Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8455Visninger
AA

3. Pinligt.

Robins synsvinkel

Mine øjne blev fangede af en brunhåret dreng, med flotte krøller. Jeg vidste udmærket godt hvem det var, men reagerede ikke på det. Jeg vendte hurtigt ryggen til, og gik op for at hente resten af bakkerne, der stod på disken, som Rita stod bag. Hendes lang brune hår var sat op i en stram hestehale, der gik ned over hendes ansigt, når hun skrev bestillinger ned.

Jeg fik hurtigt delt madet ud til de sultende kunder, der ventede roligt på deres mad.

Jeg ønskede, at der ikke ville komme flere ellers havde cafeen ikke plads til flere. Der var allerede kommet alt for mange folk, hvor nogen af dem måtte stå op og spise deres mad.

Vejret blev mere og mere gråt, jo længere tiden gik.

Kedsomheden væltede over mig, og jeg ønskede, at der ville ske noget spændene, end at se One Direction’ fans flippe fuldkommen ud, når de så drengene side henne ved et af vinduerne og snakkede i fred og ro. Det måtte være irriterende, at folk flippede fuldkommen ud, og man kunne ikke en gang være i fred uden, der var fans rundt omkring en. Det gjorde ondt i ørerne, at jeg smuttede ud i køkkenet, hvor nyheden først lige var kommet ind, at One Direction sad der ude.

Jeg kunne skimte ud af de små runde vinduer, at flere og flere fans smuttede med en autograf af dem. Jeg rystede på hovedet, og blev ved med at betage alle menneskerne. Og til min overraskelse kom til film hold strømmende ind. Mikrofonen blev nærmest proppet op i Harrys ansigt.

Jeg sukkede dybt, da jeg så et bord stå tomt, og jeg vidste, at jeg skulle tørre bordet af. Jeg greb irriteret en klud under en ren vask, hvor en sorthåret pige stod, og vaskede nogle tallerkener op.

”Jeg ønsker dig held og lykke. Det bliver ikke nemt, at komme forbi alle de fans og film hold, der er vilde med at snakke med dem,” sagde hun, inden hun lagde en beskidt tallerken i opvaskemaskinen.

”Ja, det før jeg vidst brug for.” Jeg puffede blidt til døren.

Der var prop fuldt med mennesker, og jeg måtte mase mig igennem dem, da de ikke fjernede sig en millimeter, lige meget hvor meget jeg skubbede til dem, de blev på deres plads. Det var fuldkommen frustrerende at bane sig vej mellem fansene og filmholdet, mens jeg så godt som muligt kæmpede for at blive holdt ude fra kameraers synsvinkel.

Jeg mærkede et eller andet glide under min fød, og uden jeg vidste af det, var jeg på vej ned på gulvet, men da jeg var mindre en tre en halv centimeter fra jorden, mærkede jeg nogle arme gribe mig, og mine arme snurrede sig automatisk rundt om personens hals.

Jeg åbnede først øjnene, da jeg mærkede mine fødder stå fast på gulvet igen. Der var fuldkommen stille. Fansene var holdt om med at skrige, og jeg fornemmede kameraet mod mig. Jeg åbnede øjne op, og så direkte ind i nogle smukke grønne øjne, der kiggede roligt ind i mine. Det tog mig langtid for at opdage, hvem der var som havde grebet mig. Harry Styles kiggede mig ind i øjnene.

Jeg mærkede trygheden fra hans arme forsvinde, da han slap mig. Han rakte mig den blå klud, som han havde i hånden.

”Tak,” sagde jeg stille, så filmholdet ikke fik det med. Harry smilte et charmende smil. Jeg tog kluden fra ham, mens han sagde:

”Du skal passe på dig selv. Det gør ikke, at du får nogen skrammer.”

Jeg smilte hurtigt, inden jeg skyndte mig hen til bordet. Jeg mærkede mange fans’ hårdere blikke mod min nakke. Jeg vidste godt, at mange af dem elskede Harry, og de var sure over hvad de lige så, og hvad Harry havde sagt til mig.

