Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7744Visninger
AA

17. Splittes.

Månderne gik. Det blev varmere og varmer, jo flere dage der gik. Jeg måtte flere gang komme på arbejde i kort ærmer og korte bukser, da solen nærmest for brændte min krop. Det var også blev sommer. Det var hyggeligt, især sammen med drengene. Men jeg havde også været sammen med Frederikke, der stadig påstod, at Louis var forelsket i mig. Jeg mente det samme, som jeg havde gjort sidste gang: Han var ikke forelsket i mig.

Jeg synes Harry, Louis og Zayn var begyndt at opføre sig mærkeligt. De snakkede i sådan sammen, som de plejede at gøre. De snakkede kun sammen, når man nærmest tvang dem til det. De sendte hinanden onde blikke, hvis jeg var sammen med en af dem. Harry og Zayn havde flere gange taget mig i, at holde i hånd med Louis. De fandt altid en eller anden løsning, for at få mig til at slippe hans hånd.

Jeg havde flere gange spurgt dem, hvorfor de var sådan. Men jeg fik ikke et svar. Det tændte mig af, at de ikke gad at svare mig. Niall og Liam var de eneste, der kunne snakke sammen uden problemer. Men jeg vidste udmærket godt, at de godt vidste, hvad der var galt med de tre andre. Men de svarede heller ikke.

I dag træskede irriteret ud i varmen uden at tage overtøj på, da det var alt for varmt. Jeg var endnu en gang mega sur på dem, da jeg igen spurgte Louis, om hvad der var galt. Men havde som selvvanlig ikke svaret mig.

Jeg sparkede vredt til den skralde spand, der stod uden for hotelles mure. En dame med gråt grydehår stirrede overrasket på mig.

”Hvad!” Jeg vidste, at jeg ikke skulle være vred på den gamle dame, der skyndte sig ind i hotellet.

Jeg sukkede vredt og gik videre mod mit arbejde.

                                                                                     ***

Jeg åbnede vredt døren, da min vrede ikke var dampet af endnu. Jeg lod døren smække bag mig, mens Frederikke kiggede målløs på mig. Hun havde åbenbart ikke set mig sur. Drengene havde set mig sur. Jeg havde vær gang smækket døren til mit værelse, som jeg havde blevet i resten af dagen.

”Hvad er der galt?” Frederikke lænede sig over disken, som hun sad bagved. Jeg satte mig ned på en stol, inden jeg sparkede til disken. Smerten gled ind i min fod, der havde sparket til disken.

”Hey,” udbrød Valbord, der satte sig op på disken, som hun plejede at gøre, når der ikke var kunder til stede.

”Undskyld,” sagde jeg. Jeg kiggede ned på mine hænder, der masserede hinanden. Frederikke tog mine hænder og betagede dem dybt. ”Det er bare drengene.” Jeg sukkede dybt, da jeg ikke havde løst til at fortælle det. Frustrationen gled gennem min krop, mens jeg følte mig irriteret.

”Hvad er der med drengene?” Frederikke lød usædvanlig nysgerrig, mens hun kiggede mig dybt ind i øjnene.

”Louis – Harry og Zayn opføre sig så mærkeligt,” begyndte jeg. Jeg fortalte alt hvad jeg havde oplevet på det seneste.  Jeg så ikke på dem, når jeg talte til dem. Jeg fokuserede på omgivelserne uden for vinduerne.

Kunderne var småt på vej, men de tog sig god tid, mens de snakkede med dem de kendte. Jeg kiggede over på Frederikke, der så væk. Vidste hun nået, som jeg ikke vidste? Og hvad er det?

”Jeg ved det ikke,” sagde Frederikke. Jeg var sikker på, at hun løj, for at dække sandheden. Vi var bedste veninder. Hun burde ikke have hemmeligheder for mig. Var det sådan veninder var for hinanden? Have hemmeligheder for en.

Jeg var rasende, mens Lene kommanderede os om bag disken, for at tage kundernes bestillinger. Jeg kvælde raseriet, så godt som jeg kunne. Men der var en lille del af mig, der havde lysten til at råbe højt.

”Hvad skulle det være.” jeg kiggede op på en høj mand med busket overskæg, der smilte venligt til mig. Jeg skrev hans bestillinger ned, mens jeg fjernede en hårtot, der havde revet sig løst fra hestehalen.

                                                                                 ***

Jeg åbnede døren til hotellet, hvor der var mange mennesker henne ved disken. De stod i kæmpe køer, der næsten gik ud på parkeringspladsen. Jeg runkede øjenbrynene, men skyndte mig mod trapperne. Jeg kunne høre deres stemmer hele vejen her op, hvor jeg var. Man kunne høre dem hele vejen op til tredje sal, hvor mennesker nysgerrigt kiggede ud fra deres hotelværelser.

