Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7778Visninger
AA

26. Louis.

Jeg følte mig dårlig tilpas med at slutte mit venskab med Frederikke, men i den tid splitteriet har været her, har hun forandret sig så meget. Hun er slet ikke til kende mere. Hun opføre sig ikke som en ven, ikke som den ven jeg kendte. Hun var mere … ond mod mig end jeg nogensinde kan huske, at hun har været. Hun har aldrig været ond mod mig. Og jeg følte, at jeg havde valgt rigtigt. Jeg håbede, at jeg havde ret, for på det sidste havde jeg valgt de forkerte beslutninger, selvom de havde følt rigtige. Jeg ville ikke stikke af. Jeg havde bare brug for noget frisk luft, så jeg kunne få mig kølet fra vreden, der fordampede da jeg var på vej ned af trapperne. Jeg kastede et hurtigt blik på vejret udenfor; det var gråt med store skyer, der lod sin regn gennembløde byområderne, som lå under den.

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men bare væk nok til, at jeg kunne få vreden væk fra min krop. Jeg sparkede til væggen, da jeg nåede førstesal. En smerte gennemborede min fod. Hvorfor var jeg så dum at sparke foden ind i en væg?

Nede i lobbyen herskede der dejligt ro; mænd sad på sofaer og læste avisen, mens en ung dame på tyve år, sad fordybet i et sladderblad, hvor der var billede af Justin Bieber. De unge piger på min alder var fuld i gang med en kæmpe diskussion om One Direction. De blev fuldstendig stille, da jeg placerede dem for at komme udenfor i den kølige regn, der ville få mit indre til at fryse til is.

Med et dybt åndedragt åbnede jeg glas døren og trådte ud på parkeringspladsen, hvor folk skyndte sig i ly for den hårde regn, der var vanskeligere end jeg havde troet. Regnen landede på min skulder, at det gøs i mig. Jeg puttede Pjuske godt ind i et lunt tæppe, så hun kunne holde varmen. Killingen miavede, mens den prøvede at gribe en regndråbe med munden, men fik i stedet vand på snuden. Den rustede på hovedet, at folk rundt omkring mig gloede forvirret på mig.

Mine tænder klaprede af kulde, da jeg ikke havde taget overtøj på. Kun nogle sko, der allerede fik vandet til at svulme over. Mine sokker var gennemblødte, mens min turkise T-shirt og de grå cowboybukser var gennemblødte. Jeg rustede forfærdeligt, men takkede nej til en dame, der ville hjælpe mig indenfor.

Jeg gik tappert videre mod vejen, hvor biler susede forbi, mens de sprøjtede vand til begge sider, at jeg måtte gå hel op ad mure, for ikke at blive ramt af vandet. Folk omkring mig ignorerede mig, mens få gispede ved synet af mig, men hjalp mig ikke. Jeg gad heller ikke have hjælp. Jeg ville bar væk et øjeblik, så jeg kunne tænke tingene igennem en gang for alle.

Pjuske lukkede sine øjne i det varme tæppe, som holdt hende varm. Den eneste glæde jeg kunne finde lige nu, var min sovende killing. Jeg vidste, at den var en trofast ven, selvom den kun var et dyr, men jeg følte, at den var en slags familiemedlem. Og jeg følte mig ikke alene, for jeg havde en killing at passe på, og den passede på mig. Killingen var som den familie jeg aldrig har haft.

Jeg vandrede roligt videre ned af villakvarter, hvor familier hyggede og ældre ægtepar sad i deres skuer og spillede en omgang kort, eller lade de ældre damer kabaler. De mindre børn pressede deres ansigter mod vinduerne, så deres næser blev helt fladmast. De kiggede nysgerrigt ud på mig, der kiggede kort på dem. En af dem pegede ud på mig, og en dame fik øje på mig. Jeg skyndte mig videre, inden moren kunne nå at få mig kaldt tilbage. Helt bagerst lå der en villa, hvor jeg fik øje på et kæreste par kysse ude ved døren. Jeg listede hurtigt videre, mens et savn blev større og større. Jeg savnede Louis forfærdeligt meget lige nu. Han var den eneste, der kunne få mig til at smile, når jeg hang med næbet. Han er den eneste, der kunne få min mave til at vride sig sammen og få sommerfuglene til at hvirvle rundt i maven på mig. Og den eneste der kunne gøre mig lykkelig.

Jeg drejede væk fra gaden og kom til et skummelt sted, hvor unge fyre med voldsomme hanekamme holdt øje med mig fra skyggerne. Jeg blev hurtigt utryg ved deres blikke. Men til min store lettelse lod de ikke til at være insisteret i mig, og det passede fint. Jeg skyndte mig at dreje ned af en sidegade, hvor lejligheder tornede sig op over villakvarterne. Jeg gik videre uden at anse, at mørkede lagde sig over byen. Stjernerne dukkede frem på nattehimlen, mens månen lyste kraftigt oppe fra en bygning af muresten. På bygningen var der balkoner med nogle plastiskstole placeret nogle steder. Man måtte have en fantastisk udsigt, når det var lyst og godt vejr.

