WHY????

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2015
  • Status: Igang
Løgn og bedrag... der findes vel ikke noget værre i et parforhold? Eller gør der? Er det ikke næsten værre end bare slemt, når man opdager at løgnene omhandler ens kæreste og en af ens veninder? Blir det så bare ikke lige det værre, end det ville have været hvis det bare havde været en eller anden random person?
I denne fanfic, kan du hører hvordan Benita, tager det at blive snydt og bedraget, af hendes kæreste Bill og en af hendes veninder.

1Likes
0Kommentarer
597Visninger
AA

1. FORHISTORIE!

Tja, lad mig sige det sådan her, jeg ved ikke hvad jeg gjorde den dag, til det Meet and Greet, som jeg havde vundet i Danmark. Jeg ved bare, at jeg trådte ind sammen med min veninde og ventede lidt tid på at drengene skulle komme. Da de endelig kom, stod de først lige og snakkede med noget crew, men så kom de hen til os og jeg hilste stille på dem alle. Jeg fik øjenkontakt med Bill da han stod ved mig og selvom mit hjerte bankede helt vildt hurtigt, mønstrede jeg alligevel at smile et roligt smil inden han gik videre. Jeg vidste så bare ikke lige, at der var sket en helt speciel reaktion inde i ham da jeg havde gjort det. Han opførte sig normalt nok under resten af Meet and Greet og jeg blev helt trist til mode da det var slut og gik ud igen.

Koncerten var overstået også, så det var helt slut og af en eller anden grund, satte jeg mig ned på jorden og begyndte at græde. Jeg havde glædet mig så meget til koncerten og at møde drengene, og nu var det allerede slut. Min veninde skulle med toget hjem og havde sagt farvel og var gået, så jeg sad helt alene, da jeg hørte en dør gå bag mig.

Jeg kiggede forsigtigt og så TH drengene komme ud fra Forum. De var færdige og nu skulle de videre. Jeg snøftede lidt og rejste mig for at gå mod mit hotel. Pludselig hørte jeg skridt bag mig og jeg vendte mig hurtigt om, for at være ved at vælte bagover af forskrækkelse. Bill stod foran mig og kiggede på mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, så jeg vendte bare hovedet væk og tørrede nogen tårer bort. "Du... du er hende, er du ikke?" kom der så og jeg så tilbage på ham. Hende hvem, tænkte jeg og han kom tættere på. "Du er hende der smilede da vi fik øjenkontakt ikke?" Nårh... Jeg tænkte kort og svarede så stille "jo." Han kom helt hen til mig og sagde stille "du græder? Hvorfor? Det smil... det var virkelig noget særligt!" Jeg satte mig tungt ned og hulkede stille "lige siden jeg blev fan, har jeg ventet på det her til at ske! Det er snart tre år siden! Nu er det sket og endda med Meet and Greet til, som var mere end hvad jeg nogensinde havde turde håbe på og nu er det hele bare slut. Bare sådan! Jeg forstår ikke hvordan det kan gå så stærkt! Når ventetiden føles som evigheder!" 

Han satte sig stille ned ved mig og mumlede "er det virkelig din allerførste koncert? Hvad hedder du egentlig?" Jeg nikkede svagt og sagde "ja, for du blev jo syg sidst. Ikke at jeg bebrejder dig for det, for det kunne du jo ikke gøre for, men der kom aldrig nogen erstatningskoncert, så ventetiden blev forlænget. Benita." Han tænkte lidt og sagde så stille "det behøver ikke være slut! Hvor gammel er du?" "behøver ikke? Hvad kan jeg gøre for, at det ikke er slut idag? Jeg har ikke råd til at rejse til udlandet plus billet til koncerten. Jeg er 19." mumlede jeg og han rykkede en smule tættere på mig. "Du kan komme med mig? Med os, mener jeg. Ellers ved jeg jo også at jeg ikke skal se dit smil igen!" Hvad var der med det smil? Hvad havde jeg gjort ved ham? "Med jer? Men..." Han standsede mig og hviskede "please? For min skyld?" "for din skyld? Jamen.... undskyld mig, men vil du lige fortælle mig hvad jeg har gjort ved dig? Jeg smilede bare fordi jeg var glad derinde men... du gør mig ret lost nu?" mumlede jeg og han tog stille fat i min hånd.

Jeg var glad for at der var mørkt der, hvor vi sad. "Du har godt hørt, at jeg tror på kærlighed ved første blik, ikke?" Jeg så lidt ind i hans øjne og sagde så stille "mener du at... der inde... da jeg... da vi?" "da vi fik øjenkontakt og du smilede. Ja! Det mener jeg!" OMG! Hold da op. Han holdt mit blik fast i lang tid indtil jeg afbrød kontakten og sagde "så... hvis jeg tager med nu? Hvilken betydning har det så?" Han aede mig stille over kinden og hviskede "at du er min kæreste!" Han rykkede sig hen til mig og efter lidt tid, kyssede han mig blidt. 

Jeg rejste mig bagefter og sagde "jeg tager med dig! Og nej, jeg gør det ikke for at kunne blære mig overfor alle og enhver! Jeg vil faktisk helst at der bliver holdt kæft med det her, i så lang tid som muligt! Jeg gør det, fordi jeg føler det! Dit navn, det at du er i TH, har intet med min beslutning af gøre. Det er hvad mit hjerte føler! Men mine ting er på et hotel her i byen." Han smilede stille og sagde "bare rolig. Dem henter vi på veje. Bare du siger hvor det er." Han rakte sin hånd imod mig og jeg tog stille fat, og gik med ham hen i den bus som han fortalte han, Tom og to af deres hunde var i. Fra den dag af, var mig og Bill sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...