The Contract

Kristien James er næsten lige blevet færdig med skolen, da hendes agent Kayla kontakter hende med et nyt job. Hun skal fake date Louis Tomlinson fra det nye hotte boyband One Direction. Selv kender hun ikke særlig meget til dem, og hvis hun siger ja til jobbet, vil der være fordele for både hende og dem. Derfor uden yderligere information, takker hun ja til jobbet.
Det er slet ikke som hun havde forventet.

78Likes
120Kommentarer
15775Visninger
AA

25. Sad but thankful

Kristines synsvinkel...

Med en stor buket røde og hvide roser i den ene hånd og min trofaste bedste veninde i den anden, betragter jeg den store port foran mig. Med et stort suk tager jeg et skridt frem og skubber porten op med min hånd der hårdt knuger rosernes stilke. Ingen af os siger noget, men sammen går vi i stilhed hen ad den så kendte vej der fører til min mors gravsted. Jeg er både glad for, og træt af, at hendes gravsted er et af de første. Jeg er ikke klar til allerede at stå ansigt til ansigt med hendes gravsten, der er det eneste tilbage af hende. På den anden side, skal man ikke gå i alt for lang tid blandt andres kære, der er døde.

”Jeg kan ikke tro at det er 11 år siden nu” hvisker jeg stille for mig selv og betragter det ukrudt der er begyndt at vokse frem blandt de små hvide sten, der dækker hendes kiste i stedet for græs.

Jeg slipper Nicoles hånd og sætter mig ned på hug for, at fjerne det. Efter nogle minutter ser der igen helt fint ud, som var det ikke for andet end 11 dage siden, at hun var blevet begravet. Kun den lidt slidte gravsten afslører alderen af gravstedet, med de sorte tal der står med fed på den. Roserne placerer jeg foran gravstenen i en stor bunke, med de røde og hvide farver der er blandet tilfældigt sammen. Jeg rejser mig igen op og nærmest falder ind i Nicoles favn og lader tårerne strømme ned af mine kolde kinder.

”Sssh jeg er her, jeg bliver ved din side hele tiden!” beroliger Nicole mig og kysser mig en enkelt gang i toppen af min hovedbund. Igen mumler hun flere beroligende ord til mig og selvom jeg kun lytter med et halvt øre, så giver det mig alligevel en form for indre ro. ”Det hele skal nok gå”

Jeg ved ikke hvor lang tid vi har stået sådan her, men kulden er begyndt at krybe ind under min frakke og jeg kan mærke hvordan mine hår rejser sig på grund af kulden. Jeg slipper grebet om Nicole og bliver mødt af hendes rolige øjne der også fortæller mig, at det hele nok skal gå alt sammen.

Jeg ved det er rigtigt. Livet går videre. Sket er sket. Derfor er det stadig vigtigt at kunne få det hele grædt ud gennem tårer. Få talt alle dine følelser ud, så de ikke ender med at springe inde i hovedet på dig selv. For vi er ikke skabt til at miste, men til at leve. Det er ikke meningen at vi skal miste vores kære. Vi kan ikke rumme det hele selv. Vi skal huske at dele, videre give, ja bare komme ud med alle vores følelser så vi ikke skal bære de kæmpe byrder vi går rundt med på vores egne skuldre. Vi skal deles om vægten, støtte hinanden. Modtage og give. Vi skal være en andre kan stole på, så de også kan give deres tanker til os, ligesom vi gør til dem. Det ved jeg. Derfor ved jeg at Nicole har ret. Det hele skal nok gå. Måske ikke lige nu, men med hjælp fra venner og tid til at have nogle dårlige dage. Ja, så skal det hele nok gå.

Derfor sender jeg et taknemmeligt smil til Nicole og tager fat i hendes hånd igen. Med et sidste kig på gravstedet og de sidste tanker der bliver sendt i mine forældres retning, vender vi os igen væk derfra og går tilbage mod porten ud herfra. Jeg holder godt fat i hende og lydløst glider der flere tårer ned af mine kinder i takt med de svup der lyder fra vores sko i jorden.

Vi får sat os ind i bilen og kører nu hen mod en lille café jeg altid er på efter at have besøgt hende. Den ligger ikke mere end fem minutters kørsel væk, så vi hurtigt derhenne. En lille klokke lyder over os, imens vi går ind ad døren og frem kommer en ældre dame der straks genkender mig. Anna hedder hun.

”Jamen barn dog, kom ind, kom ind!” siger hun hurtigt og kommer med et trøstende smil hen mod mig. Hun giver mig et langt kram og derefter også et til Nicole ”Se, jeg har reserveret et bord til jer henne i hjørnet, så kan i få lidt ro og fred.” smiler hun og peger på bordet hun snakker om. ”Jeg sætter to kopper kaffe over med det samme til jer” lige så hurtigt hun var henne ved os, er hun igen henne bag disken.

Vi går hen mod bordet og sætter os til rette imens vi venter på vores kaffe. ”Jeg elsker den her café!” jeg fokuserer på Nicole der veltilfreds betragter møblerne og de hyggelige billeder på væggen.

”Ja, jeg har endnu ikke mødt en som denne her, nogen steder” smiler jeg og tørrer de sidste salte tårer væk fra mine kinder.

”Her piger” vi fokuserer igen hen på Anna der stiller to kopper kaffe på bordet foran os. ”Vil i have noget kage til?” Spørger hun med et varmet s12mil.

”Ikke lige nu, ellers tak Karen” Svarer jeg, efter at have spurgt Nicole med øjnene. Hun nikker og ligger kærligt sin hånd på min kind, inden hun igen vender sig om for at betjene den kunde der netop lige er trådt herind.

