Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8452Visninger
AA

15. Sladderbladet.

Den næste morgen var jeg hurtigt oppe, inden de andre. Jeg hoppede i arbejdstøjet. Jeg åbnede stille døren op, så jeg ikke vækkede de andre. Jeg listede ud i køkkenet, for at få noget at spise. Jeg smurte hurtigt et stykke rugbrød, og spiste det, mens jeg kiggede rundt i det stille køkken. Lyden af en der snakkede i søvne nåede mine øre, men jeg ville ikke se hvem det var, da jeg snart skulle gå.

Jeg gik stadig over på arbejdet, da det var for tideligt om morgnen at vække Louis eller en af de andre drenge.

Jeg lagde smørerkniven i opvaskemaskinen og leverpostejen i køleskabet. Jeg listede roligt ud mod døren. Jeg trådte frisk ud i det store hotel, hvor trapperne ventede på mig. Jeg gik hen mod trapperne, men jeg nåede ikke ret langt, før en dør blev åbnet, og to piger på min egen alder trådte snakkende ud.

”… det er helt vildt, at han er faldet for hende,” sagde den laveste af dem, mens den højeste prikkede til hende, og pegede over på mig. Jeg hadede folk der peger på andre. Jeg synes det er så uhøfligt. Men man skal tænke på, at tre finger peger på en selv.

Den laveste vendte hovedet over mod mig. De stirrede måbende på mig, mens jeg skyndte mig hen mod trapperne, for at slippe for ubehagelige spørgsmål om drengene. Jeg hørte deres fodskridt bag mig, men kiggede mig ikke tilbage, da jeg var for opslugt af at flugte og få et spørgsmål besvaret: Hvem var det der kunne lide mig?

”Hey vent. Vi vil bare spørger dig om noget!” Jeg vidste ikke hvem af dem der råbte på mig, men jeg troede, at det var den højeste af dem, da stemmen var helt ukendt.

”Jeg har desværre ikke tid til det lige nu. Jeg skal på arbejde.” Jeg sprang elegant over de to sidste trin, inden jeg løb så hurtigt jeg kunne over mod døren, der blev smækket op.

Jeg havde altid været god til at løbe, men det var længe siden, at jeg har været ude at løbe, så jeg var i dårlig form. Mine ben brændte under mig. Jeg kiggede mig over skulderen for at se om de stadig jagtede mig. Det gjorde de ikke. Heldigvis. Jeg drejede om et hjørne, hvor der vrimlede med unge piger, der kiggede med store øjne på mig. Hvorfor gjorde de dog det? Jeg var jo en hel almindelig pige på atten år.

Jeg gik videre uden at tænke over det. Men det irriterede mig virkelig meget, at flere og flere piger gloede på mig. Jeg kunne mærke deres brændende blikke mod min uskyldige nakke.

Jeg satte tempoet op, for at kunne krydse fodgænger over gangen. Der stod børn, der var på vej i skole. De havde deres tasker på ryggen, mens de kiggede sig for. Den kaffe-hårfarvede pige kiggede op på mig med hendes grå øjne, som så nysgerrige ud. Jeg smilte hurtigt til hende, da en bil holdt for os. Pigen var ikke mere end ti år gammel.

Jeg skyndte mig med, mens jeg så ud af øjenkrogen, at en lille flok piger fulgte efter mig. Deres ansigt udtryk var følelses løs, mens den med blank blondt hår hviskede ophidset til dem der stod ved hendes sider. Hun gjorde et kast med hendes perfekte hår, som vinden tog fat i. En bande drenge kiggede måbende på hende.

Jeg kunne godt forstå, at de var vilde efter at få fat i hende. Hun var fuldkommen perfekt. Hendes blonde hår, der bølgede i den mindste brise. Hendes ben gik perfekt i høje skeletter, der larmede når hun gik på fortovet. Hun havde et smukt ansigt med smukke høje kindben. Hendes sorte mascara fremhævede hendes smukke blå øjne, som var rettet mod mig, der gik hurtigt i mine sorte converse.

Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, og så hendes smukke hvide smil der sikkert fik alle drenge i nærheden til at besvime. Jeg fik kvalme for vær gang, jeg så på hende. Jeg kunne tydelig vis se, at hun gik i det nyeste mode, da det var vireligt dyrt. Noget sagde mig, at hun var populær rundt i byen, da alle hviskede til en ven eller familie medlem, når hun gik forbi dem.

Jeg satte tempoet udliggere op, da jeg vidste, at de måtte løbe for at ind hente mig. Men jeg tror ikke, at de var dumme nok til at løbe i skeletter. Jeg havde det på fornemmelsen, at det ikke var særligt ret.

Lyden af min ringetone fik mig ud af tanke strømen. Jeg trak hurtigt mobilen op og tog den.

”Det er Robin,” sagde jeg automatisk ind i mobilen.

”Hej Robin, det er Louis.” Han lød glad. Som altid.

Jeg kiggede mig over skulderen, og så den smukke pige knytte hårdt hænderne sammen. Hun kunne ikke holde det følelses løse ansigt udtryk, der forandrede sig til en stor vrede, som fik min mave til at snøre sig sammen i en stor nervøs klump.

”Hvor er du henne?” Lyden af de andre drenge, der snakkede overdøvede næsten Louis’ stemme.

”På vej på arbejde.” Jeg kunne selv høre nervøsiteten i min egen stemme, selvom jeg prøvede at kvæle den, men uden held.

”Hvorfor så nervøs.”

”Ik’ no’et. Jeg har det fint. Du skal ikke tænke på mig.” Jeg hørte et lavt hvæssen bag mig, at jeg fik et chok.

