Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7772Visninger
AA

21. Rygterne er sluppet fri.

Robins synsvinkel.

Jeg kunne ikke fatte det jeg lige havde set; en mand kom trækkende ud med de to kæreste par, som jeg hurtigt genkendte. Tårer trillede ned af mine kinder ved synet af Valborgs lig, der blev slæbt hen til ambulancerne, som hurtigt kørte dem videre. Jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke genkendte hende. Måske var det fordi jeg var opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke kiggede konkret på hende.

Hvorfor Valborg hun var jo sådan en sød pige, der ikke gjorde en flue fortræd. Selvom hun ikke havde vist det med Kim, havde hun stadig hjulpet mig, når jeg havde det svært, og nu var hun død. Død foreviget. Hun ville aldrig komme tilbage. Jeg vil aldrig se hendes søde smil igen. Heller ikke hendes røde øjne, der var en smule skræmmende, men venlige. Hun havde været en af de venner, som jeg havde haft, men nu havde jeg mistet hende, ligesom jeg havde mistet Louis.

Hvorfor sådan nogen afskeder, som jeg ikke brød mig om i nogen som helst retning, jeg prøvede at kigge i.

Jeg følte flere tårer ned af mine kinder, mens hulk undslap mine læber, da en mikrofon blev proppet op i mit ansigt. Jeg ville ønske, at de gik, så jeg kunne være i fred med mine sørger, som de ikke forstod.

”Hvem var den pige.” tv-værten knælede ved min side, inden han stryg mig over armen, ligesom Louis en gang havde gjort, da jeg havde kommet ked af det hjem for arbejde. Jeg begyndte at længes efter Louis, så jeg måtte kæmpe for ikke at sige hans navn højt, da jeg var bange for, at han sad der ud og lyttede med.

”E-e-en v-v-v-ven,” hulkede jeg, inden jeg begravede mit ansigt i mine knæ, som jeg havde trukket op til mig.

”L-L-Louis,” sagde jeg stille ned i mine knæ, så værten ikke fik det med For håbelig, selvom jeg ønskede, at Louis hørte det. Jeg have, at han skulle vide, at jeg havde det dårligt og jeg savnede ham og de andre drenge.

”Hvad hed hun,” lød det fra værten, inden han nussede mit hår. Jeg ville ønske, at han stoppede, da jeg kom til at savne Louis endnu mere end nogensinde.

”V-V-Valborg … K-K-Keiberg.” jeg kiggede op på værten, som havde karseklippet hår, der var nyklippet, kunne jeg se.

Manden nikkede, inden han gik videre mod familien, der så tris ud. Den lille pige stirrede på drengens lig, der lå tæt opad Valborgs, som havde hans hånd i sin. Nu forstod jeg, at drengen var den lille families søn og pigens storebror. Jeg var ked af det på deres vejene, men mest ked over, at jeg havde mistet en ven. Hvem blev den næste? Jeg håbede ikke, at der blev en næste, især ikke en af drengene eller Frederikke.

Jeg tog dybe åndedragt, mens nogen råbte mit navn. Det var en velkendt stemme, som tilhørte Frederikke, der kom løbende med hendes mor i hælende. Tika var i spidsen, så det var hende, der nåede først frem. Hun overfaldt mig ved at slippe mig i hele ansigtet, men jeg var ikke i humør til det lige nu, så jeg skubbede hende væk.

Frederikke omfavnede mig, at jeg tabte helt luften, som jeg næsten lige havde trækket ind, efter Tikas overfald. Jeg trak mig let væk for hende, da jeg igen begyndte at savne Louis.

Frederikke havde røde øjn, da jeg så hende ind i hendes smukke grønne øjne, som lyste af glæde over, at jeg ikke var kommet nået til.

Jeg begyndte at græde ind i hende, mens jeg håbede på, at det var Louis i stedet for hende, da hun ikke gav den samme tryghed, som Louis ville gøre. Det vidste jeg, da jeg havde følt mig fuldkommen tryg ved ham, den gang havde taget mig ind til ham, efter jeg havde fået tøj på.

”Kom vi skal hjem.” jeg lev revet ud af tankerne, da Frederikkes mor trækkede mig roligt op, inden hun støttede mig, mens jeg gik.

Jeg var taknemlig for deres hjælp, men lige nu ville jeg bare være alene og tænker over mit elendige liv, som jeg troede var kommet på rette spor, men det var bare blevet værre end jeg havde håbet på.

Det burde være mig, der var død af et træ. Jeg skulle have blevet stående ved det træ, der var på vej ned i hovedet på mig, for så var verden et meget beder sted, når jeg ikke var i live. Alle vil være glade, ingen ville græde, da jeg er en ligegyldig person, som ikke fortjener et liv, ikke en gang et godt liv.

