Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

70Likes
26Kommentarer
13095Visninger
AA

31. Kaptitel 31: Bedrag

Jeg stod i køkkenet og prøvede at gøre maden færdig men tusinde tanker gik igennem mit hoved. Jeg stod overfor en meget svær beslutning da jeg vidste at Louis på ingen måde ville kunne lade mig gøre det jeg lige havde sagt ja til, men på den anden side ville jeg heller ikke sige min far imod og på den måde leve i frygt om at han pludselig skulle komme og gøre skade på mig.
Jeg stod og stirrede stift ud i luften da Louis pludselig bankede på og bad mig om at lukke op for ham.
”Jeg låser altså aldrig døren.” Sagde jeg til ham, da jeg lukkede ham ind i min lejlighed.
”Hvorfor ikke?”
”Hvorfor skulle jeg? Jeg glemmer det tit alligevel. Det jo ikke fordi jeg er bange for at nogen skulle komme eller noget.” Jeg lød måske lidt nervøs da jeg sagde det sidst og Louis gav mig et underligt blik.
”Nå men.. jeg har savnet dig! Er du i gang med at lave mad? Det lugter vildt godt!” Han lagde armene om mig og kyssede mig. Et langt sødt kys.
”Tak! Jeg kan godt lide at lave mad så jeg håber du godt kan lide at spise.” Grinte jeg.
”Jeg er ikke niall men jeg skal gøre mit bedste!” Han gav mig et af hans dejlige tillidsfulde smil og jeg havde virkelig lyst til at fortælle ham alt, lige på stedet. Men jeg ville ikke ødelægge vores aften sammen. Vi gik sammen ud i køkkenet så jeg kunne gøre maden klar. Han stod bag mig og holdt om mig mens han kyssede mig i håret. Jeg lo lidt og prøvede at lave som om alt var helt normalt.
”Er alt okay?” Spurgte han pludselig og prøvede at få øjenkontakt med mig. Jeg stirrede bare ned i maden.
”Selvfølgelig.” Løj jeg. Jeg kunne mærke hans blik på mig. Han kunne helt sikkert mærke der var noget galt, men han sagde ikke noget og satte sig bare ved bordet.
”Okay. Så lad os spise.”

Jeg gav mig til at øse mad op på hans tallerken og bagefter til mig selv, før jeg satte mig ned og vi spiste i komplet stilhed. Lige indtil min mobil ringede. Jeg havde lagt den på bordet før Louis kom, så den lagde lige ved siden ag ham. Jeg nidstirrede Louis mens han rakte ud efter den og jeg håbede sådan på at det bare var en eller anden der ville sælge noget, men jeg kunne se på hans ansigtsudtryk at det ikke bare nogen tilfældig.
Louis rørte ved skærmen og jeg troede han bare ignorerede opkaldet men i stedet for tog han den op til øret.
”Hello?”
Jeg vidste hvem der ringede og jeg havde ingen ide om hvorfor Louis valgte at tage telefonen.
”Louis, hvem er det?” Spurgte jeg dumt, men han ignorerede mig.
”Hvorfor ringe du til hende?” Spurgte han. Jeg kunne ikke høre hvad min far sagde men jeg rejste mig op og rakte ud efter telefonen men Louis skubbede min hånd væk. Hvorfor skulle han være sådan? Jeg havde aldrig set ham være så anspændt.
”Jeg er ligeglad med at hun er din datter. Jeg elsker hende og jeg vil ikke lade dig sårer hende igen, kammerat.” Louis råbte ind i telefonen og for at være ærlig kunne jeg ikke lide Louis når han var så vred. Han var helt rød i hovedet og han kunne se han var ved at koge over af et eller andet min far sagde. Min far lagde på og Louis smed vredt mobil fra sig på bordet, så hårdt at jeg frygtede for skærmen.
”Louis…” Begyndte jeg men han afbrød mig.
”Hvorfor ringer han til dig?!” Vrissede han vredt. Hans vrede var nu vendt mod mig.
”Han ville have jeg skulle hjælpe ham ligesom jeg har gjort før. Og jeg sagde jeg nok skulle gøre det. Han ringede sikkert for at give mig flere informationer eller noget.” Jeg vidste jeg snart ville give mig til at græde. Jeg hadede at Louis var vred på mig og at jeg blev ved med at skuffe folk. Louis satte sig langsomt ned og begravede hans ansigt i sine hænder. Jeg skyndte mig bare ud af køkkenet. Jeg ville ikke græde foran Louis, så jeg gik ind på badeværelset og lod tårerne falde. Jeg låste døren og satte mig op af den og stor tudede.

Der gik et par minutter før Louis kom og bankede på.
”Babe. Åben døren.” Jeg dæmpede mine hulk og svarede ham ikke. Louis havde gjort det hele så meget svære at håndtere. Jeg ville bare gerne være alene med mine problemer, bare for en stund. Han bankede på igen.
”Maria, kom nu! Åben døren.” Alt ramlede sammen omkring mig. Louis fortjente en meget bedre kæreste end mig. En mere stabil kæreste uden latterlige problemer.
”Jeg er ikke vred på dig! Det lover jeg dig. Vi finder ud af et eller andet. Jeg vil ikke have du bliver rodet ud i sådan noget nogen sinde igen, okay?” Jeg lukkede af for ham, men han blev ved med at snakke. Jeg rejste mig og stillede mig foran spejlet og stirrede på mig selv. Hvem var jeg? Jeg troede jeg havde fået styr på hvem jeg var, men lige nu havde jeg ikke styr på en skid. Jeg skulle virkelig styre mig selv, for ikke at gøre noget dumt. Jeg havde brug for Louis, men jeg havde også brug for at være alene. Jeg gled ned på gulvet og blev liggende. Jeg lagde bare der og græd mens Louis hamlede på døren for at komme ind på badeværelset.
”MARIA! Kom nu! Lås nu døren op!”
Han lød som om han var ved at gå i panik og jeg vidste jeg skræmt ham. Jeg skræmte også mig selv. Hvert eneste dårlige minde jeg havde overmandede mig. Hver eneste dårlig situation jeg havde været i hjemsøgte mig mens jeg lå der på gulvet. Alle de dårlige minder gjorde det umulig for mig at høre Louis desperate stemme udenfor døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...