Catch my heart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Igang
Katy en næsten normal High school pige.
Hendes bedste veninde er med bedste venner med Justin Bieber.
Katy har ikke så meget imod ham, men alligevel er han ikke lige første prioritet.
Hvorfor mon?
Med en kæmpe selvtillid og udstråling, har Katy alligevel noget at skjule.
Kan Justin ændre den følelsesløse Katy?
*Justin er kun atten, men alligevel er han nået så langt i sin karriere som i dag hvor han er nitten.*

43Likes
30Kommentarer
4371Visninger
AA

22. Dafuq?

Det var blevet mandag, og jeg var på vej over til Ostroff igen. Mor og far havde aftalt at jeg måtte holde fri resten af ugen, hvilke jeg ikke havde det mindste imod. 

Jeg skubbede døren op med min albue og trådte ind på værelset. "Hej, igen, Katy." hilste far. "Heysa." svarede jeg og satte posen med mad på sofabordet. "Hvor er mor?" spurgte jeg. "Hun er derhjemme, hun havde lidt arbejde på computeren." svarede Céline.

Ikke en overraskelse...

"Hvad skal vi så lave?" spurgte jeg. "Célines psykolog kommer om fem minutter, også tager du bare hjem igen." svarede far. "Nå, okay. Så ses vi om nogle timer." sagde jeg vinkede og gik igen.

Da jeg var nået ud af Ostroff, ringede min mobil. 

"Hej." sagde jeg. "Hej, Katy. Det er Wait." svarede stemmen.

Oh, Wait! Jeg havde overhovedet ikke tænkt på hende...

"Wait, dejligt at høre fra dig. Hvordan går det?" spurgte jeg. "Ja, det skal jeg vist spørge dig om. Justin fortalte noget om Céline, er hun okay?" "Hun er blevet indlagt på Ostroff her på Manhattan." svarede jeg kort. "Hvorfor er du så ikke i skole?" "Fordi jeg fik fri, hun er tros alt min storesøster. - der kunne ha' været død." svarede jeg. 

Der var lidt stille i den anden ende. 

"Yeah. Jeg forstår. Skriver du senere?" spurgte hun og lagde på? "Ja." svarede jeg selvom hun havde lagt på.

Jeg begyndte at gå ligeså stille at gå hjem til lejligheden. 

"Hey mor." råbte jeg og lukkede døren da jeg trådte ind. "Hej, skat." svarede hun inde fra stuen. Jeg gik ind i stuen og fandt hende sidde og sidde ved flyet. Jeg grinede, "Mor, kan du spille klaver?" Mor grinede lidt, "Ja, faktisk en lille smule." 

Jeg satte mig ved siden af hende og ventede på at hun ville spille noget. "Kom nu, mor." sagde jeg og puffede lidt til hende. "Ej, Katy. Kan du ikke spille i stedet?" spurgte hun. Jeg grinede og begyndte selv at spille. 

Vi sad og spillede på skift ved klaveret i lang tid. Jeg fangede hurtigt klokken, "Mor. Klokken er halv fem!" Mor kiggede overraskede på uret, "Shit, det er den også. Let's go!" svarede hun og rejste sig. 

Sagde hun lige shit

Jeg havde aldrig hørt hende bande?

Haha.                                                                                                                                                       Haha.                                                                                                                                                          Ha? 

Godt, så sjovt var det faktisk overhovedet ikke..

Vi kom spurtende ind på Ostroff og blev straks bedt om at tie stille. Jeg grinede lidt. "Shh.." sagde mor, men hun kunne heller ikke rigtig lade være med at smile lidt. 

Vi gik op af trapperne og bankede på hos Céline. "Kom ind." lød det indefra. Jeg åbnede døren og gik øje på far i sofaen og Céline i sengen med en pude.

"Hey." sagde Céline. "Hey?" svarede jeg, stemning var lidt trist og lav. "Hvad er der sket?" spurgte mor. "Eleanor, kan vi ikke lige snakke sammen?" spurgte far istedet og førte mor ud af døren. 

Jeg kiggede over på Céline som så meget trist ud. Hun legede lidt med pudens floser. "Hva' skete der, Céline?" spurgte jeg,  hang min taske op, og satte mig i sengen. "Ingenting." svarede hun kort. "Hvis far ville snakke alene med mor, så er der noget galt. Kom nu, jeg er din søster. Det' dig og mig. Mig og dig. Vi har altid fortalte hinanden alt." sagde jeg.

Céline kiggede lidt ud af vinduet. "Far vil have mig til at blive isolerede." "A hva? Hvad er det?" spurgte jeg. Céline trak vejret dybt, "Det er, at jeg vil blive lukkede inde her på værelset i tre dage. De første to, er hvor jeg kun snakker med læger og psykologer. Den sidste er hvor jeg skal tænke over alt det vi har snakkede om, også må jeg først snakke med jer dagen efter igen." fortalte hun. "Wow.." mumlede jeg.

