Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7772Visninger
AA

10. Sikke en dag.

Jeg vågnede træt op den næste morgen. Aften havde forgået inde på Frederikkes værelse, hvor vi havde lavet S, P eller K til langt ud på natten. Det var nok den sjoveste aften jeg nogen sinde havde oplevet. Det sjoveste var nok der, hvor Louis skulle lege, at han var en kæmpe fan af Frederikke, der gik mellem os alle sammen med Louis i hælende. På et tidspunkt havde Frederikke rørt om for sjov. Louis havde ladet som om han besvimede. Tankerne fik et smil frem på mit læber, inden min dør blev hevet roligt op, og Frederikke trådte ind.

”Morgenmad.” Hun lød træt. Hun gabte højlydt, inden hun lukkede døren igen.

Jeg rustede smilende på hovedet. Jeg hoppede træt ud af sengen, men var hurtigt ved at miste balancen, at jeg måtte støtte mig til skrivebordet i et øjeblik. Jeg fandt hurtigt noget tøj nede i kommoden. Jeg havde åbenbart fået noget af det tøj Frederikke ikke gad have længere.

Jeg trak noget tilfældigt tøj over hovedet, inden jeg trådte ud i gangen, hvor egetræstrappen stod. Jeg gik, letter elegant ned, mens lyden af et skænderi nåede mine øre. Typisk Frederikke og Tina. De stoppede, da jeg trådte ud i det skinnende køkken, hvor det stabile træbord stod dækket med tallerkener og glas fuldt med mælk. Pålæg stod og pyntede rundt om en kurv med håndværker (en slags rundstykke). Det var længesiden jeg havde set sådan en morgenmåltid, da hjemme hos Kim levede jeg mest af frugt. Derfor var jeg rimelig tynd. Man kunne nærmest se mine knogler, hvordan de arbejdede inde i kroppen på mig.

Frederikkes mor, der havde det samme orangehår og de skarpe grønne øjne. Det var tydeligt, at de lignede hinanden. Tina lignede mest sin far, der blev skilt fra deres mor, da hun var to år gammel. Moren lader aldrig dem besøge deres far, men sidste år listede Frederikke der over. Hun havde fået en kæmpe ballade, da hun kom hjem der fra.

Jeg blev bedt om at tage plads. Jeg satte mig stille ned ved bordenden, hvor pålæg stod. Jeg skimtede hurtigt deres overskift, for at se om der var noget jeg kunne lide. Jeg kunne heldigvis lide det meste; jeg var ikke så kræsen, men jeg hader æggekage.

De andre tog plads efter at have lavet en kande te. Jeg hældte det forsigtigt op. En brunlig væske gled ud af kanden. Lugten af te fyldte hele huset. Selv Tika løftede hovedet for at lugte til lugten. Jeg kunne godt lide lugten af te, men jeg hadede lugten af kaffe. Jeg drak aldrig kaffe, da det smagte hæsligt i min smag.

                                                                   ***

Efter en dejlig morgenmad, stod jeg foran mit dejlige arbejde. Jeg havde fået lov til at få en uniform få første gang. Jeg kunne rigtig godt lide den røde skjorte, hvor et navneskilt hang på brystet. På ryggen stod der cafeens navn. Vi havde en rød solkasket om hovedet. Farven var tæt på at frem hæve mit hår.

Cafeen stod stille, da vi trådte ind i cafeen. En hvidhåret kvinde, med uhyggelige røde øjn kiggede på os i håb om, at det var en kunde, mens skuffet vendte hun hovedet tilbage til blokken, hvor hun sikkert tegnede, krydsulder. Det var Valborg. Valborg var en albino menneske. Jeg behandlede hende som en hel normal menneske, da hun ikke kunne gøre for, at hun var sådan. Hun var en hel normal pige i mine øjne, selvom hun var temmelig bleg, og hun havde røde øjne, men hun var stadig et menneske.

”Er der ikke kommet nogen kunder endnu,” spurgte jeg hende om. Hun kiggede op fra blokken, og rettede hendes røde øjne mod mig. Hun smilte venligt til mig.

”Nej, rimelig underligt.” Hun satte sig op på disken med blokken i skødet. Jeg gav hende ret. Rimeligt underligt. Der plejer altid at være folk nu.

Vi satte os alle sammen op på disken også dem for køkkenet. Jeg kiggede ud på vejende, hvor biler susede forbi cafeen, uden at tage et stop, fordi de var sultende. Flere og flere faste kunders biler kørte forbi. Hvad var der sket med folk, da de ingen spiste noget her? Var der åbnet en anden cafe, der var bedre end vores? Mange spørgsmål plage mig, mens jeg hørte flere og flere dybe suk. Jeg sukkede selv flere gange dybt.

