Flying Girl | 1D

En sørgelig oplevelse lurer i Abigails baghoved. En bilulykke der endte ud i hendes mors død. Endnu værre end det er hendes forældre skilt og hun kender ikke hendes far og dermed bliver hun forældreløs. Derimod har hun heldigvis et tæt forhold til sin verdens berømte onkel, Simon Cowell, som skabte One Direction. Simon tilbyder Abi job som drengenes stewardesse og dermed kommer hun helt tæt på de fem unge fyre. Dog har de svært ved at komme ind på hende, da oplevelsen med hendes mor trækker ned i hendes humør. Men lykkedes det drengene alligevel, og måske går det bedre for en af drengene end for de andre. Men åbner hun sig nogenside op? Kommer hun overhovedet videre? For hvad sker der egentlig når en teenage pige pludselig bliver genkendt af alle på gaden, og når hun mister sit privatliv? Hvad sker der med... Abigail? | TJEK TRAILEREN

Giv lige historien et like, hvis den lyder som noget for dig :D

339Likes
379Kommentarer
46237Visninger
AA

5. Part 3.

Abigails synsvinkel:

Vi var ankommet til hotellet og det virkede lidt som om, at alle var rigtig trætte.

Det kan jeg sådan set godt forstå.

Jeg var også.

Vi stod i receptionen og ventede.

Hvad vi ventede på, havde jeg faktisk ingen idé om.

Men vi ventede i hvert fald.

På noget.

Der havde ikke været langt fra lufthavnen til hotellet.

En times tid. Og Simon og jeg havde kørt i en bil for os selv. Bare os to. Ikke at der er noget specielt spændende over det. Vi snakkede ikke. Jeg tror faktisk, at han kunne mærke på mig, at jeg bare havde brug for ro.

Simon var det eneste menneske der kendte mig rigtigt.

Selvom vi altid havde boet langt væk fra hinanden, havde det altid være ham jeg ringede til, hvis jeg var ked af det og havde brug for at snakke. Og han havde altid været der for mig. Også selvom han havde gang i noget vigtigt, kunne han godt klemme en samtale med mig ind i hans planer.

Han havde altid kun været et opkald væk, men nu var han endnu tættere på, og det gjorde mig tryg.

Jeg havde også savnet ham. Det var længe siden jeg havde set ham. Nogle måneder i hvert fald. Så det var på en måde rart, at noget tvang mig til at skulle bo med ham.

Nu må I ikke misforstå mig. Min mor betød alt for mig. Og jeg ville bogstaveligtalt gøre alt for at få hende tilbage igen.

Komme tilbage til England.

Tilbage til min skole.

Tilbage til mine veninder og det virkelige liv.

Men nej, jeg måtte så hvidt muligt bare prøve at glemme min fortid og fokusere på det spændende liv, som Simon ville kunne give mig.

"Vi har desværre ikke flere topersoners værelse." Hotelmandens undskyldende stemme rev mig ud af mine tanker. Og jeg kiggede over på Simon, der lige havde drejet hovedet til mig.

"Abi er det okay, hvis du får et værelse for dig selv tæt på mit? Der er ikke flere topersoners.." Mumlede han og kiggede undskyldende på mig.

Jeg nikkede kort.

Simon kiggede tilbage på hotelmanden og sagde: "Har du to enmandsværelser ved siden af hinanden?" 

Manden rodede rundt med musen til computere for at tjekke om det var der.

"Desværre, jeg har nogle der ligger et værelse væk fra hinanden, hvis det er okay."  

Simon kiggede over på mig og jeg nikkede svagt.

De andre drenge havde fået deres nøgler, og smuttet på værelserne.

Manden fangede Simons og mine signaler og begyndte at rode rundt i en skuffe efter vores nøgler. Inden længe lagde han to nøgler på bordet og smilede stort.

"Etage 4, ligesom de andre drenge,  og værelse 345 og 349"

Vi tog i mod nøglerne og gik hen mod elevatoren. Vi skulle ikke en gang tænke på at tage vores egne kufferter.

Nej nej. Her på dette hotel havde man da folk til det.

Selvfølgelig.

Ja.

Elevatoren åbnede og drengen ved navn Niall kom styrtende ud.

"Hey Niall, hvor skal du hen?" Spurgte Simon og kiggede mærkeligt efter ham.

"Jeg er herre sulten." Mumlede han og gik videre.

"Niall, der er mad på værelserne, dit fjols." Udbrød Simon og slog sig selv i panden med sin hånd.

"Nårh... ja.. Det vidste jeg da godt." Forsvarede Niall sig selv og fortsatte: "Jeg ville også bare se hvor i blev af." 

"Ja ja, sikkert. Hop nu med ind." Mumlede Simon og gik ind i elevatoren.

Niall begyndte at hoppe hen mod os, og det gik virkelig langsomt.

"Jeg mente det ikke bogstaveligt, kom nu og lidt tjep på" 

Inde i elevatoren stod Niall og jeg ved siden af hinanden bag Simon.

"Bare rolig, han er ikke altid så sur" Hviskede Niall og prikkede mig i siden.

"Nej, det ved jeg godt" Sagde jeg fraværende og holde mit blik på Simons ryg.

"Kender du ham godt?" Hviskede Niall igen.

