Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8283Visninger
AA

4. På hospitalet.

Jeg vidste ikke hvor langtid jeg havde været væk, men lige nu lå jeg i mit velkendte lille værelse. Mine øjne skimtede over loftet, hvor edderkopper sad træt i deres spind.

Jeg kiggede hurtigt ned af mig selv, der var iført i det samme tøj, som var dækket af tørt blod. Jeg rørte roligt på min arm, men smerten lynede i den, når jeg bevægede den. Jeg kiggede ned ad den, og opdagede hvide bandager viklet rundt om den. Jeg førte mine hænder op til hovedet, mens smerten skrig inde i mig, men jeg vidste, at jeg uden set hvad blev jeg smit på arbejde.

Jeg mærkede en stram hvid bandage, der var viklet rundt om mit hoved. Da jeg rørte ved den, dunkede det irriteret inde i mit hoved. Jeg blev liggende, inden jeg satte mig op. Mine ribben skreg af smerte, da jeg satte mig op med et ryk. Jeg kæmpede hårdt mod tårerne, der gerne ville trille ned ad mine kinder.

Jeg skimtede hurtigt klokketallet, og datoen. Onsdag! Jeg kiggede måbende mod datoen, der viste at jeg havde været væk i en hel dag.

”Er klokken ni, jeg …” Men jeg blev afbrudt af Kim.

”Kom så på arbejde, din elendige tøs.” Hans stemme fordampede, da han lagde sig til at sove på sofaen, hvor der hurtigt blev hørt snorken.

Jeg rejste mig svajende på benene, mens smerten skrig fuldkommen i min krop. Tårer trillede ned af min kind, mens jeg humpede mig hen til kommoden. Jeg kæmpede hårdt med at få tøjet på.

                                                                 ***

Det tog mig langtid, før jeg var klar til at humpe ud i entreen, hvor sneen ikke gjorde det letter.

Mine sko gled på den glatte is, og jeg mærkede smerten dobbelt så meget som normal, når jeg faldt på isen. Til mit uheld slog jeg hovedet i, og var ved at miste bevidstheden. Men ved et kæmpe kraft anstrengelse fik jeg holdt øjnene åbne, og kom sjuskende på benene. Jeg vaklede humpende ud til fortovet, hvor der blev fejet af en fejemaskine, som kastede sneen i store dynger, hvor børn legede glædeligt i.

Jeg mærkede tristheden sprede sig i min krop, der skrig af smerte for hver gang jeg rørte en enkel del i min krop. Jeg vidste, at der var bundet bandager rundt om min brystkasse.

Flere af voksende kiggede bekymrede på mig. Det kunne jeg også godt forstå. At se en sytten årig pige, der humpede rundt med en bandage viklet om hovedet, og muligvis var noget af bandagen rød af blod.

Jeg smilte opmuntrende til dem, selvom jeg ikke følte, at jeg skulle opmuntre dem. Det var en dejlig tanke, at der var nogen der bekymrede sig om en, men gjorde de nu også det?

Jeg gik forbi flere og flere rækkehuse, for jo længere jeg kom til cafeen. Jeg stoppede op, for at se hvor langt der var i nu. Jeg sukkede dybt, da der var langtid til, før jeg så den.

Jeg kæmpede mig frem mellem sne, der ikke var fejet til side, da en velkendt bil trillede roligt forbi mig.

Bilen kørte roligt ved siden af mig. Bilens sorte rude blev fjernet, og jeg genkendte hurtigt Harrys ansigt, og Louis der sad bag ved rettet, hvor han smilte frisk til mig. Harrys grønne øjne fik mig til at stoppe op, hvor jeg prøvede at holde balancen.

”Hvad er der sket med dig? Du ser ikke lige frem uskadt ud i de forbindinger.” Louis kiggede nysgerrigt på mig, mens jeg helt ville ud af denne situation. Jeg tænkte mig godt om, før jeg svarede:

”Uheld.”

Louis gjorde tegn til at jeg skulle hoppe ind, men jeg afslog, da jeg ikke vil trænge mig på.

”Vi kan ikke lade dig gå i den tilstand, du humper jo af sted. Man kan tydeligt se på dig, at det gør ondt, meget ondt,” sagde Louis. Jeg sukkede lidt før jeg hoppede ind ved siden af Zayn, der smilte opmuntrende til mig.

Kunne man virkelig se, at det gjorde ondt, når jeg gik, hvordan?

Jeg lænede mig op ad bilruden, mens utalige dele i min krop skrig, og jeg måtte bide mig hårdt i læben, for ikke at slippe tårerne fri. Jeg skulle ikke græde nu. Ikke når One Direction var til stede. Det ville være så pineligt.

