Noveller

En samling af noveller, oneshots og andre ting jeg har fået samlet gennem de sidste par år

2Likes
0Kommentarer
447Visninger
AA

1. Du kommer for sent

John sad uroligt på stolen foran bankrådgiverens skrivebord. Det ser skidt ud, sagde den unge halvtykke mand i en ligeglad tone, hvis du ikke betaler dine lån tilbage inden to uger, bliver vi desværre nok nødt til at sætte huset på tvangsaktion. Han kunne mærke sveden trille ned over håndryggene. Hvor meget drejer det sig om, Spurgte John nervøst. Manden foran ham skubbede forsigtigt et vigtigt udseende dokument over bordet. Han turde næsten ikke kigge. 3 millioner 234 tusinde 525 kr. Hvordan skulle han nogensinde nå at skaffe så mange penge på så kort tid? Huset inklusiv møbler var ikke engang så meget værd! John mærkede et stik i brystet. Hvad med Lise? Hun elskede det hus højere end noget andet. Måske lige med undtagelse af Niklas. Den knægt fik hende altid til at smile, selv når John ikke kunne. Bankrådgiveren rømmede sig, og trak John ud af tankestrømmen og tilbage på det grå og kedelige kontor.

 

Hvor har du været, spurgte Lise bekymret. Bare sådan lidt rundt omkring, svarede han tilbage med et smil på læben. Gud hvor var hun altså smuk. Selv i en alder af 37 lignede hun stadig den 24 årige pige, han var blevet forelsket i og senere gift med. Hans blik faldt på hendes halvrunde mave. Niklas’ lillesøster var godt på vej, og både Niklas og Lise glædede sig frygteligt meget. Jo, selvfølgelig glædede han sig også, men tanken om at miste huset lå stadig og rumsterede i hans baghoved. Hvordan skulle han dog fortælle hende det? Hvordan fortæller du en gravid kvinde, at når hun om bare 2 måneder skulle føde sin datter, ville de ikke længere have et sted at bo? Enkelt. Det gør man ikke. For kun en tåbe ville komme i den situation. Så han måtte jo være en tåbe? I stedet for at smide sig foran fjernsynet med en øl og en pose chips, som han normalt ville have gjort, satte John sig ved sit billige krydsfiner skrivebord og lagde en plan. En plan for hvordan han skulle betale pengene tilbage og på den måde beholde huset.

 

Som dagene gik, blev John mere og mere stresset. Ikke nok med at han ikke havde kunnet finde nogen lovlig måde at få fat i pengene på. Nej, han måtte tilmed gøre noget, som han aldrig ønskede at nogen skulle opleve. Han havde fundet det perfekte mål. En familie der boede helt ud til kysten, i et stort hus, med store biler og flere penge end de nogensinde kunne bruge. Og efter godt 2 timers research på internettet vidste han også hvordan han skulle gøre det.

Han trak langsomt op foran skolen og satte bilen ind til siden. Nu var det bare at vente. Drengens privatchauffør havde fået madforgiftning, og det gav John den muglighed, han havde ventet på. Klokken ringede, og en stor flok børn i mange aldre kom farende ud af den top moderne, og dyre, privatskole. Han åbnede døren og gik langsomt om til den anden side af bilen. Frem fra sin lomme tog han det hvide A4-ark med drengens navn, som han havde forberedt hjemmefra. En lille blond dreng på omkring de otte år satte i løb over mod ham, men stoppede brat op med et forvirret ansigtsudtryk, da han så hvem der stod bag skiltet. Hvor er Hr. Larsen? Spurgte han stille. Hr. Larsen er desværre blevet syg, svarede John, i noget han håbede på var en varm tone.

 

Drengen spurgte ikke om mere, han hoppede i stedet ind på bagsædet og fandt en bog frem fra hans mørkeblå rygsæk. John trækker langsomt ud fra fortovet og drejer i retning af kysten. De passerede mange huse og indkørsler, men intet blev sagt, da de passerede lige forbi det sidste i rækken og fortsatte videre ud mod kysten. Drengens hus havde de for længst lagt bag sig, og forude lå Grise-Olsens går med de mange tomme hytter, som lå strøet tilfældigt ud over det store markareal.

Den af de hytter, der ligger længst ude og længst væk fra alting, var lige netop deres mål. Det perfekte sted hvis man ikke ville findes, høres eller ses.

 

Hvor er vi? Spurgte drengen, da John stoppede bilen foran den lille bjælkehytte. John svarede ikke drengen, men gik i stedet rundt om bilen, åbnede døren, og hev den lille dreng ud. Hvor skal vi hen? Spurgte den lille dreng skræmt. Igen svarede John ikke, men hev ham bare hårdhændet ind i hytten og låste døren. Drengen kravlede hen i hjørnet, og John lod ham blive. Op af inderlommen trak John hans for nyligt erhvervede pistol og pegede den mod drenge. Den måde drengen krøb sammen på, mindede John frygteligt meget om Niklas, og tanken fik tårer til at sprænge frem i hans øjne og pistolen til at sænkes. Kunne han gennemføre det? Kunne han virkelig bruge den her dreng mod hans forældre? Svaret var ja. Når Lises, Nicklas og hans lille datters fremtid stod på spil kunne han klare alt. Han fandt den store klodsede mobiltelefon frem fra lommen og ringede op til drengens mor. Hun måtte være lettest at få noget ud af. Den ringede tre gange, før den blev taget. Fru. Mortensen her, sagde en varm og behagelig kvindestemme. Goddag fru. Mortensen. Mangler du nogen?

 

Drengens mor lød desperat, og der gik ikke længe, før John havde presset de fire millioner ud af den bange kvinde. Endda i kontanter.  Det aftalte mødetidspunkt lå nu kun ti minutter væk, og Johns anspændthed steg gradvist. Fem minutter. To minutter. Et minut. Hvor blev den kvinde dog af? Ville hun virkelig lege med sin søns liv på den måde? Fem sekunder. Hvor var hun!? Han gik langsomt over til drengens hjørne, tog et godt tag i han blusekrave og hev ham op. Måske var hun allerede udenfor? Drengen fulgte med mod sin vilje, men lyste dog lidt op da han så hvor de var på vej hen.

 

Fem minutter over Fire. Hun var fem minutter for sent på den. Det kunne ikke passe. Hvilken mor ville satse sin søns liv på den måde? Troede hun ikke han mente det alvorligt?

 

John sad stille. Han kunne hører sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...