Flying Girl | 1D

En sørgelig oplevelse lurer i Abigails baghoved. En bilulykke der endte ud i hendes mors død. Endnu værre end det er hendes forældre skilt og hun kender ikke hendes far og dermed bliver hun forældreløs. Derimod har hun heldigvis et tæt forhold til sin verdens berømte onkel, Simon Cowell, som skabte One Direction. Simon tilbyder Abi job som drengenes stewardesse og dermed kommer hun helt tæt på de fem unge fyre. Dog har de svært ved at komme ind på hende, da oplevelsen med hendes mor trækker ned i hendes humør. Men lykkedes det drengene alligevel, og måske går det bedre for en af drengene end for de andre. Men åbner hun sig nogenside op? Kommer hun overhovedet videre? For hvad sker der egentlig når en teenage pige pludselig bliver genkendt af alle på gaden, og når hun mister sit privatliv? Hvad sker der med... Abigail? | TJEK TRAILEREN

Giv lige historien et like, hvis den lyder som noget for dig :D

339Likes
379Kommentarer
46938Visninger
AA

3. Part 1.

Abigails synsvinkel:

Det var ikke til at fatte alt det der var sket. Det var bare nogle få uger siden men det føltes, som var det igår. Tiden var gået så hurtig, og alligevel så langsom. 

Jeg følte mig ked af det hele tiden. Jeg spiste ikke rigtig, sov ikke og ville ikke rigtig være sammen med nogle. Egentlig, følte jeg mig bare meget indelukket. Og jeg hadede det. Jeg hadede virkelig at være så asocial. Det lignede mig slet ikke.

Normalt var jeg altid virkelig social. Sammen med venner og veninder og til fest hver weekend. Men jeg havde ikke gjort andet end hvad min onkel havde bedt mig om siden ulykken.

Billederne var stadig i mit hoved og jeg tror virkelig, at de ville være der for evigt. 

Blodet der løb ned af min mors pande. Den smadrede bilrude og den bulede bil. Det havde været forfærdeligt. Forfærdeligt at se min mor... død.

Hvorfor også mig? 18 år gammel og forældreløs.

Egentlig var mit største ønske, at kende min far. Men jeg var bange, bange for at han ikke kunne lide mig, og bange for at han var psykopat eller noget, siden min mor ikke lod mig have kontakt til ham. 

Luften i flyveren var mærkelig. Jeg havde faktisk aldrig været ude at flyve før, så jeg glædede mig til at prøve det. Jeg befandt mig lige nu i personalerummet i flyveren som var ved at gøre klar til at lette.

I dag var første gang jeg skulle prøve at være stewardesse for drengene, og jeg ved ikke rigtig om jeg glædede mig eller ej. 

Jeg havde ikke rigtig set drengene endnu. 

Selvom det allerede var fire uger siden... ulykken, havde jeg ikke set dem sådan rigtig i virkeligheden.

Jeg vidste godt hvem de var selvfølgelig, de var populære i hele England og resten af verden så selvfølgelig viste jeg hvem de var og hvordan de så ud. Dermed havde jeg heller aldrig ønsket at skulle møde dem, for hvis der så blev taget billeder i mens, ville jeg komme i medierne og det havde jeg aldrig ønsket.

Dog havde jeg da være med Simon til nogle møder, hvor drengene også var til stede, men jeg havde bare været i mine egne tanker, og i min egen verden. 

I dag havde jeg besluttet mig for, at jeg ville se dem. Være en god stewardesse og prøve at være smilende og glad.

"Vi skal snart lette, Abi, så spænd din sele" Simons stemme afbrød mine evige tanker. 

Jeg kiggede kort over på ham, for at sikre mig, at han var ok.

Det var lidt en vane jeg havde fået. Jeg skulle altid tjekke at han havde det godt.

Jeg smilede skævt og vist nok også lidt falsk, inden jeg trak min sele hen over mig og spændte den fast.