Men en enkel tårer fik sin frihed, og den blev hurtig til flere.

”Jamen, Robin dog, hvad er der galt.” Zayn’ roligt stemme gled ind i mit sind. Jeg mærkede alle drengenes blikke på mig (Undtagen Louis, da det er ham der kører bilen).

De sagde så mange trøstende ord, at jeg ikke kunne følge med. Jeg kiggede op, mens tårerne trillede ned ad mine hjælpeløse kinder, der var fugtigt af tårerne, som bandede sig vej. Jeg mødte Harrys smukke øjne, der borerede sig bekymret ind i mine. Han smilte opmuntrende til mig, og jeg gengældte smilet, inden Louis kørte ind i parkeringspladsen og parkerede.

Jeg sagde hurtigt tak for liften, inden jeg sprang ud af bilen, så alle ting i min krop skrig af smerte, så jeg bukkede under. Jeg faldt ned ad på asfalten, som rev hul på min hud. Tårer dukkede hurtigt op i øjenkrogen. Jeg havde ingen chance for at holde dem tilbage.

Jeg hørte en bildør blive smækket op. Jeg så Harrys skikkelse sætte sig på hug ved siden af mig. Jeg satte mig op. Jeg mødte Harrys mere bekymrede øjne. Sådan sad vi i langtid, indtil han tog min hånd. Min mave snurrede sig sammen, og en eller anden underlig glæde sprang op i mig uden videre. Han hævede mig langsomt op, så smerterne ikke var så ekstreme. Jeg kom til at stå tæt opad ham, at jeg kunne mærke hans rolige åndedragt mod mit ansigt. Jeg kiggede genert ned i jorden, mens jeg bed mig hårdt i læben.

”Tak,” mumlede jeg, men troede ikke, at Harry hørte det.

Jeg mærkede de andre drenges blikke hvile roligt på mig, da jeg vendte mig op, for at gå ind mod cafeen.

Der var ikke ret mange, og Frederikke sad på disken, hvor hun læste en bog. Dørklokken ringede højt, når jeg åbnede døren. Frederikke der troede, at det var en kunde sprang ned på jorden, klar til at skrive bestillinger ned. Hun kiggede hurtigt op, og et højt gisp undslap hendes læber.

Hendes ansigt blev rødt af raseri, da hun så alle de bandager, der var viklet rundt om mig. Hendes ansigt blev aggressivt, end jeg nogen sinde havde set det før. Hun nærmede mig med rasende, hastige skridt der ikke var spor behagelige.

”Hvad alverden kommer du på arbejde med alle de … skræmmer. Du burde blive der hjemme,” rasede Frederikke, inden hun spakede til en stol.

”Jeg vil også blive hjemme, men …”

”Er det Kim igen,” afbrød hun mig. Hendes stemme var ikke til at holde ud. Hendes øjne lynede af vrede, mens de gennemborede mine. Jeg nikkede stille. ”Du skal på sygehuset eller skadestuen, hvad ved jeg. Og det er lige meget med idioten Kim,” tilføjede hun, inden jeg nåede at protestere.

 

Louis’ synsvinkel.

Jeg havde forslået, at det var en god ide, at blive lidt endnu, da jeg havde på fornemmelsen, at der ville ske noget. Jeg havde tænkt på, da vi samlede hende i op, at jeg kørte hende til det nærmeste sygehus.

Jeg vidste godt, at hun ikke frivilligt havde gået på arbejde, men hvem havde tvunget hende til det? Spørgsmålet hang fast i mit hoved, mens Harry lænede sig mod ruden, og Niall brokede sig over, at han var sulten. Zayn var tavs lige siden Robin havde grædt. Hvorfor? Var der noget ved den pige, der gjorte noget ved Harry og Zayn.

De virkede begge underlige på det sidste; de sagde begge to ikke ret meget. Selvfølgelig var Robin en sød pige, men hvad var det hun gjorte ved de to?

Jeg havde for mange tanker i gang på en gang, at det blev en smule forvirrende at tænke på alle de spørgsmål på samme tid. Jeg var en smule irriteret over, at jeg ikke kunne finde ud nogle passende svar på det hele.

Jeg var lige ved at starte motoren, da jeg så ud af øjenkrogen, at den rødhårede pige fik skubbet Robin ud, og jeg vidste på en eller anden grundt, at hun havde brug for hjælp. Jeg åbnede hurtigt bildøren, inden jeg gik roligt hen mod Robin, der stod lænet op ad den rødhårede.