Jeg gik tristende med, mens jeg tænkte absurde tanker, der drejede sig om hvor godt verden ville være, hvis jeg var død, inden jeg nåede at fylde sytten år, for så vil folk se, hvordan jeg havde det.

Frederikkes mor hviskede søde ord ind i mit øre, men det hjalp ikke på mine tanker eller humør, der var sunket i bund.

Jeg følte mig fuldkommen ubrugelig lige nu, mens savnet på Louis blev større og større jo mere tiden gik. Jeg ville gerne have ham her, så han kunne hjælpe mig ud af denne her forfærdelig liv, som jeg havde.

                                                                  ***

Endelig kunne jeg lukke mig ind på mit værelse, som jeg længes efter at være i. Jeg låste døren efter mig, inden jeg lagde mig ned i min seng, hvor jeg trækkede dynen tæt op om ørerne, så jeg ikke kunne høre de andre lyde end mit hjerte slag og mine kraftige hulk, som ikke gad at stoppe.

Hvorfor skulle alt det her ske for mig? Hvorfor skulle jeg få det dårligere for vær dag der går, uden at få noget godt i mit liv? Var der overhovedet noget godt mit liv? Nej der var ikke noget godt i mit liv. Jeg var en kæmpe fiasko. Hvorfor lod jeg mig ikke bare dø, så alle kunne få fred, få fred for mig.

Jeg tog hulkende min mobil opad min lomme, som jeg betagede længe, inden jeg låste den op og gik ind på billeder, hvor alle mine billeder var. Jeg fandt hurtigt et billede af en smilende Louis, som jeg savnede utrolig meget i forhold til de andre, som jeg selvfølgelig også savnede.

Jeg betagede Louis’ vidunderlige smil, før jeg bladerede vider til Harry, der havde livlige krøller, som stod godt til ham. Han smilte sit charmende smil, inden jeg bladerede vider til Zayn, der havde et venligt glimt i sine øjne. Jeg bladerede vider til Niall, der kiggede ud på mig med hans babyblå øjne, som faktisk var ret søde. Liam var den næste, som lavede tommelsup, mens jeg tog billedet.

Jeg lød flere tårer trille ned ad mine kinder, da jeg vidste, at mit liv snart var færdigt. Jeg kunne ikke leve mer. Jeg kunne ikke holde de massevise følelser indespærret mere. De drev mig fuldkommen til vanvid, da jeg følte, at de eksploderede i mine mave, nu hvor Valborg var død og jeg savnede utroligt meget drengene og især Louis.

Jeg satte mig op i sengen, inden jeg kiggede rundt i mit værelse, hvor alle One Direction plakaterne stirrede ned på mig, mens mine øjne ledte efter nået skarpt. De kiggede over reoler og skrivebordet, hvor der var en saks i en lille bøtte.

Jeg blev sættende, mens jeg stirrede på saksen, men rejste mig ikke op. Skulle jeg gøre det, som jeg havde planlagt eller lade vær?

Der lød en underlig lyd for Tika, der lagde sit hundehoved tilrette i mit skød. Tika kiggede op på mig med store hundeøjne, som om hun vidste, hvad jeg tænkte. Hun rustede langsomt på hovedet, inden hun log det tilbage i mit skød, hvor hun begyndte at lukke øjnene for at falde i søvn. Jeg var også træt, så jeg ville gerne i seng, men kunne ikke rejse mig for Tikas vægt, som hun lagde i sit hoved. Jeg måtte skubbe lidt til hende, før hun orkede at flytte sig. Hun gik hen ved siden af min pude, hvor hun lagde sig til rette med et dybt suk. 

Jeg hoppede hurtigt i noget silkenattøj, som jeg elskede at have på, da den var så dejlig blød og befriende. Jeg kiggede ned af mig selv og så lyserøde bamser på mit hvide nattøj. Jeg burde altså få købt mig nået mere modent nattøj end det her med bamser.

Jeg hen til fladskærms tv’et, hvor fjernbetjeningen lå. Jeg samlede den kolde tingest op i mine spinkle hænder, som gås ved fjernbetjeningens berøring. Jeg trykkede på den store røde knap, som var i det øverste hjørne som altid.

Fjernsynet tændte, da jeg satte mig tilrette ned i sengen, hvor Tika snorkede højlydt, at jeg måtte skrue en anelse højre op for at kunne høre hvad værten sagde, som stod foran kammeraet, mens One Direction drengene var på en skærm i baggrunden med overskriften: Skal One Direction virkelig splittes og hvorfor?

