Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

71Likes
26Kommentarer
13498Visninger
AA

34. Kapitel 34: Middagen

Efter Zayn var gået havde Louis spurgt mig mindst hundrede gang om jeg nu var okay med middagen med Perrie. Han blev ved med at påpege at jeg ikke behøvede at tage med.
”Jeg vil gerne vide hvad det er Perrie har at sige.”
”Okay.”
Endelig lod han det ligge efter flere timers forsøg på at overbevise mig at jeg ikke behøvede at tage med hvis jeg inderst inde ikke ville. Jeg vidste ikke om han bare ikke gad eller om han virkelig ikke syntes det var en god ide for mig at tage med. Oh well, en lille frokost med venner ville ikke skade vel? Og det ville jo heller ikke være verdens undergang hvis mig og Perrie ikke blev venner.

Drengene skulle først være i studiet omkring klokken 3 den dag, så vi havde alligevel masser af tid til at spiste frokost med Zayn og Perrie. Jeg begyndte at gøre mig klar omkring klokken 11 så vi kunne mødes op med dem klokken 12. Det tog mig ikke længe før jeg var færdig men Louis var stadig i bad mens Harry ikke var kommet længere end til at smide benene ud over sengekanten. Jeg kunne høre ham rode rundt i skuffer og mumle for sig selv, mens jeg bare sad i stuen og ventede på de blev færdige. For femte gang opdaterede jeg twitter for at se om der var sket noget nyt. Det var ikke det store. Jeg kiggede op på klokken og indså at vi ville blive forsinket hvis Louis ikke snart tog sig sammen og forlod det varme vand.
”Louis! Skynd dig og bliv færdig!” Råbte jeg af ham, idet Harry kom ind i stuen fuldt påklædt og klar til at gå.
”Hvor skal du hen?” Spurgte jeg Harry.
”Jeg skal ud og spise med jer.” Sagde han lige så stolt. Jeg kiggede undrende på ham. Man kunne høre Louis løbe fra badeværelset og ind på sit værelse. Han havde tydeligvist glemt at tage tøjet med ind på badeværelset før han gik i bad. Distraherende.
”Hvorfor skal du med?” Spurgte jeg måske en smule irriteret.
”Louis spurgt om jeg ville med jer og du ved, nu hvor jeg også er menneske har jeg også brug for mad.” Han blinkede til mig og gik ud i gangen for at vente.

Der var ikke mere end et kvarter til vi skulle være der, før Louis endelig kom ud af værelset med håret sat og tøjet på.
”Vi når det ikke til tiden.” Sagde jeg og skulede af Louis.
”Argh vi bliver kun lidt forsinket.” Sagde han og kyssede mig på panden.
”Min kæreste bruger længere tid på at gøre sig klar end jeg gør. Du er sær, ved du godt det? Anyway hvorfor skal Harry egentlig med lige pludselig?”
”Jeg spurgte om han ville med. Han er ret god til at få folk til at slappe af hvis der skulle opstår.. du ved.. spænding.” Jeg grinte bare af Louis. Jeg vidste ikke hvad han havde forstillet sig der skulle ske. Vi skyndte os ud til Harry bil og han kørte en smule for hurtigt for at komme hen til restauranten i tide. Vi blev dog stoppet af nogle fans ved parkeringspladsen og vi måtte hurtigt komme videre før der kom for mange. Jeg elskede at Louis holdt mig i hånden og stillede sig ind mellem mig og hans fans når de kom for tæt på. Jeg følte mig virkelig tryg.

Da vi kom ind bad vi om et bord bagerst i cafeen for at tiltrække os så lidt opmærksomhed som muligt. Heldigt for os var Zayn og Perrie også lidt forsinket.
”Jeg gætter på 12.30.” Sagde Harry mens han kiggede ned på hans ur.
”Hvad?” Spurgte jeg dumt.
”Han prøver at forudsige hvornår Zayn og Perrie dukker op.” Forklarede Louis og Harry nikkede smilende.
”Okay. Så siger jeg…hmmm.. 12.45.” Gættede jeg selvom jeg ikke havde en ide om hvor sent på dem de plejede at være.
”Så siger jeg 12.25. Bare for at være flink.” Sagde Louis.

Vi sad og kiggede os omkring og kiggede på vores mobiler for at se om en sms skulle tigge en fra dem om hvornår de mon kom. Klokken var ved at være 12.20 så Louis havde stadig chancen for at vinde, men jeg var også en smule bange for at de slet ikke ville komme. At de havde fortrudt. Vi bestilte mad og drikke til senere, for det så ikke så godt ud af vi bare gik ind på en cafe for at sidde uden at bestille noget.

Omkring 12.30 kome Zayn og Perrie ind af døren.
”JEG VANDT!” Råbte Harry ud over hele cafeen. Louis og jeg kunne ikke lade være med at grine mens Zayn og Perrie bare kiggede forvirret hen på os. Zayn trak stolen ud for Perrie og kyssede hende før han satte sig ned ved siden af hende.
”Har i bestilt?” Spurgte Perrie med en venlig tone.
”Ja love. Det er længe siden.” Svarede Harry. Zayn og Perrie kiggede på menuen et par minutter før de kaldte en tjener ned til vores bord. Så snart de havde bestilt blev det hele straks akavet.
”Babe.” Zayn kiggede på Perrie. Harry og Louis kiggede akavet på hinanden, mens jeg bare stirrede på Perrie.
”Okay Maria. Jeg kom her for at sige undskyld. Jeg er ked af at jeg opførte mig som en kælling over for dig til at starte med. Jeg burde ikke dømme folk før jeg lærer dem at kende.” Perrie kiggede nu over på Louis.
”Jeg kan se på den måde Louis kigger på dig, at han er forelsket. Jeg har ikke set ham se sådan på Eleanor nogensinde. Jeg er virkelig ked af det, Maria.”
”Du behøves ikke undskylde. Jeg tror vi tænkte det samme om hinanden før den her frokost.” Sagde jeg en lille smule sarkastisk. Harry udstødte antydningen af et grin men holdte det inde.
Tjeneren kom med vores mad og alle virkede lettede, da spændingen i luften stadig var ret tyk. Alligevel følte Perrie for at fortsætte.
”Jeg er altså virkelig ked af det Maria. Måske kunne vi tage ud og shoppe sammen mens drengene er i studiet? Så vi måske kunne lærer hinanden at kende?” Nu var det mig der havde lyst til at grine. Det var underligt hun gik fra at hade mig til at ville være venner med mig. Louis tog min hånd under bordet og gav den et lille klem da han så mit undrende ansigtsudtryk. Alle ventede på mit svar.
”Det lyder godt men jeg har allerede planer.” Sagde jeg en smule koldt og gav mig til at spise mens jeg så hvordan hun kiggede skamfuldt ned i jorden. Zayn lagde en hånd på hendes ryg.
”Det er okay babe.” Mumlede han trøstende.
”Men.. jeg kan altid aflyse. Lad os tage ud og shoppe.”  Sagde jeg til sidst. Louis kiggede undrende på mig og Harry smilte stort. Perrie så også ud til at være glad for mig svar. Hvem ved, måske kunne vi faktisk blive venner?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...