Drømme verdenen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Færdig
Nicole drømmer meget, både mens hun er vågen og mens hun sover. Hun tænker tit over hvor det er sindet er når man drømmer, men har hun virkelig lyst til at finde ud af det?

Jeg skrev denne historie i 6.klasse så der kan godt mangle en del tegnsætninger, og være mange stavefejl. Håber i nyder den alligevel.

1Likes
6Kommentarer
473Visninger
AA

3. Hjælp!

 Skelettet stod foran mig, helt uberørt over mit skrig. Jeg begyndte at gå i panik. Mine øjne blev fulde af tårer og jeg faldt ned på knæ, der hvor der skulle have været gulv eller noget i den stil. I stedet var der bare mørke. Så begyndte skelettet at tale. Der var bare lige det at der ikke var nogen lyd på ordene, men underligt nok vidste jeg præcis hvad det var han sagde. Han sagde: ”det her er den anden verden. Her er alle menneskers sind når den ikke er i den anden verden.” Jeg spærrede øjnene op da jeg hørte ham sige det. Var jeg måske ved at få svar på det spørgsmål jeg havde stillet mig selv så mange gange? Inden jeg kunne nå at tænke mere over det fortsatte de lydløse ord. ”Det plejede at være et glad sted, men så lidt efter lidt blev der flere og flere mennesker fanget herinde. Ser du, når folk sover, kommer de herind, men nogen gange hænder det at de bliver fanget herinde. Så kan de ikke vågne op i den anden verden, men de dør heller ikke, de sover bare. Det er for det meste på grund af at der er sket noget med dem, som f.eks. at de har været i en ulykke og ligger i koma på hospitalet, men her på det sidste er det begyndt at ske uden nogen grund. Og det bliver værre endnu. Før kunne de fangne også gå frit rundt, men nu er de alle sammen lænket her, og selv hvis de får en chance for at komme tilbage kan de ikke bruge den fordi de er i lænker, som de ikke kan komme fri af.” I takt med at jeg ´hørte´ ordene, begyndte lyden af skrigene og kæderaslen at stige i baggrunden. Det her begyndte at blive mere og mere skræmmende. Så fortsatte strømmen af ord. ”Du er den der skal redde os alle.” Okay, så blev det lige en tand mere underligt. Nu begyndte selv jeg at være overbevist om at det bare var en drøm. Godt nok var jeg overtroisk, men det her var altså lige en smule for sært til at det kunne være virkelighed. Endnu engang begyndte skelettet at tale. ”Og hvis du ikke kan klare det vil alle mennesker i verden blive fanget herinde.” Nu begyndte et spørgsmål langsomt at forme sig inde i mit hoved. Selv hvis det her bare var en drøm, hvorfor så lige mig? Næsten som om at det skræmmende skelet kunne læse mine tanker svarede det på mit spørgsmål. ”Du er den der kommer her allermest, og derfor også dig der kender stedet bedst. Men du skal vide en ting. Dette indebærer også konsekvenser for dig. Mens du er herinde vil din hukommelse om den anden verden gradvist forsvinde og blive erstattet med minder om denne. Man plejer altid at glemme alt der er sket herinde igen når man vågner op, men der er en risiko for at du ikke vil få din hukommelse tilbage. Og det er endnu værre for dig end for alle andre hvis du ikke gennemfører det her. Du vil miste hele din hukommelse, og være fanget i det her mørke helt alene i al evighed.” så stoppede ordene i mit hoved og skelet manden forsvandt lige så stille igen og det samme gjorde lydene fra alle de fangne og jeg var igen alene i mørket. Jeg tænkte mig godt om. Jeg var fuldstændig sikker på at det her ikke var andet end en drøm, men det var spændende så jeg besluttede mig for at se hvordan den ville ende. Men selv om det her kun var en drøm, kunne det så alligevel være noget i denne her stil der skete med mig hver gang jeg sank fuldstændig ind i min egen verden? Så ville det i det mindste give rigtig god mening, det med at jeg var den person der kom her mest. Lige pludselig kunne jeg se en lille sti til højre for mig. Det var en mørk sti, ikke lige så mørk som det mørke jeg lige havde oplevet, mere som det man ser i gyserfilm, hvor himlen nærmest er helt lilla og landskabet helt sort. Udover mørket stod der også et par enkle døde træer, der alle var fyldte med kulsorte ravne, hvis øjne syntes at følge mig. Et klassisk gyserlandskab. Alligevel havde jeg følelsen af at have været der før, og da jeg mærkede den følelse gik det også op for mig at jeg ikke længer kunne huske hvad min familie hed! `Okay, denne her drøm er lige en smule for realistisk,` tænkte jeg. Men så begyndte jeg at gå ned at stien, for at se denne her drøm, eller rettere mareridt, til ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...