Et tilfældigt møde

Denne historie er originalt på engelsk af MoFlow7 fra USA og hedder "Coincidental Meeting". Jeg har fået lov til at oversætte den til dansk, da jeg syntes den var vildt god :3
Derfor går alt credit til MoFlow7!

70Likes
26Kommentarer
13215Visninger
AA

16. Kapitel 16: Dårlige tider

Jeg åbnede døren og så Liam og Danielle. Det var svært at bedømme hvem af dem der så mest overrasket ud.
”Hej Maria. Øh.. Hvor er drengene?” Spurgte Liam forvirret. Jeg er glad for han var forvirret og ikke sur.
”Hvad er det her Liam?” Spurgte Danielle.
”Bare følg efter mig ind i spisestuen. Jeg skal forstille at være tjeneren der leder jeg til bordet.” Sagde jeg, for jeg anede ikke hvad jeg ellers skulle sige til dem. Hele situationen var en smule akavet for mig. Inde i spisestuen stod Niall, Harry og Louis og prøvede at skabe en god stemning ved at synge omkvædet til Truly, Madly, Deeply lige så lavt, men det lød stadig super godt.

Jeg stod akavet ved døren og så på, mens Liam hev stolen ud for Danielle. Hun himlede med øjnene og jeg kunne ikke forstå hvorfor hun virkede så irriteret? Liam var sådan en sød kæreste for hende i det øjeblik og der var ingen grund til at hun skulle være sur.
Jeg bestemt mig for, at det nok var bedste at jeg gik tilbage ud i køkkenet. Der gik ikke mere end 5 minutters tid, før de andre drenge også var tilbage i køkkenet. De begyndte at hviske til hinanden for at være sikker på de ikke kunne høres i spisestuen.
”Jeg troede alt var godt i mellem dem?” Spurgte NIall stille og så på de andre.
”Jeg ved ikke hvad det er. Jeg troede hun ville kunne lide det her.” konstaterede Harry og Louis nikkede sig enig.

Vi stod alle og kiggede akavet på hinanden indtil Niall endelig brød tavsheden ved at begyndte at tage for sig af maden der var lavet til os i køkkenet.
”Skal vi se at få noget at spise?” Spurgte Louis, som havde taget min hånd.
Jeg havde helt glemt at jeg var sulten på grund af den underlige stemning der var i lejligheden.

Vi stod rundt omkring i køkkenet og spiste. Vi var knapt blevet færdige da Harry og Niall fik den geniale ide, at de skulle ind og lege tjenere for dem. De smed et hviskestykke over armen og gik ud for at spørge parret om de havde brug for noget og man kunne høre dem sige nej med en skar tone, helt ud i køkkenet. Louis kiggede på mig.
”Måske skulle vi se at komme af sted. Jeg vil gerne have lidt alene tid med dig.” nåede han lige at sige før harry og Niall nærmest kom løbende ud i køkkenet igen og de havde begge et bekymret ansigtsudtryk. Vi fandt snart ud af hvorfor.

”Liam det her er den dårligste årsdag nogensinde!” Råbte Danielle af Liam. Vi stod alle sammen og kiggede på hinanden og jeg tog Louis hånd. Jeg havde ikke lyst til at høre på dem skændes, da jeg ikke kendte dem godt nok til at kunne gøre noget, men vi kunne jo ikke bare gå for Louis var helt sikkert bekymret for sin ven, hvilket var forståeligt.
”Drengene har gjort sig pisse umage med at gøre det her for os! Jeg har arrangeret alt det her for dig! For os! Jeg tog dig med her til, så vi ikke skulle tænke på alle paparazzierne!” Råbte Liam surt.
”Jeg er den der er smuttet! Det her er latterligt Liam!” Råbte Danielle som svar og man kunne høre hendes høje hæle give genlyd igennem lejligheden da hun gik.
”Dani vent!” Prøvede Liam, men sekundet efter kunne vi hører døren smække.

