Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8060Visninger
AA

20. skovbrand.

Jeg begravede mit ansigt i mine knæ, mens jeg lod tårerne for frit løb. De trillede koldt ned af mine bare kinder, mens mit indre blev mere og mere koldt, jo længere tid der gik. Hulk undslap mine læber samtidig med, at det begyndte at blæse op til uvejr.

Skyer nærmede sighastigt, mens vinden blev vildere og vildere. Til sidst måtte jeg klammere mig til stenen for at blive nede. Jeg vidste, at det var tid til at tage hjem, men jeg gad ikke, da det var bedst hvis jeg døde. For hvis jeg døde ville jeg aldrig komme til at føle sådan her. Så ville alle være glade, når jeg bare var væk.

Jeg kiggede op mod himlen, hvor skyerne lod regnen falde ned og gennembløde mit hår, mens brav for lyn gjorde mig bange. Jeg skulle ikke lave selvmord, det hjælper alligevel ikke nået nu.

Jeg rejste mig op og løb mod stien, som jeg var kommet fra, da et træ faldt ned bag mig. Panikken voksede inde i mig, mens jeg løb alt hvad jeg kunne ned af stien, hvor flere træer faldt af den kraftige vind, der rev i dem, at de måtte give efter.

Jeg stoppede panisk op, mens jeg kiggede mig til begge sider, hvor træer faldt ned og fik det til at brave højt sammen med lynene.

Jeg så op mod himlen, hvor et gigantisk lyn slog ned få meter fra mig. Ild blev tændt bag ved mig, mens det træ der var overfor mig begyndte at falde ned på mig.

Jeg var færdig. Nu skulle jeg dø. Dø uden at se drengene en sidste gang. Uden deres stemmer.

Nej, det kan de godt droppe tænkte jeg hårdt, inden jeg satte i løb hen a stien, mens ilden spredte sig i træerne og satte dem i flammer, mens vinden tog fat i gnisterne, der satte sig fast på andre træer og lavede hel nye flammer, som åd træerne til det sidste …

Jeg nåede til den brede sti, hvor kæreste parret lå under et væltet træ. Det gav mig et chok, at se deres lig være flad mast under den store træstamme. Jeg fumlede efter min mobil, der lå i jakke lommen. Jeg tastede panisk et nummer ind, mens tårer trængte ned af mine kinder, der var ildrøde af varmen, der herskede rundt om mig.

”Det er alarmcentralen,” lød en sukkersød kvindestemme inde i telefonen. Jeg begyndte panisk at fortælle alt, hvad der var sket.

Efter kort tid havde jeg lagt på. Jeg kastede det sidste blik på kæreste parret, der lå sten død under det store træ. De var døde, det var jeg sikker på, selvom jeg synes, at pigen rørte lidt på sig, men det var sikkert bare mig, der så syner.

Jeg løb videre med kæreste parret inde i mit hoved. De hvirvlede rundt, indtil jeg nåede husene, hvor brandvæsnet allerede var parat til at gå i gang med deres arbejde. Lidt længere henne holdt der en ambulance, der sendte blåt blink rundt og ind i husene, der lå her omkring.

En falkmand kom hen til mig med en maske, der gav rent ild. Jeg sugede det forsigtig ind, mens jeg så brandvæsnet kæmpe hårdt mod flammerne, der var kæmpe store. Menneskerne der boede i husene kom løbende ud af deres boliger, mens de kastede skræmte blikke rundt omkring sig.

Jeg kiggede hen på en bronzefarvede hårfarvede pige, der stod og stirrede ind i de store flammer, som brandvæsnet tappert kæmpede imod. Hendes spinkle far lagde hænderne på hans datters skulder, mens moren kiggede nervøst ind i flammerne, som om hun håbede, at nogen ville komme ud der fra.

 

Louis’ synsvinkel.

Jeg lagde irriteret i min seng, mens jeg jævnligt kiggede tjekkede om Robin havde skrevet. Hver gang lod jeg skuffet telefonen falde ned på natbordet igen. Jeg fortrød, at jeg sendte den sidste sms, da jeg savnede hende forfærdeligt meget. Min mave snørede sig sammen, hver gang jeg bare tænkte på hende.

Jeg var håbløs forelsket i hende. Jeg vidste, at pressen vil synes det ville være underligt, hvis jeg blev kæreste med en almindelig, som Robin var. Men jeg var ligeglad, jeg elskede hende højre end nået andet. Jeg er ligeglad med, at hun er almindelig, da hun var fuldkommen speciel for mig. Hun var ikke bare en eller anden pige, der var blevet mishandlet. Hun var ikke bare en lyshåret pige, som mange rundt i byen kalde blondinedum. Det pissede mig faktisk rimelig meget af, når jeg hørte folk tale sådan om hende. Hun var ikke blondinedum. Hun var så meget andet … sjov … sød, smuk, venlig og virkelig dejlige at være sammen med. Hun har et vidunderlig fantastisk smil, der gjorde mig blød i knæerne, hver gang jeg så det. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev så sur, da hun ikke svarede på mine sms’er. Måske var jeg bare sur over, at hun ikke svarede mig, ligesom jeg ikke svarede hende, da hun spurgte hvad der var galt med mig, Zayn og Harry. Men det er altså pineligt at sige til hende, at jeg er forelsket i hende. Hvad hvis hun ikke kunne lide mig. Hvad hvis hun bare gjorde grin med mig. Jeg kunne ikke bære tanken om, at hun grinede af mig, selvom hun havde sådan et sødt grin, der passede perfekt til hendes smukke smil, som jeg ikke kunne få ud af hovedet.

Jeg stirrede op i loftet, mens tankerne vivlede ubehageligt rundt i hovedet på mig, samtidig med at Robin fløj ind i mit indre blik, hvor hun smilte overlegent til mig, mens rødmen stig op i hendes kinder.

”HARRY – LOUIS OG ZAYN KOM HER UD!” lød Liams stemme inde for hotelværelsets stue. Jeg sukkede dybt, inden jeg tvang mig selv op og stå, mens jeg håbede, at vi ikke faldt ud i et skænderi igen.

Jeg åbnede træt døren, hvor Harry og Zayn allerede var på vej ud mod stuen, som blev oplyst af det tændte fjernsyn, som Niall og Liam sad foran. De kiggede begge op på os, da vi kom ind i stuen og satte os ned ved siden af dem.

”Hvad er der,” spurgte jeg køgeligt, inden Liam bare pegede på fjernsynet, hvor en karseklippet mand, der stod foran en velkendt skov som brande vanvigtigt. Var det ikke skoven som lå tæt ved Frederikkes hus? ’

En ung pige tidligere i dag ringede til alarmcentralen og fortalte om et skovbrand, som opstod her inde, mens træer væltede og en pige og en dreng har mistet livet.” kameraet hvilede på en lysthårede pige, der stod og trak ilt gennem en maske. Min mave snurrede sig hårdt sammen af bekymring, mens jeg betagede Robin, der spærrede øjnene op, inden hun faldt ned på knæ. Man kunne høre hendes grød tydeligt igennem mikrofonerne, der var peget mod hende.

_______________________________________________________________

Undskyld for et virkelig kort kapitel, men sådan er det. Jeg ved, at det tog nået tid før den blev færdig og den er så kort. Men jeg havde altså en veninde, der overnattede i to døgn, så jeg havde ikke muligheden for at skrive videre.

//Stjerneskud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...