⎜The Unexpected Journey Through Life⎜2⎜Pause

Du starter med at være i sommerhus med din bedsteven Mason og bedsteveninde Lily. Som har deres kæreste Sophie og flirt Andreas med. Du har også den her helt speciele dreng med, som du mødte på den "The Unexpected Journey" tidligere i dit liv. Du har måske lidt følelser for denne dreng, men ved det ikke helt endnu, men han har helt klart følelser for dig, lad os se hvad denne rejse i sommerhuset gør ved jeres forhold, om det bliver godt eller skidt, ja, det må du hellere læse..

40Likes
13Kommentarer
4007Visninger
AA

4. Hvem jeg er, kan du slet ikke huske mig?

 

*På hospitalet - klokken 20:00*

*Justin's synsvinkel*

 

Du vågner stille op, i et virkelig lyst rum. Lyset er virkelig skarpt, så du kan ikke se noget i starten, men dine øjne vender sig hurtigt til det og du ser du er inde i et hvidt rum og ligger i en seng. Der er ret mange mennesker inde i rummet ved dig, men du genkender ingen. "Han er vågen" er der en der råber, til nogen der står lidt væk. Dr. Soya læser du på hans hvide hospitalskittel, han må være læge tænker du. Så du er på et hospital, men hvorfor. Der kommer en virkelig smuk pige løbende hen mod dig, og tager dig i hånden. Du kan ikke rigtig sige noget eller bevæge dig, det eneste du kan er at se, føle og lugte. Så du kan sagtens mærke hun holder dig i hånden.

"Justin, kan du høre mig?" spørger hun mens hendes øjne bliver helt blanke, som om hun skulle til at græde. Du prøver at svare men du kan ikke, og hvem er denne Justin, tænker du.

"Justin, Please! Svar mig, jeg ber dig" siger hun bedende, mens en tårer triller ned af hendes kind.

"Justin Please!" siger hun mens en masse tårer triller ned af hendes kind, og sætter sig i hospitalssengen du ligger i.

"Mig og Dr. Soya går vi har andre patienter, hvis i har problmer trykker i bare på knappen der, så kommer vi straks" siger en dame, der godt kunne minde om en sygeplejeske, pigen nikker og lægger sit hovede på din brystkasse og græder.

"Please Justin bare sig et eller andet?" snøfter hun stille. Hvorfor bliver hun ved med at kalde efter den her Justin, han er her jo ikke. Du prøver virkelig at få nogen ord ud, men det som om de ikke rigtig gider komme ud. 

Til sidst fordi mumlet en smule, men hun reagere åbenbart på det.

"Venner, han sagde noget" siger hun lidt glad, men tårerne er det stadig.

"Hvad sagde du?" spørger hun mens hun kigger dig dybt i øjnene.

"Hvem er Justin?" mumler du, men alligevel højt nok så de kan høre det.

"Du Justin" siger hun forvirret.

"Nej, jeg er ikke Justin?" siger du forvirret, hun kigger undrende på dig, også hen på sine venner.

"Hvem er du?" spørger du, hun kigger lidt såret på dig.

"Hvem jeg er, kan du slet ikke huske mig?" spørger hun mens hun prøver at tørre tårerne væk, men de bliver bare til flere. Du ryster stille på hovedet, hun trykker på den der knap sygeplejersken snakkede om før og kigger så igen på dig. Hun aer stille din kind.

"Jeg er Ariana, noget der ringer?" spørger hun snøftende, du tænker lidt, Ariana, hvem er Ariana. Du rystet usikkert på hovedet, for du vil jo ikke gøre hende ked af det igen. Dr. Soya kommer ind igen.

"Hvad er der?" spørger han, hende pigen eller Ariana, som hun jo hed, kigger hen på ham.

"Han kan ikke huske mig eller hans navn" snøfter hun.

"Må jeg lige snakke med jer ude på gangen, var faktisk også på vej for at snakke med jer" siger han og peger mod døren. Ariana rejser sig op og går med de andre ud sammen med Dr. Soya. Du prøver at tænke lidt, for du vil jo gerne kunne huske noget, men dit hovede er helt tomt. 

