Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

70Likes
26Kommentarer
13101Visninger
AA

36. Kapitel 36: Er det kærlighed?

Der var længere hjem end jeg havde vurderet og jeg overskred de 20 minutter jeg havde vurderet det ville tage for mig at gå hjem. Louis sad på trappen op til min lejlighed da jeg kom. Jeg vinkede til ham, men han så mig ikke, da han snakkede i telefon med nogen. Han så mig først da jeg var helt oppe ved ham.
”Oh altså.. ja. Ja okay.. Ved du hvad, jeg ringer tilbage senere.” Sagde han og rejse sig op.
”Du havde ikke behøvet at ligge på, bare fordi jeg kom.” Sagde jeg undrende.
”Undskyld det var bare min mor. Hun var sur over at jeg ikke havde fortalt hende om os.”
”Okay? Hvorfor bliver hun sur over det? Så længe har vi da heller ikke været sammen.” Vi begyndte at gå op af trappen og jeg låste os ind i lejligheden.
”Hun er sur fordi Eleanor ringede til hende. Har du lyst til at forklare hvad der er sket, mens jeg var i studiet?” Jeg vendte mig hurtigt og kiggede måbende på ham. Jeg sukkede og vi satte os i sofaen før jeg fortalte ham om episoden med Eleanor mens jeg var ude og shoppe med Perrie. Jeg kunne ikke regne ud fra hans ansigt om han var sur eller bare chokeret. Han var virkelig svær at læse nogen gange men jeg håber på, at hvis han var sur, så ville han være sur på Eleanor. Jeg syntes i hvert fald ikke selv, at jeg havde gjort noget forkert.
”Det er slet ikke sådan Eleanor fortalt historien. Hun fortalte det, så det lød som om jeg var sammen med en voldsforbryder og nu er min mor bekymret for mig.” Jeg kunne ikke lade være med at grine til jeg fik kramper. Louis kiggede bare på mig, for han kunne ikke se hvorfor det var så sjovt åbenbart. Jeg tog mig endelig sammen og faldt ned på jorden igen.
”Okay så din mor tror faktisk at jeg er en eller anden psykisk syg voldelig pige? Fantastisk! Men hvorfor tror hun overhovedet på hvad Eleanor siger?”
”Min mor og Eleanor er virkelig gode venner.”
”Nå.. jamen det er jo bare endnu mere fantastisk.” Sagde jeg en smule irriteret.
”Babe tag det nu roligt. Jeg er sikker på min mor vil elske dig lige så meget som jeg gør, når hun endelig møder dig.” Sagde Louis og gav mig et beroligende smil.
”Hvis du siger det.” Sukkede jeg bare og hev ham nærmere for at give ham et kys.
”Du er smuk. Det ved du godt ik?” Sagde han og kyssede mig igen. Smilende.
”Tak skal du have.” Sagde jeg og bad ham i underlæben for sjov. Jeg elskede alle hans tilfældige komplimenter som bare kom ud af den blå luft og ikke havde noget at gøre med hvad vi lige snakkede om. Det gjorde kun, at jeg forelskede mig i ham hurtigere end jeg nogensinde havde forventet.
”Hvor lang tid skal jeg vente på at du siger du elsker mig?” Sagde han og skød sin underlæbe ud og kiggede på mig som en anden hundehvalp.
”Hmmm måske 2 eller 3 år.” Han kiggede undrende på mig inden han indså det var en joke. Vi lo lidt af det før jeg fortsatte.
”He that can have patience can have what he will.” (ham der udviser tålmodighed, kan få det han vil have.) Citerede jeg og rejste mig.
”Hvad siger det?” Spurgte han og fulgte efter mig ind på soveværelset.
”Benjamin Franklin.” Sagde jeg og vendte mig om og slog armene om ham. Han lagde sine hænder på mine hofter og trak mig ind til sig. Han kyssede mig på halsen.
”Så må jeg vente. Men kun fordi jeg elsker dig.” Hviskede han imod min hud. Han kunne ikke have sagt noget mere perfekt til mig. Der ville ikke gå længe før jeg ville indrømme over for både ham og mig selv at jeg elskede ham.
”Du er noget for sig Louis Tomlinson.”
”Det er rart at høre, for du kommer til at hænge på mig i rigtig rigtig lang tid.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...