Drømme verdenen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Færdig
Nicole drømmer meget, både mens hun er vågen og mens hun sover. Hun tænker tit over hvor det er sindet er når man drømmer, men har hun virkelig lyst til at finde ud af det?

Jeg skrev denne historie i 6.klasse så der kan godt mangle en del tegnsætninger, og være mange stavefejl. Håber i nyder den alligevel.

1Likes
4Kommentarer
537Visninger
AA

1. Intro

Har du nogensinde tænkt på hvad der sker med ens sind når man sover? Det har jeg, men på grund af alle de ting der er sket vil jeg aldrig gøre det igen, og det burde du heller ikke.

Det startede ud som en helt normal dag for mig. Mit vækkeur ringede og med meget modvilje stod jeg ud af sengen og gik ud på badeværelset. Det var mandag og jeg skulle i skole igen. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. I et stykke tid stod jeg bare der og så på mit spejlbillede. Jeg så meget gennemsnitlig og kedelig ud. Det leverpostejs-farvede hår der gik mig ned til skuldrene, den store næse, de flyvende ører og for at gøre det helle endnu bedre var hele mit ansigt dækket af fregner. Jeg hørte bestemt ikke til de pæne piger. Det eneste jeg kunne lide ved mit ansigt var…. Ja sådan set ingenting, men mange syntes at jeg har kønne øjne. De havde at dybgrøn farve, som egentlig var meget køn, men indrammet i resten af mit ansigt havde jeg selv svært ved at se det. ”Nicole!” kaldte min mor op ad trapperne ”morgenmaden er klar”. Da jeg hørte de ord skyndte jeg mig at hoppe i et par slidte jeans og en gammel T-shirt, og løbe ned for at sikre mig at min irriterende lillebror Julius ikke spiste alt baconen. Da jeg kom ned i køkkenet ventede der mig en stor overraskelse. Min mor, min far og min lillebror, stod alle tre ved køkkenbordet, hvorpå der stod en stabel pandekager, noget ristet brød og, det bedste af det hele, en tallerken med en ordentlig bunke bacon. ”TILLYKKE!” råbte de alle tre højt i kor. ’Nårh ja, det er også rigtigt. I dag er det min fødselsdag. Hmmm så er jeg 13 år, og det vil sige jeg er en teenager nu’ tænkte jeg. Alle fra min klasse syntes det var en meget stor ting, men jeg var nu egentlig mere skræmt over det. Altså når man tænker sig om er der vel en grund til at 13 var blevet betragtet som et ulykkestal lige så længe som jeg kunne huske. På grund af min frygt og absurde hang til det overnaturlige, var jeg heller ikke den mest populære i klassen. Faktisk havde jeg slet ingen venner overhovedet. Men det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med at jeg altid sank dybt ned i mine egne tanker og glemte alt om virkeligheden. Den tanke gjorde mig opmærksom på at min familie lige nu stod og ventede på en reaktion.  Faktisk havde jeg stået i min egen verden i over 5 min. nu, og både min mor, far og lillebrors ansigter var lige over mit ansigt og kiggede uroligt på mig mens de mumlede beroligende ord til mig. Vent. Hvorfor kunne jeg se loftet bag deres hoveder? Jeg kiggede lidt til siderne, og opdagede at jeg lagde ned. Hvornår og hvordan var det lige sket? Jeg var godt nok tit hensunket i mine egne tanker men aldrig så meget at jeg ikke opdagede hvis jeg gik ind i noget, folk snakkede til mig, eller hvis jeg faldt. Og allerede der vidste jeg at der var noget galt. Jeg vidste bare ikke hvad eller hvor slemt det egentlig var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...