Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

70Likes
26Kommentarer
13201Visninger
AA

19. Kapitel 19: Dage uden Louis

Hver morgen fik jeg stadig den sædvanlige sms besked.

Godmorgen smukke. Jeg savner dig. Jeg forstår godt du har brug for tid, men jeg håber du er okay.

Jeg savner dig Maria. Vil du ikke godt fortælle mig hvis det er mig der gjorde noget forkert?

Godnat. Jeg savner dig. Undskyld hvis jeg irritere dig, men jeg vil bare gerne vide om du er okay.

Jeg kunne ikke fortælle Louis den del af min fortid som skubbede ham væk fra mig. Eller kunne jeg? Ville Louis være den eneste jeg ville kunne fortælle det til? Ville han kunne lade være med at dømme mig ud fra den grimme fortid jeg havde? Jeg vidste det ikke og den eneste udvej var at ignorere ham indtil han gav op.

Men én ting ved min plan irriterede mig. Jeg savnede Louis, og det ville jeg ikke benægte. Jeg savnede hans smil, hans berøring, helt ærligt så savnede jeg alt ved ham. Jeg savnede hvor godt jeg havde det, når jeg var sammen med ham. Hvad jeg prøvede at sige, var at jeg savnede at være glad. Louis var den første person, ud over mine få venner, der kunne gøre mig glad. Det var det værste ved at have følelser. Man blev afhængig af dem. Nogen gange gad jeg godt at man kunne slukke for sine følelser og bare være hjerteløs, men jeg vidste det var umuligt.

Jeg tog min telefon op og prøvede at skrive til Louis.

Hey.

Nej det lød dumt. Jeg lod være med at sende den og slettede beskeden.

Louis, jeg vil gerne tale med dig.

Nej, det ville bare gøre ham bekymret. Jeg vidste, at hvis jeg fik en sms der lød sådan, ville jeg blive bekymret indtil jeg havde snakket med vedkommende der havde sendt den. Den sætning tydede aldrig på noget godt.

Louis, jeg er ked af at jeg har været så fraværende.

Jeg slettede endnu en besked før jeg nåede at sende den og smed min mobil hen på snegen. Hvorfor var det så svært? Jeg vidste jeg kunne lide Louis, men vi havde knapt nok kendt hinanden i en uge. Men hey, følelserne bliver hurtigt stærke, hvis det føltes rigtigt. Jeg kunne ikke få mig selv til at tro på, at jeg allerede havde så stærke følelser for Louis. Han var en fantastisk fyr, men jeg kunne ikke lade mig selv falde for ham så hurtigt uden at vide hvad han følte for mig.

Jeg havde bare brug for at snakke med ham. Måske ville det være nemmere hvis jeg bare ringede til ham, for når man første for sagt noget kan man ikke slette det, ligesom en sms besked. Jeg havde bare brug for at tænke. Jeg skulle beslutte mig for hvad der var bedst. Jeg havde ikke snakket med Louis i 3 dage nu. Det ville være forståeligt hvis han snart gav op og ikke ville snakke med mig mere. Jeg havde brug for at sove på det, men jeg var bange for det var umuligt, for jeg ville helt sikkert være oppe hele natten og tænke over det.

**

Jeg fik faktisk sovet en lille smule. Under normale omstændigheder ville jeg være en smule udhvilet, men jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde altid de skrækkeligste mareridt når min far prøvede at kontakte mig. De stod gerne på en uges tid efter han havde ringet eller skrevet. Det var ikke ligefrem det fedeste at vågne op om morgen fordi man skriger i søvne.
Jeg stod op og begyndte at lede efter min mobil som jeg smed et sted på sengen. Jeg vidste at jeg burde ringe til Louis og fortælle ham sandheden. Enden ville han acceptere det, eller også ville han holde op med at kontakte mig. Jeg ville have ham til at tage mig som jeg var, men jeg var ikke sikker på at han ville. Jeg var nød til at forberede mig mentalt på muligheden for at jeg mistede ham.
Efter lidt tid fandt jeg endelig min mobil i dynen. Jeg havde to ubesvarede opkald. Et fra min mor og et fra Louis. Jeg tjekkede min voicemail, for der stod han havde lagt en.

Maria, jeg er virkelig bekymret nu! Der er gået 3 dage.. altså, jeg ved vi ikke er sammen, men jeg troede vi havde et eller andet. Det troede jeg virkelig. Jeg vil bare gerne vide om du er okay. Hvis du bare fortæller mig det, skal jeg nok lade dig være i fred. Altså… hvis det er det du vil have. Bare… ring til mig. Please!

Jeg tjekkede tidspunktet han havde lagt hans voicemail. 23.47. Det var måske derfor han ikke havde sendt en godnat besked. Han havde heller ikke sendt nogen godmorgen besked, så måske havde han allerede givet op.

Jeg holdte min mobil tæt ind til mig. Der var ikke mere tid at spilde. Jeg var nød til at fortælle Louis alt, ingen undtagelser. Jeg kunne miste ham for evigt eller jeg kunne være sammen med ham for evigt.  Det hele var op til ham, hvis jeg bare ringede. Jeg var nød til at finde ud af hvad han ville vælge.
Jeg trykkede Louis nummer ind og ringede op. Mine håndflader begyndte at blive fugtige. Bip… Bip…Bip.. var det eneste jeg kunne høre.  Jeg vidste den snart ville gå på voicemail. Jeg brude have vidste at det ikke ville lykkes for mig. Jeg skulle lige til at ligge på…
”Maria?” Jeg vidste ikke om jeg var forvirret eller chokeret over at hører hans stemme.”
Louis…” Prøvede jeg, men det var svært for mig at fortsætte.
“Jeg er så glad for du ringede.” Hviskede han ind I telefonen.
”Vil du ikke komme her hen? Jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om.” Vent, var det den rigtige måde at sige det på? Måske ikke.
”Jeg er her allerede Babe. Kom ud og åben døren.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...