Jeg var spændt og sommerfuglene fløj rundt i min mave. Tænk engang, 18 år gammel og nervøs for at skulle flyve. Min mor og jeg havde aldrig været typerne der rejste meget, så det var noget af en drejning, mit liv skulle tage.

Flyveren begyndte at trille lige så stille, og inden jeg vidste af det, kørte den bare sindsygt hurtigt. Hjulene slap jorden og det kildede i maven. 

Det var faktisk sjovt. 

Haha.

Men... det var ikke nok til, at gøre mig oprigtig glad.

Det blev bare ved, og ved med at gå op ad, og jo længere vi kom op, jo mere kildede det i maven. Inden længe kom vi op i flyvehøjde, og vi måtte løsne sikkerhedsselerne.

"Abi, går du ud og spørger drengene, om der er noget de mangler?" Udbrød Simon og gav mig et kort i hånden med en oversigt over, hvad de kunne få.

Jeg nikkede bare og tog i mod kortet.

Roligt rejste jeg mig op og gik hen mod døren. Jeg skubbede den til side og gik ud. Allerede nu kunne jeg begynde at høre stemmer og grin. 

Jeg skulle kun i gennem sådan et gardin-lignende forhæng, inden jeg skulle se dem.

Med langsomme skridt gik jeg hen mod gardinet, og trak det stille fra.

Fem blikke mødte mig med det samme.

Fem drengeblikke.

Det føltes ubehageligt.

Meget ubehageligt.

"M.. Mangler I noget?" Fik jeg sagt og gav en dreng med sort hår kortet.

Straks rev en blond dreng kortet ud af hånden på ham, kiggede kort på det og sagde så: "Jeg vil gerne have en kødsandwich, lidt pasta pesto, et eller andet med kylling, chokoladebrownie og en kop te." 

Jeg kæmpede en hel kamp med at følge med til at skrive det hele ned på det lille papir jeg havde. 

"Skal I ikke have noget?" Spurgte den blonde dreng og henviste sig til de andre drenge.

"Jeg vil gerne bare have en kop engelsk te med mælk og sukker." Sagde en dreng iklædt en stribet trøje. Han smilede kort, da jeg lod ham få øjenkontakt med mig.

"Kan jeg bare få en flaske vand?" Spurgte en dreng med krøller. Og jeg tror vist nok han hed noget i stil med Henry eller sådan noget? I don't know. Men jeg havde bare hørt en del om en dreng med krøller.

"E.. ellers andet?" Mumlede jeg og kiggede op fra papiret.

"Ja, jeg kunne godt tænke mig at vide dit navn." Sagde den stribede dreng og smilede.

"Abigail." Sagde jeg kort og sendte et tomt, skævt smil ud i rummet. "Og jer?" 

Mit blik var tomt og ligegyldigt mens jeg sagde de to ord, og det eneste jeg kiggede på, var egentlig muren nede bagerst i flyveren. 

Jeg ville bare gerne virke en smule interaseret.

"Jeg hedder Liam." Sagde en dreng der sad med sin telefon. "Det der er Zayn" Sagde han også og gjorde et nik mod den sorthårede dreng som sad med høretelefoner i ørene.

"Mit navn er Niall!" Sang den blonde dreng glad og smilede med hele munden som om han vildt gerne ville vise sine tænder.

"Det er Haz," sagde den stribede dreng og gjorde et nik mod drengen med krøller "og jeg hedder Louis" Fastslog han og smilede på samme måde som før.

"Haz?" Spurgte jeg forvirret. Det var da et underligt navn.

"Jeg hedder rigtig Harry, men drengene kalder mig tit for Hazza eller Haz. Spørg Boo Bear hvorfor" Forklarede han.

"Boo Bear?" Jeg måtte ha set dum ud, men seriøst hvad snakkede den dreng om.

"Louis." Mumlede Harry og skubbede lidt til ham.

"Jaer okay. Men jeg kommer med jeres ting om lidt."

Jeg vendte mig rundt og kunne nemt mærke øjnene der stirrede mig i nakken. Jeg prøvede så vidt muligt at ignorere det, mens jeg gik ud gennem gardinet.

