Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

71Likes
26Kommentarer
13413Visninger
AA

17. Kapitel 17: Aldrig alene

Resten af vejen hjem gik jeg og havde det forfærdeligt, fordi jeg ikke kunne fortælle Louis hvad der var galt. Jeg havde det ikke godt med at fortælle alle og enhver om min fortid. Det var ikke altid let og mens jeg gik der, fik jeg en sms mere.

Bare husk at jeg er her for dig.

Den lille sætning. Jeg ville for alt i verden gerne kunne tro på, at han ikke ville dømme mig, hvis jeg fortalt ham om min fortid, men jeg vidste at det ville blive svært ikke at dømme mig. Jeg brude bare lade være med at starte et forhold til ham, selvom det ikke rigtig var startet endnu, men jeg burde bare holde mig væk. Louis fortjente helt sikkert en der var bedre end mig.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg fortælle ham alt og jage ham væk på den måde, eller skulle jeg bare ignorere ham indtil han opgave mig? Jeg var så forvirret. Jeg håbede sådan på at den lange gåtur hjem ville hjælpe mig med at tænke og den friske luft kunne få mig til at tænke klart og finde frem til den rigtige beslutning.

Jeg var nået omkring halvvejs hjem da min telefon ringede. Jeg kendte ikke nummeret og jeg ville normalt ikke have taget den, hvis jeg ikke kendte nummeret, men jeg tog den alligevel.
”Maria?” Jeg kunne genkende stemmen, men jeg var ikke helt sikker.
”Ja?” Sagde jeg en smule forvirret.
”Det er Liam. Jeg ville bare undskyld for det der skete tidligere.” Great, nu ville Louis bare blive endnu mere sur på mig når jeg tager telefonen når Liam ringede men ikke svarede ham tilbage når han skrev til mig. Hvorfor følte Liam overhovedet at han brude undskylde?
”Det er fint Liam, jeg..” Men han lod mig ikke snakke færdig, før han brød ind.
”Louis er meget bekymret for dig. Jeg ved ikke hvad der er galt, men han sagde at du var begyndt at gå hele vejen hjem. Han ville være gået efter dig, men han ville ikke tvinge dig til at sige hvad der var galt.” Han talte så lavt at man knap nok kunne høre ham, men han fortsatte.
”Jeg sagde til de andre at jeg havde brug for at være lidt alene og jeg ville kører lidt rundt for mig selv. Jeg har lige forladt min lejlighed og jeg ved at du ikke er nået helt hjem endnu.” Hvorfor skulle jeg vide det? Hvad ville han mig?

”Bare fortæl mig hvor langt du er kommet og så kommer jeg og henter dig, og kører dig hjem. Du behøves ikke at fortælle mig noget, men hvis du lader mig hente dig, så kan jeg forsikre Louis om at du er kommet sikkert hjem. Maria? Maria er du der stadig?”
”Ja, jeg er her. Liam det er pænt af dig, men jeg har ikke noget imod at gå.”

Inden jeg nåede at snakke færdig, var der en bil er stoppede ud for mig og kørte ind til siden. Jeg kiggede hurtigt ind i bilen og så Liam rulle vinduet ned.
”Hop ind.” Sagde han.
”Nej, lad mig nu gå. Jeg har brug for at tænke. ”
”Min mor har altid lært mig, at man aldrig skal lade en dame gå hjem. Jeg ved ikke hvad der er galt og hvis du gerne vil snakke, vil jeg gerne lytte. Jeg er din ven og jeg dømmer dig ikke. Men please! Hop ind nu ellers kører jeg akavet i sneglefart ved siden af dig hele vejen hjem til din lejlighed. Du må selv bestemme.” Jeg stod og gloede dumt på ham lidt. Mente han det seriøst? Jeg sukkede og gik op på den anden side af bilen.
”Fint. Men lad være med at snakke med mig.” Stønnede jeg. Liam hoppede hurtigt ud af bilen og skulle til at åbne døren for mig.
”Lad være. Jeg kan godt åbne døren selv.”
”Okay.” Sagde han og gik lindt baglæns og satte sig op på førersædet igen. Jeg satte mig ind i bilen og tog selen på, som Louis altid sikrede sig at jeg gjorde. Jeg forklarede Liam vejen hjem til mit lejlighedskompleks og derefter sad jeg bare og stirrede ud af sideruden. Der gik lidt tid før Liam besluttede sig for at sige noget alligevel.
”Jeg er virkelig ked af det der skete tidligere.”
”Stop. Ingen sniksnak.” Han sukkede, men snakkede alligevel videre.
”Undskyld mig, men gjorde Louis noget forkert? Det er bare det jeg gerne vil vide.”
”Nej det var ikke Louis. Det var bare en meningsløs mand fra min fortid som jeg aldrig nogensinde vil genvinde respekten for.”
”Oh..?” På den måde jeg sagde det på, tror jeg godt Liam opfangede min vrede og besluttede sig for at det var et godt tidspunkt at holde op med at snakke. Der gik heller ikke mere end 5 minutter før vi var ved min lejlighed.
”Lad være med at gå nogen steder så længe det er mørkt, okay? Hvis du har tænkt dig at skulle nogen steder, så bare ring til mig.” Sagde han, da han parkerede. Jeg nikkede bare og steg ud af bilen. Jeg ville bare være alene

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...