Noveller

En samling af noveller, oneshots og andre ting jeg har fået samlet gennem de sidste par år

2Likes
0Kommentarer
427Visninger
AA

5. Den lille pige

Det var en gang - for ikke så længe siden - en lille pige. Den lille pige sad på træbænken foran vinduet og drømte sig væk. Hun så dråberne trille ned af ruderne, for til sidst at sætte sig i et edderkoppespind som små lysende perler. Men bag ruderne så hun ikke en storbyforstads beskidte gader som alle andre. Nej, hun så en stor skov. Med træer så høje som skyskrabere og huler dybere end de dybeste miner. Og mellem træernes rødder dansede elverfolket rundt, og i hulernes mundinger lurede skinnende øjne.

Noget knirkede, men det var ikke i skoven. Det var den lille piges mor der stak hovedet ind gennem dørsprækken. ”Sidder du nu der igen?” Spurgte pigens mor med en kold stemme. Hun åbnede døren helt og trådt ind i det lille loftværelse. ”Så svar mig dog pigebarn” Råbte hun da pigen ikke flyttede sin opmærksomhed fra vinduet. ”Kom så her din lille mide!” hun tog hårdt fadt i den lille piges overarm og trak hende ned af bænken. Men pigen havde set det komme, og i stedet for at blive liggende som hun normalt ville have gjort, rejste hun sig og spurtede mod døren ud af morens lille 3-værelses. Den lille pige løb ned af trappen. Hun så ikke de folk der vender hovederne og stirre med undrende blikke efter hende. Hun så nisser, alfer og trolde, og for enden af gangen på den anden side af døren så hun ikke en beskidt forstad. Nej hun så åbne marker. Marker med blomster i 1000 forskellige farver, og på markerne gik heste, hjorte og 1000 forskellige dyr, man aldrig ville tro fandtes, fredeligt rundt og gumlede. Hun styrtede gennem døren og smed sig i det halvlange græs. Og folk dyttede. ”Hvad laver den lille pige midt på vejen?” ”Få hende dog væk!” Men den lille pige hørte ikke deres højlydte råben og skrigen, for hun var på engen, med hestene og hjortene. Idyllen på marken varede dog ikke ved. For ind over marken krøb en tyk sort tåge, og hen af gaden i forstaden drejede folk nu hovederne mod den politibil, der sneglede sig igennem den efterhånden tykke trafik. Men i det bilen stoppede, springer den lille pige op fra vejen og løber væk, som var Fanden selv i hælene på hende. På marken herskede nu kaos. Dyrene flygtede mod horisonten. Og sammen med dem flygtede en lille pige, men med dyrenes lange ben sakkede hun hurtigt bagud, og kunne snart ikke længere se hverken hjortene, hestene eller noget andet i miles omkreds. Marken under hende var også blevet skiftet ud med en mudret flodbred, der grænsede op til en mørk grumset flod, og modsat alt andet, var denne flod ikke fyldt med liv. Snarere død. For under vandet flød mørke plamager. Bag pigen tårnede tågen sig op, og snart kunne hun ikke længere se den før så idylliske mark. Den lille pige trådte langsomt ud i vandet. Et skridt ad gangen bevægede hun sig mod den anden bred. Vandet blev hurtigt dybere, og der gik ikke længe, før pigen ikke kunne finde fodfæste og måtte svømme for at komme videre. Men lige meget hvor længe pigen svømmede, kom flodbredden ikke tættere på. En kvinde skreg og pegede ud i kanalen. ”Se der! Der er en pige, hun er ude i vandet!” Straks stimlede folk sammen ved kanten. ”Nogen få hende dog op derfra!” ”Er hun ved at drukne?” ”Oh, nej nej nej, hun fryser jo ihjel den stakkels pige,” ingen hoppede dog i for at få hende op. Men pigen svømmede videre. Før eller siden måtte hun jo nå land. Og lige da hun havde tænkt den tanke, mærkede hun flodbunden under sig, langsomt klatrede hun op ad den mudrede flodbred, og videre op på en plæne. Og på plænen lå en lille hvid bindingsværkshytte og bag hytten en eventyrligt smuk skov. Røgen steg op fra skorstenen, og lys strømmede ud fra de mange små vinduer. Da pigen langsomt kravlede over græsset åbnedes hyttens dør, og ud kom den lille piges far. Med et smil på læben og hånden løftet til hilsen kaldte han på hende. Og med et endnu bredere smil, rejste den lille pige sig, løb sin far i møde og sammen gik de smilende og leende ind i den lille hytte.

Den ambulance, som man endelig fik ringet efter, kom drønende ned af gaden med blink og sirener, for at hente den lille pige. Og de får da også hentet hende, men der gik for længe. Den lille piges ophold i floden havde gjort en ende på hende - sikkert kun fordi ingen havde modet til at springe i og rede hende op!

Men pigen var lykkelig, for nu var hun med sin længe savnede far. Et sted hvor de aldrig ville blive forstyrrede, og hverken krig eller mennesker nogensinde igen kunne skille dem ad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...