Jeg tørrede roligt bordet af, som om der ikke var sket noget, og det var også sådan jeg helst ville have det. Kameraet hvilede irriteret på mig, i håb om jeg ville falde igen, og Harry vil gribe mig igen. Jeg skyndte mig så hurtigt som muligt ud i køkkenet, hvor alle stirrede på mig, som om jeg var et spøgelse.

Jeg sank sammen under håndvasken, hvor jeg skjulte mit ansigt i mine knæ. Jeg mærkede Frederikkes hånd rundt om min skuldre, men den gav ikke så mig tryghed, som Harrys havde gjort. Det var underligt, at det var sådan. Det burde da være det sammen, men måske var det bare mig.

”Så pineligt, så, så pineligt. Hvorfor skulle der bare være kamera, da det skete,” sagde jeg flovt, mens alle betagede mig. Frederikke lod sit hoved hvile mod mit, da døren til køkkenet gik op. Jeg kiggede ikke op for at se hvem det var.

 

Harrys synsvinkel.

Jeg rejste mig op, da filmholdet endelig var gået deres vej. Jeg havde mærket, at den lysthårede pige ikke havde været glad for at komme i kameraers synsvinkel. Jeg forstod hende godt, især fordi hun var faldet på en bakke, som en eller anden tåbe havde smit der. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det, men jeg kunne ikke havde ladet hende falde ned på gulvet, og slog hul på hovedet. Hun havde jo allerede nok blåmærker på armen.

Jeg forlod tavs drengende, inden jeg smuttede hen til disken, for at spørger om jeg godt måtte gå ind i køkkenet. Jeg var heldig, det måtte jeg godt.

Jeg puffede roligt til døren, og så den lysthårede pige sidde med benene trukket sig, mens hun skjulte ansigtet i dem. Den orange hårede der havde en hånd rundt om hendes skuldre kiggede op på mig.

”Er hun okay.” Den lysthårede pige kiggede op på mig. Hun græd ikke, som jeg havde troet. Jeg vidste, at hun kunne genkende min stemme, der var lys og blid.

”Det var bare et chok, især fordi hun ikke har …” Den rødhårede pige tav, da den lysthårede sendte hende et hårdt blik. Jeg havde mest løst til at spørger om hvad hun ikke havde, men jeg spurgte ikke om det, da jeg kunne fornemme, at det ikke var en god ide.

Jeg satte mig på hug foran hende.

”Jeg har sagt til filmfolkene, at de skulle slette det klip.” Jeg havde mest løst til at stryge hende over armende, men igen måtte jeg holde mig tilbage.

Hun nikkede stille, men sagde ikke noget. Jeg så hende kigge op på et rundt ur, der hang over komfuret, hvor en mand bagte boller. Klokken var tre om eftermiddagen.

”Jeg må hellere til at gå hjem.” Hun rejste sig op, mens hendes ord trængte igennem. Efter kort tid fattede jeg hvad hun mente. Hun skulle helle vejen hjem. Jeg vidste, at Louis ville have regnet den ud hurtigere en mig.

Hun gik hurtigt ud mod cafeen, hvor de andre drenge allerede stod og ventede på mig.

”Hey, vent,” råbte jeg efter hende. Hun stoppede op. Jeg indhentede hende hurtigt. ”Vil du ha’ et lift.”

Det så ud som om hun tænkte sig om, og bandet sluttede sig til mig. Vi alle så på hende, mens hun overvejede sit ja eller nej, men efter nogle lange to minutter sagde hun ja. Jeg blev glad inden i, men vidste ikke rigtigt hvorfor. Hvad var der at blive glad over at kører en pige hjem?

Hun fortalte hurtigt Louis hvor hun boede, da det var ham der skulle kører. Han fik hende hurtigt til at grine, og jeg blev hurtigt jaloux på Louis. Han holdt døren for os alle.