~

*Ariana's synsvinkel*

 

I sidder i nogen stole ude på hospitalsgangen mens Dr Soya står foran jer.

"Vi har fået vores resultater tilbage fra vores prøver af Justin, han lider desværre at en midlertidig hukommelsestab, og vi ved ikke hvornår den går over" siger Dr. Soya stille.

"Midlertidig hukommelsestab" siger du med hævede øjenbryn, og begynder at græde igen.

"Rolig Ari, han skal nok få sin hukommelse tilbage, vi må bare være tålmodige okay" trøster Mason dig og holder om dig. Du tørre stille din tårer væk.

"Jeg tager lige noget luft, så kommer jeg tilbage igen" siger du og rejser dig op, og går ud.

Du sætter dig ned på nogen af trapperne, og prøver at slappe helt af, før du går ind til Justin igen. Han så heller ikke for godt ud, han havde forbinding rundt om hovedet, og hans læbe var hævet, og han havde forstuet sit ene håndled. Efter du har siddet i ca 10 minutter, går du ind igen til Justin. Du er lige kommet til hans hospitalsværelse, du tager en dyb indåndning og åbner så døren. Justin sidder og snakker med Mason, så du går bare ind og stiller dig bag Mason.

"Jeg har fundet ud af jeg hedder Justin" siger Justin til dig, du bliver helt glad.

"Hej Justin" siger du og rækker ham hånden.

"Hej" siger han igen.

"Har også fundet ud af at, han hedder Mason, hun hedder Sophie, også der Lily og Andreas" siger han og peger på de forskellige.

"Men hvordan kan jeg være venner med jer, når i er så gamle?" spørger han, du kigger undrende på ham.

"Hvad mener du?" spørger du med et løftet øjenbryn.

"Jeg er 13 og Mason sagde i var 18 og 17?" svarer han med et smil, du kigger først undrende på ham, også på Mason.

"Mener han det der helt seriøst" hvisker du til Mason.

"Han har jo hukommelsestab, så han kan ikke gøre for det" hvisker Mason igen, du stiller dig helt hen til Justin's seng.

"Hvad kan du mere huske?" spørger du mens du prøver at holde dine tårer tilbage.

"Kan huske min familie, og venner, men kan stadig ikke huske jer?" siger han lidt trist.

"Det gør ikke noget, det ikke din skyld" siger du stille og tager ham i hånden.

"Jeg føler du holder noget tilbage" siger Justin lidt undrende og kigger på dig.

"Det ikke noget du skal bekymre dig om" siger du med et falsk smil, for du tænker på noget, men eftersom han ikke kan huske dig er det ligemeget. 

"Vi går lige ned og får noget at spise, så kan i lige snakke" siger Sophie, og går ud med de andre. Du sætter dig igen i Justins seng, mens du holder ham i hånden.

"Der er noget du skjuler, kan mærke det på den måde du hele tiden holder mig i hånden på" siger han.

"Dr. Soya sagde du helst selv skulle huske tingene, da jeg var på vej herhen, så du finder sikkert ud af det på et tidspunkt" siger du stille og kigger bare på jeres hænder.

"Må jeg ikke ligge mig, er ret træt" spørger du stille.

"Øhm.. Jo, det må du vel, eller vent, jeg er jo kun 13" siger han stille.

"Jeg skal jo bare sove"

"Okay.. så bare læg dig" svarer han og rykker lidt til den anden side, så du kan ligge dig ned. Du lægger dig ned, og helt automatisk, putter du dig ind til Justin. 

"Er jeg den eneste der får en varm følelse i maven, når du rør mig?" spørger Justin pludselig, efter i har ligget i noget tid, og du var ved at falde i søvn. Du kigger træt op på ham, og ryster stille på hovedet, og ligger stille dit hovede på hans brystkasse og din hånd på hans mave.