Harry og Niall skyndte dig ud af køkkenet for at se hvordan Liam havde det. Louis slap også min hånd.
”Jeg er tilbage om lidt.” Sagde han og skyldte sig efter dem.
Jeg stod tilbage i køkkenet og følte mig totalt ubrugelig. Jeg vidste ikke om det var en god ide at jeg også gik ud for at se om Liam var okay. Louis sagde han ville komme tilbage om lidt, men jeg vidste det ville være bedst hvis jeg lod dem være og gik. Liam havde brug for sine venner lige nu. Liam og Danielle havde været sammen så langt tid tilbage som jeg kan huske og jeg vidste at det her sårede Liam dybt.

Mens jeg ventede lidt tjekkede jeg min mobil. Der var et par twitter notifikationer og en sms fra min far, men jeg brude ikke læste den, for jeg havde intet med ham at gøre mere, men jeg gjorde det alligevel.

Jeg har brug for din hjælp.

Hver gang min far bad mig om hjælp til et eller andet, endte jeg altid op med at blive såret eller komme ud i problemer. Og jeg havde ikke lyst til nogen af delene. Min far havde også en tendens til at komme ind i mit liv på de bedste tidspunkter og ødelægge alt for mig.

Jeg ventede et par minutter. Jeg vidste jeg burde gå. Jeg var ved at blive nede over at min far havde kontaktet mig igen og jeg ville have Louis skulle vide noget. Jeg hadede når folk så mig være ked af det. Folk skulle ikke tro at jeg var et sårbart lille skvat. Jeg ville ikke fremstå svag. Da jeg forlod køkkenet kom Louis over til mig.
”Vent. Hvorfor går du?” Spurgte han forvirret.
”Undskyld… men jeg..” Jeg havde brug for at finde på en hurtigt lille løgn så han ville lade mig gå.
”Jeg tror det er bedst jeg går. Liam har brug for dig. Altså efter alt der lige er sket.”
”Vent her, så skal jeg nok køre dig hjem. Jeg siger lige til Liam at jeg kommer tilbage senere.”
”Nej nej Liam har brug for dig. Jeg ringer bare til Emily. Hun kommer bare og henter mig.
”Babe, er du okay?” Spurgte han bekymret. Jeg vidste faktisk ikke om jeg var okay. Jeg var måske en smule irriteret da jeg hadede når folk spurgte om jeg var okay, for de ville jo ikke høre sandheden alligevel, hvis jeg ikke havde det godt.
”Jeg har det find. Jeg har allerede ringet til Emily. Hun kommer om lidt. Gå nu ind i Liam igen.”
”Okay.” sagde han eftergivende, men jeg kunne se på ham, at han komme mærke der var noget galt.
”Babe er du sikker? Jeg vil gerne køre dig hjem. Liam har sikkert ikke noget imod det.

Jeg havde det dårligt med at han var så bekymret for mig. Jeg ville ikke skabe problemer nu hvor Liam muligvis var ved at miste hans kæreste igennem lang tid. Jeg skulle ikke engang have hentydet til nogle af mine problemer.
”Louis. Jeg lover dig, jeg har det fint.” Jeg lød måske en smule irriteret, men jeg havde brug for at være alene i det øjeblik.
Jeg gik ud af lejlighedskomplekset og fortsatte ned af gaden. Jeg vidste der var omkring 16 kilometer hjem til min lejlighed, men jeg var ligeglad. Jeg havde behov for at være alene og jeg ville ikke være til besvær overfor Emily og ringe til hende.
Jeg blev bare ved med at gå. Den dag var startet så godt, blev helt fantastisk men endte dårligt. Jeg var nået 3 gader væk, da jeg fik en sms fra Louis.

Babe, jeg ved der er noget galt. Jeg vil ikke tvinge dig til at fortælle mig det, men du skal bare vide, at jeg er her. Emily kom ikke og hentede dig. Jeg så du fortsatte ned af gaden. Bare kom når du er parat til at tale om det.

Den sms fik mig bare til at få det værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...