 

Robins synsvinkel.

Det var sødt af dem, at de ville køre mig hjem, men jeg havde det dårligt med det. Jeg var bange for, at Kim ville blive så sur, at jeg fik flere slag end jeg plejede. Men jeg vidste uden set hvad, fik jeg slag.

Louis førte hen mod bilen, der holdt parkeret ved siden af en gammel folkevogn for gamle dage. Jeg betagede den flotte bil nøje. Jeg vidste, at den havde kostet mange penge.

”Pigerne først,” sagde Harry, der åbnede bagsædet døren, så jeg kunne hoppe ind.

”Gentleman.” Jeg hoppede hurtigt hen til et sort vindue, hvor fans stod og stirrede på mig, der var så heldig at få et lift af drengene.

”Næste stop, dit hjem. Hey, hvad hedder du endelig” tilføjede Louis hastigt, inden han kørte ud ad parkeringspladsen.

”Robin.” Jeg lænede mig op ad vinduet, og mødte Louis’ øjne i bagspejlet.

”Flot navn. Jeg er Louis.” Jeg smilede af ham, inden jeg brød øjenkontakten mellem mig og ham.

”Det ved jeg godt,” sagde jeg og løftede hovedet, så jeg kunne hvile det i hånden i stedet for. Jeg kiggede over på Harry, der betagede mig grundigt. Jeg kiggede roligt over på ham. Jeg ville gøre alt for at slippe væk fra alkoholikkeren, og begynde et nyt liv. Måske også få en kæreste. Jeg stregede hurtigt den sidste tanke ud, da jeg vidste, at lille grimme mig, med uhyggeligt lysthår aldrig, aldrig vil få en kæreste i mit liv. Hvem vil dog have mig?

                                                                    ***

Bilen stoppede ved det lille firekantet hus, hvor jeg boede. Jeg sukkede dybt, inden jeg sprang modvilligt ud af bilen, med drengenes blikke fast gjort til min nakke. Jeg takkede flere gang for turen, men Harry og de andre mente, at det ikke var noget. Jeg sagde farvel.

Jeg gik med tunge skridt mod døren, som blev smækket op, og Kim trådte ud med et rasende ansigt udtryk. Jeg var glad for at One Direction var kørt, da jeg ikke ville have, at de så dette her.

”Hvad i hele huden helvede laver du med sådan nogle usle, bindegale knægte som dem.” Han løftede mig op i halskraven. Han stoppede fuldstendig mine luftveje, at jeg gispede efter vejret. Lige nu ønskede jeg, at de kom tilbage, og fik mig reddet ud af det her.

Han løftede mig indenfor, mens panikken steg i mig, da jeg ikke fik mere luft ind eller ud. Jeg mærkede min puls falde, og håbede, at det snart var slut med mit liv. Det kunne ikke blive meget værre, end det var nu.

Tårer trillede ned af min kind, da jeg blev kulet ind i bordet, der brasede ned over min forsvarsløse krop.

”Hva’ hylder du for, din åndsvage tøs.” Han sparkede mig hårdt i skridtet. Jeg gav et højt skrig for mig, mens jeg mærkede blodet strømme ned fra min hovedbund. Jeg gættede på, at det meste af mit hår var rødt af blod. Blodet blandede sig med mit spot, der lå i munden på mig.

Jeg faldt hulkende ned på gulvet, mens tårerne trillede vildt ned af mine blege kinder. Smerten var brutal, mens Harrys smukke øjne dukkede op i min erindring, og mit indre blik.

Jeg skreg endnu en gang, da jeg mærkede Kims fod mod min mave, og jeg fik blod ud af min mund.

Mine øjne blev mere og mere tunge, for hver slag jeg fik af Kim, der blev ved og ved med at sparke mig. Mine øjne faldt i, da han piskede mig på armen, så blodet strømmede ned der fra. Mere så jeg ikke, før der blev sort omkring mig.                                  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...