Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

71Likes
26Kommentarer
13426Visninger
AA

21. Kapitel 21: Uden verden

Jeg vidste ikke hvordan jeg var blevet så heldig. Jeg ved ikke hvorfor Louis lige havde valgt mig, men jeg må indrømme at jeg ikke havde noget imod det. Jeg var virkelig heldig at have en som Louis, til at hjælpe mig ud af min generthed og hjælpe mig med at bearbejde alt der var sket. Louis gav mig modet til at tage et skridt væk fra problemerne og tænke over dem, før jeg springer ud i ting jeg ikke kan klarer alligevel. Selvom Louis ikke vidste alt om mig, så var han alligevel den eneste kæreste jeg nogensinde havde fortalt historien om min far. Altså, han kendte baggrundshistorien, men han kendte ikke til alle de ting jeg havde gjort for at være blevet den jeg var.

Louis havde haft slukket sin mobil i to dage og jeg kunne kun forstille mig at alle undrede sig over hvor han var, men han nægtede at tænde for den igen. Han havde også slukket for min mobil, så vi i hvert fald ikke ville blive forstyrret.
”Du kan bare sende en sms til én ad drengene så de ved ud er okay?” Bad jeg, da jeg ikke ville have at nogen af drengene ville komme til at hade mig, da han havde cuttet af for alle forbindelser til omverdenen for min skyld.
”Jeg skal nok tænde for min mobil, når jeg ved du har det bedre.”
”Jamen jeg har det allerede bedre. Meget bedre! Du behøves ikke at ignorere resten af verden bare på grund af mig!” Han trak mig ind til sig på sofaen og kyssede mig.
”Resten af verden kan være lige meget, så længe jeg er sammen med dig, Maria.” Hvert eneste kys blev sødere, længere og blev svære at trække sig væk fra. Hvert eneste kys gav mig bare lyst til mere, men jeg vidste det stadig var for tidligt i vores forhold.

Den første nat fandt vi i søvn på sofaen og jeg vågende op til Louis forsøg på at lave pandekager til morgenmad. De var tæt på uspiselige, men det var stadig vildt sødt af ham.
”Har du brug for hjælp?”
”Nope. Jeg klare det!” Erklærede han og prøvede at vende en pandekage, men den var brændt fast på panden.
”Lad mig tage over før du ødelægger min pande eller du sætter ild til min lejlighed!” Han stod bag mig og kyssede mig i nakken, mens jeg lavede resten af pandekagerne. Da jeg var ved at være færdig begyndte han at dække bordet. Vi spiste i stilhed og jeg havde på fornemmelsen af at han gemte sine ord til en meget mere seriøs samtale senere. Da vi var færdige tog han min tallerken og jeg skulle til at rejse mig op, men han løftede hånden for at få mig til at blive siddende.
”Jeg skal nok klare opvasken. Bare bliv siddende og slap af.” Jeg sad bare der og så på ham. Hvordan hans muskler spændtes i hans arme, når han prøvede at skrubbe de brændte rester af panden. Han blev hurtigt færdig, men jeg ville ikke have noget imod at have set på lidt længere.
”Jeg tror at det vil være godt for os at gå en tur.”
”Jeg er enig Louis, men det skal vist begynde at regne snart.”
”Vi mødtes i regnen.” Sagde han og smilede skævt til mig.
”Okay, men jeg vil ikke høre dig klage over at din frisure bliver ødelagt hvis det begynder at regne før vi når hjem.” jokede jeg og gik ind på mit værelse for at skifte min pyjamas ud med noget tøj man kunne tillade sig at vise sig offentligt i.

Da jeg var parat var Louis ikke i køkkenet mere og heller ikke i gangen. Jeg kiggede mig forvirret omkring før døren til badeværelset blev åbnet og Louis kom ud, mens han trak en ren bluse det sidst stykke ned og dækkede hans mave.
”Jeg havde noget ekstra tøj i bilen.” forklarede han før han tog min hånd og kyssede mig på hovedet. Han gav ikke slip på min hånd, hvilket gjorde det svært at låse min dør da vi gik. Vi passerede et par gader før vi overhovedet begyndte at snakke.

