Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8362Visninger
AA

29. Starten på et nyt kapitel (Slutningen).

Jeg smilede til ham og han smilede tilbage. Han flyttede sig lidt væk, men ikke ret langt. Jeg kunne stadig mærke hans åndedragt mod mit ansigt og det gjorde mig tryg. Jeg forstod ikke hvad, der lige var sket. Havde han lige kysset mig? Ja det havde han. Tanken om det fik sommerfuglene i min mave til at gå amok. Jeg måtte bide mig hårdt i underlæben, for ikke at komme til at grine.

”Louis.”

”Ja, skat.”

”Hvad betyder det her.”

”At du er min.”

Jeg smilede ved Louis sidste ord. Jeg kunne snart ikke holde et grineflip tilbage, men jeg gjorde mit bedste. Jeg bed mig hårdt i underlæben for at holde det tilbage, mens Louis trækkede mig op at stå. Jeg kom svajende på benene, at jeg i nogle sekunder måtte støtte mig til ham, før vi gik hen mod stien, som han var kommet fra. Jeg føllede mig overlykkelig lige nu. Jeg var simpel hen så glad, at det føles som om jeg kunne ryge i luften vær anden øjeblik. Jeg kunne simpel hen ikke lade vær med at smile, og Louis flettede vores finger sammen.

Vi vandrede side om side igennem skoven, mens regnen begyndte at aftage. Jeg kiggede op på himlen, hvor skyerne trækkede sig tilbage, og en flot regnbue skød over himlen. Jeg smilede ved synet, inden vi drejede ned af en sti.

Jeg kunne simpel hen ikke fatte det der lige var sket. Havde han lige kysset mig på munden. Jeg kunne ikke fatte det. Det hele føles som en uvirkelig drøm. En drøm som umulig kunne være virkelighed. Jeg følte mig overvældet af følelser, som ikke kunne komme ud af min krop igen. Jeg havde mest løst til at nive mig i armen for at se om jeg drømte, eller om det her virkelig var virkelighed. Men jeg turde ikke. Det ville være så pineligt. Så jeg måtte bare vendte på, at jeg vågnede op og skulle gøre mig klar til det rigtigt begravelse.

I det samme som jeg havde tænkt tanken til ende, gik jeg ind i et træ. Smerten gyngede for min lille tå. Hvorfor var det altid ens lilletå det gik ud over og ikke de andre? Men en ting var sikkert nu. Jeg sov ikke! Jeg var vågn. Det betød, at det her virkelig var virkeligt. Det var ikke til at forstå lige nu, men jeg var sikker på, at jeg en gang ville fatte det. Men det blev ikke lige nu.

                                                                         ***

Efter minutter i tavshed og vandren, stod vi begge gennemblødte og kolde udenfor Frederikkes hjem. Det gav mig minder ved at se på det. Men den tristhed de gav, kunne ikke hamle op med følelsen af lykke og kærlighed. Men jeg måtte alligevel bede tænderne hårdt sammen, mens jeg strammede grebet om Louis’ hånd.

”Det er altså ikke meningen, at du skal klemme livet ud af min hånd,” hviskede Louis ind i mit øre. Det gøs i mig, når hans ånde ramte ind i min høregang. Jeg kunne tydeligt høre at han smilte.

Jeg vendte hovedet mod ham og gav ham et undskyldende smil, inden han førte mig hen til døren, da noget slog ned i mig. Jeg fik hurtigt trækket Louis til side, da han skulle til at tage fat i dørhåndtaget. Jeg trækkede ham lidt væk fra døren og om til det anden side af huset, hvor der groede blomsterbed.

”Hvad er der, Robin,” sagde Louis og fangede min øjenkontakt. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han tålmodigt ventede på mit svar.

”Hvad vil Harry og Zayn ikke sige til vores forhold?” Jeg bevægede mig lidt, da jeg synes, at Louis’ blik blev en smule ubehageligt. Han kunne fornemme mit ubehag ved hans blik, så han kiggede væk, mens han roligt kærtegnede min kind, samtidig med at han talte.

”Bare rolig det vil de ikke,” sagde Louis roligt. Jeg løftede forvirret et øjenbrun, mens jeg lagde vægten over til højre fod. ”De vil gerne have, at vi er sammen.”

Han tog min hånd og førte mig tilbage til hoveddøren. Jeg kunne stadig ikke finde ro. Jeg var simpel hen så bange for, at Harry og Zayn ville råbe igen. Hvad hvis der blev et slagsmål ud af det. Jeg kunne simpel hen ikke holde tanken ud.

Heldigvis brød Louis’ bank på døren mine tanker. Igennem det uklare glas, så jeg en skikkelse bane sig vej gennem skoene og hen til døren. Personen låste døren op og åbnede den. Liam kom til syne bag døren. Han smilte stort, da han fik øje på os. I et kort øjeblik kiggede han på vores hænder, som var flettet sammen.

”Kom indenfor. I ser våde ud,” tilføjede han, da han fik øje på vores drivvåde tøj og hår. Louis skar en irriteret grimasse af ham, men flækkede så af grin kort efter. Jeg slap hans hånd og rustede på hovedet, mens jeg fik taget min sko af. Jeg smed Louis’ jakke på fryseren.  