"Han er min onkel" Mumlede jeg endnu mere fraværende. Kunne den dreng seriøst ikke holde mund?

"Din onkel?" Udbrød han lavt og virkede en smule overrasket.

"Mm" Mumlede jeg bare i det samme med at elevatoren sagde klik. Jeg begyndte at gå ud uden at stænke blik andet end Simons ryg.

Jeg var træt, jeg ville sove.

Vi fandt de rigtige værelser og jeg tog bare hurtigt mit nattøj på, så jeg kunne komme i seng.

Sengen var dejlig blød og dynen var allerede min bedste ven. Der gik ikke længe, inden jeg faldt i søvn.

 

Alarmerne i flyveren begyndte at hyle. Og luften var dårlig. Alt lyset i flyveren slukkede. Tegn til, at vi skulle styrte ned. Vi var over vand. Jeg skyndte at få min sikkerhedsvest på, så jeg ikke druknede. "Simon, Simon få en sikkerhedsvest på" Råbte jeg. Men Simon havde travlt med at få styr på drengene. Min puls var høj, og svedet dryppede af min pande. Med et kæmpe plask landede flyveren på vandet og nødudgangene åbnede. Jeg kunne ikke finde Simon nogle steder. Jeg svømmede desperat rundt i det kolde vand og ledte efter ham. Men der var ingen spor. "SIMON" Skreg jeg højt og tårrene begyndte at sætte sine spor ned af mine kinder. "Hvor er du?" 

Jeg vågnede med et sæt.

Det var en drøm.

Min pande var svedig og mine hænder var klamme.

Jeg havde tydeligvis svedt rigtig meget.

Min vejrtrækning var ikke til at styre. 

Men jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm.

Kun en drøm.

Jeg kiggede over på uret.

Klokken var kun halv 2 om natten.

Med søvnige bevægelser rejste jeg mig op og begyndte at gå mod døren.

Jeg måtte tjekke at han var okay.

Jeg huskede hans værelses nummer.

349.

Jeg gik til venstre og så dør nummer 347.

Det var den rette vej.

Jeg bankede på døren ind til Simon mange gange.

Tårrene løb stadig ned af mine kinder.

Døren åbnede langsom og en træt Simon kom til syne. Jeg sprang ind i hans arme og holde godt fast om ham. Han var i live. Han var lige her.

"Hvad sker der?" Spurgte han bekymret og aede mig på ryggen.

"Jeg drømte.... drømte du var død... og... og... og jeg blev nød til at tjekke at du... stadig...var i... i.. i live..." Stammede jeg og knugede mig ind til ham.

"Årh. Kom herind og sov." Tilbød han og trak sig fra mig.

Jeg gik efter ham ind på værelset der lignede rigtig meget mit.

"Jeg sover i sofaen og så tager du sengen" Forslog han og smilede oprigtigt.

Jeg gengældte smilet og lagde mig ned i sengen og puttede mig under dynen.

Nu var jeg tryg.

Og ja. Grin I bare. 18 år gammel og græder ved en drøm om at ens onkel dør. Men prøv i bare at miste jeres mor. Så skal i nok også få lidt angst for at miste flere personer, som i holder af.

Det er ikke rart, nej.

Det er praktistalt forfærdeligt, ja.

Men egentlig var jeg træt og ville gerne sove. Jeg prøvede at få hundrede procent styr på min vejr trækning. Stille, og rolig.

Mine muskler slappede af.

Mit hjerte bankede roligt.

Min puls var stille.

Jeg var tryg. 

Jeg havde det rart her.

Jeg faldt i søvn.

 

 

A/N: 

Halloooo! 

Så var der nyt kapitel fra os, og er det ikke bare skønt?? :D 

Jeg synes i hvert fald emiliahoejrup har skrevet et dejligt, dejligt, dejligt kapitel <3 

Hun er søøøød <3 

Og vi har begge fået koncertbilletter til One Direction!!!!!! 

Vi sad og skrev sammen, da salget var igang, og jeg fik heldigvis hurtigt mine billetter! 

Skal forresten stå i Afsnit X den 16. FUCK jeg glæder mig!!!!! 

Men jeg hjalp emiliahoejrup med at få billetterne, fordi hun er så sød, og jeg stadig havde adgang til siden <3 

Forresten kommer der måske lige til at gå et lille bitte stykke tid inden emiliahoejrup skriver et nyt kapitel. 

Jeg (Yummyumum) lægger mit Louis-kapitel ud så snart som muligt, men da hun har en tysker boende, kan hun ikke skrive i denne uge.. 

Så der går liiiige et lille stykke tid, før et nyt Abigail-kapitel kommer ud :) 

GIV LIGE DEN HER HISTORIE ET LIKE! Fordi når du i forvejen har den på favorit, kan vi jo ligeså godt også lige give den et like, ikke? :D 

FORRESTEN! TUSIND MILLIONER GANGE TAK FOR OVER 100 FAVORITLISTER! 

Vi har været fuldstændigt målløse over hvor hurtigt det er gået! Wauw! 

Tusind tak! 

Vi elsker jer <3 

Håber endnu engang, I nød kapitlet. For jeg synes det var ekstraordinært fantastisk <3 

Elsker jer alle! 

Knusser og kram

emiliahoejrup og Yummyumum 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...