”Må jeg spørge dig om noget?” Startede han.
”Spørg løs.”
”Cutter du stadig?” Jeg ville gerne stoppe, men jeg syntes det ville være dumt. Jeg vidste han ikke ville forstå mig, så jeg prøvede at komme i tanke om den bedste måde at forklare ham det på.
”Du behøves ikke at svare hvis du ikke vil, men hvis du får lysten til at gøre det, så ring til mig i stedet for, okay? Jeg vil ikke have du gør det igen.”
”Louis, så simpel er det ikke…” Prøvede jeg, men stoppede igen. Det her var en af de få ting jeg slet ikke ville tale med Louis om. Jeg gav slip på hans hånd og begyndte at bakke væk fra ham, men han tog med det samme fat i min hånd igen og kiggede alvorligt på mig.
”Undskyld, det var ikke… Please, vil du ikke nok love mig det?”
”Det kan jeg ikke. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer til at føle trangen til det igen. Jeg vil slet ikke tænke på hvornår det vil ske igen. Jeg gør det bare når min far kommer ind i billedet igen.” Louis trak mig ind til sig og lod mig begrave mit ansigt i hans jakke. Folk gik forbi os mens vi stod der og jeg kunne mærke deres akavede blikke. Normalt ville jeg være ligeglad, men lige nu gjorde det mig bare vred, så jeg trak mig væk igen.
”Jeg kan ikke det her Louis. Du er virkelig utrolig dejlig, men du burde være sammen med en der fortjener dig.”
”Du kan fortælle mig tusinde gange at jeg burde være sammen med en anden, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen jeg hellere ville være sammen med end dig. Du får mig til at se anderledes på tingene. Du gør mig nervøs når du er i nærheden. Du får mig til at føle mig som et rigtigt menneske, for fanden! Ikke bare en femtedel af One Direction! Maria, kan du ikke bare forstå at jeg ikke bare forsvinder? Jeg bliver her sammen med dig.” Han kiggede på mig død alvorligt og han var ligeglad med folk omkring os. Hans ord var ved at få mig til at græde, men i stedet for gik jeg tilbage ind i hans favn. Vores lille scene havde tiltrukken opmærksomhed og jeg var sikker på at jeg hørte nogen hviske om os.
”Er det ikke Louis Tomlinson?”
”Hvem er den underlige pige han er sammen med?”
”Er du sikker på det er ham?”
Jeg havde den største trang til at råbe af dem og bede dem om at holde deres kæft, men Louis havde opfanget deres hvisken lige så vel som jeg havde.
”Måske skulle vi gå hjem igen?” Hviskede han i mit øre. Jeg nikkede bare og lod ham føre mig hjem igen. Vi gik noget hurtigere på tilbagevejen for Louis ville gerne undgå at tiltrække mere opmærksomhed.

Da vi kom tilbage i lejligheden var stilheden til at tage og føle på. Jeg hadede det så jeg besluttede mig for at jeg havde brug for at være lidt alene.
”Jeg tager lige et bad.” mumlede jeg og brød tavsheden.
”Okay babe. Har du noget imod at jeg lave mig en sandwich? Jeg lover at jeg nok skal rydde op efter mig selv.” Jeg grinte og nikkede før jeg gik ud på badeværelset. Jeg burde nok have taget et kort bad når nu Louis sad og ventede på mig, men jeg tog mig alligevel god tid for at få kørt en masse tanker igennem mit hoved. Mit bad havde varet i godt og vel 20 minutter og jeg viklede mig ind i et håndklæde og indså at jeg havde glemt at tage rent tøj med ind på badeværelset. Der var en lille chance for at Louis ville kunne se mig fra stuen og en lille del af mig ønskede at han så mig, men der var en større del af mig der vidste det var en dum ide. Jeg kiggede ud på gangen og sukkede af lettelse over at kysten var klar. Jeg skyndte mig ned af gangen og ind på mit værelse og lukkede døren hurtigt efter mig, men da jeg vendte mig om stod Louis ved min seng.
”Oh my god! Sorry! Sorry!” Sagde han og kiggede væk og jeg kunne mærke at han syntes situationen var lige så pinlig som jeg gjorde.
”Hvad laver du på mit værelse?!”
”Jeg ville bare gøre noget specielt for dig og ville lade dig ligge ned og slappe af fordi du virker så.. um.. jeg ved ikke.. Det var ikke meningen du skulle komme herind allerede! Undskyld!” Jeg begyndte at grine over hvor nervøs han var.
”Hvad er det der er så sjovt? Griner du af mig?!” Han reaktion fik mig bare til at grine mere og jeg endte med at falde ned på gulvet af grin. Jeg kunne ikke styrer mig selv når jeg først var begyndt. Han vendte sig endelig om og så mig på gulvet. Jeg havde helt glemt jeg kun havde et håndklæde omkring mig, mens jeg lå der.
”Hvad er det der er så sjovt, Babe?”
”Jeg ved det ikke… det er bare.. Du prøvede virkelig… og jeg ødelagde det… men det er er dig der er pinligt berørt, selvom det er mig der ikke har noget tøj på!”
”Du er skør. Ved du godt det?” Han fik mig trukket op fra gulvet og kyssede mig hårdt. I det øjeblik kom jeg i tanke om, at jeg kun havde et håndklæde omkring mig. Hans øjne vandrede ned over min krop og stoppede. Jeg vidste hvad det var han havde fået øje på. Mine lår som var stedet jeg havde cuttet. Det var ikke synligt ligesom håndleddene og ingen ville opdage dem, før nu. Louis kørte fingrene hen over mine ar som var rimelig tydelige og kiggede mig i øjnene.
”Maria…”
”Undskyld.” Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige, og et undskyld var det første jeg kom i tanke om. Jeg var ikke parat til at han skulle se mine ar, så jeg gik over til mit halvtomme tøjskab og gemte mig. Jeg vidste at alt ville ændre sig nu.