Jeg tog nogle skridt ud i gangen, mens Liam startede en samtale med Louis. Jeg vidste godt hvad der drejede sig om, så jeg gik roligt videre. Jeg vidste, at han ville spørger om, hvordan det gik og om der var noget mellem mig og ham nu.

I gangen blev jeg nærmest overfaldet af de andre drenge. Det endte med, at moren måtte afbryde dem, i deres forsøg på at tage livet af mig. Det følte det i værtifald som om. Efter at have kæmpet mig fri for dem, kom Louis og Liam ind. De smilede begge to stort, mens de sluttede sig til os og de andre drenge. Louis lagde en arm om min nakke, inden han satte kurs mod køkkenet, der var pyntet flot om, mens gæster sad og spiste ved bordene. Vær af os fik en tallerken steget i hånden med mad på, inden vi smuttede op på Frederikkes tidligere værelse.

Jeg lod mig dumpe ned på gulvet, mens de andre tog plads i sengen – undtagen Louis, han satte sig ned ved siden af mig. Vi smilede til hinanden, mens de andre drenge betagede os til sidste detalje.

”Hvad skete der i skoven,” sagde Harry og sendte os et blik.

Jeg kiggede over på Louis, og han kiggede over på mig. Vi smilede stort til hinanden, men sagde ikke noget. Ingen af os kunne sige det. Det endte med, at Liam blev nød til at fortælle de andre drenge det. Til min store overraskelse jublede alle drengene. Selv Harry og Zayn så glade ud, mens de klappede Louis på ryggen, når de gik forbi ham.

                                                                             ***

Lyset skar en i øjnene, når man vågnede den følgene morgnen. Jeg gned mig i øjnene for solens skarpe solstråler. Solstrålerne var varme. En perfekt dag. Jeg rettede mig træt op i sengen, inden jeg mærkede, at jeg havde ligget op af Louis. Hvor så han sød ud, når han sov. Jeg kunne ikke lade vær med at rode i hans brune hår, som strittede en smule da jeg rejste mig for at tage noget tøj på. Det er afslappet tøj. Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg satte mig ved siden af vasken, mens jeg tog et grønt frisk æble. Jeg elsker æbler, de smager simpel hen så godt.

Der var fuldkommen stille i køkkenet, hvor uret talte sekunder. Jeg var overrasket over, hvor langtid jeg havde sovet, og hvor langtid Louis kunne sove. Ren seriøst klokken var 10:30. Så længe kan man da ikke sove.

Jeg tog fraværene et bid af mit æble, før Louis kom ind i køkkenet med bar mave og joggingbukser. Han smilede til mig, før han gik hen foran mig. Han lagde sine hænder ved siden af mine ben.

”Godmorgen skat,” sagde han og snuppede mit æble. Jeg rustede på hovedet af ham, da han begyndte at spise af det.

”Godmorgen du gamle,” sagde jeg og hoppede ned fra køkkenbordet, mens jeg sendte Louis et smil.

”Jeg er da ikke gammel,” sagde Louis og lavede en trist facade.

”Ikke endnu.” jeg stryg noget hår bag ørerne, mens jeg betagede Louis himle med øjnene. I det samme kom Niall tristende ud i køkkenet. Han kiggede i køleskabet efter mad. Selvfølgelig.

Jeg satte mig ned på en stol, inden de andre drenge kom ind i køkkenet. De så alle sammen trætte ud efter i går. Jeg var fuldkommen frisk. Jeg havde faldet i søvn opad Louis. Så det undrede mig meget, hvordan jeg var kommet hjem og fået nattøj på. Jeg beskyldte Louis for det. Han var den eneste, som jeg troede, der havde gjort det. Men det var lige meget. Jeg havde alligevel ikke mærket det.

Jeg støttede mit hoved i den ene hånd, mens Louis satte sig ved siden af mig med en brødkurv fuld af forskellige rundstykker. Jeg kiggede op på ham og gav ham et smil, før jeg snorede mit ene ben om hans. Han lagde en hånd på min, mens de andre drengene satte sig ned og begyndte at spise.

Jeg kunne aldrig huske, hvornår noget mad havde smagt så godt, som det gjorde nu. Det smældte næsten på tungen, når man tog en bid. Måske var det bare mig, eller følte jeg mig som en anden person. En person som altid havde været skjult inde i mit indre. Det hele føles som et nyt liv. Et nyt kapitel på livet. Og jeg var ganske tilfreds med det. For nu var et af mine største ønsker gået i opfyldelse; endelig kunne jeg starte på en frisk. På et frisk kapitel, hvor jeg havde ligget fortiden bag mig og startet på en ny sammen med Louis og de andre drenge. Det var sådan det skulle være.

_______________________________________________________________

Kære læsere

Først tusind tak for I følge med i denne historie om Robin Fletcher. Jeg er glad for alle favoritterne som er kommet på den. Jeg havde aldrig troet, at den ville nå så langt, som den har gjort. Tusind tak.

Og for det andet; så undskyld at det tog så Laaang tid at få det lavet. Jeg kunne simpel hen ikke finde på noget. Det endte med, at jeg vred min hjerne som en åndsvag. Jeg tænkte og tænkte, og det blev til det det er nu.

Tusind tak for I læste med. 

//Stjerneskud :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...