”Lad os høre noget musik.” Jeg hoppede beslutsomt ned på gulvet igen.

Jeg gik roligt hen til en radio, der stod på en skammel henne ved et hjørne. Jeg lagde en cd der ned, som vi alle kunne lide at høre, nemlig One Direction. What make your beautiful, rungede i bygningen. Flere og flere piger sang med. Jeg nød at høre deres stemme.

                                                                   ***

Timerne gik, og der var stadig ikke kommet nogen. Vi brugte tiden på at hygge rundt i butikken. Spiste de lækker boldere, som vi smørrede smør på, og lagde forskellige pålæg på. Vi sang med på One Direction’ dejlige sange om kærlighed.

Jeg kiggede ud af vinduet og så en velkendt bil. Jeg skimtede lidt af Louis’ brune hår gennem de mørke vinduer. Jeg skyndte mig at slukke musikken, og alles ansigter vendtes mod mig.

”Hør alle sammen, der kommer fem kunder, og de går alle under navnet One Direction.” Alle kiggede med store øjne over på mig, selvom de havde været her mange gange før, ifølge Frederikke der allerede var i gang med at tørre krummer op.

Der blev et kæmpe postyr inde på cafeen. Gulvet skulle fejes. Bordene skulle tørres af. Boldere skulle laves. Det værste var, at det forgik under tidspres. Jo længere drengende kom, jo mere postyr blev der her inde. Det endte med, at vi lignede høner, der havde fået hugget hovedet af.

Vi nåede lige at komme på vores plads inden dørklokken hørtes fem gange, og drengendes stemmer rungede i butikken. De kiggede sig underne rundt på de tomme border.

”Hvor har i gjort af alle kunderne,” spurgte Niall, der kiggede underne på os, der stod foran disken.

”Der kommer ikke nogen,” sagde jeg. Jeg var vist den eneste, der stod ude ved disken, som turde sige noget til dem.

Drengende sendte hinanden blikke. Kunne de komikere med blikke. Det var ikke lige frem det mest behagelige.

”Tænker I det samme som jeg tænker.” Louis kiggede rundt på sine bandmedlemmer. De andre nikkede.

”Hvad er det I tænker på?” Jeg satte mig op på disken, mens jeg for den ene til den anden.

”En lille koncert.” Louis smilte til mig.

”Vi har ikke en gang noget udstyr til det,” sagde jeg og lagde armende overkors. Det var en god ide, men hvis man ikke havde udstyret til det, så kunne man ikke.

”Jo, i baglokalet har vi,” sagde Valborg, der havde fået talen tilbage. Jeg kiggede forvirret på hende. ”Har du ikke hørt, at denne bygning en gang havde været et sted, hvor nogle spillede og sang. Da vores chef købte stedet, gad hun ikke smide det ud, så hun lagde hele baduljen ud i baglokalet, da vi aldrig bruger det.”   

Vært et ord sivede stille ind, mens jeg holdt øjenkontakt med Valborg. Hun vidste vist meget mere om det her sted end jeg gjorde, men det var jo også forståligt, da hun var chefens datter.

Vi hoppede ned på gulvet. Louis fangede mit blik. Jeg rødmede lidt, inden jeg kiggede genert væk. Vi gik ud i køkkenet, hvor de havde lyttet til vores samtale. De synes også, at det var en mega god ide, men tvivlen hoppede rundt i min mave, som en bakterie. Spørgsmål dukkede igen op i hovedet på mig: Hvordan skulle vi få rygtet til at spredes så hurtigt? Og var det nu en god ide?

Jeg blev skubbet ud af tankerne, da jeg mærkede en varm fornemmelse glide for min hånd, og ligge sig roligt om mit hjerte, der bankede hurtigt mod mit bryst. Jeg kiggede ned på min hånd, og genkendte Louis’ hånd, der knurrede min ind i hans. Jeg kiggede op på ham. Han smilede beroligende til mig. Jeg gengældte det med et smil.

Jeg følte trygheden strømme få min hånd, og op over hele kroppen. Glæden af støttede tvivlen, der blev udryddet af glæden, som både var stærkere og bedre for mig.

Valborg førte hen til en dør, der var i den anden side af køkkenet, som jeg aldrig havde lagt mærke til før nu. Døren var af sikkert stål. Der var ikke blevet åbnet i langtid, så den knirkede højlydt, så alle vendte nysgerrigt ansigterne mod os. Mit blik blev fanget af Frederikke, der smilte til mig. Jeg vidste, at hun havde fået øje på mig og Louis’ hænder. Jeg smilte hurtigt tilbage til hende, inden jeg trådte ind i en lang gang.