Jeg kastede et nervøs blik over min skulder, og så den smukke pige og hendes to følgesvende skære tænder. De var ikke mindre end i meter fra mig. Deres onde blikke var limet fast til min nakke, at jeg fik det ubehageligt.

”Sikker,” sagde Louis, inden lyden af et tv blive tændt.

”Helt sikker,” svarede jeg og satte farten op, da jeg var faldet ned i gear.

”Nå okay, men farvel.”

”Farvel Louis.”

Jeg lagde telefonen tilbage i lommen, inden jeg kiggede over min ene skulder, for at se hvor langt de var kommet. En meter fra mig. Jeg ville være en kujon, hvis jeg løb hen mod mit arbejde, men på den anden side var der kun et hjørne tilbage, som jeg snart rundede.

Jeg kiggede mig omkring, for at se hvordan mine omgivelser så ud. Jeg var udenfor et stort hegn, der tornede sig op over mig. Inde bag hegnet var der en stor fodboldbane, hvor et hold unge sparkede på mål. En ung pige, der sad på tilskuerpladserne kiggede op på mig, da jeg gik forbi.

Jeg drejede til højre ved en bager, der var i fuldgang med at sælge kager og håndværker, da klokken var 7:30. Bageren vinkede venligt til mig, da jeg en gang havde givet ham en hånd med at sælge nogen ting. Jeg vinkede tilbage, inden jeg forsatte ned af gaden. Jeg kunne hurtigt få øje på cafe møllen, der stod fredeligt. Jeg så Frederikke gå ind i butikken, mens hun havde en heftig snak med Valborg, der holdte døren for hende. Døren smækkede i efter dem, mens der ikke var kommet nogen kunder, da vi havde lukket.

Jeg kiggede mig over skulderen, for at se om de stadig var der. De havde opgivet håbet om at få mig fanget eller hvad end de ville med mig. Jeg kiggede mig for til begge sider, inden jeg krydsede vejen over til cafeen.

Inde på cafeen herskede der dejligt ro, mens medarbejderne gjorde klar til kunderne. Frederikke og Valborg der stadig snakkede, tog stolene ned for bordet, mens Lene fejede gulvet. Lene var en lille buttet dame, der for det meste havde kommandoen i køkkenet. Hun var en lille hidsig prop, men jeg havde aldrig kommet på tværs af hende. Men hun var alligevel rar.

Frederikke kiggede glad op på mig, da jeg trådte ind af døren, der gik roligt i bag mig. Hun vinkede sig hen til sig, da hun stalde en stol ned på gulvet. Jeg gik hen til hende. Hendes smil blev større og større jo mere jeg nærmede mig. Jeg vidste, at hun havde noget at sige, men hvad?

”Har du set, at du er på forsiden af verdens kendte sladderblad.” Jeg kiggede vantro på Frederikke, der satte sig ned på den stol, som hun lige havde sat sig ned på. Jeg tog en stol og satte mig overfor hende.

”Nej.” Det var sandt. Jeg læste aldrig sladderblade, som resten af mine medarbejder gjorde. Selv Lene gjorde. Jeg var den eneste, der ikke læste sladderblade, da det meste af det var løgn.

”Har du ikke.” Frederikkes tonefald fortalte mig, at det var nået vigtigt, som jeg skulle have set. Men jeg anede ikke hvad? Var det måske derfor, at alle de piger gloede på mig, når jeg gik der ude, eller var det bare et tilfælde.

”Valborg har du det.” Frederikke kiggede over mod Valborg, der dukkede ned i en pose, som hun fandt et sladderblad frem. Hun rakte den til mig.

Jeg genkendte hurtigt Louis, der havde mig over skulderen, som kæmpe for at komme ned. Jeg så stranden, som vi havde været på for to dage siden. Selvom jeg ikke havde løst til gik jeg om på første side, hvor der stod: Har den kendte Louis Tomlinson fået en flamme.

Min mave knyttede sig allerede sammen ved overskriften. Mine øjne gik automatisk ned til teksten.

Den kendte Louis Tomlinson (Medlem af det kendte boyband One Direction) blev set for noget tid siden på stranden, sammen med de andre for bandet og en smuk blondt hårede kvinde med bølgende hår.

Der var et lille billede af mig, der smilte ud mod læserne. Et lille raseri boblede lidt rundt i min mave, da det billede var privat.

De var alle sammen taget på stranden for at hygge sig, men der var selvfølgelig masser af fans, der gerne ville have deres autografer. Robin Fletcher som pigen hed, måtte vendte på dem. Men nåede, siger mig, at hun har det fint med det. Hun faldt i snak med den rødhårede pige, der snakkede lidt med hende. Vi ved desværre ikke hvad de snakkede om. Men noget siger mig, at de snakkede om One Direction-drengene.

Da drengene var færdige med at skrive autografer, tog Louis Robin op på skuleren. Han styrtede ud i det varme vand, som solen havde opvarmet. På et tidspunkt kastede han hende i vandet, men han skulle passe på, da han selv faldt i. Vi har fået udtaleser for mange fans, at de tror, at der er nået mellem de to. De under meget pressen, at han har valgt en hel normal pige og ikke en kendt en, som de fleste kendte gør.

_______________________________________________________________

Kære læsere

Jeg vil for det første sige: Tusind tak for alle de farveritter. Så har jeg stykket min rekord, som ikke har været særlig høj. Jeg tror nok, at den havde været på 10 eller sådan noget. I vær ifald ikke over ti. Men så begyndte jeg på denne her dejlige novelle om de glade drenge, da en mine gode venner sagde, at jeg var blevet fan. Jeg undskylder, at der har været ventetid på dette kapitel. Jeg håber at min grund er ok: Jeg manglede (Hvad er det nu det hedder) handling. Forsæt god dag eller aften.

Kærlig hilsen Stjerneskud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...