Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7769Visninger
AA

14. Nyhederne.

De brugte hele aften på at lærer mig at bruge en telefon. Det endte med at vi gik i seng over midnat, hvor jeg havde fået deres nummer og Frederikkes. Det var vær at blive lyst udenfor, hvor solen allerede var på vej op. Klokken var ku 06:30. Jeg følte mig træt, og lagde mit hoved tilbage til hovedpuden, der var dejlig varm. Men lyden af en sms flød roligt ud i rummet. Jeg sukkede irriteret, før jeg rakte dovent ud efter den på natbordet.

Jeg mærkede den under mine spinkle finger, og tog op til mig.

Så det op, Robin. Louis.

Jeg sukkede endnu en gang, men ignorerede ikke orden. Jeg svang søvnigt benet ud over senge kanten, for at tage noget tøj på.

                                                                               ***

Efter kort tid trådte jeg træt ud i køkkenet, hvor de andre allerede sad rundt om bordet. De stoppede hurtigt deres snakken, inde de alle sammen sagde høfligt godmorgen. Jeg satte mig ned ved siden af Niall, der brokede sig over, at han var sulten.

”Niall, de er snart færdige,” sagde Harry irriteret henne fra bordenden, hvor hans ved siden af Louis og Zayn, der snakkede roligt sammen, mens Liam tromede tålmodigt på bordet. Harry kiggede rundt i køkkenet.

Jeg støttede mit hoved i den ene hånd, før jeg stirrede op på uret, som om jeg ventede på noget. Det var ikke spor spændene, jo den store viser rykkede sig en smule. Jeg mærkede nogen tage fat i den hånd der støttede mit hoved. Hånden blev hurtigt revet væk, at jeg næsten var ved at gokke hovedet ned i bordet.

Jeg kiggede op, og lyden af de andres latter, fik mig til at ruste på hovedet. De var simpel hen ikke rigtig kloge nogen gange.

”Falder du snart i søvn, hva’ Robin.” Louis smilede til mig. Jeg følte mig generet og kiggede op mod uret igen.

Mikroovnen larmede højt i rummet, at jeg igen tog mig til ørerne. Louis rejste sig hurtigt op, for at tage rundstykkerne ud af mikroovnen. Lugten af rundstykker fyldte hele rummet, mens Harry tændte radioen, hvor der blev afspillet Little things. Drengene sang automatisk med, mens jeg fandt smøreknive og tallerkener rundt i køkkenet. Liam fandt en kurv, som Louis kunne ligge rundstykkerne i. Det var rimeligt hyggeligt at høre dem synge, uden de skrigene fans, der drev mig en smule til vandvid med det skrigeri.

Da sangen var færdig, var bordet dækket op med pålæg og drikkevarer. Fuldkommen ukendte sange blev også spillet, mens en lille del af mig håbede, at en dansk sang ville blive spillet. Og til mit store held kom Oliva igen.

”Kender du den sang.” Lød det fra Zayn.

”Ja, den er dansk.” Drengene kiggede underne på mig, mens jeg kiggede smilene på dem.

”Forstår du dansk?” Niall lød overrasket over, at jeg forstod det svære sprog som dansk var.

”Ja, jeg er dansker.” Drengene kiggede vantro på mig. De så ikke ud til at tro mig.

”Hvordan det.” Louis kiggede mig ind i øjnene.

”Jeg er født i Danmark, hvor mine forældre forsvandt eller døde, det ved man ikke. Jeg kom i pleje hos en sød lille familie i Danmark, der opfostrede mig som deres egen barn. Men da jeg blev ti år skete der noget forfærdeligt. Moren fik kræft, og de havde ikke tid til at have mig. Man kunne ikke finde nogen steder i Danmark at sende mig hen. Efter en måned blev jeg sendt til England, hvor jeg kunne komme på børnehjem. Men Kims familie fik nappet mig. Ja, og resten af historien om hvordan jeg levede ved i allerede.” Drengene lyttede efter, mens jeg snakkede. Frederikke kendte ikke den fulde historie, som drengene kendte. Jeg havde fået hende bildt ind, at jeg var kommet for Danmark, og Kim havde taget mig til sig.

