Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8274Visninger
AA

18. Svar.

Jeg afsluttede opkaldet, inden hun kunne nå at sige farvel. Jeg kastede et sidste blik rundt i lobbyen, før jeg åbnede døren og trådte ud i solnedgangen. Jeg betagede kort solnedgangen, før jeg begyndte at gå mod syd. Folks blikke var stadig på mig, og et irriterede mig mere og mere. Jeg knyttede hårdt mine hænder sammen, inden jeg gjorde nået dumt, som jeg helst ville undgå.

Jeg mærkede nogen gå ind i mig. Jeg trådte et skridt tilbage for at holde balancen.

”Se dog dig for kælling,” sagde en dyb mandestemme, der lugtede af alkohol. Jeg kiggede op på manden, der var høj og havde busket hår, som strittede til alle sider. Han var kraftig, mens hans tynde ben svajede under hans vægt.

”Undskyld,” mumlede jeg, før jeg forsatte den vej jeg gik. Jeg bed mig hårdt i læben, inden jeg lod mine ben styre igennem gågaden, da det var en omvej til Frederikkes hjem.

                                                                 ***

Efter nogle minutter stod jeg ude foran Frederikkes hus, der tornede sig op over de andre små huse, der lå omkring den. Jeg sukkede dybt, før jeg gik hen mod hoveddøren, mens vinden rev i min hestehale.

Jeg bankede let på døren. Lyden af Tika gøen kunne høres her ud. Jeg kunne se Tikas skikkelse igennem hoveddørens vinduer. Hundens hale logerede vildt, da Frederikkes skikkelse kom hen mod døren.

Døren blev åbent af en muskuløs fyr, som jeg havde forvekslet med Frederikke. Hans brune hår sad fladt omkring hans gudmodige ansigt, der smilte venligt ud til mig. Man kunne se hans veltrænede muskler igennem hans stramme grå T-shirt.

Han lagde hænderne overkors, mens Tika rente ud mellem hans ben. Tikas kolde snude stødte ind i mine bare ben, mens Frederikke kom til syne bag den muskuløse dreng, der kiggede kærligt ned på hende.

”Kom ind Robin.” Frederikke gik til side, mens jeg så, at hun viklede sine mager finger om drengens.

Jeg trådte indenfor, hvor Tika kom tristende med en vaskebjørn, som hun havde bidt øret af. Jeg tog fat i vaskebjørnens ene pote, og trak Tika med mig ud i gangen, mens hun gjorde modstand.

Drengen og Frederikke betagede mig og Tikas tovtrækning. Til sidst måtte jeg give slip, da Tika rev bamsen ud af hånden på mig. Jeg jagtede Tika rundt i huset, da jeg vil have den bamse. Drengen og Frederikke grinede af mig, da Tika rente ind mellem mine ben.

”Hel ærligt altså. Giv dog mig en chance.” Jeg betagede Tikas tilfredse ansigt udtryk, inden hun sprang op i sofaen med en logerne hale.

”Kom lad os gå op på mit værelse,” lød det fra Frederikke, der stadig holdt den ukendte dreng i hånden. Jeg kunne ikke lade vær med at føle mig udenfor, da de gik ovenpå hånd i hånd. Drengen hviskede nået i Frederikkes øre, som Frederikke fniste af. De lod vist ikke mærke til mig, der gik to trin bag ved dem. Jeg sukkede dybt, inden jeg gik op på det sidste trappetrin.

”Nå jo I kender jo ikke hinanden,” sagde Frederikke forbavset over hendes glemsomhed, inden hun slog sig selv i panden med den fri hånd. ”Robin det er Dexter. Dexter det er Robin.”

Jeg gav høfligt hånd med Dexter, der smilte venligt ned til mig, mens jeg endelig fattede hvem han var. Det var selvfølgelig Frederikkes kæreste. Hvor havde jeg været dum.

Bravo Robin, du kan tænke tænkte jeg, mens jeg fulgte med dem ind på Frederikkes værelse, der havde fået sine One Direction plakater igen.

Jeg lod mig dumpe ned i One Direction sækkestolen, mens Dexter satte sig i Frederikkes seng, og Frederikke satte sig i mellem hans ben. Jeg kunne ikke lade vær med at føle mig irriteret, da jeg havde følelsen af, at Dexter ikke var godt for Frederikke, der så fuldkommen forelsket ud i ham. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg følte det sådan, men følelsen var der vær gang jeg bare kiggede på ham. Jeg burde være lykkelig for hendes vejene, men jeg kunne bare ikke. Måske var det fordi, jeg bedst kunne lide at have Frederikke alene?

Vi sad alle i tavshed, mens Tika lagde sig nede ved mine fødder, som fik varmen. Jeg aede Tika overhovedet, som hun lagde på mine knæ, mens hun betagede mig med hendes store hundeøjne, som ingen kunne modstå.

”Vil du ikke spørger om nået,” sagde Frederikke efter langtid, hvor jeg havde nusset Tika, mens Dexter havde leget med Frederikkes hår, der nu strittede en smule. Jeg kiggede op på hende, inden jeg lod min hånd forlade Tikas ryg, som jeg havde nusset.

