Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7746Visninger
AA

7. På gaden.

Robins synsvinkel.

Jeg hadede tanken om at blive fyret. Kims ord blev ved med at gentage sig. Hver anden dag blev der lagt en sølle bolde ind til mig. Der var hverken små eller pålæg på. En virkelig tam bolde. Orkede han ikke at smøre smør på eller hvad. Det var jo bare at tage en smørekniv, og smøre et tynd lag smør på mere skulle jeg ikke kritiser. Jeg var heldig nok bare til at få noget at spise.

Alle ugerne havde sneglet sig af sted. Jeg havde hverken set Frederikke eller drengende. Jeg savnede faktisk de drenge. De var så dejlige at være sammen med. Deres latter lød i mit hoved. Det ville gøre mig glad, hvis jeg fik lov til at høre deres stemmer igen. På en eller anden møde længtes jeg især efter Louis’ stemme end de andres. Jeg så hans ansigt for mit indre blik, der hurtigt blev skiftet til de andre.

Jeg rustede på hovedet for at han smuttede ud af mit indre blik. Jeg havde ingenting at lave. Jeg har læst hele Harry Potter serien igen. Frederikke havde det sikkert fantastisk. Hun hyggede sikkert sammen med drengende, der skulle til koncert i dag. Jeg håbede på, at jeg kunne få lov til at se dem i fjernsynet. Bare en lille smule ville gøre mig lykkelig. Høre deres smukke stemmer synge sangende. Se deres ansigter, hvor kameraet snurrede omkring.

Jeg havde set dem før i tv’et. Jeg vidste, at de sang mega godt. Jeg kunne nærmest høre dem synge inde i mit hoved, men Louis’ stemme trængte bedre ind end de andres. Hvorfor dog det?

Jeg hørte tv’et inde fra stuen blive tændt, og de nyhedernes kelingsmelodi nåede mine øre gennem den lukkede dør.

One Direction giver koncert i dag. Piger for hele landet er samlet for at se dem. Min kollega Tim.” Jeg krøb hen til en sprække i døren, hvor jeg kunne hele fjernsynet fra.

En høj slank mand med en mikrofon i hånden stod ved siden af to enæggede piger, der havde malet 1D på kinderne.

Hvordan kan det være I er vilde med One Direction-drengende,” spurgte Tim.

De er mega lækker.” De svarede ham i kor.

Hvem kan I best li’.” Manden rettede anden gang mikrofonen mod pigerne.  Den ene pige svarede:

Louis.” En ukendt vrede boblede inde i mig, da Louis’ navn blev sagt. Jeg håbede ikke for den anden, at hun også godt kunne lide Louis, for så ville jeg sikkert gå fuldkommen bersærk, men til mit held kunne hun lide Niall.

                                                                         ***

Efter en langtid med at snakke med andre fans, hvor både Louis’ navn og de andres navne blev sagt højt, når værten spurgte hvem de best kunne lide. Jeg måtte være gang ligge et kæmpe bælte om mig selv, for ikke at råbe som en rasende.

Tv’et skiftede. Nu var man bag scenen, hvor fem velkendte drenge, der gik under navnet One Direction. Mit hjerte pumpede glad for at se dem. De sad alle sammen på nogle simple stole, der kunne klappes sammen og tages med. Værten spurgte om en masse ting, som drengende svarede høfligt på. Nogle gange brød de alle ud i latter. Det gjorde mig glad, hver gang jeg hørte den.

Hvis I fik lov til at tage en med backstage. Hvem valgte I så!” Jeg spidsede øre, og jeg vidste, at alle de fans, der ikke kunne komme til koncerten også gjorde det.

Jeg tror vi alle er enige,” Lød Louis’ stemme inde fra tv’et, ”Robin Fischer.”

Jeg smilte af hans svar, og resten af bandet nikkede sig enig.

Hvorfor hende.”

Fordi hun er sød, sjov, venlig og meget andet. Hvis vi skulle nævne alt hvad hun er, så ville det tage langtid. Men vi holder af den pige. Og vi håber, at hun holder af os. Næste gang vi skal til koncert kommer hun med.” Det var Harry der svarede.

Et smil bredte sig på mine læber, som jeg ikke kunne forsvinde. Så var der nogen i denne verden der holdt af mig. Jeg havde i noget tid følt, at alle havde glemt mig, men det lød til, at de stadig havde husket mig. Men hvor langtid ville de det? Hvor langtid vil det tag at glemme mig, Robin?

                                                                       ***

Kort tid efter var nyhederne færdige. Der var kedsomme reklamer inde speaker stemmen sagde, at nu kom One Direction. Jeg lænede mig længer ind ad døren, så jeg bedre kunne se og høre. Jeg sang stille med på de sange jeg kendte, men der blev også spillet nogen som jeg ikke kendte noget til.

Jeg nød at kunne høre deres smukke stemmer i mine øre. Lyden af musik fik mig til at glemme alt det dårlige i mit liv. Musikken lod mig falde ind min egen verden, hvor jeg snakkede med drengende, som gav mig et kram. Mine egen verden tumlede sammen, da Kim ikke gad at se de mere. Det gjorde mig virkelig irriteret. Jeg lagde mig tilbage i sengen, hvor natlampen på natbordet lyste svagt, så jeg havde svært ved at finde dynen, der lå nede i fodenden. Jeg fik den trukket godt om mig, inden jeg hørte lyden fra en fodboldt kamp blive sat i gang.

