Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7777Visninger
AA

13. Strandtur.

Solens stråler skinnede varmt ind på min tunge dyne, som lå tæt omkring mig. Jeg rullede mig om på ryggen, og så op i det hvide loft, hvor der ikke rimlede med edderkopper eller fluer. De røde gardiner var rullet for, så der var mørkt inde i mit soveværelse, som jeg havde fået lov til at sove i.

Jeg prøvede at huske den drøm, jeg havde drømt om natten. Men jeg kunne intet huske.

Jeg havde gået tidligt i seng, mens de andre blev lidt længere oppe.

Jeg svang søvnigt mine ben ud på det røde gulvtæppe, der gav mig kuldegysninger, når jeg gik på dem i barer tæer. Jeg gik roligt hen til et stort skab, hvor alt mit tøj lå i. Mit tøj var kommet kort efter, jeg selv var ankommet. Jeg tog noget kort tøj på, inden jeg gik ud i stuen, der var fuldkommen affolket.

Jeg kiggede på klokken, der hang over fjernsynet. Kan de virkelig sove så længe klokken er 09:50. Jeg sukkede dybt, inden jeg gik hen til Louis’ soveværelse.

Jeg bankede hårdt på, indtil en søvnig stemme sagde:

”Hvad nu.” Han lød virkelig træt.

”Op Louis, klokken er 09:50.” Jeg hørte et dybt suk der inde fra, men jeg hørte, at han stod op.

Jeg nåede ikke at flytte mig, før Louis stod i døren. Jeg fik et chok, at jeg bakkede forskrækket tilbage.

”Jeg får hævn Robin, jeg får hævn.” Han smilte ondskabsfuldt, inden han bankede på de andre døre.

Til sidst stod helle bandet i tøj. Niall brokede sig over han var sulten. Louis holdt skabt øje med mig, og hvis han fangede mit blik sendte han mig et lumsk smil. Zayn var ved at tage en T-shirt over hovedet, mens Harry rakte mig en dyb tallerken.

Jeg satte seks dybe tallerkener på bordet, inden jeg fik mælken i favnen efter fulgt af en pakke havregryn, hvor bag på pakken stod der alt muligt om kroppen.

Efter kort tid sad vi alle sammen og spiste havregryn, mens jeg selv holdt øje med Louis, der havde planlagt noget. Det vidste jeg, men hvad det vidste jeg ikke. Typisk.

Jeg lagde alle tingene i opvaskemaskinen, mens Zayn skyllede det af. Jeg vidste ikke hvad de andre lavet, men jeg vidste, at de havde planlagt noget. Håber det er noget spændene. Jeg elsker når ting er spændene, så er det altid meget sjovere at være med til.

                                                                           ***

Efter opvasken stod drengene fuldklar til noget der lignede en strandtur. Louis kastede en lille pose med min bikini til mig. Havde han nu igen rodet i mine ting eller fik de det sådan her?

”Vi skal på stranden, Robin.” Louis smilede lumsk, inden han gik hen og holdte dør for os alle.

Jeg kiggede hurtigt på dem, inden jeg smuttede ud af døren, hvor de mange trapper ventede på mig.

                                                                   ***

Efter det som føles som langtid, parkerede Louis henne ved en flot strand, hvor mennesker gik med badetøj på, og en lille pige kom løbene med en badering.  Hun tog sin slanke mor i hånden, inden de følges ned af en lille sti, der førte til stranden.

Jeg hoppede ud af bilen, og mærkede solens varme stråler bage mine arme, der var hvide. Græsset stod højt om parkeringspladsen. Græsset skjulte den lille sti, som moren og den lille pige havde gået ned af. Himlen var blå og skyfri, mens fugle fløj over himlen. Solen stod højt oppe på himlen, og gjorde vores skygger korte.

Gruset fra parkeringspladsen larmede under bilerne, der kørte ud eller ind.

Jeg lod de andre gå først, så jeg gik bagest, mens jeg betagede naturen, og de fugle der fløj højt oppe på himlen, mens lyden af glæde nåede mine øre.

Jeg kiggede frem, og så et stort blåt hav med leenende børn, der morede sig i vandet. På stranden lå der tæpper glattet ud, hvor moderne lå og holdt øje med deres børn, der var ude i det dejlige vand, som jeg troede var mega koldt.

Piger der var yngre end mig begyndte at skrige så højt, at jeg holdt mig for ørene, som de andre drenge lod mærke til.

”Kan du ikke lide høje lyde.” Louis satte farten ned, så jeg kom op på siden af de andre drenge, der havde gået og snakket, ind til lyden af skrigen stoppede deres snakken.

”Nej, Louis faktisk ikke. Især ikke skrig.” Jeg tog min hænder ned for ørerne, da de var stoppet med at skrige.

Han sagde ikke noget, da han blev forstyrret af en af pigerne, der spurgte om en autograf. Der kom hurtigt andre piger til. Jeg følte mig rimelig mast. Jeg fik mig skubbet ud af kredsen af piger, der omringede dem. Henne ved en græs plæne stod der en stor sten, som jeg lænede mig op ad, og ventede tålmodigt til de var færdige.