Efter nogle minutter nåede jeg hele vejen op. Jeg kunne ikke lade vær med at gå hen til en af vinduerne for at kigge ud. Man kunne se langt. Store bygninger tornede sig op over villakvarterer, hvor skikkelserne af børn hoppede på trampolin eller spillede fodbold.

 Jeg lod blikket glide over til gågaden, hvor unge piger gik med shopping poser i hænderne. Jeg genkendte hurtigt den blondt hårede pige, der skævede op mod hotellet. Jeg var glad for, at hun ikke kunne se mig.

Jeg sukkede dybt, inden jeg gik hen til drengenes hotelværelse. Da jeg trådte ind i det lille rum, hvor der hang jakker, hørte jeg velkendte stemmer.
”Hvis det skal være sådan, så skrider jeg!” jeg lyttede spændt ved lyden af Harrys stemme. Jeg hørte, at han rejste sig op.

”Vil det sige, at du vil splitte os ad!” det var Liam. Han lød irriteret, mens Harry svarede:

”Ja!” Lyden af en dør der blev smækket lød i hele rummet. Det sivede stille og roligt ind, mens der blev stille der inde. Det kunne ikke passe. De måtte ikke splittes ad.

”Hvad med jer andre.” nået sagde mig, at Liam hentyde til Louis og Zayn. Jeg stod neglet til stedet, mens jeg lyttede efter, hvad der skete der inde, mens et spørgsmål falde mig ind: Hvorfor vil de splittes?

”Fint med mig!” Louis’ stemme trængte ud til mig. Jeg havde løst til at brase ind og sige til ham, at det ikke måtte passe. Jeg vil gøre alt for det ikke passede. Hvad vil deres fans ikke sige til det? De vil sikkert blive sure over det, men hvad kunne gøre.

Endnu en dør blev smækket, inden Zayn svarede:

”Det samme her.” Døren til hans værelse blev også smækket, mens raseriet boblede inde i mig. Hvordan kunne de sige sådan nået? De er så langt i deres karriere, at de ikke ka bakke ud nu.

Uden jeg selv vidste, hvad jeg lavede, havde jeg revet døren. Liam og Niall der sad uskyldigt i sofaen vendte forskrækket hovederne på mig. Man kunne tydeligt vis se, at de ikke var med på ideen om at blive splittet op.

”HVAD ER DER GALT MED HARRY, LOUIS OG ZAYN!” raseriet var krøget over. Raseriet dampede inde i mig. Jeg vidste, at det ikke var deres skyld, men lige nu kunne jeg ikke styre vreden, der erobrede min mave, og fik mig til at krøge over.

Niall kiggede overrasket på mig, men sagde ingen ting. Det forventede jeg heller ikke. Alle holdt nået hemmeligt for mig. Selv Frederikke gjorde. Og jeg var sikker på, at det var nået med det her at gøre.

”DET ER LIGEMEGET! JEG GÅR NU! JEG GÅR! FARVEL!” jeg gik med hastige skridt mod mit værelse. Jeg vidste, at de andre drenge hørte mig, men ingen havde heldigvis stoppet mig.

Nået sagde mig, at alt det her var nået med mig at gøre, men hvad, det gad jeg godt at vide.

Jeg tog en taske inde i mit garderobeskab, der indeholdt al mit tøj. Jeg proppede rasende alt mit tøj ned i min taske, som blev tung at bære på af alt det tøj.

Til sidst var alt mit tøj i min taske, som jeg tvang over skulderen, inden jeg kastede et blik rundt i mit værelse, der havde været det største værelse, jeg har haft i mit liv.

En tårer trillede ned af min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk med håndryggen, inden jeg åbnede døren til stuen, hvor Niall og Liam stadig væk sad neglet til stedet. Jeg kastede et sidste blik på dem, inden jeg åbnede døren til det lille rum. Jeg vidste, at jeg ville komme til at savne dem, men det var der ikke nået at gøre ved.

Nu ville jeg bare ud af deres liv, så de kan forsætte deres karrier. Det var vist bedst, hvis jeg prøvede at glemme dem, så godt jeg kunne. Jeg har taget mit valg og sådan må det være. De må indse, at det er det bedste for alle parter.

                                                                                  ***

Da jeg nåede ned til lobbyen ringede min telefon. Jeg sukkede dybt, før jeg tog den op ad min lomme. Jeg tog den, da det var Frederikke, selvom jeg var en smule sur på hende, men jeg lod det ligge.

”Kan vi snakke sammen i dag.” Hun lød forsigtig. Det lignede hende ikke at lyde forsigtig.

”Ja, det bliver over hos dig. Jeg har faktisk nået jeg gerne ville spørger dig om, men det venter jeg lige med.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...