Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

71Likes
26Kommentarer
13366Visninger
AA

22. Kapitel 22: Sure drenge

”Hej Maria. Louis.” Sagde Liam og man kunne hører vreden i hans stemme.
”Før du begynder at skælde mig ud, så fortæl mig lige… hvordan vidste du at hun bor her?” Spurgte Louis chokeret over hvordan de havde fundet os.
”Jeg kørte hende hjem her den anden dag.” Sagde Liam. Både Harry og Louis kiggede fra mig og så tilbage på Liam.
”Det er en lang historie, men Maria må vi komme ind? Vi skal lige snakke med Louis.”
”ermh…” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men heldigt for mig blev jeg afbrudt at Louis.
”Jeg er bare sammen med min kæreste, okay? Jeg plejer aldrig at sige noget, når du er sammen med Danielle!” Liam kiggede straks ned i jorden.
”Ermh.. vi har faktisk slået op.” Mumlede han.
”Maria må vi ikke godt komme ind? Før det her bliver grimt.” Harry brød ind og kiggede bedende på mig.
”Sorry mate, det vidste jeg ikke.” Undskyldte Louis overfor Liam.
”Det er okay. Men hvad sker der, Louis? To dage! Vi havde et interview i går eftermiddags og det var meningen at vi skulle mødes i studiet i morges? Det ville være rart hvis du havde skrevet eller et eller andet.” Både Harry og Liam så på mig nu og Louis var hurtigt til at forsvare mig.
”Hun bad mig om at skrive til jer, men det gjorde jeg ikke. Jeg syntes det var vigtigere at sikre mig at Maria havde det godt.”
”Hvad er der galt Maria? Er alt okay?” Spurgte Harry og han lød oprigtigt bekymret for mig.
”Er bare blevet indhentet af fortiden. Det er ikke noget.” Jeg trådte til siden og lod dem komme ind.

”Er der sket noget?” Liam så også bekymret ud nu og satte sig i sofaen ved siden af Harry der allerede havde sat sig til rette.
”Ermh jeg får lige noget tøj på. Babe kommer du lige med?” Spurgte Louis. Jeg nikkede kort og fulgte med han ind på værelset. Han var hurtig til at lukke døren bag os.
”Hvorfor kørte Liam dig hjem den anden dag?”
”Jeg var begyndt at gå hjem, men han ville ikke have jeg skulle gå hele vejen hjem når det var mørkt og han troede nok at jeg ikke ville lade dig kører mig hjem. Sorry jeg ikke sagde noget.”
”Babe det er fint. Undskyld hvis jeg lød lidt sur. Og undskyld at de opsøgte din lejlighed, jeg skal nok få dem til at gå.” Han trak sin boxers på under håndklædet og lod det falde ned på jorden.
”Louis.. de tror jeg er et psykisk tilfælde.”
”Hvad?” spurgte han forvirret mens han trak sine bukser på.
”Det var måden du sagde det på. De bekymrede blikke de gav mig. De tror jeg er psykisk syg.” Louis kom hen til mig og lagde sine arme om mig. Jeg var tæt på at græde, selvom der ikke var den store grund til det.
”Babe undskyld jeg ville ikke..”
”Det er okay. Det er bare.. jeg vil ikke have at folk har medlidenhed for mig eller sådan noget.”
”Jeg tror ikke du er psykisk syg! Kom det pludselig fra den anden side af døren. Det var Harry der stod og råbte ude fra gangen. Han bankede en gang og åbnede bare døren.
”Undskyld jeg sådan braser ind, men jeg ville bare være sikker på at du ikke var sur på os.”
”Og jeg sagde han ikke skulle stå og lytte ved døren!” Sagde Liam der kom frem bag Harry.
”Men jeg tror på ingen måde at du er syg Maria.” Sagde Harry igen og smilte.
”Det gør jeg heller ikke!” Erklærede Liam.
”Det er sødt af jer drenge, men jeg kender de blikke i sendte mig. Tak fordi i forsøgte.”
”Jeg tror altså ikke du er syg!” Forsøgte Harry igen. Louis holdte bare min hånd, indtil han fik chancen for at snakke.
”Okay, Harry, Liam, jeg er ked af at jeg ikke fortalte hvor jeg var, missede et interview og ikke kom i studiet. Virkelig ked af det! Men i bliver nød til at forstå at Maria er min kæreste og jeg er nød til at være her for hende.”
”Det er fint Louis. Bare du fortæller hvorfor du bliver væk.” Konstaterede Liam med en løftet finger.
”Skal jeg nok.”
”Ikke for at lyde som Niall eller noget… men jeg er sulten. Kan vi ikke gå ud og få noget at spise?” Spurgte Harry pludselig. Alle kiggede bare på ham og begyndte at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...