Så snart jeg lukkede forhænget til igen, begyndte drengene at grine og snakke, ligesom de havde gjort før jeg kom ind.

Jeg fandt alle tingene frem og satte på en rullevogn. Det var meget fint og jeg havde ikke glemt noget. Alt stod på vognen nu manglede jeg kun flasken med vand.

Jeg tog vandet fra et køleskab og lagde den på bakken hvorefter jeg fik kejtet mig ud i den smalle gang igen. Drengene grinede stadig og havde det sjovt.

Jeg gik målrettet hen mod forhænget og trak det fra.

Drengene kiggede på mig igen og jeg skubbede vognen med indenfor.

Jeg havde sat alt maden til Niall på en bakke som jeg kunne give ham, flasken kastede jeg bare hen til Harry og nu var det kun Louis der manglede at få sin te.

Jeg havde bare kogt noget vand og hældt i en kop, te brevet havde jeg lagt ved siden af sammen med den lille stål med sukker og den lille kande med mælk.

Jeg synes selv det så meget flot ud, anrettet på bakken med nogle få blomster blade på.

Jeg løftede bakken for at stille den ned til ham. Men selvfølgelig! - I det samme kom jeg til at vælte mælken ud over ham.

"Ej, Undskyld!" Udbrød jeg er satte bakken op på vognen igen.

"Virkelig virkelig undskyld" Sagde jeg igen og tog en serviet for at begynde at tørre det lidt.

"Det gør ikke noget, det var jo et uheld." Tyssede han og så en smule forvirret ud.

"Nu skal jeg hente noget nyt mælk." Fastslog jeg og skulle til at gå ud at hente det.

"Ej det skal du ikke tænke på, jeg drikker det bare uden mælk i dag." Smilede han og lignede at virkelig mente det.

"Nej det tager ikke lang tid at hente det" Vrissede jeg og blev en smule irriteret over, at han skulle være sød over for mig.

"Jeg mener det Abigail, det er ligemeget, jeg kan også rigtig godt lide det uden mælk." Forklarede han og smilede oprigtigt.

Hans øjne borrede sig kort ind i mine. Hans blågrønne øjne fangede mig i en verden af rolighed. Noget jeg ikke havde prøvet de sidste uger. Der var noget i dem.. Noget specielt. Noget roligt. Noget, der sagde mig at alt nok skulle blive godt igen.

Jeg rystede kort og forskrækket på hovedet for at vende tilbage til den rigtige verden.

"Øhm... undskyld. Men det skal ikke ske igen. Undskyld." Mumlede jeg og kiggede undskyldende på ham. 

Det var virkelig flovt... 

Virkelig, virkelig flovt.

Sådan total flovt.

Jeg havde lyst til at gemme mig.

I et skab.

Eller i jorden.

Men i stedet for det, satte jeg mig ud i personale rummet, og satte mig der resten af flyveturen.

 

 

 

A/N: 

 

Heeeeeeej vores fantastisk søde og smukke læsere. 

Wow, hvor er det bare vildt det her! 

Allerede på 82 favoritter, det er fandme vildt! Wow, wow, wow! 

I er bare så fantastiske for at give den her movella en chance. Det er vi virkelig virkelig glade for.

Vi har fordelt det sådan, at emiliahoejrup skriver fra Abigails synsvinkel, og jeg (Yummyumum) skriver fra Louis'. 

Håber I bliver tilfredse med vores beslutning :)  

Har emiliahoejrup ikke bare skrevet et helt fantastisk første kapitel? 

Jeg synes det er sååå godt, så giv det lige et like! 

Og nu hvor vi taler om likes. 

Kunne det ikke være mega over fedt, at opnå ligeså mange likes som favoritter? Så tryk lige på den grønne knap oppe i toppen :D Så bliver vi simpelthen bare så så så glade :D 

Endnu engang tusind tak fordi I vil læse med :) 

Knus og kram fra

Yummyumum og emiliahoejrup

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...