Céline smed puden væk, "Ja. - Og mor går sikkert med til den.." "Skal jeg prøve at overtale dem til at lade vær?`" spurgte jeg. Céline overvejede det lidt. Og rystede så på hovedet.

"Hvorfor?" "Fordi...." sagde hun, "Jeg tror jeg har brug for det. Jeg mener, alt det her. Det slider forfærdeligt på min krop og mig. Jeg bliver nød til at have de tre dage. Jeg ville ikke overleve særlig længe hvis jeg forsætter sådan her...Jeg skal bare lige komme mig over det.." sagde hun. 

Céline er fucking stærk. Jeg ville ønske at jeg var ligesom hende. 

"Okay. Men hvornår er det så?" spurgte jeg. "I overmorgen..." svarede hun. Jeg nikkede lidt. 

Far og mor kom ind igen, de så begge meget enige ud. "Céline...Du bliver nød til det. Det er det bedste for dig." sagde mor. Céline nikkede, "Det ved jeg. Jeg er bare mest bange for at I vil savne mig." Far, mor og jeg grinede. "Det er vi også." sagde far.

 

 

***

 

"Kom nu, Katy!" råbte far. Det var tirsdag og vi, eller jeg forsinkede vist os lidt. Jeg var lige trådt ud af badet, efter en heftig krig. - Jeg kunne ikke finde min mobil. Også sagde far og mor at jeg sikkert havde glemt den på Ostroff, men det viste jeg at jeg ikke havde, osv. osv. Så ringede vi til Céline, og hun tog den ikke, også måtte vi bare vente med at finde den, fordi den var sikkert derover. 

Men, hallo. Når jeg ikke har min mobil på mig, er det som om at gå rundt uden en hjerne. Så det vil faktisk sige, at siden i går aftes havde jeg ikke haft nogen hjerne. Ja, jeg følte mig faktisk lidt hjerneløs...

"I går bare! Jeg kommer om en halv times tid!" råbte jeg tilbage og svinede håndklædet om mit hår. "Okay, ses derover." svarede far. 

Jeg hørte en dør smække. Nå, ja. Ligemeget...

Jeg tog en lilla bh og lilla underbukser på, så børstede jeg tænder. Også smed jeg håndklædet i vaskekurven og smuttede ind på værelset for at finde noget tøj. Det blev meget enkelt, Adidas bukser, blå top og grå hættetrøje. Ja, det var åbenbart blevet dårlig vejr på Manhattan.

Grr...

Jeg låste døren og begyndte at gå. Jeg stak hænderne i lommerne på hættetrøjen. Da jeg kom udenfor, var det begyndt at regne. Kan det blive meget værre? Nej, det skal man ikke tænke, fordi så bliver det meget værre! Det kunne jo værre at der kom en meteor om lidt! Ej, måske ikke..Men alligevel..

"Katy Hamilton?" spurgte en hæs stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt og fik øje på..

Åh..

Fuck..

My fucking shit God!

!!!

"Nate?" spillede jeg den lidt cool. Han smilede stort og kom nærmere hen til mig. "Jeg har ikke set dig her..I to år! Hvordan har du det?" spurgte han, stadig med et stort smil. "Øh.." var det eneste jeg kunne få frem. "Jeg..Øhm...Har det godt, ja super godt." svarede jeg.

Fuck, du' god, Katy...Du lyder jo pisse bange?!

"Godt. Hvor har du været henne?" spurgte han. "Jeg flyttede til Atlanta sammen med min mor, de blev skilt og sådan." Argh, Katy. Hvorfor sagde du at du boede i Atlanta? Han kunne jo komme og hjemsøge dig med en motorsav.

Tragisk død. Ung pige død med en motorsav. Ingen ved hvem det var.

"Katy?" spurgte Nate og kørte en hånd hen over mit ansigt. "Ja, undskyld. Sagde du noget?" Nate grinede lidt, "Hvor er du på vej hen?" "Ostroff.." mumlede jeg. Nate spærrede øjnene op, og tro mig når jeg siger det her, han trådte et skridt tilbage. "Det' ikke mig der er indlagt. Det  er Céline." "Nå, er hun okay?" spurgte han. Jeg nikkede lidt, "Vi ses måske, ikk'?" "Jo, klart.." mumlede han.

Jeg smilede lidt og begyndte at gå med hurtige skridt væk. "Hey, vent!" råbte Nate. Please, sig at det ikke var til mig. "Katy!" råbte han igen. Jesus, lad mig nu være...