Jeg rakte hånden ud for at slukke lyset. Der blev mørkt over det hele. Man kunne ikke se de edderkopper, der kravlede oppe på loftet, mens de håbede på, at en saftig flue vil flyve ind i deres spind.

                                                                              ***

Jeg vågnede op, mens jeg mærkede nået på min kind. Jeg tændte forsigtigt natlampen, og så en stod fed edderkop kravle ned på min arm. Jeg holdt et skrig inde. Jeg hadede edderkopper. De er simpel hen så klamme. Gyser.

Jeg fik skubbet edderkoppen væk, der flygtede op på loftet igen. Jeg hoppede træt ud af dynen, mens kulden stod mig i møde. Jeg gik hen til kalenderen. Det var juleaften. Wow, jeg var bag ud. Jeg havde juleaften som en hel normal hverdag, da der aldrig blev pyntet op eller givet gaver. Jo, men det var kun Kim, der kørte over til sin mor og holdt juleaften. Jeg blev fuldkommen glemt.

Jeg tændte for stikkontakten, der tændte for lampen, som var dækket af edderkoppespind. Jeg kunne skimte en korsedderkop æde en flue som morgenmad. Jeg gøs bare ved at se på den.

Jeg åbnede døren til stuen, hvor Kim som normal lå og sov, fordi han var alt for dovn til at gå ind på sit værelse, der lå ved siden af mit. Jeg listede langsomt forbi for at tage fjernbetjeningen, som lå henne ved fjernsynet. Jeg håbede på, at koncerten blev genudsendt, så jeg kunne se resten af, det jeg ikke så.

Genudsendelsen var allerede i gang, da jeg spolede om på klanalen. De var præcis nået til, der hvor Kim havde spolet væk eller slukket. Det kunne jeg ikke lige huske.

Jeg sang lavmælt med til sangende, som jeg kendte.

Det måtte være en fantastisk oplevelse at se sine fans kunne ens sange. Det må være vildt at så mange kender en og ens sange. Nogen kunne bare det der. Jeg betagede vær og en af drengende. Jeg ønskede, at jeg snart vil kunne få lov til at se dem igen, uden at jeg skulle se ind i en tv-skærm.

Jeg slukkede for tv’et

Jeg slukkede tv’et, da koncerten var færdig. Jeg listede ud i køkkenet. Jeg har gjort alt det, jeg ikke måtte gøre for Kim. Mine hænder fandt automatisk et æble i æble skålen.

Jeg spiste hurtigt æblet.

                                                                                 ***

Det blev eftermiddag, da Kim åbnede døren til mit værelse. Hans ansigt lyste af ondskab, mens han af slørede nogle gultænder. Hans smil var ikke lige frem det mest beroligende. Han stalde sig foran mig, med armende overkors, der hurtigt rev mig op og stå. Han slæbte mig ud i stuen. Han skubbede mig udenfor, mens han kylede min jakke og sko efter mig.

”Bliv væk, du bor ikke længer hos mig.” Jeg havde mest løst til at protestere, men han nåede at lukke døren, før jeg nåede at få en eneste lyd ud af min mund.

Jeg gik ud mod fortovet, mens forivrelsen og håbløsheden blandede sig sammen i min mave. Hvordan skulle jeg nu overleve? Nu kun ingen hjælpe mig. Jeg skulle bo på gaden lige så lang mit liv kunne holde nu. Jeg mærkede et stik i hjertet, da jeg så ind ad et vindue, hvor en familie hyggede sig sammen, og børnene var glade, mens de glædede sig til aften, hvor de fik dejlige gaver, som jeg kun kunne drømme om. Tårer trillede ned ad min kind, mens jeg gik videre.

Jeg havde aldrig troet, at mit liv kunne blive værre, end det var i forvejen. Det var blevet meget værre, for nu boede jeg på gaden. Sendt der ud på det som alle folk tog som det den bedste tid på året, hvor man gav hinanden gaver. Jeg havde aldrig fået gaver, aldrig. Alle glemmer mig. En følelse om at alle hadede mig var stor lige nu. Al glæde ved juledag var suget ud af mig, og afstøttet med håbløshed, der ikke kunne gå væk lige meget hvad man gjorde.

Jeg gik ind mod byen, hvor de fleste af dem jeg kendte boede. Jeg følte mig svigtet, da jeg så kærester gå hånd i hånd, mens de ønskede andre glædelig jul. Jeg vidste, at jeg aldrig ville få en kæreste, som Frederikke helt sikkert vil få. Hun var både sød, smuk, sjov og meget mere.

Jeg var ikke sådan. Jeg var: Grim, dum, en kæmpe Idiot. Jeg passer simpel hen ikke ind nogen steder. Verden ville være meget nemmere, hvis jeg Robin var gået bort. Alle vil være glade. Ingen skulle tænke på den dumme pige Robin, der var en særling, fordi hun altid havde brug for hjælp. Hvem holdt dog af mig? Nemlig ingen, det kunne jeg svare på.

Flere og flere tårer trillede ned af mine kinder, jo mere jeg kritiserede mig selv. Det var ikke løgn, det var sandheden, og man skulle kende sandheden inden man døde. Jeg vidste, at jeg ville dø af at gå på gaden. Jeg ville dø af sult, mens andre kunne få mad nå de ville have det.

Jeg kunne ikke få tankerne ud af hovedet lige meget hvor meget jeg prøvede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...