Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

71Likes
26Kommentarer
13354Visninger
AA

33. Kapitel 33: Hvordan man redder et liv

Følelsen af at have barberbladet i min hånd. Jeg havde det som om jeg havde taget kontrollen over min krop igen. Men det havde jeg ikke. Men det betød ikke, at det ikke føltes godt at lade som om. Jeg kiggede op imod døren og huskede svagt mit håb. Jeg spurgte mig selv; hvorfor? Det var stunder som denne hvor jeg mistede alt håb og jeg ville aldrig få håbet 100% tilbage. Jeg ville gerne tro på, at der var håb, men noget sagde mig at der intet var.

Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder og gjorde min bluse våd. Jeg var ved at miste mig selv igen og jeg havde ikke været forberedt på det. Mine tanker var ved at blive til en stor sort klump og intet betød noget. Jeg ville ikke gå i hak igen! Jeg var lige oppe at vende, men jeg havde behov for at føle noget mere. Føle smerten igen. Jeg skulle ikke være stoppet.

Jeg kørte bladet hen over gamle ar. Huden var tykkere der, men det var ikke umuligt at skære igennem. Smerten var stærkere der og det var sådan jeg kunne lide det. Jeg følte noget igen.

Men så så jeg noget lys strømme ind på badeværelset ude fra gangen. Louis havde endelig fået sparket døren op og smed sig ned ved siden af mig på gulvet. Han tog hurtigt barberbladet fra mig og kylede den væk. Jeg tog en dyb indånding. Min ven.

”Sssh. Jeg er her nu. Jeg er her. Jeg er her.” Jeg ved ikke hvor mange gange han sagde det. Hans arme var stramt omkring mig. Jeg kunne have fået ham til at give slip, men når jeg sad der i hans arme var der noget der rørte på sig indeni mig, uden jeg havde behov for bladet i min hånd. Kun en lille smule, men det var stadig noget. Det var ikke noget nogen anden kunne frembringe. Jeg kunne føle hans kærlighed.
Han ville have mig til at mærke kærligheden. Han kyssede mig på panden og blev ved med at holde mig tæt ind til sig. Jeg kunne mærke kærligheden og den var ægte. Jeg kunne mærke, at hver eneste ting Louis nogen sinde havde sagt til mig var rigtigt. Han kørte hans fingre ned igennem mit hår og blev ved med at hviske mig i øret.
”Jeg er her.”

Vi lå sådan på gulvet i noget der føltes som timer. Det kunne have været dage. Jeg ville ikke kunne mærke forskellen. Solen var langsom ved at komme frem igen, selvom jeg ikke havde lagt mærke til den havde været væk, før nu. Det mindede mig om sidste gang vi sammen så solen stå op. Jeg havde det næsten ikke dårligt mere. Vi skulle have haft en dejlig aften sammen og jeg havde ødelagt det hele. Ligesom jeg altid gør. Jeg havde altid troet at min far var den eneste grund til, at jeg ikke kunne blive rigtig lykkelig, men jeg var ved at indse at jeg var selvdestruerende.

Jeg var stoppet med at græde for længe siden og Louis måtte have tænkt at solopgangen var en anledning til endelig at snakke om tingene.
”Maria. Hvad skete der? Og hvorfor?” Han kiggede ned af mine arme der var fyldt med størknet blod og dernæst hen på barberbladet der lå i den anden ende af badeværelset.
”Jeg var ved at gå i stå. Blive følelsesløs.” Jeg vidste det ikke var det svar hen ledte efter, men jeg rejste mig op og kiggede ud af vinduet på solen der tittede frem over hustagene og der gik ikke længe før Louis stod ved siden af mig.
”Jeg vil gerne hjælpe dig.”
”Jeg kan ikke fixes Louis.”
”Jeg har ikke sagt at du var ødelagt.”
”Du behøvede ikke at sige det.”

Vi blev stille i en stund og jeg indså jeg var ved at skubbe ham væk fra mig. Jeg begyndte at spekulere på hvor meget længere han ville blive ved med at prøve at blive? Hvor længe ville han blive hængene ved den her pige der var splittet ad fra starten? Ville han overhovedet være her i morgen hvis jeg fortsatte på den her måde? Hvorfor skulle han blive?
Han kunne bare gå. Han kunne få hvilken som helst anden pige i hele verdenen.
”Hvorfor er du her stadig?” Spurgte jeg ham. Jeg lød måske en smule kold men jeg var ligeglad med alt i det øjeblik.
”Seriøst? Jeg vil ikke bare gå. Jeg elsker dig jo.” Han tog min hånd og jeg fik fuldstændig i chok.
”Jeg bliver her. Jeg vil aldrig forlade dig. Kun hvis du vil have det, men jeg vil være sikker på du har det godt.” Det værste af det hele var, at jeg troede på ham. Jeg troede på hvert eneste ord han sagde.
”Jeg har brug for musik.” Han kiggede undrende på mig da jeg gik ud af badeværelset. Han fulgte efter mig og stirrede bare på mig, mens jeg fandt min ipod på bordet i stuen og kørte min finger hen over skærmen for at finde den rigtige sang.
”Nogen gange hjælp musik. Ikke altid. Men musik er en god flugt fra virkeligheden. Vil du ikke sidde ned med mig? Han nikkede og jeg fandt Pink’s Family Portait (Jeg går ud fra at det er sangens navn. RED.) Jeg lagde mig ned på gulvet i stuen og stirrede op i loftet. Louis lagde sig ned ved siden af mig mens jeg trommede melodien i gulvet med mine fingre. Jeg begyndte at synge med.

