The dark thoughts of a quiet girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
One shots - om en følelse der er så forfærdelig at jeg slet ikke kan forestille mig den.
Om en følelse jeg aldrig håber jeg kommer til at føle, og som jeg ikke engang ville ønske for min værste fjende.
Om et alt for tidligt og uventet farvel.

Jeg er IKKE fuld af selvhad eller andet, jeg er faktisk godt tilfreds med mit liv so far. Don't worry ^^

5Likes
44Kommentarer
561Visninger
AA

1. Ødelagt

Du holdte min hånd. Kyssede min kind. Selv blandt alle de her mennesker, føltes det som om der ikke var andre end dig og mig. Der var ingen der så mig bedre end du gjorde. Jeg kunne stå her i en evighed og kigge ind i dine dybe, brune øjne. Jeg mener det. Jeg ville gøre det hvis jeg kunne.
Men det kan jeg ikke. For du er her ikke. Du har ikke været her længe.
Det eneste du efterlod mig med var minder. Minder som jeg nogle gange ville ønske jeg kunne glemme. Minder som jeg nogle gange ville ønske jeg kunne genopleve. Minder der altid får mig til at bryde sammen i gråd. Og alligevel latter på den samme tid. For når jeg tænker på dig, elsker jeg dig stadig. Når jeg ikke tænker på dig, elsker jeg dig stadig. Det er utroligt hvad livets tilfældigheder kan bringe én.
Ét ekstra shot her, kan ødelægge et liv der.
Og det gjorde det.
Det var sådan jeg mistede dig. Og for hvad? For at nå over til mig, der stod og vinkede ivrigt på den anden side af vejen.
Glemte du at se dig for? Nej. Jeg husker at du kiggede både til højre og venstre. Han kom ud af ingenting. Han tog et liv og kørte sin vej. Bilen slingrede stadig på vej væk.
Armene der var løftet over hovedet da jeg havde vinket, faldt langsomt ned ad siderne. En tåre trillede ned af min ene kind. Så en mere. Snart var mine kinder gennemblødt.
Du bevægede dig ikke. Gav ingen tegn fra dig. Jeg kunne ikke se væk.
Du var nødt til at give et tegn på, at du var okay på et tidspunkt. Det kom ikke.
Jeg skreg. Og skreg igen, før jeg løb hen til dig. Jeg løftede forsigtigt dit hoved.
Dine brune øjne, jeg før kunne kigge ind i, i en evighed, var nu ikke til at holde ud. For der var ikke noget liv i dem.
En rød stribe løb fra din mundvig, og ned på asfalten.
Jeg skreg ikke mere. Jeg kunne ikke holde det ud, men jeg skreg ikke.

En tåre løb fra min kind og ned på din. Det så næsten ud som om du græd. Men det gjorde du ikke. Det kunne du ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...