The Contract

Kristien James er næsten lige blevet færdig med skolen, da hendes agent Kayla kontakter hende med et nyt job. Hun skal fake date Louis Tomlinson fra det nye hotte boyband One Direction. Selv kender hun ikke særlig meget til dem, og hvis hun siger ja til jobbet, vil der være fordele for både hende og dem. Derfor uden yderligere information, takker hun ja til jobbet.
Det er slet ikke som hun havde forventet.

78Likes
120Kommentarer
16424Visninger
AA

22. Cry me a river


*Har et vigtigt spørgsmål til sidst ^^ *

Jeg har absolut ingen idé om hvordan det er blevet den 20 Januar allerede. Det ene øjeblik turnerer jeg glædeligt rundt med alle drengene, derefter stod den på mange lange dage på model jobs og en mindre birolle på en komedie,  - som dog stadig bliver optaget til, jeg er bare færdig med mine scener, da vi fik dem optaget først - så Louis’ fødselsdag, nytårsaften og endnu en turne med drengene som jeg så også er kommet med på. Eller det er i hvert fald planen, men denne gang kun i 3 dage for så ender vi i Danmark og så hopper jeg af bussen og bliver der i nogle dage med Nicole. Ingen Kayla i år, for hun kan ikke få fri. Hvilket mildest talt får mig lidt til, at flippe ud inden i.

”Jorden kalder Kristien?” Griner Zayn imens han vifter en hånd foran mit ansigt gentagende gange.

”Luften kalder Zayn?” Svarer jeg ham tilbage som et meget, meget dårligt comeback.

”Du har sat og stirret ind den væg i snart 4 minutter!” Griner Zayn ”Og både Niall og mig har tjekket væggen, der er ikke nogen plet eller et spejl.” Fortsætter han og får mig straks til, at grine.

”I er mærkeliglige!” Jeg ryster lidt på hovedet af dem, men også så mit hoved vågner lidt. Det er tredje gang indenfor en time, at jeg er faldet i staver. Hvis de bare vidste hvad jeg tænker på, så havde de nok ladet mig være. Men de ved ikke hvad jeg tænker på, så derfor driller de mig. Burde jeg fortælle det?

”Du gør det igen Kristien” Sukker Niall og afbryder mine tanker. Han rejser sig fra sin lænestol og går hen i mod mig. Han stopper op foran mig og jeg følger alle hans bevægelser med øjnene. Han er ude på et eller andet, det er helt sikkert. I en hurtigt bevægelse rækker han sine hænder ud mod mig og skubber mig ned fra min stol.

”Av for en vild hankat i løbetid!” Udbryder jeg chokeret. ”Niall din gris hvad har du gang i?” Spørger jeg nede fra gulvet af og betragter han stå og grine rimelig groft af mig. Møgunge!

”Når nu du har problemer med, at holde dig vågen selv må jeg jo hjælpe dig lidt” Får han ud mellem hans grinende læber.

”Genialt mate” Griner Zayn med og klapper Niall godkendende på hans højre skuldre.

”Forræder” Udbryder jeg fake chokeret. ”Du skulle forstille, at være min bedste ven!” Fortsætter jeg og begynder med, at fake græde.

”Du må indrømme, at hvis det havde været Niall der var faldet i staver 4 gange indenfor en time - havde du gjort det samme” Forsvarer han sig selv og rækker tunge til mig. Desværre er det alt for normalt, at vi rækker tunge til hinanden som to patteunger.

”Hey drenge og Kris, har lige snakket med- Hvad i al verden laver du på gulvet Kris?” Louis afbryder sig selv idet han træder helt ind i rummet og får øje på mig.

”Niall her skubbede mig ned af stolen og Zayn er ond og går på Nialls side - du er min kæreste, så hjælp mig op?” Forklarer jeg som om det er noget af det mest logiske i verden og skuler samtidig ondt til både Niall og Zayn.

”Om præcis en time er vi kærester, men lige nu har jeg fri - få selv din store bagdel op fra gulvet igen.” Griner Louis og smider sig hen i sofaen.

”Hvad er i for nogle mennesker!” Spørger jeg forarget, men modtager bare tre høje grin. ”Møgunger hele bundet, sådan at skubbe en kvinde ned fra en stol.” Mumler jeg brokkende imens jeg får rejst mig selv op, meget elegant.