En pige på min egen alder kom hen til mig. Hun havde en kraftig rødhårfarve, der så ud til at være virkelig pjusket. Hun bar Harry Potter briller, der faktisk havde tab omkring ved næsen.

Hendes smukke grå øjne kiggede på mig.

”Var det rart at bo hos ham Kim?” Jeg fik et chok af hendes spørgsmål, da det kom så pludseligt. Der var aldrig nogen, der havde spurt hvordan jeg havde det. Ikke en gang Frederikke.

”Hvordan ved du om mit liv os Kim?” Ordene fløj ud af mig, uden jeg kunne nå at stoppe dem.

”Det har været i nyhederne, ved du ikke det?” Hun kiggede underne på mig, mens jeg kiggede over mod drengene, hvor deres hoveder stak en lille smule op. Jeg kunne se Louis’ hår igennem alle pigerne, der gik der fra med autografer.

”Det er ufatteligt, hvor hurtige de blev kendte, hva’.” Hun fulgte mit blik, inden hun kiggede over på mig. Jeg nikkede roligt, mens der kom flere og flere piger til.

”Ja. Sikke en strandtur fuldt med fans, perfekt. Og nej det var ikke rart at bo hos ham. Jeg fik ikke mad, jo, men ikke sådan helle tiden. Jeg blev slået og sådan noget,” tilføjede jeg, da jeg huskede, at hun havde stillet mig et spørgsmål.

”Hvordan kom du til at kende dem? Og for resten hedder jeg Nora,” tilføjede hun og rakte mig sin hånd.

”Robin,” sagde jeg og tog hendes hånd. Hun var faktisk rimelig sød, når man lærte hende at kende. ”De kom vadene ind på den cafe, som jeg arbejder på. De var rimelig søde imod mig. De kørte mig hjem, og en gang, hvor jeg havde slået mig temmelig alvorlig kørte de mig på sygehuset. Det var bare et tilfælde.”

Jeg kiggede ud mod drengene igen, der morede sig med at skrive autografer. Jeg mødte Louis’ blik, der sagde, at han var ked af det skulle ske. Jeg sendte ham et det-er-i-orden-det-er-jeres-job blik. Han smilte hurtig, inden han vendte tilbage til arbejdet.

”Hvor langtid har du kendt dem?” Jeg måtte tænke mig godt om, før jeg svarede:

”Et sted i julen. Undskyld jeg spørger, men hvorfor har du viklet tape rundt om brillerne.” Jeg hørte hende sukke dybt, mens jeg håbede, at jeg ikke havde gættet rigtigt.

”Jeg bliver slået lig som dig den gang. Hvad kan jeg gøre?” Hun brød i gråd. Jeg kendte den følelse alt for godt. For godt til at det kunne være sandt. Jeg satte mig ned foran hende, mens tårer trillede ned ad hende kinder.

”Der er flere muligheder: Kontakt politiet eller kommunen, hvis de har en god ven, så sæt hende ind i det hele.” Jeg stryg hende over armene, mens jeg mærkede blikke i min nakke. ”Du skal søge hjælp. Selvom jeg ikke gjorde det, så til sidst da jeg lod dem hjælpe mig, blev jeg redet. Det skal nok gå.”

Hun kiggede op på mig, før jeg rakte hende en hånd, så hun kunne komme p at stå.

”Tak.” Hun lød taknemlig, før hun forsvandt hen ad stranden med sit røde hår, der blev blæst i rod af den rolige vind, som herskede her ude ved stranden.

Drengene fik løs revet sig for alle de skrigene fans, at de næsten så død trætte ud. Jeg smilede til dem. Jeg kæmpede med at holde et grin ud, da deres tøj var revet i stykker på vejen ud af alle pigerne.

”Du siger ikke et ord Robin,” sagde Liam, inden vi satte kurs mod stranden, der blev fulgt med piger, der havde fået deres autograf.

”Hvem var den pige du stod og snakkede med.” Louis kom op på siden af mig. Jeg mødte hans øjne, mens et stort smil bredte sig på hans læber. Jeg kunne ikke lide det smil.

”En der har samme problemer som mig …” Jeg nåede ikke at sige ret meget mere, før jeg lå oven på Louis’ skuldre.

”Sæt mig ned Louis!” Alle vendte hovederne mod os, mens fans kiggede måbende på os.

”Nej jeg vil ej. Jeg vil tage min hævn.” Han satte kurs mod stranden, hvor flere og flere piger kiggede underne på os, mens lyset fra en blitz skar mig i øjnene. Åh nej ikke paparazzier. De tog flere og flere billeder, jo korter Louis var for vandet.

”Louis, vær nu sød. Du må ikke gøre det. Det her havner på forsiden af et sladderblad.” Jeg kæmpede for at komme ned, men Louis var meget stærkkere end mig, så jeg havde ikke en jordisk chance.

