Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7771Visninger
AA

23. Snakken med Liam.

Fyren havde velkendte cocolade farvede øjne, som jeg kiggede ind i, men uden af kontrol til at sige nået til ham. Liam smilte venligt til mig, mens de aggressive fans stirrede ud på os. Jeg gengældte hurtigt hans smil, inden jeg kiggede den anden vej for at afbryde vores øjenkontakt. Ingen af os sagde noget, mens fansene blev ved med at stirre på os, men efter nogle få minutter gled de tilbage i cafeens store rumme, som ikke var løst. Det var ikke min skyld, at de andre havde forladt mig, da der var flest kunder. Jeg havde ikke nogen nøgle til stedet, så jeg kunne ikke låse af efter mig. Jeg vidste ikke en gang, om der var en nøgle inde på cafeen. Der måtte da kommen en og låse på et tidspunkt, og den person blev ikke mig, det var jeg sikker på.

”Hvad sker der?” Liam knubbede mine bare arme, som rustede en lille smule, da jeg synes, at der var en smule køligt. Jeg svarede ikke så Liam førte mig ned af et fortov, der var helt affolket, så vi kunne snakke alene.

”Sure fans,” sagde jeg kort for hovedet, mens jeg kiggede rundt på mine nye omgivelser. Højhuse og forretninger lå fredfuldt på gaderne, hvor biler susede forbi, mens et enkelt ægtepar gik i hånd i hånd, samtidig med, at de snakkede lavmælt sammen.

”Det er synd for hende der Robin Fischer, at alle de fans skal være så onde i mod hende.” jeg smilte lidt over dens gammel mands ord, da han gik forbi mig og Liam. Vi forsatte videre i tavshed, mens der blev koldere og koldere.

Vi gik ned af en sidegade, hvor parcelhuse lå frit omkring, mens man kunne høre en hund gø i det fjerne. Jeg kiggede ud mod horisonten, hvor nogle røde farver spredte sig lystligt på himlen, mens solen snart var forsvundet. Vores skygger var lange og svage. Man kunne næsten ikke se dem, når vi gik videre hen af det slidte fortov, hvor Liam hjalp mig forbi en hundelort.

Vi gik tæt opad store grønlige buske, hvor solsorte og andre fugle gemte sig inde i, mens de pippede svagt, da solen var fuldkommen forsvundet, og månen havde taget plads oppe på den mørkehimmel, der var fuldt med stjerner. Vi stoppede op og kiggede op på dem. Mine øjne gled mellem stjerner til den fandt en stor stærk stjerne, som var omringet af mindre stjerne, som ikke skinnede så kraftigt. Henne ved et lille hus var Karlsvognen.

Stjernerne var virkelig smukke i aften. Det tog os nogle minutter, før vi forsatte den vej vi var på vej ned ad.

Jeg lod min hånd glide igennem mit hår, som klistrede til fingene. Jeg havde fuldkommet glemt, at en fan havde hældt kaffe ned i mit hår.

”Ad,” sagde jeg, da jeg fik min hånd ud. Jeg skar en irriteret grimasse til Liam, som grinede lidt.

”Du trænger til at komme i bad.” han smilede, mens han tog fat i noget af mit hår. ”Hvorfor var der ikke nogen der hjalp dig.” han lød straks alvorlig, mens han kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg sukkede dybt, inden jeg skødeløst igen brød vores øjenkontakt.

”Øm …” startede jeg, ”Ingen kan li’ mig længere.”

”Hvorfor dog det?” sagde han, da vi drejede ned mod en gade, hvor fulde mennesker holdt til. Åh hvor jeg hadede at være på denne gade. Selvom jeg aldrig har været på den før, men jeg havde hørt så mange rygter om dette sted. Der har været mange overfald og voldtægter her på piger. Liam kunne fornemme min urolighed, så han greb roligt min hånd. Altså som venner. Han smilte beroligende til mig. Jeg gengældte nervøst smilet, inden jeg vendte hovedet frem, hvor en sytten årig dreng stod med en øl i hånden. Jeg knurrede Liams hånd, da vi placerede ham.

”På grund af splittelsen,” svarede jeg Liam, da vi var gået forbi det lille gadehjørne hvor flere fulde drenge stod under en gadelygte. Nogle af dem havde endda godt i gang med nogle fulde piger, som nød vær berøvelse fra de fulde drenge. ”Det burde du, da at vide. Hvor langt er I endelig nået med det?” jeg kiggede undersøgende på Liam, som holdt sit blik lige ud, for ikke at kigge mig ind i øjnene. Jeg hørte ham sukke dybt, da det ikke var et passende spørgsmål til ham.