Man kunne tydeligt mærke, at der aldrig var nogen her. Kulden kom i mod os, at mine arme fik gåsehud. Man kunne se ens egen ånde, når man trækkede vejet gennem munden eller næsen. Mine tænder klapperede hårdt sammen, mens jeg rustede af kulde, da vores skjorter hun var T-shirts. Jeg knurrede Louis’ hånd, da den var dejlig varm. Hans hånd var den eneste, der gav mig en smule varme.  

Der var nogenlunde højt til loftet. En lille lampe, der ikke lyste ret meget blev tændt. Edderkoppespind var snoet rundt om lamperne, så de ikke lyste ret meget. Trægulvet knagede højlydt, når man gik på det. På loftet vrimlede der med edderkopper, som mange havde jeg aldrig set før. Jeg trykkede mig længere ind mod Louis, da der var alt for mange, end jeg kunne klare.

Han gav min hånd et trygt klem, inden vi forsatte videre hen ad de knirkende gulvbrædder. Lyden mindede mig om gyserfilm, hvor spøgelser og dæmoner overfalde hovedpersonen.

”Så er vi her.” Valborg åbnede en knirkende dør, der af slørede masse vis af instrumenter. Både trommer, klaver, guitar, bas, og alle mulige andre instrumenter.

”De ser lidt beskidte ud.” Jeg trådte ind i rummet, og fugten hang fast i mit silkebløde hår, der lagde sig ned ad min ryg. Drengende gik med mig der ind, især Louis da jeg stadig havde hans hånd i min.

”Hvor er mikrofonerne,” spurgte Niall, der fik en beskidt guitar der havde ligget fast klemt under en tromme.

Jeg slap modvilligt Louis’ hånd for at lede. Jeg løftede flere musik instrumenter.

”Der er en triangel.” Jeg trak en triangel, der var godt bøjet.

Et skab der næsten var ved at falde ned fangede min opmærksomhed. Jeg fik mig mast gennem alt muligt ragelse, der slet ikke havde nået med musik at gøre.

Skabet var af ustabilt egetræ, der snart var faldet fra hinanden. Jeg mærkede de andre drenge bag mig. Jeg tog fat i håndtaget. Jeg trak ganske lidt i den, og skabet faldt med et brav ned, at jeg fik et chok. Jeg bagede skrækslagen tilbage, og mærkede nogle arme tage roligt fast i mine arme.

”Du har fundet mikrofonerne,” sagde Louis, der tog skabslågen ud af min hånd. Til sidst kunne vi ikke lade vær med at grine af det der lige var sket.

Mikrofonerne lå nede på gulvet og trillede roligt rundt. Men de kunne ikke flugte ret længe, før drengende havde taget dem i hænderne. Vi hjalp hinanden med at får trommer, klaver og andre musik instrumenter ud i cafeen.

Til sidst stod de vigtigste instrumenter inde på cafeen, hvor alle med arbejder kiggede på dem.

”Vi har et problem: Hvem kan spille instrumenterne, mens de synger.” Alle kiggede på mig, som om jeg var et spøgelse.

”Okay,” sagde Frederikke og klappede i hænderne. ”Hvem kan spille trommer.”

Hun spurgte om hvem kunne spille hvad. Det var faktisk ret overraskende at så mange kunne spille instrumenter. Jeg kunne også selv spille klaver, men rakkede ikke hånden op, da Frederikke spurgte om, der var nogen der spillede klaver. Jeg kunne mærke hendes blik på mig, men hun valgte en anden.

”Okay, det var et problem løst. To, nogen skal gøre instrumenterende klar og gjort rent, og nogen skal bringe nyheden ud. Lad mig se … Louis og Robin, I bringer nyheden ud i verden, mens vi andre ordner instrumenterende. Go.” Frederikke havde altid været godt til at sætte tingende i gang, og få de rette folk til posten. Men lige nu vidste jeg, at hun ville have, at mig og Louis fik privattid sammen. Hun blinkede til mig. Jeg rullede med øjnene af hende, inden jeg fulgte med Louis ud.

Det var dejligt at mærke den kølige luft, der godt kunne være varm, men da det var vinter frøs man, og vinden var kold især for mig, da jeg var en frossenpind. Jeg arvede mig over, at jeg ikke havde taget min jakke med.

Vi gik ud mod gågaden, hvor mennesker vrimlede mellem hinanden, selvom julen var overstået. Piger kiggede undrende på os.