Jeg sank en klump, der havde sat sig fast i min hals, mens mit ansigt blev ligbleg, inden værten begyndte at tale:

Ingen ved om rygterne taler sandt: Vil One Direction blive splittet. Alle tror, at det er løgn … men jeg må skuffe jer: Det er sandt, da en ung pige havde udtalte sig sådan her tidligere på dagen.” kammerat skiftede til hotellet, hvor drengene boede. Mennesker stod rundt om kammerat med skilte og banner, hvor der stod med store bogstaver: We love One Direction eller Bliv One Direction.

I midten af denne store kreds stod en brunette, der smilte ud mod kammerat, som var rettet mod hende. Hendes grå øjne kiggede direkte ind i mine, selvom der var et kamera imellem os. Det var tydelig, at hun havde make up på, da hendes grå øjne var fremhævet med en sort mascara og hendes læber var ildrøde af læbestift. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun gik i make up, jeg gjorde ikke en gang selv, jeg havde mit naturlige udseende.

For en dag siden hørte jeg nogle råb inde fra deres soveværelser. Det lød som et skænderi, der hanlede om en pige, tror jeg nok det var …”

Hvad hedder denne pige,” afbrød jonalisten hende. Jeg mærkede mine hals snurre sig sammen, mens jeg mærkede en sætte sig ved siden af mig. Jeg vendte hovedet mod Frederikke, der stirrede ind i tv’et. Hun kiggede vantro rundt på forsamlingen, som om hun ikke troede sine egne ører.

Hun hed vist … Robin …,” nej sig det ikke, et ville blive min verdens undergang, da alle fans ville gå fuldkommen amok på mig, når hun sagde mit efternavn. Jeg vidste, at de fleste kendte mig, da der havde stået mit navn i alle mulige sladderblade på det sidste. Alt muligt med mig og Louis der holdt i hånd eller alle mulige idiotiske rygter som ikke en gang var sande. De skrev sådan nået som, at jeg havde været i seng med ham og alt muligt, som jeg slet ikke havde. Han var bare en virkelig god ven, som jeg holdt af at være sammen med + at jeg var fuldkommen væk i ham. ”Robin, Robin Fletcher.” Tusind tak idiotiske pige, du har lige ødelagt mit liv fuldkommen.

 

Louis’ synsvinkel.

Jeg tabte helt underkæben af overraskelse, mens Robins navn og efternavn blev sagt i tv’et, som vi havde set ind i, i nogle timere tror jeg nok, men lige meget med det for nu ville vores fans gå fuldkommen amok på Robin, som faktisk ikke havde nået med det her at gøre, jo lidt men ikke det store, måske jo, men …

Hvem prøver jeg at narre mig selv måske, det var på grund af hende, at vi kom op i det kæmpe skænderi, men hvordan kunne tre af os undgå at falde for hende, hun var fantastisk smuk i mine øjne. Jeg kunne rigtig godt lide, at hun ikke brugte så meget tid foran spejlet med make up og sådan nået. Håret kan jeg gå med til, tror jeg nok.

Jeg vendte opmærksomheden mod resten af bandet, som stadig væk var sammen. Vi var ikke nået så langt med splitteriet endnu, da ingen af os havde forladt hinanden endnu. Jeg havde ikke løst til at splitteriet skulle finde værk, men jeg følte, at det ville komme på et tidspunkt, men hvornår vidste jeg ikke.

Harry stirrede hårdt ind i skærmen, mens han knyttede sine hænder, ligesom jeg selv gjorde lige nu. Zayn så målløs ud, inden han gav et irriteret suk fra sig, mens han lænede sig tilbage i lænestolen, som han sad i. Liam så udkørt ud, mens han lod en hånd glide igennem hans brune hår, inden jeg fik hans øjenkontakt. Hans blik var ikke muntret men trist, han vendte hurtigt opmærksomheden mod fjernsynet, hvor dybe chokkede suk for vores fan lød.

”Stakkels Robin,” lød det fra Niall, der havde lagt benene overkors, mens han spillede Little things på hans guitar, som han havde hentet for nået tid siden.

”Ja, stakkels Robin.” jeg kiggede rundt på de andre drenge, hvor Zayn sang sin solo.

”Først mister hun en ven … nu ved hele verden, måske ikke hele verden, men værtifald mange, at hun er grunden til vi ’skal splittes’,” sagde Harry, da vi havde sunget sangen færdig.

Jeg kunne sagtens give Harry ret i det han sagde. Hun havde set fuldkommen færdig ud, da hun fandt ud af, at Valborg var død under et væltet træ. Det måtte være hårdt, at se en venindes lig lige foran sig, det kunne jeg heller ikke klare. Hvem kunne dog klare, at se ens venindes lig foran sig og man vidste, at man ikke kunne gøre nået for at hjælpe, andet an at ringe til alarmcentralen, der sendte folk der ud, men så er det jo forsendt, fuldkommen for sendt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...