”Louis, Zayn og Harry er gået deres vej i morges, da der blev endnu et skænderi, så nu er det kun mig og Niall tilbage.” jeg sukkede irriterende dybt over hans svar. Det var ikke ligefrem, det svar jeg havde ventet på. Jeg havde troet, at de vil falde tilbage i deres normale rytme, når jeg var skredet fra dem, men det viste åbenbart det modsatte.

”Hvad har I tænkt jer at gøre?” spørgsmålet kom ud af den blå luft. Jeg havde ikke en gang tænkt over spørgsmålet, før jeg lukkede det ud.

Liam kiggede mod mig med hans cocolade farvede øjne, som så uroligt ned på mig, der nervøst gned mine hænder i håb om, at jeg ikke allerede kendte svaret.

”Vi … øm – vi trækker os tilbage.” nej det kunne de bare ikke. De måtte ikke trække sig tilbage. Hvorfor havde mine fornemmelser for det meste ret, når de sagde nået til mig? Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Jeg blev ved og ved med at ruste på hovedet med hænderne for munden, mens jeg mumlede ”Nej.”

”Desværre Robin, der er ikke nået at stille op. Bandet er ødelagt for evigt, vores sammenhold er blevet ødelagt …”

”På grund af mig,” afbrød jeg ham. Han kiggede nærmest forskrækket på mig, mens han begravede sine hænder i sine lommer. Han så forurolig ud, mens han rustede voldsomt på hovedet, som om jeg tog fejl. Jeg tog ikke fejl, for jeg vidste, at Frederikke havde haft ret. Både Louis – Zayn og Harry var forelsket i mig eller var. ”Liam, jeg ved det altså godt – jeg ved godt, at de tre kunne lide mig.” det lød en smule selvglad, men det passede jo, selvom jeg ikke følte, at de holdt af mig. De havde gjort hele mit liv meget svære og mere kompenseret end nogensinde før.

Liam sukkede dybt, mens han lod sine hænder glide igennem hans brune hår, da vi stod udenfor en stor bygning, hvor vi stoppede op og kiggede os omkring i det tætte mørke, som skjulte de store bygninger.

”Undskyld jeg skifter emne, men … hvorfor var der ikke andre medarbejder på arbejde end dig,” sagde Liam og betagede den mørke bygning vi stod uden for. Jeg lod mine øjne glide opad murværket, hvor banner og skilte var placeret. De bragte alle sammen det samme budskab ud: Overlad hadet og bitterheden, til dem som ikke er stærke nok til at elske. Jeg opdagede hurtigt, at det var et hotel, der ikke var ret stort, men sikkert godt til nogen, som ikke havde et sted at bo.   

”De er sure på mig,” sagde jeg kort for hovedet. ”De gik alle sammen, da jeg kom. Også Frederikke,” tilføjede jeg hastigt, da Liam skulle til at sige noget. Han lukkede hurtig munden igen, da jeg allerede havde svaret på hans spørgsmål.

”Har Frederikke stikket dig ryggen.” han lød overrasket, og jeg forstod det godt. Hun havde været min bedsteven lige siden jeg var kommet til England. Hun var den sidste man troede, der gav mig den kolde skulder.

”Ja, desværre.” jeg begravede mine hænder i min jakkelommer, mens jeg betagede Liam, som bed sig i underlæben.

”Hun var den sidste, jeg troede ville stikke dig den kolde skulder.”

”Hun var den første.” det gav mig kuldegysninger bare at tænke på, hvordan vores venskab havde forandret sig. Måske havde hun ikke været en rigtig veninde? Måske hadede hun mig? Måske havde hendes forældre givet hende besked på, at hun skulle tage sig af mig? Der var så meget der var muligt og lige usandsynlig.

”Det gør mig ondt. Hun vidste ellers så meget om dig,” sagde han, inden vi fik øjenkontakt.

”Hun ved det hele, også ham jeg er vild med.” Liam kiggede mere interessant på mig nu. Jeg kunne lig så godt afsløre det, da jeg allerede havde råbet mig selv.

”Hvem er det?” spurgte Liam nysgerrig, mens hans cocolade farvede øjne hvilede på mig et øjeblik, inden de kiggede ud mod gaden, der blev oplyst af gadelamper.