"Jeg elsker virkelig den følelse jeg har i mave lige nu, men jeg er kun 13 og du 17" hvisker Justin stille, du sukker bare og ignorer ham, for du havde det lige så dejligt. Justin løfter stille din arm væk fra hans mave, og ligger den ned af siden på dig, og smiler skævt til dig, da du kigger undrende på ham.

"Undskyld, men det følelses mærkeligt når vi vores aldre er så forskellige"

"Der er sikkert også nogen år mellem dine forældre" hvisker du irriteret, fordi du er så træt og bare vil sove sammen med Justin.

"Må jeg ikke bare sove med min arm her, jeg ved noget du ikke ved, og kan ikke fortælle dig grunden til jeg vil ligge sådan, men kan fortælle at jeg føler mig tryg ved det, så please lad mig nu bare sove sådan" siger du opgivende, fordi du er så træt.

"Jamen ..." du afbryder ham hurtigt.

"Please, jeg er så træt, og jeg skal nok lade vær at kys dig, eller noget, jeg vil bare gerne sove" siger du opgivende igen. 

"Okay så" siger han til sidst opgivende.

"Tak" siger du ironisk og lægger din hånd på hans mave igen og putter dig op af ham. 

Du er lige ved at falde i søvn, da Justin igen vækker dig ved at stille et spørgsmål.

"Har tænkt lidt, jeg ved jeg er 13, og måske lyder det her forkert, men jeg har virkelig lyst til at kysse dig" hvisker han med en smule mumlen.

"Jaja" svarer du bare, fordi du bare gerne vil sove.

"Må jeg godt kysse dig?" spørger han.

"Mmm.." mumler du bare. Justin tager stille fat i din kæbe og vipper den op mod hans og læner sig ned mod dine læber og kysser dig stille.

"Avv" mumler han, fordi hans læbe jo er lidt hævet, men kysser dig bare videre.

Du griner lidt i kysset, du ikke med til at starte med, på grund af trætheden, men da han prøver at udvikle kysset, bliver du lidt overrasket så du åbner munden, og han udvikler det hurtigt, du kysser med den her gang, fordi du har savnet at kysse ham. Han bryder stille kysset.

"Tænk jeg har kysset en på 17" mumler han mod dine læber, du griner bare og kysser ham kort igen.

"Jeg elsker dig Justin" hvisker du.

"Jeg elsker også dig Ariana" hvisker han og kysser dig. Du falder i søvn lidt efter, på Justins brystkasse, og hånden på hans mave, mens Justin bare ligger og kigger op i loftet. 

~

*Justin's synsvinkel*

 

Da hun sagde hun elskede mig, vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men for ikke at sårer hende sagde jeg bare jeg også elskede hende, havde bare en følelse af at det bare skulle siges. Men det bedste var da jeg mærkede hendes læber mod mine, havde følt den følelse før, men hvor ved jeg ikke, havde det som om jeg havde kysset hende før, men det kan ikke være rigtigt, for hun var jo ukendt for mig, eller var hun. Tænkt Justin, tænk. Hvor jeg har set hende før, må havde mødt hende før, for hvordan kunne jeg føle den mærkelig følelse da hun holdte mig i hånden, og lå op af mig og da vi kyssede, Justin tænk nu. Vent hvad, jeg kan huske noget, et fly, en sød sovende pige, et hotel, Ryan og Chaz. Godt Justin, tænk i flere detaljer. 

 

"..Hun stoppede pludselig op da jeg begyndte at grine, hun fik et kæmpe chok og skreg. Slukkede hurtigt tv'et og kiggede på mig.

"Hvad laver du her?" spurgte hun med hævede øjenbryn.

"Jeg har købt den her suite, nr 69 på 6 etage" sagde jeg og kiggede spørgende på hende.

"Det har jeg også" sagde hun og kiggede underligt på mig.

"Tror de har lavet en fejl så, men det da hyggeligt at havde en bofælle" grinte jeg, mens jeg stilte mine kufferter.

"Nej, jeg bor her, du må gå ned og finde et andet værelse, hvad med dine venner, kan du ikke bo der?" spurgte hun, jeg rystede på hovedet.