Jeg hørte de andre bil døre åbne, og lukke bag mig. Jeg blev hurtigt indhentet af de andre.

”Er der noget … vi kan hjælpe med.” Jeg var selv ved at sige sætningen, men Zayn kom mig forvejen, mens jeg så Harry kigge uroligt over mod Robin.

”Ja, min ven her skal på sygehuset, så om hun vil det eller ej.” Pigen lagde armende overkors, mens Robin sendte hende et bekymret blik.

Jeg smilte opmuntrende til hende, inden hun fulgte efter os ind i bilen, hvor hun satte sig ved siden af Zayn. Hun lænede hovedet mod bilens rude, som hun havde gjort de andre to gange, hun havde kørt med os. Det måtte være hårdt at læne sig op ad en koldt vindue, men jeg sagde ingenting, koncentrerede mig bare om min kørereden

                                                                      ***

Jeg parkerede ude foran syge huset, der lå nogle korte kilometer fra kaffebaren. Jeg elskede deres hjemmelavet boller, de smagte simpel hen så godt.

Jeg hoppede roligt ud af bilen, mens piger der var på vej ud fra skadestuen stirrede på mig, som om de havde set et spøgelse, der kom svævende ind på sygehuset, fordi den havde slået sin arm.

Harry gav venligt Robin en hånd ud af bilen. Jeg så ud af øjenkrogen, at Zayn kiggede irriteret på Harry. Jeg følte et stik mod mit bryst, men vidste ikke rigtigt hvorfor.

Jeg førte dem videre mod indgangen til hospitalet, mens flere og flere pigers blikke blev klisteret på mig og resten af os.

Jeg så en lyst håret pige ligesom Robin kiggede med store grå øjne mod os. En lille dreng på ca. seks år fik mig til at smile. Han kiggede op på mig, selvom han ikke vidste hvem jeg var.

En mor kom forvirrende løbende efter ham.

”Kom så her, Fillip.” Hørte jeg hende mumle.

Jeg åbnede døren til sygehusets lobby, og jeg forstrød, at vi ikke havde taget vores bodyguards med os, da en flok af piger omringede os, med sedler. Jeg skrev hurtigt nogle få autografer, da jeg ikke havde så meget tid til det lige nu.

Robin der stod forvirret henne ved indgange, hvor hun støttede sig til væggen kiggede tålmodigt ud over flokken af piger, der så gerne ville have bandets autograf.

Jeg fik mast mig igennem et hav af piger, der skrig når jeg rørte dem, for at komme forbi dem.

”Undskyld mig.” Jeg puffede forsigtigt en pige på atten år væk.

Jeg gik roligt over mod Robin, der så ud til at kede sig ihjel. Var det bare mig, eller så hun ikke så glad ud, hvorfor?

”Kom, Robin, vi skal hen til disken. Vi skal bare igennem alle de piger.” Jeg rakte en hånd ud mod Robin, der stirrede på den, som om hun aldrig har holdt en fyr i hånden, men hun tog den hurtigt.

En varm følelse gled fra min hånd og op til mit hjerte der pumpede i min brystkasse, der hævede sig op og ned ifølge mit rolige åndedragt. Jeg hørte, at Robin tog et dyb åndedragt, inden jeg førte hende gennem det kæmpe hav af mennesker, hvor de andre stod og holdt dem tilbage med autografer.

Vi havde været fuldkommen dumme ikke at tænke på, at der sagtens kunne være fans på et sygehus, men for det første vidste vi ikke ligefrem, at vi lige pludselig skulle på sygehuset. For det andet, havde jeg aldrig troet, at der ville være så mange fans på et sygehus.

Piger stirrede på mig, da jeg førte Robin igennem havet af piger. Jeg kunne mærke, at hun knurrede min hånd i sin. Et tydeligt tegn på, at hun ikke havde det så godt ved at være her. Måske var det fordi, der var alt for mange fans, eller noget helt tredje. Der var simpel hen så mange muligheder, at jeg ikke kunne være sikker på, hvilket var det rigtige svar.

Jeg fik os uskadt hen til disken, hvor en chokkede mand stod. Han var åbenbart ikke van til, at der var så meget larm på et sygehus lobby.

”Vi skal, have en til at se om hende her, er fuldkommen i orden,” sagde jeg. Men manden regerede ikke på mig. Irriterende. Jeg bankede hårdt på disken, så det gav et sæt i manden. Jeg gentog hurtigt den sætning, som jeg næsten lige havde sagt.

Manden tilkaldte en læge, der tog hende med sig.