”Jeg er … forelsket i … Louis.” jeg kiggede væk, mens jeg sagde ordene med store mellemrum. Jeg kunne mærke, at Liam smilede ved mine ord, men sagde ikke noget. Havde han vist det for starten af? Eller havde Frederikke fortalt det videre til ham?

”Ikke nogen overraskelse,” sagde Liam og vendte om for at gå tilbage mod cafeen, som lå langt væk herfra. Jeg kiggede forvirret op på ham, mens jeg fulgte med ham. ”Jeg er altså ikke dum, Robin. Jeg har set, hvordan du kigger på ham. Du er jo helt væk, men det gør ikke no’et.” han smilede ned til mig, inden han grinede lavmælt for sig selv.

Så havde han altså selv regnet den ud. Nu var spørgsmålet bare: Vidste de andre drenge det?

”Men de andre drenge ved det altså ikke, især ikke Louis, han tror, at du hader ham,” sagde han, som om han kunne gætte mine spørgsmål.

”Hvorfor tror han dog det? Hvem hader og ham? Han er jo så … sød … og smuk.” jeg kiggede flovt ned i jorden, efter jeg havde sagt den sidste sætning. Hvorfor afsløre jeg også alle de ting overfor ham?

                                                                           ***

Efter en lang gåtur og en masse snakken, inventerede Liam mig med til det hotel som ham og Niall boede på. Jeg var glad for, at de stadig var der, selvom bandet var gået for hinanden. Inderst inde håbede jeg, at de ville komme sammen igen, men ifølge Liam skulle der et mirakel til. Nu vidste Liam det meste om mig, også hvorfor jeg var faldet for Louis, selvom jeg ikke helt selv vidste hvorfor.

Liam stoppede bilen uden for det samme hotel, som de havde boet i sidste gang, jeg var her. Jeg genkendte hurtigt den store hotelplads, der var fuldkommen ødet. Ingen mennesker gik omkring – som i dagtimerne. Indgangen og lobbyen var ikke fuld af liv, som den plejede at være. Alle dem som arbejdede her var taget hjem, efter en travl dag med kunderne der gerne ville tjekke ind eller ud.

Det var helt unaturligt at træde ind i det højloftede rum, hvor de hvide marmor vægge skinnede svagt i det tætte mørke, der blev drevet væk, da vi trådte ind og lyset tændte automatisk. Jeg mærkede de røde gulvtæpper under mine converse, når jeg gik hen mod marmor trapperne.

Det rungede i den tunge bygning, når vores fodskridt lød på marmor trappetrinene. Selvom vi prøvede så godt som muligt, at liste op ad de ødede trapper, men alligevel larmede det rundt i den tomme bygning, som omgav os. Selvfølgelig var den ikke tom, der lå selvfølgelig masser af mennesker inde bag de smalle marmor døre, som vi placerede for at komme helt op i toppen af bygningen.

Efter nogle minutter, om føleles som timer, nåede vi der op. Belysningen var ranger end jeg huskede den. Der var meget skummelt heroppe, selvom lysene lyste så godt de kunne, men det var ikke nok. Vi måtte kante os igennem gangen, for ikke at komme til at smadre noget værdifuldt, som de vaser der var blevet stald op. De var selvfølgelig lavet af det fineste marmor.

Vi nåede helskindet igennem alle vaserne og de uhyggelige og triste malerier. Liam låste forsigtigt og langsomt døren op. Jeg kom ind i det velkendte lille rum, hvor der nu hang få jakker på knager, mens skoene var stald til side. Der var dejligt varmt her inde. Især hvis man stod opad en radiator, der var dejlig varm.

Vi fik begge bakset overtøjet af, inden vi trådte ind i den mørk stue, hvor Nialls blonde hår lyste op. Han sad i en vindueskarm og stirrede ud gennem et vindue, der viste den kolde nat. Han vendte ansigtet mod os, da vi fælles trådte ind i stuen, som var lige så varm som den radiator, jeg havde stået lænet opad. Han betaged underne mig, som om Liam havde slæbt en pige ind, der så ud som om hun havde været oppe at slås med en kat. Det tog ham langtid, før han opdagede, hvem jeg var.

Han sprang glad ned fra vindueskarmen, og uden jeg vidste at det, havde han trukket mig ind i et kæmpe kram, mens han hviskede: ”Dejligt at se dig igen. Hvad er der sket med dit hår,” tilføjede han, da han opdagede mit klisterende lyse hår. Jeg forklarede ham hurtigt hele historien.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...