Jeg ved, at det var ondt mod Frederikke. Men jeg havde ikke så meget tillid til hende, som jeg havde nu. Jeg havde aldrig fået mig taget sammen til at sige det til hende.

”Frederikke ved ikke det her, vel,” sagde Louis, som om han kunne læse mine tanker. Jeg rystede på hovedet, da sangen blev færdig.

Vi blev alle tavse, mens vi spiste maden færdig, og vi hjalp hinanden med at dække af.

                                                              ***  

Vi tog noget overtøj på, inden vi hoppede ud i den klare morgen, hvor der ikke var særlige mange mennesker til stede. Der gik næsten kun gamle mennesker, som heldig vis ikke kendte til deres popularitet, og det var jeg sandlig tilfreds med.

Den bløde vind legede roligt med mit hår, der blev blæst en smule i rod, mens drengene snakkede lavmælt bag mig. Hvad var det de snakkede om? Men jeg nåede ikke at tænke mere, før en bil kørte ind i en stor vandput i fuldfart. Vandet sprøjtede over på mig, så jeg blev drivvåd.

”Ej, helt ærligt.” Jeg kiggede ned af min drivvåde krop, mens drengene brød ud i grin bag mig. Det måtte have set sjovt ud, for de stoppede ikke, lige meget hvor mange gange jeg sagde, at de skulle tie stille. Men til sidst brød jeg selv ud i latter.

Forbipasserende gloede mærkeligt på os, som om vi var et spøgelse. Nogle voksne himlede med øjne, da de gik forbi os. Nogle skyndte sig væk, mens andre bare stod og betagede os.

Efter nogle par minutter holdt vi op med at grine. Jeg mærkede kulden krybe op af mine arme, der rustede vandvittigt i den kolde vind, som blev værre og værre. Mine tænder klapperede hårdt mod hinanden. Vi forsatte videre, efter at jeg havde overbevist drengene, at jeg godt kunne klare en smule kulde, selvom det sikkert var løgn. Vi gik roligt videre hen ad de spinkle gader, hvor der begyndte at komme flere og flere mennesker, der skulle ud og handle ind.

Jo længere tid vi gik, jo koldere fik jeg det. Jeg prøvede at skjule det så godt som muligt, men jeg mærkede Louis’ hånd under min. Jeg fik varmen fra hans hænder. Varmen gled rundt i hele kroppen, og hang sig fast rundt om mit hjerte, som pumpede roligt blodet rundt i min krop.

Jeg kiggede op på ham med et smil, som han straks gengældte. Han førte os hen af forskellige veje, der var prop fyldt med mennesker, hvor de unge stirrede målløs på drengene, der bare gik roligt.

                                                                           ***

Kort efter kunne jeg genkende de lave stenmure, der herskede rundt om den søde lille park. De velkendte træer tornede sig højt op over murene, og pegede ret op mod himlen, hvor mørke skyer gled roligt hen over den blå himmel. Børne stemmer kunne tydeligt høres inde bag murene, mens vi gik over til det store jern port, hvor en politimand roligt gik forbi.

Hans uniform fik alle i nærhede til at opføre sig ordenligt, mens nogle skumle mænd holdt tæt øje med ham. Deres øjne blev hurtigt rettet mod os, der roligt placerede politimanden, som hilste pænt på os. Jeg følte, at hans blik hvilede lidt længere på mig, end det havde gjort på de andre.

Jeg trådte frisk ind i parken med Louis’ hånd i min. Jeg var glad vær gang han rørte mig eller bare kiggede mig ind i øjnene. Var det også noget der hørte til forelskesen?