”Hvordan kan vi få det sagt,” spurgte jeg Louis. Han kiggede ned på mig.

”Bliv her.” Han gik hen mod den nærmeste forretning. Jeg kiggede efter ham, inden han forsvandt bag en dør, der gled lydløst i, mens fans kiggede måbende mod døren, hvor Louis lige havde gået i gennem.

Han kom efter korte minutter ud med en blå stol, som han stalde sig op på. Jeg kiggede uroligt op på ham. Jeg havde det ikke ret godt med, at alt opmærksomheden blev rettet mod os. Selv gamle ægtefæller standsede op, for at høre hvad Louis havde at sige.

”I dag klokken 13:30 spiller One Direction koncert på Cafe møllen. I skal komme inden for 13:20, da vi skal have orden på nogen ting. Der bliver serveret de lækreste hjemmelavet boldere. Jeg kan i hvert ifald godt lide dem. Tak for jeres opmærksomhed.” Han hoppede ned for stolen, mens fans plagede deres moder og fader om, at de ikke nok måtte tage til koncerten. Jeg var faktisk rimelig overrasket, at de tog den sådan på vej, men det var da nemt nok, nu kom da der nogen.

Louis kom tilbage til mig efter at taget stolen tilbage.

”Det gik da meget godt.” Han smilte venligt ned til mig, inden vi gik tilbage mod cafe møllen.

                                                                        ***

De andre var fuld i gang med at rense instrumenter, da vi kom tilbage. Fem mikrofoner lå på disken, hvor Niall stod og pudsede en guitar. Harry stalde tromme delende på plads, men Liam skubbede Klaveret gennem døren til køkkenet. Der var en dejlig stemning inde på cafeen. Folk snakkede med hinanden.

Frederikke var i en dyb samtale med Zayn, der sendte en tromme tingest over til Harry.

”Fik i delt nyheden ud,” sagde Niall, der stemte guitaren.

”Ja. Der kommer i hver ifald fans.” Jeg åbnede døren på klem, så noget nyt ilt kunne trænge ind.

                                                                    ***

Tiden gik, og de første fans kom ind i butikken. Vi gemte drengende ude i køkkenet, så der ikke blev råben og skrigen. Jeg sad på disken, men jeg genkendte flere og flere ansigter nede fra gågaden, og de kunne åbenbart også genkende mig. De satte sig ned på de stoler, der stod nærmest scenen.

Scenen havde blevet fin. Mig og Frederikke havde rent hjem efter den største One Direction plakat, de havde i huset, og vi havde med fælleshjælp fået den hænget op med tegnestifter. Flere og flere fans og unge trådte ind i cafeen. Der var prop fuldt, at os medarbejder satte sig på disken.

Jeg gik hen til køkken døren, hvor drengende holdt sig bag. Jeg bankede hurtigt to gange på døren, for at vise dem, at nu var vi klar. Jeg nåede mig at sætte mig op mellem Valborg og Frederikke, der var mine nærmeste pigevenner. Fans skrig, da døren blev åben, og One Direction-drengende trådte ud. Jeg holdt mig til ørerne, for at sikker mig, at jeg ikke blev døv af alt den skrigen. Hvordan kunne de lige skrige så højt?

Fansene sang med på deres sange. Mine blikke blev mange gange fanget af Louis.

Vi måtte efter kort tid gå rundt mellem bakker, med lune boldere til de sultende fans. Dem i vores køkken måtte arbejde på højtryk, da gæsterne og fansende elskede boldende. Jeg kunne nærmest ikke gå rundt nogen steder, før min bakke med boldere var tom igen. Vi måtte mange gange ud i køkkenet, for se hvor langt de var nået med boldende.

Jeg hørte One thing blive sunget. Jeg lukkede øjnene i så langtid, for at kunne nyde deres stemmer, men efter fem minutter blev, der lagt lune boldere på min bakke, og jeg måtte endnu en gang ind mellem fansende. Endelig var de mætte. De tog ikke ret meget mere, men Niall så virkelig sulten ud, så jeg blev jaget op på scenen, for at give vores sanger noget at spise. Jeg var ikke glad for, at alles opmærksomhed blev rettet på mig. Og det kunne Louis åbenbart god mærke på mig, da han smilte et beroligende smil til mig. Han gav hurtigt min hånd et hurtigt klem, da jeg gav ham en bolde.

                                                                       ***

Efter en time sagde de farvel. Vi tog fem stole bag ved disken, så drengende kunne give autografer, mens vi andre tørrede bordende af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...