”Elegant i sine bevægelser som altid” Lyder en hæs stemme fra døren bag mig, som kun kan tilhøre Harry og med det lyse grin som også lyder der omme fra, kan det kun betyde, at Liam og Harry netop er trådt ind i rummet.

”Hvad lavede du nede på gulvet?” Spørger Liam efter hans grinden.

”Hvad man nu laver på et gulv” svarer jeg kort og får igen placeret min mås på stolen. ”Du våger bare på, at skubbe mig ned igen” Fortæller jeg truende Niall og skuler ondt til ham, før Zayn får samme tur. ”Og dig, du er ikke længere min bedsteven!” Mine trusler modtager ikke andet en 5 grin blandet ind i hinanden og adskillige hovedryst. At være kvinde i denne verden. Suk.


”Ja okay, det helt fint så ses vi bare der.” Sukker jeg og kigger mig paranoid om.

Jeg er virkelig ked af det! Svarer Nicole med en trist stemme. Jeg har prøvet, at få rykket aftalen - men jeg er nødt til, at komme til 1 dag senere. Fortæller hun mig for anden gang.

”Det helt fint, drengene er her jo de dage og du kommer jo også den anden sidste dag de er her.” Prøver jeg, at opmuntre hende og mig selv.

Jeg ved det, men jeg ved bare, at det ikke er nok! Så snart du sætter din fod i Danmark er du helt væk, ingen glad Kristien mere, kun en trist Kristien, en meget trist- ”Jeg har fattet det” Afbryder jeg hende grinende. ”Lad os bare sige, at jeg bliver mærkelig på en klam og trist måde i Danmark”

Ikke en klam måde, bare en meget deprimeret måde. Siger hun beroligende, som om det gør det hele meget bedre. Hvilket det ikke gør.

”Kan vi ikke bare sige, at mig og Danmark aldrig bliver venner igen?” Spørger jeg og griner lidt - det en af de værste jokes i mit liv. Tror næsten ikke, at man kan kalde det en joke, så dårlig er den.

Jo, men kan jeg ikke ringe i aften - skal gå nu, min pause er forbi. Spørger hun undskyldende og jeg svarer hende hurtigt med et farvel og så står jeg ellers her alene i gangen, med min mobil i hånden og kigger dumt ud i luften.

”Hvad mener du med; at dig og Danmark aldrig bliver gode venner igen?” Spørger en stemme med fuld af underen bag mig og jeg vender mig forskrækket om. Jeg var så ikke alene på gangen. 

”Hvor meget har du hørt?” Spørger jeg hurtigt Zayn - som åbenbart også befinder sig her i gangen - og undviger, at svare på hans spørgsmål.

”Du nævnte noget med, at vi var her i nogle dage og en eller anden person, eller noget i den stil.” Svarer han med endnu mere underen. ”Men svar nu på mit spørgsmål”

”En meget lang historie, som jeg ikke skal kede dig med - ææh, lad os finde de andre” Svarer jeg hurtigt ud i en lang køre og går hurtigt forbi ham.

I det jeg passerer ham, tager han fat i min skulder ”Lov mig, at du siger det en dag?” Spørger han lavt og kigger mig ind i øjnene.

Jeg synker og fjerner hurtigt mit blik fra hans ned til jorden. ”Jo, jo selvfølgelig”  Prøver jeg, at svare ubekymret, men det kommer mere ud som en nervøs mumlen. Lort.

”Godt” Svarer han kort og giver slip på min skulder igen.

Jeg er hurtigt til, at sætte gang i mine ben og gå hen mod drengenes opholdsrum. Bag mig kan jeg høre nogle skridt så jeg ved, at Zayn er lige bag mig. Jeg sætter tempoet op og braser nærmest ind af døren til drengene.

”Elegant som altid” Griner Niall og de andre tilslutter sig hurtigt.  

”Så Zayn fandt dig?” Spørger Harry.

Idet jeg skal, at svare lyder Zayns stemme bag mig; ”Ja, hun var lige herude” og går forbi mig ind til de andre.

