på sit bytte hvornår det skulle være.

”Jeg vil sige at… jeg vil hellere dø.” Svarede Dorothea tilbage, med en hvisken.

Manden nikkede flere gange, og vendte sig om mod Dorotheas familie. Der stod samlet.

”Fint så må jeg vel dræbe din familie. Så du ombestemmer dig.”

Vagterne tog med det samme deres sværd frem, og skulle lige til at stikke dem ind i hjertet på dem.

Da et skrig kom.

”NEEJ JEG GØR DET. JEG GIFTER MIG MED JERES KONGE.” Skreg Dorothea.

Den lille mand grinede med et glædeligt smil.

”Selvfølgelig gør du det miss eller snart skal jeg jo kalde dig mrs.”

 

 

”Dorothea, forlad mig ikke. Forlad os ikke.” Sagde Anders, mens han kiggede på Dorothea, som farede rundt. Og tog lidt af det hele ned i sin lille pose.

”Hvis jeg ikke forlader jer, så forlader i mig.” Svarede Dorothea bittert tilbage.

I nogle minutter var der stille. Indtil Anders sukkede.

”Okay du tager af sted, men jeg tager med dig.” Sagde Anders bestemt.

Nogle minutters stilhed igen.

”Fint.” Svarede Dorothea, og bandt den lille pose.

Så gik de ud. Den lille mand, og vagterne stod. De ventede på dem, og nikkede et tilfreds blik.

”Anders, kommer med.” Sagde Dorothea og pegede på Anders, som kom stille hen, og stillede sig ved siden af hende.

Manden nikkede først til Dorothea, og så til Anders.

”Lad os komme af sted.”

Efter nogle minutter var de klar, og begyndte at ride væk fra landsbyen.

”Farvel.” Hviskede Dorothea, inden bakken dækkede for udsigten af den lille landsby.

  Da de var nået et stykke ind i skoven red den lille mand op ved siden af Dorothea.

”Mit navn er forresten Mikkel Hansen. Bare for at sige det.” Sagde manden, og smilede til Dorothea.

”Mit navn er Dorothea Flanagan.” Svarede Dorothea.

”Specielt. Dorothea, betyder på alfsk den lysende gudinde, og Flanagan betyder den flyvende drage.” Svarede Mikkel med en varm, og kærlig latter.

”Hvad betyder Satina så?” Spurgte Dorothea.

”Det betyder vandets dronning.” Svarede Mikkel.

”Nå det med Erik. Vi har en aftale ikke?” Spurgte Mikkel lidt mere alvorligt.

Dorothea smilede.

”Vi har en aftale”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...