Noveller

En samling af noveller, oneshots og andre ting jeg har fået samlet gennem de sidste par år

2Likes
0Kommentarer
410Visninger
AA

7. Med Livet I Hænderne

Han skrubber febrilsk på de indtørrede røde pletter. Hvorfor går de ikke af? Lige meget hvor længe han lader de iskolde vand løbe over sine efterhånden forfrosne fingre, vil de ikke gå væk. Lige meget hvor hårdt han gnider neglebørsten mod huden. De er der stadig. Mandens blod på hans hænder. På hans arme. Det vil ikke gå væk. Om han så stod der, ved vasken i minutter, timer. Det ville aldrig gå væk. De indtørrede plamager ville forsvinde, men mindet om dem ville aldrig kunne slettes. Mindet om hvad han havde gjort. Nok var det hans job og den rigtige ting at gøre, i den situation, men tanken om at manden aldrig ville trække været igen, det var ubærligt. ”Hellere ham end dig” Havde de sagt. ”Det var hans egen skyld, det var ham, der trak en pistol.” Men han kan ikke se hvorfor han er mere værd end manden. Hans forbrydelse er værre en mandens. Hans hud er rød efter den hårde behandling og snart blander hans blod sig med det allerede halvt opløste blod i vasken. Det var ikke sådan, det skulle have endt.

 

Markus træder langsomt ind af døren til det forfaldne lejlighedskompleks. Døren falder knirkende i og efterlader ham i den lumske halvmørke under trappen. Støjen fra gaden kan svagt høres, bag summen fra et ældgammelt ventilatorsystem. Han trækker pistolen op af baglommen og træder med listeskridt hen mod trappen. Over ham åbnes en dør og arrige stemmer strømmer mod ham fra etagen ovenover. ”Din dumme idiot, hvordan kunne du gøre det? Og så med den satans lille…” Han lukker af for samtalen og tager trappens 14 første trin med en forsigtighed, som gik han på glas. Slam. En ung kvinde styrter ned af trappen med tårer i øjnene og jakken blafrende efter sig. Hun værdiger ham ikke et blik, men fortsætter i halvblind tilstand ud gennem døren og ud på det øde fortov. Få sekunder senere kommer hvad der, efter mærket på hans kind at dømme, må være modtageren af kvindens lussing. Manden kigger undrende på den fuldt synlige pistol, men gør dog ikke mine til at sige noget.

 

Markus fortsætter op af trappen. Den varme fugtige luft slår mod ham fra alle sider og bringer lugten af sprit, alkohol og cigaretrøg med sig. Dette var helt sikkert ikke et sted, han ville byde sine børn at vokse op. Altså, hvis han engang fik børn. Molly ville ikke have børn. Hun sagde, at det var for stressende og at det ikke passede ind, i hendes travle hverdag. Hun sidder altid på kontoret fra før han stod op, til langt ud på aftenen. Hvad hun laver i al den tid, er ham stadig en gåde. Han havde ikke spurgt. Hvad hun laver i sin arbejdstid, er vel hendes eget problem, har han gentagende gange fortalt sig selv. Det er jo heller ikke sådan, at han hver dag fortæller hende, hvad han har lavet og for at være ærlig, han havde ikke lyst til, at hun skulle vide det.

 

Han tager de to næste trapper i løb. Skidt være med om de hører ham, der er ikke andre veje ud. Det skulle da lige være vinduet, men hvilken mand, med respekt for sig selv, ville vælge den udvej? Men måske var det lige præcis det, denne mand manglede? Måske var det lige netop grunden til at hans forskruede hjerne har overbevist ham om at det ville være en god ide. En god ide at gemme de mange hundredetusinde kroner væk på en bankkonto i Chile. De mange hundredetusinder han havde tjent på at smugle mennesker, stoffer, varer, ja alt hvad hjertet kunne begærer, over grænsen. Hans dække var smart udtænkt. En fattig butiksarbejder i en billig lejlighed. Hvorfor skulle man mistænke ham for noget som helst?

 

Et lille barn græder og en kvinde bander. ”Den forbandede lille møgunge, nu græder han sku igen.” Hastige skridt nærmer sig døren fra inde bag den ældgamle dør. Døren bliver brutalt flået op og ud skubbes en gammel barnevogn. Barnet græder højere. ”Så hold dog kæft!” Skriger kvinden og smækker døren til lejligheden. Havde han haft bedre tid, ville han have gjort noget. Han ved ikke hvad, men bare noget. Det var ikke i orden at behandle et lille barn sådan. Barnets skrigeri holder op.  Det må være faldet i søvn.

 

Han fortsætter i samme tempo op af de næste trapper. Op. Op. Op. Opgangen virker uendelig. Som en trappe, der snor sig op mod himlen i bløde spiraler, for til sidst at ende ved Guds dørtrin. Han griner for sig selv ved tanken. Det giver genlyd ned gennem trappeopgangen og hans stille grin forvandler sig til et kor af grinende stemmer. 12, 13, 14. Han nærmer sig nu. 15, 16. Forude kan hans se den krakellerede grønne dør og over den et splinternyt udseende skilt. ”Frank Jensen” Står der. Han lister sig langs vægen over til døren. Bag den matterede glasrude ligger en lang gang, for enden af gangen leder en åbentstående dør ind til hvad der må være køkkenet. Og i køkken står en person. En mand. Han tager forsigtig i håndtaget og døren går, til alt held, op uden en lyd. Han lader døren stå lidt på klem og stiller sig fladt op af væggen, med pistolen rettet mod døren for enden af gangen.

 

Langsomt bevæger han sig tættere på køkkenet. Manden er væk, højst sandsynligt har han bevæget sig ind i det næste værelse. Han lister rundt om hjørnet og retter pistolen mod hvad end der må være i lokalet. Der, på sofaen, sidder Frank Jensen mageligt henslængt, med en øl i hånden. Marcus peger Pistolen mod Hans bryst og rømmer sig. Frank kigger op og lige ind i mundingen på Markus’ pistol. I et splitsekund farer et hav af udtryk over hans ansigt. Frygten er dog tydelig i hans øjne. ”Klokken er 18:46 og du er anholdt” Den nedgående sols sidste stråler giver genskær i den lille sølvgrå pistol, Frank i samme øjeblik hiver op af lommen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...