Nocte *Færdig*

*Vil advare om seriøse gramattiske smuttere og imponerende dumt plot!*
Bag ruden. Bag muren. Bag bjerget. Bag tågen. Der ligger en kirkegård. Og hvad er en kirkegård uden en god historie? Denne kirkegårds historie er helt speciel. Ikke fordi den er speciel uhyggelig. Nej, denne kirkegårds historie er speciel fordi ingen husker den. Den er for længst glemt. Gravet ned sammen med hovedpersonens jordiske rester. Kun jeg husker den, men hvordan skulle jeg glemme? Det er trods alt også min historie.
-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-._.-Sølv i fortæl om et billede konkurrencen efterår 2013

3Likes
3Kommentarer
567Visninger
AA

4. Hans P.O.V

Havde hun lige sagt det? dumme ulv? Nu vi var ved emnet kunne jeg vel lig så godt få spurgt hende. ”Hvad er du?” hun kigger op på mig med et spørgende blik. Hun ser ret så sød ud når hun gør sådan. ”Ved du ikke det?” spørger hun med en lav rystende stemme. Var hun bange for mig? Et stik i brystet fik mig til at trække været hurtigt ind. Jeg havde ikke lyst til at hun skulle være bange for mig. ”Så ville jeg jo ikke spørger” siger han i en tone der ikke er helt så kold som han håbede på. ”V-vampyr” Sige hun stille. ”Undskyld hvad sagde du?” svarer han. ”Vampyr” Siger hun igen, denne gang højere end før. Så de fandtes altså, vampyrer. Jeg havde hørt historier om dem før, og modsat så mange andre af de unge ulve, troede jeg på dem. Hvis vi fandtes, hvorfor så ikke også vampyrer.

Hun ser overrasket op på mig. Hvad kiggede hun på? Sh*t. Jeg smiler som en idiot. Hvorfor smiler jeg!? Jeg stirrer på hende. Pludselig begynder hun at grine. Den smukke lyd lød som et orkester af små klokker. Jeg rynker øjenbrynene. Hvad har hun gang i? Hvorfor griner hun? Jeg sender hun et spørgende blik, og hun besvarer mit blik med at grine endnu højere.  ”O… K…” Jeg trækker stolen ud fra det lille træskrivebord og sætter mig ned. Hun griner i 10 minutter. 10 minutter før hun endelig er rolig nok til at tale igen. ”Du skulle have set it ansigt” Siger hun i en drillende tone. Mit ansigt? Hvad var der galt med mit ansig… Nå ja, smilet, havde hun set det? Selvfølgelig havde hun set det. Hun smiler og ser op på mig. ”Mit navn er Kathrin. Hvem er du?” ”Nathan, kommende alfa til Dawncreek flokken” Den kom som var den indøvet. Hvilket den også er. Som kommende alfa slæbt min far mig altid med til alverdens komsammener og ”Flokmøder”

”Som i kommende leder?” Spørger hun. ”Ja, som i kommende leder” siger Martyn som netop er trådt ind i rummet. ”Og du er…?”Spørger hun mistroisk. ”Martyn” siger han og træder et skridt hen mod hende med hånden rakt frem. En snerren lyder dybt i mit bryst. Hvor vover han at rører hende!? Hun var min og kun min. Ingen. INGEN anden han skulle rører hende!

Whoa! Hvor kom det fra? Martyn kigger spørgende på mig. Jeg snerre igen og placere mig imellem ham og Kathrin. ”MIN” Snerre jeg. Jeg vidste al fornuft havde forladt mig. Hvad havde jeg gang i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...