 

Jeg bad Louis om at sove i mit værelse og så kunne jeg sove på sofaen, men han fik mig til sidt overtalt til at han i hvert fald ikke skulle overtage mit værelse og han ville sofa på sofaen. Så jeg vågnede uden Louis ved siden af mig, men efter han - som den første - havde set mine ar, havde jeg ikke sagt meget til ham. Jeg prøvede at undgå det så meget som muligt.
Jeg gik på gangen og kunne høre vandet løbe. Louis måtte være i bad. Klokken var 9 om morgenen så det var stadig tidligt nok til at lave morgenmad. Jeg rodede rundt i min køkken men det eneste der gik ind under kategorien morgenmad var pandakage mix og appelsin juice.

Louis mætte have troet at jeg stadig sov, for han kom pludselig ud fra badeværelset med et håndklæde om livet og han gik ind i stuen og lænede sig op af sofaryggen, så man derfra hvor jeg stod, kunne se alle aftegningerne af hans muskler på hans ryg og skuldre.
”Godmorgen Louis.” Sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile. Han havde ikke set mig og det gav et set i ham da jeg sagde noget. Han tog hurtigt fat i håndklædet så det ikke ville falde af.
”Jamen godmorgen smukke.”
”Vi skal til at lærer at tage rent tøj med ud på badeværelset, før vi går under bruseren.” Sagde jeg og smilede over synet af hans krop.
”Det må jeg huske.” Jeg gik hen til ham og kyssede ham og overraskende nok kyssede han tilbage. Han lagde sine hænder på mine hofter og trak mig længere ind til sig.
”Undskyld for i går.” Sagde jeg mellem kyssene.
”Ditto. Jeg skal nok lade være med at bringe det på bane igen, før du gør.” Sagde han trist og jeg kiggede væk og fik øje på hans telefon der stadig lå på sofabordet.
”Du har stadig ikke tændt din mobil?” Han sukkede og endnu engang kom jeg med mine argumenter om hvorfor han skulle tænde den, men han var urokkelig.
”Fint! Men hvis nogen af drengene bliver sur på mig, så fortælle du dem sandheden om hvorfor du ikke vil tænde for den.” Han grinte bare og trak mig ind til sig. Vi blev forstyrret af ringeklokken efterfulgt af et par banken. Jeg anede ikke hvem det kunne være, men jeg kom i tanke om at Louis også havde slukket min mobil, så det kunne sagtens være Emily eller Brianna der undrede sig over hvorfor jeg ikke svarede dem.
”Det er nok bare mine venner. Bare vent her.” Jeg gik ud og åbnede døren og udenfor stod Harry og Liam. Selvom jeg havde bedt Louis om at vente i stuen, var han gået med og stod nu bag mig. Kun iført et håndklæde.
”Åh hey drenge!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...