Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

70Likes
26Kommentarer
13125Visninger
AA

32. Kapitel 32: Spiralen

**Advarsel for sarte læsere. Selvdestruerende tanker*

Jeg havde det som om jeg haft et black out fra verdenen omkring mig. Jeg kørte i den samme spiral jeg kørte i hver gang jeg skulle lige til at gøre noget dumt. Jeg starter helt oppe i det fri og bliver suget ned igennem den orkan lignende tankegang hvor jeg bliver snæversynet til sidst og kun kan se de negative ting på bunden af spiralen.
Depression er en lang kamp som du aldrig rigtig kan vinde. De kan tro du vinder, men der vil altid være en mindre kamp i baghovedet. Det værste ved denne kamp er, at man er sin egen fjende. Du ved aldrig hvornår du vil angribe dig selv og hvordan du vil gøre det. Det lyder måske skørt, men det er kompliceret.

Jeg var min egen værste fjende og det havde jeg været hele mit liv. Jeg kunne ikke vinde over mig selv denne gang. Jeg ville ikke kunne klare det helt alene. Uden helt at lægge mærke til hvad jeg lavede, kørte jeg en finger langs nogle af mine gamle ar. Huskede hvorfor jeg lavede dem til at starte med. Huskede at jeg ikke var god nok. Gentog det i mit hoved til jeg troede på det og at jeg ikke var noget værd.

Jeg huskede hvordan jeg bare ville føle noget. Jeg var gået i hak så længe, at jeg længdes efter at føle et eller andet og den eneste måde jeg kunne komme til at føle noget helt alene, var ved at skære i mig selv. Det ville frembringe smerte. Smerte var en følelse. En følelse der ville minde mig om, at jeg stadig var i live. Jeg gik i hak igen. Jeg havde lukket alt ude og jeg kunne ikke tænke klart og jeg sagde til mig selv, at alt nok skulle blive godt, hvis jeg begyndte at følge igen.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ikke måtte gå i hak igen. Jeg ville hellere gøre et eller andet end jeg ville lade min krop gå helt i stå. Jeg havde brug for at føle noget. Følelserne var det eneste der kunne rede mig på det tidspunkt. Jeg var nød til at føle noget, før det var for sent.

Tusinde tanker gik igennem mit hoved og jeg kunne ikke skille den ene fra den anden. Alt for mange minder og alt for mange beslutninger. Alt for mange nederlag og alt for mange skuffelser. Jeg ville bare tilfredsstille alle, men du kan ikke altid tænke på alle samtidig med du tænker på dig selv.

Jeg anede ikke hvad det var jeg lavede mere. Jeg var snart i bunden af spiralen og i det øjeblik anede jeg ikke, om jeg nogensinde ville se toppen af den igen. Ikke engang selvom jeg havde en person som Louis i mit liv. Jeg havde kun haft en person før Louis, som jeg virkelig kunne stole på. Men kan ændrede sig allerede da jeg var alt for ung. Min far. Jeg lærte hurtigt at den eneste jeg kunne stole på, var mig selv.

Jeg rejste mig op og greb fat i håndvasken alt for stramt. Mine knoer blev helt hvide og jeg var desperat. Jeg havde brug for at føle noget. Føle smerte.

At føle smerte ville være bedre end at gå i hak igen. Det er det eneste jeg ikke vil prøve igen nogensinde. Jeg ville føle. Jeg blev nød til at føle. Jeg ville overleve og den eneste mulighed var at føle smerte.

Uden at være klar over hvad jeg gjorde åbnede jeg skabet ved siden af mig og rodede rundt i en kasse indtil jeg fandt lige præcis hvad jeg ledte efter. Et lille stykke sølvfarvet metal som engang var min bedste ven. Jeg havde troet vi var fjender men jeg vidste bedre nu. Vi var aldrig blivet fuldstændig skilt ad.

Jeg hørte det lille barberblad hen over min finger for at mærke hvor skarpt det var. En lille rød boble af blod voksede på min fingerspids. Og sådan fortsatte jeg.

Jeg faldt jeg jorden og blev liggende endnu engang. Jeg overvejede hvordan jeg mod skulle skjule det her fra folk. Det var ikke engang Louis jeg tænkte på mere, det var mine venner. Hvor mange af mine venner ville blive påvirket af min trang til at føle smerte?

Jeg kunne se døren rystede voldsomt. Louis prøvede at sparke døren ind men hvad skulle jeg gøre? Jeg havde brug for at føle noget. Bare et øjeblik.

Bare et eller andet.

Jeg havde brug for at føle den smerte jeg havde forårsaget ham. Jeg havde brug for at føle den smerte jeg havde forårsaget alle jeg holdt af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...