”Hvad er der i vejen med Harry, Louis og Zayn? Jeg vil have et ærligt svar Frederikke, da jeg ved, at du ved det, men ikke tør at sige det til mig,” tilføjede jeg hastigt, da jeg så, at Frederikke kiggede skødeløst den anden vej. Jeg vidste, at jeg var hård, men det var der ikke nået at sige til. Hun sukkede dybt.

”Du bliver sur, hvis jeg fortæller dig det.” Endnu en gang kiggede Frederikke væk, for at undgå at se ind i mine hårdere øjn, der var rettet mod hende.

”Det er nok, fordi du ikke har, fortalt sandheden forstarten af,” hvæste jeg hidsigt. Hun sukkede endnu en gang dybt, inden hun lagde hovedet tilbage for at kigge om mod Dexter.

”Må mig og Robin være lidt alene.” hun smilte undskyldende op til ham. Han gengældte det venligt, inden han smuttede forbi mig med hastige skridt. Hans smil falmede, da han gik forbi mig. Han kiggede ondt på mig, inden han forsvandt ud af døren.

”Spyt ud,” sagde jeg, da jeg havde sikkert mig, at Dexter ikke stod uden for døren og lyttede til vores samtale.

”For langtid siden, altså sidste år, hvor du var indlagt på sygehuset. Jeg stod og skældte manden bag disken ud, da han ikke stoppede Kim. Jeg stødte på drengene, som jeg kørte med. Jeg faldt i snak med Zayn, der spurgte ind til dig…”

”Om hvad,” afbrød jeg hende, men hun løftede hånden op. Jeg blev omgående stille.

”Hvad du kunne li’ og sådan nået. Du ved,” svarede Frederikke på mit spørgsmål. ”Nå … jeg fandt så ud af, at han kunne lide dig…”

”Kan du ikke gøre det kortere…” afbrød jeg hende endnu en gang.

”Jo, det kan jeg,” sagde Frederikke tamt, ”Harry, Louis og Zayn er forelsket i dig.”

Jeg tabte underkæben af forbløffelse, men sagde ikke nået. Jeg lod mine hænder glide igennem mit hår og trække elistikken ud, der holdt min hestehale. Mit hår gled ned ad min ryg, mens Dexter trådte ind af døren.

Jeg sad lammet til stedet, mens prikkerne faldt på plads. Det var fordi de var forelsket i mig, at de ville splittes. Var det på grund af det ugeblad, at de fandt ud af, at de tre var forelsket i mig eller havde de bare fortalt det til hinanden?

Mine tanker var det værre helvede. De hvirvlede rundt i hovedet på mig, mens svarende langsomt dukkede op efter nået tid. Jeg bed mi hårdt i underlæben, da jeg følte mig presset. Hvad skete der, hvis jeg valgte en af dem? Vil bandet bare gå fuldkommen i stykker? Og hvem skulle jeg vælge?

Nej! Jeg skulle ikke vælge nogen af dem, for så ville jeg ikke sorger nogen følelser tænkte jeg, mens jeg ikke kunne lade vær med at tænke på Louis, som jeg selv var forelsket i. Det var underligt at vide, at han var forelsket i en, og han vidste ikke, at jeg var forelsket i ham. Og sådan skulle det forblive.

”Du ska’ tag Louis. For jeg ved, at du er dybt forelsket i ham.” Frederikke brød min tanke gang. Jeg rustede på hovedet, og Frederikke kiggede forbavset på mig.

”Nej!” sagde jeg hårdt, inden jeg lænede mig tilbage i sækkestolen. ”Jeg tager ingen af dem.”

Frederikke stirrede på mig, inden Dexter lod sine muskuløse arme glide rundt om Frederikkes slanke mave. Hun så nærmest forskrækket ud over mit svar, mens hun lod sig glide ind i Dexters arme.

”Hvorfor ikke?” hun lød forfærdelig forsigtig, mens hendes stemme rustede af overraskelse.

”For så undgår de at blive splittet på grund af mig,” sagde jeg, mens jeg betagede luftet med mine brun-grønlige øjne. ”Jeg skal bare ud af deres liv, og de skal ud af mit. Det er bedst for alle, for så er jeg ikke i vejen no’en steder.”

”Nej, det kan du ikke. Du kan ikke give slip på dem nu, og især ikke på den kærlighed du bære for Louis, det kan du bare ikke.” tårer trillede ned af hendes kinder, men hun havde ikke en chance for at ændre på min mening, da jeg havde lært, at jeg skulle holde fast i mine meninger og ikke give slip på dem.

Jeg kiggede op mod Frederikke, der kiggede trist over mod mig. Jeg kiggede ind i hendes blankeøjne, der var rettet mod mig.

”Desværre, jeg har taget mit valg. De er nu fortid og ikke andet.” Jeg lød beslutsom. Jeg følte mig beslutsom.

Frederikke drejede sig om, så hun græd in i Dexter, der lod sin hage hvile på hendes hoved. Han sendte hårdere blikke mod mig, som jeg hurtigt gengældte.

”Hvordan kan du dog sige sådan nået,” hulkede Frederikke mod Dexters brystkasse.

”Jeg har lært at smide mennesker ud af mit liv.” Jeg rejste mig op, så Tika der havde faldet i søvn måtte rejse sig op. Hun fulgte med mig ud af Frederikkes værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...