"Hvorfor må jeg ikke bo her, troede vi havde en god kemi og du kan umuligt bo her helt alene, hvad hvis der skete dig noget?"

"Hvad skulle der ske?"

"Der kunne komme en tyv, en voldtægtsmand, en seriemorder man ved aldrig" sagde jeg meget overbesvisende.

"Jamen, der er kun 1 seng"

"Vi kan da bare dele" sagde jeg og smilte frækt til hende, hun rystede på hovedet.

"Nej, du må sove på sofaen, jeg har kun kendt dig i få timer" sagde hun.

"Så jeg må gerne blive her?" spurgte jeg glad.

"Det må du vel" sagde hun og himlede med øjnene. Jeg blev rigtig glad, gik hen, løftede hende op og svingede rundt med hende.

"Justin mit håndklæde, det falder snart af" skreg hun.

"Så bliver jeg ved" grinte jeg flabet.

"Justin NEJ!" skreg hun panisk,  jeg satte hende stille ned igen og grinte."

 

Du husker hende pludselig, Ariana, min Ariana. Flere minder dukker op i din hjerne, mange flere fra flyet, fra hotellet, poolen på taget, de 3 kys der blev afbrudt, det ved frihedsgudinden, Ariana der fortalte om hendes mor og far, flere tusinde minder dukker op i din hjerne, som små film der bare køre. Til du til sidst får den vildteste hovedpine. Du sætter dig hurtigt op og tager dig til hovedet. Uden at tænke på Ariana jo lå på din brystkasse og sov. Du jamrer end del, og det samme med Ariana, fordi hun røg ned på gulvet.

"Justin hvad laver du?" spørger hun og tager sig til sin skulder.

"Mit hovede" jamrer du, mens du stadig holder om dit hovede.

"Gør det meget ondt" spørger hun.

"Mmm, det gør virkelig ondt" siger du stille, for snakker du får højt, gør det bare endnu mere ondt, som om nogen slår dig i hovedet med 1.000 søm. Hun trykker en masse gange på hjælp knappen, og sætter sig op i sengen og holder om dig.

"Vil du havde noget vand?" spørger hun, du ryster stille på hovedet.

"Vil gerne havde smerten væk" jamrer du ret højt, fordi smerten lige pludselig blev fordoblet.

"Justin kan ikke lide at se, du har så ondt" siger hun stille, mens hun aer din arm og trækker dig tættere på hende.

~

*Ariana's synsvinkel*

 

"Hvad sker der, hvorfor trykkede i så mange gange på hjælp?" spørger Dr. Soya, der lige er kommet ind af døren.

"Jeg ved ikke hvad der skete, men han har rigtig ondt i hovedet, og det bliver bare værre og værre" siger du bekymret.

"Fra en skala fra et til-" Justin afbryder ham hurtigt.

"1 million" råber han fordi hovedpinen sikkert blev endnu værre end før.

"Okay, vi må havde dig ind på intensiv lige nu" siger Dr. Soya og trykker på en anden knap, så der kommer en masse mennesker løbende, du hopper hurtigt ned fra sengen, og ser dem køre Justin ud af rummet. Du står bare alene tilbage i rummet, helt frosset fordi du er så bange for hvad der nu skal ske med Justin. Mason kommer løbende ind til dig.

"Hvad skete der?" spørger han, du står stadig helt frosset midt i rummet.

"Ari er du okay?" spørger han.

"Ari nu ikke også dig, please svar mig" siger Mason og rusker lidt i dig.

"H-h-han øhm ... ondt i hovedet og Dr. Soya, hentede ham også.. også.. jeg er bange Mase" får du til sidst mumlet ud, fordi du slet ikke ved hvad du skal sige, fordi du er fuldstændig i chok, og du bryder totalt sammen lidt efter. Og som den bedsteven Mason er holder han om dig og siger en masse opmuntrende ord, så du får det lidt bedre, men alligevel tænker du stadig på Justin. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...