Lugten af gran nåede mine næsebror, da der var flest grantræer inde i parken. Børn legede på den lille legeplads, der var lavet for et par år siden, da man mente, at børnene kedede sig. Det havde jeg i vær til fald gjort, da jeg var ti år gammel. Det eneste jeg lavede var at gå rundt mellem grantræerne, og plukke nogle fine små blomster.

Jeg følte med de andre hen ad en sti, der var lavet af fine sten fliser, som børn for det meste tegnede med kridt på.

Der var mange mennesker i parken i dag, selvom det så ud som om vi fik regn. Jeg kunne godt lide regn, men jeg havde lyn og torten, da jeg var bange for det.

Mine tanker blev igen forsturet af skrigene fans. Kunne man ikke få en eneste tur rundt i byen, uden der var fans til stede. Det var snart ved at drive mig til vandvid en smule, men jeg ville ikke vise det, da det var en del af deres arbejde.

Jeg slap hurtigt Louis’ hånd, inden der kom for mange fans, så jeg ikke kunne komme ud. Jeg gik hen og satte mig en bænk, hvor en velkendt pige sad. Det var Nora. Jeg synes hun så meget gladere ud end i går. Havde hun følget mine råd.

Hun smilede glad til mig, da jeg satte mig ned ved siden af hende. Jeg smilte igen. Ingen af os sagde noget. Vi sad og betagede drengene, der gav autografer.

”Du havde ret.” Det kom så pludseligt, at jeg fik et chok. Jeg kiggede overraskende over på hende, inden jeg sagde:

”Bliver du behandlet bedre.” Hun lyste op i et smil.

”Ja, men jeg skal rejse til et land der hedder Danmark,” sagde hun, mens lyden af min sms tone ringede i luften. Helt ærligt ikke nu. ”Nå, jeg må videre, og tak for hjælpen.” Hun rejste sig op, og gik længere ind i parken, mens jeg kiggede efter hende.

Jeg trækkede langsomt min mobil op ad bukselommen, der ikke var blevet våd.

Hej søde. Hvad laver du? Frederikke.

Jeg tog hurtigt et billede af drengene, der gav autografer. Jeg fik deres ansigter med. Jeg satte billedet ind i en sms.

Kigger på drengene, der skriver autografer. Det er virkeligt spændene, at du ved det. Desværre for Robin J.

                                                                         ***

Efter det som føles som timer var de endelig færdige. De undskyldte masser af gange, men jeg sagde det var i orden med mig, der var tros alt deres job. Lige nu sad vi hjemme og så nyhederne, hvor værten bare snakkede og snakkede. Jeg hørte ikke efter. Jeg sad og kiggede ud på regnen, som hamrede ned på vinduerne. Lyden af torden fik mig til at krympe sammen, under det tæppe som jeg havde viklet om min krop.

”Kan du ikke li’ torden.” Louis lagde sin hånd i mit hår, inden han roligt nussede det.

Jeg følte mig tryg, mens mine øjenlåg blev tunge, men jeg nåede ikke at falde i søvn, før det bankede på døren. Hvem kunne det dog være?

Jeg kiggede rundt på de andre, der så lige så spørgerne ud, som jeg følte mig. Zayn var den modigste af os alle, da han gik ud til døren og åbnede op. Jeg hørte, at han snakkede med nogen, men hvad og hvem kunne jeg ikke høre?

 Louis’ hånd forlod mit hår, da et lyn slog ned. Jeg talte altid, hvor langt de var væk. Denne her var kun en kilometer væk fra, hvor jeg sad.

Døren til stuen gik op, og Zayn trådte ind med et film hold.

”Jeg kunne ikke få dem til at forsvinde,” mimede han til mig.

Jeg vidste, at de var kommet for at spørger mig om noget. Jeg var selvfølgelig for generet til at svare. Jeg bakkede mod sofaen, som jeg sad foran. Jeg støttede på nogle ben. Jeg kiggede op på Louis, der sendte mig et beroligende smil. Jeg svarede stille på spørgsmålene, at de næsten ikke kunne høres, så Louis gentagede dem, mens han nussede mit hår.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...