Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

70Likes
26Kommentarer
13093Visninger
AA

18. Kapitel 18: Min historie

Jeg har altid bedre kunne lide min far end min mor på en eller anden måde. Måske fordi jeg syntes jeg havde et specielt bånd til min far som virkede så brudsikkert. Vi lavede næsten alt sammen og hvis der var noget galt, var han altid den første jeg gik til og ville snakke med. Det havde ikke altid været nemt at finde tid til at være sammen med ham og derfor havde jeg altid smidt alt andet fra mig, så snart han ringede eller skrev.

7. juli, 2000

Far? Må jeg komme med?”
”Ja da.” svarede han med det samme.
”Nej!” Råbte min mor bestemt fra huset af. Min bror og jeg spillede lidt fodbold ude i haven, da jeg så min far var på vej hen til bilen. Jeg plejede altid at tage med ham overalt. Det var en almindelig tirsdag aften, så jeg forstod ikke hvor han var på vej hen.
”Mor be om! Jeg vil gerne med!” Klagede jeg.
”Nej!” sagde hun igen lige så bestemt og begyndte at skændes med min far om at hun snart skulle på arbejde og han skulle blive hjemme og passe os. De var inde i huset og havde lukket døren, så man kunne kun svagt hører hvad det var de sagde.
”Stop med at være sådan et pattebarn!” Råbte min bror Kyle af mig. Jeg havde altid haft en følelse af, at det kun var min far der kunne lide mig. Kort efter kom mor og far ud i haven til os.
”Mor har ret. Du burde blive her og få noget aftensmad om lidt.”

Jeg var sur fordi jeg vidste det var mors skyld at jeg ikke kunne tage med ham. Han sagde endda til mor at han ville tage hunden med sig, så den kunne blive luftet, når nu han alligevel skulle ud. Hvorfor fik hunden lov til at komme med, og ikke mig? Det virkede ikke fair. Jeg ville bare være sammen med min far. Jeg tror godt mor vidste, at jeg bedre kunne lide ham, og det brød hun sig vidst ikke om.

Min far tog af afstod og vi gik indenfor igen. Mor lavede aftensmad til os og tvang mig til at spise det, selvom jeg var sur på hende. Hun truede med at jeg ville gå sur i seng, men jeg vidste far ville lave mig noget når han kom hjem, hvis hun ikke ville lave mad.
Mor begyndte at blive frustreret da klokken var omkring 9 om aftenen og far endnu ikke var kommet tilbage. Jeg hadede at hun skulle arbejde om natten, når far ikke var hjemme. Men hun sagde også at far havde hendes pung og hendes kørekort var i den, så hvis hun blev stoppet ville hun ikke kunne vise hendes kort.
Hun kaldte min bror ind i stuen, hvor jeg lod som om jeg var faldet i søvn på sofaen, for at mor måske kunne bærer mig ind i seng.
”Far skulle snart være hjemme. Hvis ikke, så ring til mig på arbejdet. Hvis der sker noget så kan du også ringe til Jodi eller Debbie, okay?” Jeg kunne hører på min mors stemme at hun var bange. Det undrede mig at hun ikke satte os af ved Jodi eller Debbie, men det var ret sent og hun skulle skynde sig. Andy gik ind i seng, mens jeg stadig lå på sofaen. Jeg så hvordan viseren på uret tikkede sig forbi 10-tallet. Så 11-tallet. Efter midnat lå jeg stadig og lyttede efter biler der kørte forbi ude på vejen og sprang op når jeg troede det var fars bil, men det var det ikke.

12.50 fortalte uret mig, som var oplyst fra gadelyset udenfor vinduet. Jeg var fast besluttet på at blive oppe, indtil far kom hjem. Jeg var ved at være godt træt, men jeg tvang mig selv til at holde øjnene åbne.

12.53 fortalte uret mig. Det tidspunkt ville aldrig forlade min hukommelse. Jeg hørte en bil kører ind i indkørslen. Jeg gik endda hen til vinduet for at være sikker på at det ikke bare var endnu en forbipasserende bil. Jeg kiggede på mændene der steg ud af bilen. Ingen af dem var min far. De så ret uhyggelige ud, men jeg var også kun 6 år gammel og alle der kom hen til vores dør så sent om aftenen var uhyggelige for mig.