"Hvad?" spurgte jeg og vendte mig om imod ham igen. "Den pige, jeg forlod dig til. Var overhovedet ikke det værd. Hun var forfærdelig. Jeg er virkelig ked af det." sagde han, smilet havde forladt hans ansigt, og var blevet skiftede ud med et trist udtryk. 

Jeg kunne mærke tårerne presse lidt på. "Nate.." startede jeg og bed mig i læben, "Jeg har en kæreste.." "Det' ved jeg. Justin Bieber ikke?" sagde han, det lød nærmest som noget utroligt dårligt. "Jo, og han er faktisk helt igennem fantastisk.." svarede jeg. "Synes du?" "Ja, Nate. Det gør jeg. I modsætning til dig." vrissede jeg lidt. 

Ups, det skulle jeg vist ikke have sagt...Nate øjne slog lyn. "Hva' sagde du?" "Nate, du efterlod mig. Hver dag i skolen kunne jeg se dig og hende den luder være sammen. Hvordan troede du jeg havde det?" spurgte jeg, ikke ment som et spørgsmål, skal jeg hilse at sige.

"Det ved jeg ikke..-" "- Nej, det gør du nemlig ikke. Så måske skulle du bare holde din kæft." afbrød jeg. "Hør, jeg slettede aldrig dit nummer. Lige siden jeg hørte du forlod byen, har jeg prøvede at kontakte dig..." sagde han med lav stemme. 

Okay, say what?

"Hvorfor?" spurgte jeg. "Fordi jeg stadig elskede dig." sagde han og fangede mine øjne. "Nate. Jeg..-" mere nået jeg ikke sige før han havde presset sine læber imod mine. Jeg fik et kæmpe chok og skubbede ham hurtigt væk fra mig. "Lad mig være, Nate!" råbte jeg og begyndte at løbe over mod Ostroff.

Jeg begyndte at græde imens jeg løb. Han havde kyssede mig. Jeg havde drømt om det øjeblik i næsten et år. Også sker det på det totalt forkerte tidspunkt..Han havde forandrede sig utroligt meget. Jeg skulle absolut aldrig mere se den idiot.

Jeg skynde mig ind på Ostroff og gik ind på hendes værelse. "Katy, er du okay?" Spurgte mor. Jeg kiggede over på hende, " Ja, jeg har det fint." svarede jeg og satte mig ned i sofaen ved siden af Céline.

"Okay. Nå, men i dag skal vi bare hygge os. Og Katy, du tager hjem i morgen og er i skole til fredag. Så kommer du tilbage også tager vi den derfra, okay?" sagde mor.

Hvad?

Skulle jeg i skole?

Grr..

"Hvorfor skal jeg i skole?" spurgte jeg. "Fordi du skal passe din skolegang, selvom det her er sket, skal du stadig være i skole så meget som muligt. " svarede mor. "Fint." mumlede jeg.

"Og lad os så få en god stemning!" smilede far.

 

 

 ***

"Vi ses på fredag, ikk'?" sagde Céline. Det var tirsdag og jeg var på vej til flyveren. Hun virkede hjælpeløs, men hun skjule det godt. "Jo." svarede jeg og krammende hende.

"Jeg har ringede til Serena, og du når lige ind til sidste time, okay?" sagde mor. "Jaja." svarede jeg og krammede hende hurtigt.

Jeg tog fat i min taske og fik vinkede en taxi hen til mig.

Nu var det tilbage til Atlanta.

Jeg steg ud af flyet, og en pludselig varme ramte mig. Det var sgu godt vejr her.

"Katy!" råbte en velkendt stemme. Jeg vendte mig i stemnings retning og fik øje på Justin der stod og vinkede ved sin bil. Jeg smilede og løb over til ham.

Jeg smed min taske og hoppede op på ham. Jeg kyssede ham blidt og længe. Gosh, jeg havde savnede ham.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg smilende. "Din mor ringede i går, jeg skulle hente dig." svarede han med et blændede dejligt smil. Jeg smilede og kyssede ham hurtigt igen, "Duer den bedste, Juju." smilede jeg og satte mig ind i bilen.

Vi kørte i noget tid, vi snakkede om hvad der var sket osv.

"Klar til skole?" spurgte han. "Næh.." mumlede jeg. "Vi har om et eller andet røvsygt.." sagde han. "Ih, hvor jeg glæder mig." jokede jeg. Justin grinede og svinede ind på skolen.

Wait stod og ventede på os udenfor. Da hun så bilen lignede hun en der havde fået sukkerchok. "Katy!" smilede hun. "Wait!" grinede jeg og trak hende ind til et langt kram.

"Vi har savnede dig så meget!" smilede hun. " I lige måde." svarede jeg.

Vi gik ind på skolen, og folk begyndte at glo ret så meget på mig. Hallo, er jeg en monster eller hvad?

Hurt...

Ej, okay.

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...