--Sløjfe-- 

En hel dag er gået og vi sidder nu begge med en bøtte Ben and Jerrys, alt for meget sodavand i vores fodende og en stor ske i hånden, imens vi ser Friends i en stor dobbelt seng, på vores hotelværelse. Den bedste kur mod alle former for sorger.

**Tjek it out**

Lyden af min sms tone får mig forvirret til at kigge rundt efter min mobil. Efter nogle forgæves forsøg ved at løfte min dyne minimalt op, for ikke at lade varmen slippe ud, for at tjekke om den var derunder, stopper jeg min søgen.

**Tjek it out**

Igen lyder lyden, men denne gang højere, hvilket får mig endnu engang til at kigge efter den. I mit tredje forsøg ser jeg den lyse længest nede i min fodende. Jeg burde virkelig bevæge min krop ned efter den, men på den anden side ligger jeg virkelig godt lige nu. Dovenskab længe leve. Jeg læner mig endnu engang tilbage, fast besluttet på, at den må ligge der indtil jeg er tvunget til at rejse mig.

Ikke lang tid efter kan jeg mærke en irriterende stikkende smerte i mit underliv, igen sejre min dovenskab og jeg fordyber mig ind i filmen. Der varer dog ikke længe før smerten bliver værre og jeg irriteret kan konstatere at jeg skal tisse. Med et tungt og lang suk løfter jeg dynen op og væk fra min krop, så jeg med sikkerhed får sluppen alt den varme luft ud, rejser jeg mig stiv og langsomt op.

”Hvad skal du?” Hører jeg Nicole spørge undrende bag mig og jeg sukker tungt.

”Tisse” svarer jeg hende kort og sukker endnu engang, som udløser et grin fra Nicole.

Jeg er rekord hurtig ude fra toilettet igen og skynder mig over mod sengen, så mindst muligt af varmen har forladt den. Igen lyder lyden af min mobil og jeg stopper op midt i mine bevægelser. Jeg burde nok tjekke hvem der skriver. Jeg får fundet min mobil frem og smider mig igen ned i sengen, så Nicoles is vælter på maven af hende.

”Heeeeey min is” brokker hun og dasker til mig med sin ske, imens hun rejser sin is op igen.

”Jeg fryser” svarer jeg hende og får hurtigt pakket mig ind i dyne ”Der er jo mega koldt”

”Tøs” mumler hun som svar halvfornærmet og rækker tunge til mig. Hvilket jeg selvfølgelig besvarer.

Igen husker jeg min mobil og får den banet op til mit hoved.

Hey Kris

Jeg ved godt vi ikke er i det samme land lige nu,
men derfor skal du vide at jeg stadig er her hvis
du mangler en til at snakke med, udover Nicole.
Du skriver, ringer, kommer bare..

xx Lou

Jeg kunne ikke lade være med at smile stort over hans sms og jeg ved ikke hvor mange gange jeg læste den, men Nicole skubbede i hvert fald til mig så jeg efter et par blik fokuserede på hende i stedet.

”Hvad sker der?” spørger hun undrende og kigger ned på min mobil. ”Og hvorfor smiler du med tårer i øjnene?”

Jeg skulle lige til at modsige hende om, at jeg havde tårer i øjnene, men lukker igen min mund da jeg mærker nogle glide ned af mine kinder. ”Det er bare” svarer jeg hende, men stoppe mig selv igen da jeg mangler ord. ”Han er bare..” Prøver jeg igen, men giver op og rækker hende mobilen.

Hun tager undrende imod den og begynder med at læse. Jeg kan tydeligt se hvordan hendes ansigtsudtryk ændrer sig fra forvirret til et der sikkert ligner mit. Taknemmeligt og glæde, er hvad mit og nu også hendes ansigt udståler. 

 ”Wow” mumler hun og kigger hen på mig. ”Jeg mangler ord” tiltror hun mig og jeg begynder med at grine.

”Jeg ved hvad du mener!”

”Hold fast hvor var han en nar i starten, men han er så meget kommet efter det! Altså med den her sms oveni, tror jeg virkelig, at du har fundet dig en ven du skal holde fast i!” Udbryder hun med et varmt smil og kigger igen ned på sms’en.

”Tro mig, det gør jeg” nikker jeg hurtigt, imens jeg tager imod min mobil som hun rækker mig.

”Glæder mig til at kunne give ham den største krammer næste gang vi ses” Griner jeg og læser endnu engang sms’en igennem, for derefter at låse min mobil igen. ”Jeg tror jeg ringer til ham senere” smiler jeg

”Jeah. Lad os se filmen færdig og æde os kuglerunde i is!” Udbryder Nicole efterfølgende og rækker sin ske højt op i luften, for derefter at stikke den hårdt ned i isen igen, hvilket får udløst et grin fra mig.

”Hørt, hørt!” Råber jeg og tørrer de sidste salte tårer der mente at de også ville forlade mine øjne som de sidste. Med et taknemmeligt smil og en god fornemmelsen i maven, retter jeg igen mit blik over på tv’et imens en skehuld is er på vej imod min åbne mund.

Selvom jeg kun kan tænke på Louis sms og hvad jeg skal sige i mobilen, prøver jeg stadig at følge med i filmen. Hvilket langt fra lykkedes. 

_________________________________________________________________________________________________________________

Som lovet, her er kapitlet .. Nu mangler der kun et mere og det er jeg allerede halvvejs med ^^
Forhåbentligt er det ude indenfor 14 dage :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...