Jeg kunne ikke hører hvad de sagde, men de var på vej op til døren på verandaen. Jeg hørte et par banken på døren efterfulgt af en meget dyb stemme.
”Hallo?” Jeg løb med det samme ind på mine brødres værelse. Jeg var bange for at mændene ville komme ind i huset, så jeg vidste at mine storebrødre ville beskytte mig.
”Andy vågn op! Vågn op!” Prøvede jeg uden at lave for meget larm, men han vendte sig bare om på den anden side og mumlede at jeg skulle lade ham være i fred. Jeg var stadig bange, så jeg prøvede også Kyle.
”Kyle! Der er nogen ved døren! Gå ud og se!” Havde jeg lyst til at skrige, men jeg var så bange at det kun kom ud som en lav hvisken.
”Hold kæft og gå ind og sov!” Råbte han.

På det tidspunkt vidste jeg at jeg var nød til at lade være med at opfører mig som et pattebarn og tage mig af det selv, for det var tydeligt at de to idioter var fuldstændig ubrugelige.
Jeg gik langsomt ud i entreen. Udenfor kunne man hører mændene snakke sammen.
”Nogen er hjemme. Man kan hører dem.” Jeg frøs da jeg hørte det. Det betød måske at de ville være gået igen, hvis jeg ikke havde gjort mig bemærket. Jeg havde på fornemmelsen af at de ville smadre døren og bryde ind, så jeg skyndte mig at åbne døren på klem.
”Hvad vil i?” Råbte jeg af dem. Jeg stod bare der mens de forklarede at de var politibetjente og de skulle snakke med min mor. Jeg forklarede dem at hun var på arbejde. De kiggede underligt på hinanden før de spurgt hvor min far var.
”Han er ikke kommet tilbage. Men han kommer snart!” Sagde jeg og kiggede ned i gulvet. Jeg havde lidt på fornemmelsen af de havde dårlige nyheder til mig.
”Hvem ser efter dig mens de er væk?”
”Min storebror Andy.”
”Hvor gammel er han?”
”Han er 11.”

En af dem gik lidt væk med det samme og ringede til en eller anden. Jeg var forvirret. De spurgt om de måtte komme indenfor men jeg sagde nej. Heldigt for mig respekterede de det og blev stående udenfor. En af dem bad mig om at ringe til min mors arbejde. Jeg løb ind for at finde en telefon, fandt nummeret på opslagstavlen og ringede hende op. Jeg sagde til hende at der var to betjente der spurgte efter hende og far. Hun virkede sur, men hun sagde hun ville komme hjem snart. Jeg kunne ikke vente til hun kom hjem, for det her var en situation som jeg ikke brød mig om som 6-årig og jeg var ret bange.

Efter en halv times tid kom min mor tilbage. Hun bad betjentene om at gå for hun havde intet at gøre med hvad min far nu end lavede. Jeg hørte ikke rigtig efter hvad de voksne snakkede om, jeg kan bare huske at hun skændtes med dem.

Men én sætning kan jeg dog huske.

”I må ikke tage mine børn fra mig!” Sagde hun og begyndte at græde, så jeg tog hendes hånd. Jeg var ved at blive godt sur på betjentene. Især når de fik min mor til at græde.
”Du efterlod dem alene midt om natten. Børnemyndighederne er på vej.”

Jeg var så forvirret. Hvorfor var det så forfærdeligt at vi var alene hjemme? Det eneste jeg kan huske af hvad der skete resten af aften, var at en eller anden tilfældig dame prøvede at hive mig væk fra min mor.
”NEJ! GIV SLIP!” Råbte jeg og sparkede omkring mig og skreg hende op i hovedet. Hvad skete der? Hvor var min far? Mange spørgsmål blev aldrig besvaret den aften.

