Nocte *Færdig*

*Vil advare om seriøse gramattiske smuttere og imponerende dumt plot!*
Bag ruden. Bag muren. Bag bjerget. Bag tågen. Der ligger en kirkegård. Og hvad er en kirkegård uden en god historie? Denne kirkegårds historie er helt speciel. Ikke fordi den er speciel uhyggelig. Nej, denne kirkegårds historie er speciel fordi ingen husker den. Den er for længst glemt. Gravet ned sammen med hovedpersonens jordiske rester. Kun jeg husker den, men hvordan skulle jeg glemme? Det er trods alt også min historie.
-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-Sølv i fortæl om et billede konkurrencen efterår 2013

3Likes
3Kommentarer
563Visninger
AA

3. Hendes P.O.V

Jeg kunne mærke varmen mod min ellers kolde hud. Nogen bar hende. Som i nogen fandt hende i skoven og går nu rundt med hende i armene. Sh*t. Lad det ikke være ulven. Hun trækker langsomt luft ind gennem. Jo, det var helt sikkert ulven. Forbandede vareulve. Kunne man dog aldrig være i fred? Hun havde ikke engang gjort nogen noget. Og det havde hun heller ikke tænkt sig! Men spørge først? Næ nej, farer bare lige i hovedet på folk med deres skarpe tænder og lange klør. Forbandede hunde… En ting havde hun dem dog at takke for. De havde gjort det af med den lede lusepuster af en svindelbuks til hendes ”far.” Manden som opdragede hende som et koldblodigt monster og manden som dræbte hendes mor, fordi hun forlod ham.

En knirken fra en dør hiver hende ud af minderne. Hvor var de? Hvor havde ulven slæbt hende hen? Hun åbner det ene øje på klem og kigger rundt. Køkken, dør, spejl – I det mindste var det ikke en Klippe hule. Stue, badeværelse, trappe! Nu var hun imponeret. Hendes ”far” havde fortalt hende om varulve. Koldblodige bæster som kun var ude på at dræbe folk som dem. Ukultiverede og uciviliserede. Overhovedet ikke som dem her. For her boede mere end en. Hun kunne lugte det. Det var i hvert fald 3 udover den hun allerede havde mødt. Drengen, ulven, bar hende op af trappen.

Hun lå i sengen på det gæsteværelse han havde båret hende op til. Hvordan hun vidste det er et gæsteværelse? Simpelt, stanken af ulv havde endnu ikke sat sig. Op af vægen i den modsatte side af rummet, stod ulven fra tidligere. At kalde ham ulven var vel egentligt ikke særlig pænt gjort, men hun kendte ikke hans navn. Hun havde endnu ikke fortalt ham, at hun er vågen, og sådan kunne det sagtens blive ved med at være for hendes skyld. Men hendes hals føltes umådelig tør, og hvornår havde hun sidst været på toilettet? Langsomt åbner hun øjnene og kigger over mod drengen. Han sover. Han stod i et rum med en fjende, og han sover? Hvordan kan nogen sove på et sådant tidspunkt?

Hun sætter sig op i sengen og tager et kig rundt i rummet. Farverne er lyse, og alle møblerne er i mørkt træ. Egentligt meget pænt. Da hun er færdig med sin inspektion af rummet, kigger hun tilbage på drengen. Han var egentlig meget pæn. På den sådan lidt ”Hjemlige” måde.  Hans halvlange brune hår sad pjusket, og tætsiddende T-shirt gjorde et formidabelt job med at fremvise en yderst delikat 6-pack. Hvad tænkte hun på? Han er ulv. Hun rømmer sig, og han farer forskrækket op. ”Godmorgen” siger hun i en flad tone. ”Godmorgen svarer han med et skævt smil. ”Hvorfor er jeg her?” spørger hun. Han grynter og svarer i en selvfed tone ”Hvor skulle jeg ellers have taget dig hen” hun svarer ikke men kigge ned. Det havde han vel egentligt ret i. Dumme ulv. ”Hvad sagde du?” Havde hun sagt det højt? ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...