Eneste jeg nu kunne gøre var at vente. Vente på svar. Helst gode svar, ikke dårligt, gode. Jeg sluttede mig til de andre, der var i fuldgang med at skrive autografer. Jeg gjorde det samme, da jeg elleres ikke havde noget at lave. Men Robin blev ved og ved med at hjemsøge mine tanker. Jeg genså hendes smukke brun-grønlige øjne, der kiggede roligt ud på en, altså når hun ikke følte smerte. Hendes flotte lange bølgende lyse hår bølgede i den uinsisterende vind, der blæste hendes smukke hår i rod.

Jeg rystede på hovedet, så tankerne fløj ud af det, inden Liam sagde:

”Vi har tilkaldt dem, så vi kan få noget ro.”

                                                                     ***

Vi blev ved med at skrive autografer til fansene, indtil Bodyguardsne fik dem trykket sig væk for os. Det var dejligt at alt skrigende var blevet stillende af, så man kunne få hvilt sine øre. Piger forsvandt glade ind i sygehuset eller ud af indgangen, med deres autografer i deres hænder.

Jeg lod mig dumpe træt ned i en af sofaen ved siden af en brun-blondt pige, der havde holdt sig tavs under hele situationen. Jeg smilte venligt til hende. Hun var ca. Hun fire år gammel. Jeg kunne ikke stå for hendes store blå dådyr øjne, der kiggede nysgerrigt op på mig.

Liam satte sig ved siden af mig, mens de andre satte sig i læne stole, undtagen Harry der så meget nevøs ud, mens han gik frem og tilbage. Bodyguardsne stod lænet op ad murene. De var klar, hvis der skete det samme igen.

Harry plejede aldrig at se sådan ud. Han gik næsten aldrig frem og tilbage. Jeg følte også en ubeskrivelig nevøsitet, der kravlede ubehageligt rundt i min mave. Jeg var nevøs for, at der var sket noget alvorligt med Robin. Hvad vil hendes forældre dog sige til det? Vil de blive sure?

Men det der mest generede mig var hvordan hun havde fået det. Jeg troede rent faktisk ikke på, at hun havde været ude for et uheld, for så skulle det uheld være rimeligt stort, at det kunne såre en arm, slå hul på hovedet.

Den samme læge, der havde ført hende bort fik os alle sammen til at rejste sig op, og Harry stoppede med at gå frem og tilbage.

Vi stalde os alle sammen på en linje, men Bodyguardsne gik op på vær side af Liam og Niall, der stod yderst.

”Hvordan har hun det,” spurgte Zayn. Var der andre end mig, der lod mærke til bekymringen i hans stemme. Det så ud til at Liam og Niall også fangede den, men ikke resten af os (Harry og Zayn selv).

”Hun skal blive her længere end vi havde håbet. Hun har slået voldsomt hul i hovedet, mens hendes ribben er brækket. Hendes højre fød er gået afled. Hun har voldsomme smerte, så vi har givet hende smerte stillende og noget beroligende, da hun ikke har det særligt godt ved at være her.” Lægens ord trængte roligt ind i mit sind, mens jeg fangede lægens milde men en smule bekymret tonefald.

Bekymring flød rundt i kroppen på mig, mens min hjerne ikke fulgte helt med, hvad der skete rundt i min krop. Mine hænder blev svedige, og jeg kunne ikke få et ord ud af min krop. Mine ører lyttede efter Robins stemme, men der var helt stille.

”Kan vi få lov til at se hende.” Harry kom endnu en gang i forvejen før mig. Jeg havde ikke været så hurtig lige på det sidste, især ikke når det galt Robin.

”Ja, men det kan være, at hun sover.” Lægen førte os hen mod en lang gang.

Bodyguardsne gik foran mig, der gik lige bag ved lægen.

                                                                      ***

Vi blev ført ind i et rum, der var lav til loftet. Der hang mærkelige billeder på de hvid malet vægge, hvor en enkel seng stod lænet opad. Jeg genkendte hurtigt Robins lyse hår, der var syet sammen. Hendes øjne var lukket.

Jeg kunne ikke få mig selv til at se på hende særlig længe. Jeg gik hen til vinduet, hvor jeg havde udsigt over det meste. Lægen havde ført os langt op i sygehuset. En yndig fugl satte sig på taget henne ved skadestuen, hvor piger og drenge kom ud.

Jeg vendte mig om. Jeg lod mit blik glide over den tunge dyne, der lå over hendes bevidstløse krop. Hun rørte ikke på sig, men hendes brystkasse hævede sig roligt op og ned.

Kuldegysningen krøb op af mine arme, da en kold blæst susede i mod mig fra det åbne vindue.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...