9. juli, 2000

Jeg havde ikke set min mor i to dage. Hvorfor? Det blev jeg ved med at spørge den dame som vi boede hos. Jeg kan ikke huske hendes navn. Jeg havde ikke spist noget i to dage og det havde mine brødre heller ikke. Klokken var 3 om eftermiddagen da en betjent dukkede op og tog os væk fra damen. En times tid senere var vi igen sammen med vores mor. Jeg havde aldrig følt mig så lettet før, for jeg var bange for jeg aldrig skulle se hende og far igen. Min far ventede sikkert på os derhjemme.
Vi satte os ind i mors bil og kørte hjemad. Jeg var en smule bange for hvad der skulle ske, for mor havde ikke sagt noget på hele vejen hjem ud over at hun havde savnet os og hun ikke ville lade noget ske os igen.
Da vi kom hjem lod jeg mærke til at naboerne kiggede så underligt efter os. Som om vi var anderledes. Altså, vi var anderledes da min far var mexicaner, men var det ikke lige meget? Vi var de samme som for et par dage siden.
Mor tog os indenfor og bedte os om at sætte os ned. Hun fortalte at vores far var blevet arresteret.

Arresteret. Når man var 6 år gammel var det det værst tænkelige der kunne ske. Jeg vidste min far ikke var en tyv eller en morder, men hvorfor var han så blevet arresteret? Jeg kunne ikke tænke mig til andre grunde. Jeg ville bare gerne vide hvornår jeg kunne se ham igen. De sidste 3 dage var forfærdelige. Alt jeg ønskede var, at jeg vågnede op og det hele bare havde været en drøm.

**

De næste par måneder brugte jeg på at besøge min far bag en glasvæg. Ikke ligefrem den bedste måde at se sin far på. Han ringede også til os en gang i ugen, men mor fortalte at det var hårdt for far at ringe til os. Vi skrev mange breve i stedet for. Det fortsatte sådan indtil 2. oktober 2002.

Jeg kan huske at vi alle satte os i køkkenet 1. oktober 2002 og mor forklarede os hele situationen som den var. Far havde solgt stoffer hvilket betød han ikke komme bo sammen med os når han kom ud og vi ville ikke komme til at se ham i lang tid. De ville nemlig udvise ham. Sende ham tilbage til Mexico.

Udvise. Selvom det kun var et ord på 6 bogstaver var det ikke noget jeg kendte til. Min mor forklarede at far ikke var født i USA hvilket betød, at hvis han gjorde noget slemt ville de kunne smide ham ud af landet. Jeg var bange for jeg aldrig skulle se ham igen. Mor sagde han var udvist i 10 år.
I 10 år ville jeg ikke kunne se min far, med mindre vi tog til Mexico. Mexico var på den anden side af kloden for mig. Jeg ville være 18 år når min far kunne komme tilbage til USA. Jeg havde svært ved at håndtere det hele.

**

De næste par år kæmpede jeg med depression og det hjalp ikke, at mig og min mor ikke kunne finde ud af det med hinanden. Alt i mit liv faldt fra hinanden. Jeg kunne ikke klare det. Da jeg blev 11 kunne jeg ikke klare det mere og besluttede mig for at det var en kamp jeg ikke kunne vinde alene.

Jeg startede med at cutte. Barberbladende hjalp mig. Jeg ville ikke have min mor så det, så jeg startede på mine hofter. Jeg var klog nok til at vide, at hvis jeg gjorde det på mine håndled, ville det være alt for nemt at opdage. Smerten blev en del af min daglige rutine. Jeg kunne ikke gå én dag uden at gøre det. Det var min måde at overleve på, hvis man kan sige det sådan. Jeg græd mig selv i søvn hver aften. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig som den dårligste person i verden, fordi jeg gjorde det ved mig selv.

Jeg var 12 da min far inviterede mig med til at deltage i hans ”familie foretagende”. Jeg plejede at ringe til ham engang i ugen. Til sidste var det så skidt, at han kun ringede til mig, når han havde arbejde jeg skulle udfører. Jeg gjorde præcis som min far sagde. Han fik mig til at tro, at hvis jeg gjorde alt som han bad mig om, så ville han komme tilbage til sidst, så hvordan kunne jeg sige nej? Grunden til at jeg var så ked af det, var fordi jeg ikke havde min far hos mig. Den eneste måde jeg følte mig den mindste smule bedre tilpas på, var ved at udfører hans opgaver.

Selv til den dag i dag ringer min far til mig, når han har et job der skal ordnes. Jeg solgte hans stoffer. Jeg hjalp ham med at få dem fra den ene stat til den anden for at få fat i stofferne.

 

Her har i lidt af Marias fortid. Utrolig godt fundet på efter min mening! MoFlow7 har talent ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...