Jeg ved ikke hvorfor, men som jeg står her og betragter drengene der fjoller rundt og griner; Zayn der prøver, at klemme sig ned mellem Louis og Niall i sofaen, Harry der sidder oven på Liam selvom der er to ledige lænestole endnu og Niall og Louis der prøver, at fylde så meget i sofaen som muligt, så Zayn ikke kan være der - imens jeg står her i dørkarmen, gør mig trist. De er altid glade og hvis ikke, har de 200 personer de kan snakke med, som arbejder med dem eller de har hinandens og hver deres familie de kan tale med, de har deres kærester, deres venner og hinanden. Mig, ja jeg har Kayla og jeg har Nicole. Selvom jeg ved, at; Småt er godt så savner jeg, at have en kæmpe omgangskreds, at man altid har en eller flere venner som man kan tale med.

Først da noget vådt og varmt rammer min hånd opdager jeg tårerne der triller lydløst ned af mine kinder. Hurtigt vender jeg mig om, smækker døren op og styrter ud af lokalet. De skal ikke se mig sådan her. Ingen skal se mig sådan her.

”Kris? Kristien!” Råber Louis bag mig, men jeg fortsætter bare med, at løbe hen mod udgangen.

Jeg skal væk og ved lyden af flere løbende skridt bag mig kan jeg konstatere, at det kun kan gå for langsomt.

”Kristien vent nu, tal med os!” Råber Zayn ikke langt bag mig, så jeg sætter automatisk farten endnu mere op.

”Bare lad mig være, jeg skal bare have noget luft” Prøver jeg, at svare dem glad og ubekymret, men det lyder mest som en grådkvalt mus.

En hånd bliver pludselig langt på min skulder og holder mig tilbage med et fast greb. Jeg bliver tvunget til, at stoppe og jeg gemmer straks mit ansigt i mine hænder. Jeg bliver langsomt vendt om og duften af Louis’ parfume flyder mine næsebor.

”Kom her” Siger han omsorgsfuldt og trækker mig ind i et tæt kram.

Jeg mærker hurtigt mine tårekanaler giver helt slip og to vandfald løber ned af mine øjne. Hvorfor sker det her lige nu? Hvorfor kunne jeg ikke bare folde det her inde 4 dage endnu. Jeg er ikke engang i Danmark og jeg tuder allerede - hvor er jeg svag! Et hulk ryger ukontrolleret ud af min mund og Louis strammer sit greb om mig endnu mere.

”Louis jeg går lige ind til drengene og siger, at du tager dig af hende” hvisker Zayn lavmælt til Louis og jeg mærker en lille bevægelse fra Louis, som sikkert nikker.

Lyden af skridt i gangen bliver hurtigt mere og mere utydeligt i takt med, at min gråd bliver tydeligere. Flere hulk forlader min mund og hver gang bliver grebet om mig strammet. Det føleles så trykt, at stå her. Omhyllet af hans parfume, stående i hans stærke arme der ligger beskyttende og tæt om mig, den svage banken fra hans hjerte og lyden af hans lettere forpustede vejrtrækning - er alt sammen med til, at få mig til, at slappe mere af.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi står sådan, men det går op for mig hvad jeg laver. Jeg græder i armene på Louis, jeg har grædt med lyd, med høje hulk. Oh for cupcake! Hurtigt prøver jeg, at komme ud af Louis’ greb og fordi det sikkert kommer som et chok for ham, lykkedes det mig. Hurtigt vender jeg mig væk fra ham og går i et rask tempo væk.  

”Lad nu være Kris” Lyder Louis’ bedende stemme bag mig og jeg stopper automatisk op.

Selv da lyden af hans skridt der går i min retning overtager stilheden i gangen, bliver jeg stående og da han endnu engang lægger sin hånd på min skulder og vender mig om, følger jeg bare med. Først da jeg ser ham ind i øjnene og hans øjne vokser lidt i størrelse af overraskelse over mine sikkert rødsprængte øjne og min mascara der er gledet ned af mine kinder og har efterladt et sort spor fra vandfaldet. Flovt vender jeg mit hoved væk fra ham og ned mod gulvet.

”Vil du ikke godt lade mig går ud og få ordnet mit ansigt.” Spørger jeg hæst og rømmer mig kort.

Intet svar lyder fra Louis og jeg rømmer mig igen, før jeg gentager mig selv, ”Vil du ikke godt lade mig gå ud i bussen!”

Hans grab om min skulder forsvinder og jeg vender mig hurtigt væk fra ham igen, men går i stå ved lyden af hans triste stemme ”Vil du ikke godt lade mig gå med dig, så du ikke er alene?”

