Drømme verdenen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Færdig
Nicole drømmer meget, både mens hun er vågen og mens hun sover. Hun tænker tit over hvor det er sindet er når man drømmer, men har hun virkelig lyst til at finde ud af det?

Jeg skrev denne historie i 6.klasse så der kan godt mangle en del tegnsætninger, og være mange stavefejl. Håber i nyder den alligevel.

1Likes
6Kommentarer
469Visninger
AA

2. Syg i sengen

10 min. efter lå jeg i min seng igen. I nattøj og med en lille bunke bacon på mit natbord. Måske var jeg syg men ikke syg nok til at lade min bror spise baconen uden at får bare et enkelt stykke. Da jeg havde spist baconen lagde jeg der i min seng og kedede mig. Jeg prøvede på at læse, men det lykkedes ikke, så jeg besluttede mig for at prøve at sove lidt mere. Det kunne jo trods alt være på grund af søvnmangel og træthed jeg var faldet, og at jeg ikke havde opdaget det. Jeg lagde hovedet ned på puden, men i stedet for at falde i søvn begyndte jeg at tænke. Jeg tænkte på hvorfor jeg mon hele tiden sank ned i min egen verden. Jeg mener, hvorfor lige mig? Det var ensomt. På grund af den dumme vane havde jeg aldrig kunnet få nogen venner. Det var ikke engang altid jeg tænkte på noget når jeg `forsvandt`. Det skete bare uden nogen grund, og når jeg så kom til mig selv igen kunne jeg ikke huske hvad det var jeg havde stået og tænkt på. Men udover det tænkte jeg også på det spørgsmål som jeg tænkte på næsten hver eneste dag. Hvad blev der af sindet når man sov? Og hvad er drømme egentlig? Jeg havde tænkt på de to spørgsmål hver dag så længe som jeg kan huske, men jeg havde aldrig fundet et svar. Jeg tænkte på det lidt længere, men så blev jeg overvældet af en ekstrem træthed, som jeg ikke engang troede var mulig, så jeg lagde mig til rette og faldt i søvn med det samme.

 

Da jeg vågnede op var alt sort. Og ikke bare sådan som når solen er gået ned og det kun er månen der lyser. Nej, sådan fuldstændig sort. som blæk. Jeg kunne ikke se noget som helst, ikke engang mine egne hænder. Min hjerne begyndte at vende og dreje alle de spørgsmål der kørte rundt inde i den. Mest af alt `HVOR FANDEN VAR JEG OG ER DER NOGEN DER GIDER TÆNDE LYSET?!?!` Kort efter fattede jeg mig lidt. Jeg begyndte at overveje min situation og gennemtænke hvad der var sket i dag. Okay jeg var vågnet op og var gået ned i køkkenet hvor min familie stod og ventede på mig med pandekager og bacon, fordi det var min fødselsdag. Så var jeg sunket ned i min egen verden, og… vent hvorfor kunne jeg ikke huske hvad der var sket efter det? Jeg vidste bare at jeg på en eller anden måde var endt henne i min seng igen. Da jeg havde stået og undret mig over det i noget tid, blev jeg lige pludselig forstyrret af noget. Jeg kunne høre en svag lyd af raslende kæder, og. Vent var det skrig jeg kunne høre? Jeg begyndte at blive bange, og hvad værre var, så kunne jeg stadig ikke se noget. Lige pludselig kom der en mand i kutte gående. Faktisk lignede det mere at han svævede, og desuden kunne man ikke høre nogen skridt overhovedet. Kutten var trukket helt ned over hovedet så man ikke kunne se hans ansigt. Okay, nu begyndte jeg for alvor at blive skræmt. Jeg begyndte at hyperventilere og spørgsmålene var alle sammen forsvundet og der var kun en tanke tilbage i mit hoved. `JEG MÅ VÆK. LIGE NU!!!` Jeg prøvede på at løbe min vej men det var som om mine ben ikke ville bevæge sig. Lige pludselig var det som om alt undtagen mig drejede sig. Eller også var det kun mig der drejede. Så med et stod jeg foran manden, der stadig havde kutten trukket ned over hovedet, samtidig med at han kiggede ned i jorden, hvilket resulterede i at jeg stadig ikke kunne se hans ansigt. ”Hve-hvem er du?” fik jeg langt om længe fremstammet. Jeg fik ikke noget svar. Efter lidt tid hvor jeg kun kunne høre kæderne og skrigene i baggrunden, og mit eget paniske åndedræt, løftede manden langsomt hovedet og afslørede hans ansigt. Der var bare lige det at der ikke var noget ansigt! Manden var ikke andet end knogler! Bogstaveligt talt, han var et skelet! Jeg begyndte at skrige. Det var et meget højt skrig som fuldstændig overdøvede dem jeg før havde kunnet høre. Alligevel havde jeg det som om at skriget aldrig havde forladt mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...