Momma please stop cryin,

I can't stand the sound

Your pain is painful and its

tearin' me down

Jeg kunne mærke Louis stirrede på mig. Jeg kiggede bare kort på ham og mumlede.
”Det er en sigende tekst.” Før jeg begyndte at synge halvkvalt med igen. Jeg sang med hele vejen igennem. Da den sluttede tog Louis min hånd.
”Jeg er her for dig.” Mindede han mig om igen. Han blev ved med at minde mig om det gennem de næste par sange. Han ville være sikker på det trængte ind. Han snakkede første rigtig efter en af hans ynglings sange kom. How to save a life af The Fray.

Step one you say we need to talk

He walks you say sit down it's just a talk

He smiles politely back at you

You stare politely right on through

Some sort of window to your right

As he goes left and you stay right

Between the lines of fear and blame

And you begin to wonder why you came

”Maria?” Jeg lod mine øjne løsrive sig fra loftet og jeg så på ham.
”Vil du ikke godt lade mig hjælpe dig med det her. Vil du ikke godt lukke mig ind?” Jeg kiggede væk indtil sangen var færdig. Jeg lå bare og lyttede.
”Du kan ikke hjælpe mig. Jeg bliver nød til at hjælpe mig selv.” Louis sagde ikke noget i et stykke tid. Han tænkte tydeligvis over det jeg sagde.
”Maria. Jeg bliver her og hjælper dig.

 

**

 

Gennem den næste måned prøvede Louis at få mig til at åbne mere op og snakke om mine følelser. Louis fik mig til at indse at jeg ikke burde lukke min far ind i mit liv igen. Jeg skulle lade være med at gøre alle de dumme ting han bad mig om. Jeg skulle lade være med at have ondt af ham.
Louis vidste han ikke kunne lade mig være alene. Jeg havde ærligt talt troet at han hurtigt ville blive træt af mig, men det skete ikke. Louis tog endda en kamp op med deres management på grund af mig. De mente ikke jeg måtte komme med i studiet, men han truede med at slet ikke ville dukke op, hvis han ikke måtte få mig med.

Jeg begyndte at være meget ovre i Louis og Harrys lejlighed. Det var i slutningen af juni jeg overhørte dem snakke sammen. Jeg hørte kun lidt af deres samtale, men det var nok.
”Jeg elsker hende Harry. Jeg vil gøre alt for hende.”
”Jeg kan da også godt lide Emily, men jeg er ikke sammen med hende 24/7.”
”Harry. Hun er den eneste ene, okay?”
”Okay okay Louis.” Harry lød lidt irriteret.
”Hun har været igennem en del. Faktisk mere end du kan forstille dig.”
”Ja Emily har fortalt mig lidt om det.”
”Se selv. Jeg er nød til at være der for hende.”
”Okay Louis. Men i morgen? Kan vi ikke tage i studiet uden hende? Det er altså vigtigt.” Zayn kom ind af døren midt i deres samtale og så mig heller ikke.
”Hey hvad så?” Sagde han med hans velkendte tykke accent.
”Hey.” Svarede de på samme tid.
”Louis, før jeg spørger dig om noget, kan du så ikke tygge lidt på det, før du begynder at råbe af mig?” Spurgte Zayn med et seriøst ansigtsudtryk.
”Hvad så?”
”Perrie har indset at Maria er her for at blive. Hun ville egentlig gerne lærer hende bedre at kende. Brianna og Emily er her også men vi er efterhånden ret sikkert på Maria er en keeper og det er Perrie også, så de burde måske hænge ud engang eller noget.”
”Jeg ved ikke om det er nogen god ide.” Sagde Louis stille.
”Yeah måske skulle Perrie undskyld først.” Sagde Harry. Han håbede tydeligvis at han ikke skulle til at vælge side.
”Det er det hun gerne vil. Kan vi måske alle sammen spise sammen i morgen eller noget?” Spurgte Zayn meget bestemt som om vi alligevel ikke havde noget valg.
”Jeg kan da spørge hende?”
”JEG KAN GODT HØRE JER.” Råbte jeg inde fra det andet rum før jeg gik ind i køkkenet hvor drengene stod og snakkede.
”Jeg kan ikke lide når folk står og snakker om mig som om jeg ikke er her.” Det undrede mig lidt at ingen af de andre drenge ikke havde opdaget at jeg havde været helt nede i kulkælderen. Jeg plejede at være munter men du var jeg en smule bitchy og muggen. Jeg må bare tro jeg er underlig og har humørsvingninger eller noget. Eller også var Zayn og Niall bare ligeglade mens Harry og Liam havde travlt med Brianna og Emily i stedet. De havde i hvert fald ikke nævnt noget som helst.

”Det er op til dig Louis.” Sade jeg sigende.
”Jamen jeg syntes det er en god ide.” Jeg ville gerne have han behandlede mig normalt igen og ikke som en sindssyg som ikke kunne være alene uden at kaste sig ud foran et tog. Jeg var ved at få håbet tilbage, om at jeg kunne blive normal igen. Jeg havde ikke grædt i to uger. Jeg havde ikke haft dårlige tanker i over en uge. Louis havde virkelig hjulpet mig og jeg var kommet til den konklusion at jeg elskede ham mere end noget andet.
”Det er også længe siden paparazzierne har fået gode billeder af jer to. Nå men, ses ved middags tid i morgen?”
”Det lyder fint.” Svarede Louis. Harry rystede dog på hovedet af Zayns kommentar. Jeg stod på tæer for at kysse Louis. Zayn havde ret. Vi havde ikke været meget ude på det seneste og det var meget længe siden at vi havde kysset foran andre mennesker. Selv drengene. Jeg må indrømme at jeg savner det lidt. Derfor besluttede jeg mig for at det var slut med at være nede i kulkælderen og jeg vidste, at jo længere tid jeg var sammen med Louis, desto nemmere fik jeg det bedre.

Han var simpelthen det bedste der var sket for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...