Jeg nikker hurtigt, for jeg magter ikke at diskutere lige nu. Side om side går vi mod tour bussen i stilhed. Vi når bussen og hurtigt er jeg forsvundet ind på toilettet. Synet der møder mig forskrækker mig og jeg lader et forskrækket gisp forlade min mund. Nu kan jeg bedre forstå hvorfor Louis’ øjne så så forskrækkede ud. Jeg ser jo pænt sagt hæslig ud.

”Er du okay?” Kommer der hurtigt fra Louis - sikkert på grund af mit gisp.

”Ja” Svarer jeg hurtigt, men selv ved et ord knækker min stemme over.

Jeg finder mit make up fjerner og går i gang med, at fjerne de sorte spor ned af mine kinder. Jeg bliver færdig og kan svagt høre en samtale mellem Zayn, Niall og Louis ude på den anden side af døren. Mine øjne er stadig røde efter, at jeg har grædt så jeg kan ikke gå derud endnu. Jeg stiller mig lidt op af døren for, at kunne lytte med og sætninger som; hun græd, er det min skyld, har hun sagt andet og jeg overhørte en telefonsamtale, bliver sagt og jeg rykker mig væk igen. Det er ikke en samtale jeg har lyst til, at høre. 

”Kris?” Louis’ lave og forsigtige stemme baner sig ind i mit øre og jeg kigger over mod døren.

”Mmh” mumler jeg og kigger igen på mig selv i spejlet.

”Kommer du ikke ud?” Spørger Louis stille, men jeg betragter mit eget spejlbillede. Jeg ligner en lille pige, hvor er jeg ynkelig.

I øjenkrogen kan jeg se døren går langsomt op og ind træder en nervøs Louis. ”Vil du ikke godt snakke med mig?” Spørger han og kigger bedende på mig. Jeg kigger ham direkte ind i øjnene og jeg kan mærke mine øjne er tæt på, at løbe over igen.

”Kan du ikke få mig til, at tænke på noget andet?” Spørger jeg hæst og min stemme knækker over flere gange.

”Tænke på noget andet end hvad?” Spørger han hurtigt og kommer helt hen til mig.

”alt” Svarer jeg så lavt, at jeg er i tvivl om han overhovedet hørte det. Ud fra hans lettere overaskede og undrende ansigtsudtryk hørte han det. 

”kom her” Siger han efter lidt stilhed og trækker mig derefter ind i endnu en tæt omfavnelse. Jeg lader mine arme omfavne ham og jeg tilpasser min vejrtrækning til hans.

Endnu engang mister jeg tidsfornemmelsen i hans omfavnelse og først da han trækker sig lidt væk fra mig for, at kunne kigge ned på mig, kommer jeg til mig selv igen. ”Lad os spille playstation med de andre, vi kan sætte Niall og Zayn mod hinanden i et spil fifa? De er altid underholdende at se på.” Smiler han ned til mig og jeg nikker hurtigt på hovedet.

Stadig med armene om hinanden går vi ud fra toilettet og hen mod stuen i bussen. Vi træder kun lige ind i rummet og så er der otte øjne på mig. Jeg smiler halvhjertet til dem og modtager 4 smil tilbage.

”Zayn, Niall, jer to. Fifa kamp, nu!” Siger Louis og prøver, at lyde sjov. Hvilket mislykkedes.

De gør som han siger og der er ikke gået ret langt tid før, at de i gang med, at diskutere om hvem der synder mest. Jeg sidder mellem Harry og Louis i den store sofa. Louis har en arm om mig og nusser mig beroligende på skulderen. Jeg kan allerede mærke hvordan mit humør bliver bedre af, at se på Niall og Zayn der brokker sig over hinanden, spillerne og i det hele taget spillet. Nu håber jeg bare, at Nicole snart ringer. 

__________________________________________________________________________________________________
Heeeey Peeps så er kapitelet ude og er slet ikke sikker på, hvornår der kommer et nyt ud.. Gymnasiet er syg! ..Eller i hvert fald min matematiklærer er, han giver HELE tiden lektier for og mange... Magter intet lige for tiden, sorry. :/ 
Tror jeg vil skrive lidt når jeg lige får en idé eller har tiden og overskudet til det ^^

Og så til slut, hvis jeg nu laver et spørgeskema der kommer til, at handle om: "hvad i kan lide ved den her historie", "hvad der kan gøres bedre", "hvad vil i gerne have til, at ske" osv. Ville i så svare på det? ^^ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...