Jeg hørte hans fødder gå rundt i det våde vand. Han gik længere og længere ud. Han stoppede da vandet nåede til hans bukser. Jeg kiggede hurtigt ind på stranden, hvor flere og flere billeder blev taget.

Jeg mærkede vandet gennemborer mit tøj, der blev driv vådt. Det var koldt. Gåsehuden krøb op ad mine arme, der var begravede i sandet. Jeg følte lidt med mine ben. Til sidst mærkede jeg Louis’ ben. Han tog et skridt tilbage, men jeg var hurtigt. Jeg spændte ben for ham, og endnu et plask lød. Nu var Louis i vandet. Perfekt.

Jeg tog mit hoved overvandet, så vandet strømmede ned af mit hår, der lagde sig koldt ned af min våde ryg. Louis kom op i en våd stribet T-shirt, mens man kunne høre de andre drenge grine inde fra strandbredden.

”Så nemt slipper de ikke, vel.” Han kiggede mig dybt ind i øjnene, at jeg til sidst vidste hvad han mente.

Vi gik målrettet ind mod land, hvor paparazzier havde samlet sig, og fans stod og kiggede efter os. Vandet sivede ned af min trøje, der klæberede sig fast til min slankekrop, der gik besværligt igennem de tunge vand, der lå omkring mig.

Da vi kom ind til stranden fandt vi en spand, der lå ude i havet. Louis fyldte den til toppen, før han gik roligt hen mod de andre drenge, der hurtigt stoppede med at grine, da de fandt ud af hvad Louis havde tænkt sig. Louis var hurtigt og hældte alt vandet, der var i spanden ud over Niall der gøs af det kolde vand, som rullede ned af hans ryg og mave.

                                                              ***

Efter en lang vandkamp, hvor vi alle var blevet plask våde, lå vi nu på tørre håndklæder. Jeg betagede solen, der var på vej ned. Vores skygger blev lange, mens folk begyndte at tage hjem ad. Det var stadig varmt, men det var ved at blive køligt, at jeg begyndte at fryse en smule.

”Fryser du,” sagde Zayn, der lå ved siden af mig.

”Ja, men det går nok.” Men det så ikke ud til, at han hørte efter hvad jeg sagde, da han gav mig et varmt tæppe fra en lille pose, der lå fint i sandet ved siden af ham. Han lagde tæppet om mine skuldre, mens varmen fra tæppet steg i mig.

Jeg begyndte langsomt at knobe sandet på mine fødder af. Jeg havde altid synes at sand var irriterende at have på sig, men jeg sagde ingenting til det.

”Robin.” Jeg vendte hovedet mod Louis, der lå ved min anden side.

”Ja, Louis,” sagde jeg.

”Kan vi få dit mobilnummer?” Jeg bed mig hårdt i underlæben, før jeg vendte hovedet væk, og ud mod havet, der var ved at blive højvande igen.

Jeg havde aldrig haft en mobil. Så jeg har aldrig haft et mobilnummer før, men jeg ville ikke sige det til drengene. Jeg var bange for, at de bare ville grine af mig. Møver fløj højt oppe ved skyerne, der var på vej over den blålig himmel, der skinnede svagt i solens stråler, da Louis sagde:

”Har du ikke en mobil.” Han lød så mild, at jeg kiggede op på ham, og sagde at jeg aldrig havde haft en mobil før.

De kiggede alle sammen roligt på mig, som om de vidste, at jeg var bange for, at de ville grine af mig.

”Tænker I det samme som mig, drenge.” Louis kiggede rundt på de andre drenge, der nikkede ivrigt. Jeg kiggede en smule forvirret på dem alle sammen, der rejste sig op og tog mig med sig.

”Hvad er det,” sagde jeg, inden jeg fulgte med dem ud til bilen, hvor der kun var den. Stilheden var tæt, og man kunne kun høre møvernes skrig ude fra havet af.

Jeg hoppede hurtigt ind i bilen, der hurtigt blev startet.

Jeg fik ikke noget svar fra nogen af dem.

                                                                  ***        

De stoppede ude ved en mobil forretning, før jeg forstod hvad de ville.

”Nej, det skal I ikke gøre for mig.” Jeg satte mig op i de sorte sæder, før Louis fangede mit blik gennem bagspejlet.

”Vi har besluttet os.” Jeg nåede ikke at sige mere, før de alle var hoppet ud undtagen mig. Jeg ville ikke der ind, da jeg ville ikke trænge mig på.

Jeg kiggede ud af de sorte ruder, hvor piger kom glade ud, før de gav hinanden en krammer. Jeg vidste ude mærket, at de var One Direction fans, der havde fået deres autograf. Kunne de ikke en gang gå ind i en mobil forretning, uden der var fans til stede. Det måtte være hårdt at være kendt.

Efter nogle minutter kom drengene smilene ud af forretningen med noget der lignede en boks i den ene hånd. De satte sig smilene ind i bilen, mens de sendte hinanden muntre blikke. Harry der sad ved siden af mig lagde boksen ned på mit skød. På æsken stod der med stort Iphone 5.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...