Jeg stoppede op for at kigge grundigere på bygningen overfor mig. Balkonerne var runde og brede, mens adskillige potteplanter var på plastiskbordene. Hvide hegn var sat rundt om dem, så man ikke kunne falde ud over.

Der var mange lejligheder, at man ikke kunne overskue det. En helt bestemt lejlighed tog min opmærksomhed. Lejligheden udskilte sig lidt fordi andre. Den så ud til at være en smule større, men ikke ret meget. Hegnet der omringede balkonen var af jern i stedet for stabilt egetræ. På et plastiskbord var der hvideroser, der lyste op i mørkede. Men det var ikke helt det der tog opmærksomheden. Det var den person der stod i balkonen og betagede mig.

Personen var velkendt og fik mit hjerte til at slå flere slag over, mens sommerfuglene i maven blev vækket til live igen. Mit hjerte hamrede hårdt mod min bryst, at jeg var bange for, at han kunne høre den. Han havde en hue over sit brunehår, og jeg kunne skimte en stribet blå T-shirt og nogle røde bukser.

Jeg følte en ubeskrivelig glæde afstøtte det triste. Jeg kunne sprænges i luften af glæde ved synet af Louis, der nu vinkede muntret til mig, som om det var den sidste dag, vi så hinanden. I hans venstre hånd holdt han en paraply, så han ikke blev våd. Han så ganske tør ud i forhold til mig. Jeg var fuldstendig gennemblødt af regnen. Det havde lykkes mig at holde Pjuske tør under hele turen. Jeg havde flere gange tjekket om hun var blevet våd, men hun var ganske tør, som om hun aldrig var kommet ud i regnen.

Louis forsvandt ind i lejligheden med et stort smil og med muntre skridt. Efter kort tid stod han i døren, hvor han betagede mig med hans blå øjne. Han gik rask mod mig. Jeg nåede ikke at gøre noget, før han trak mig ind i et kram. Jeg blev nød til at holde afstand mellem mig og ham, for ikke at mase Pjuske, der gav sig til at miave højlydt.

Louis trækkede sig forskrækket tilbage. Han begyndte stags at flække af grin, da han opdagede hvad jeg havde i favnen.

”Nå, så det er derfor, du ikke gider at give mig et kram.” han smilede, inden han kiggede ned af min våde krop. ”Kom med indenfor og få noget varme. Du er jo isende kold. Kom så med, så laver jeg en kop te.”

Jeg rustede på hovedet af den ivrige Louis, der begyndte at føre mig ind i lejlighedernes op gang. Der var ikke meget plads, men det var fint nok. Det gav ekko, når man gik op ad trapperne. Det føles som en evighed, før vi nåede hans lejlighed. Han låse hurtigt døren op og trådte ind, hvor man kunne stille sit over tøj. Jeg satte mig ned på hug, så Pjuske kunne hoppe ned. Hun sprang ned og strækkede sig med en gabende lyd.

”Hvad har du dog lavet,” udbrød Louis ved synet af min brækkede arm. Jeg smilede af ham, inden jeg trækkede ham ind i et varm. Han fik varmen igennem min krop og jeg følte ikke, at jeg frøs længere. ”Du er våd.”

”Hvad tror du ellers, hvis man har vandrede rundt i regn vejr i flere timer.” nu rustede han på hovedet, men han smilte.

”Hvorfor gik du overhovedet ud i det regn vejr? Er der noget galt?” tilføjede han bekymret, da han så, at jeg kiggede uroligt væk, men det kunne ikke hamle op med den glæde, der sprang rundt i min krop.

”Lang historie,” sagde jeg kort for hovedet, inden jeg mærkede, at han tog min hånd. Han førte mig ind i en rumlig stue med de ting som en stue indeholdt. Jeg lod mig føre med hen til sofaen, hvor han viklede et varmt tæppe rundt om min våde kolde krop. Vi satte os ned, så vi så på hinanden. Louis sad afventede på min historie, mens han trækkede mig ind til sig. Jeg lagde hovedet mod hans bryst og begyndte langsomt at fortælle ham hele historien.

Han nussede mig roligt i håret, mens jeg fortalte. Han sagde sommetider trøstende ord og gav mig mere varme end aldrig før. Jeg kunne ikke mærke kulden mer, men en dejlig varm fornemmelse rundt i hele kroppen. Både udenpå og indeni.

”Er det så forbi mellem dig og Frederikke?” spurgte Louis, efter at jeg havde fortalt ham om mig og Frederikkes skænderi. Jeg løftede hovedet fra hans brystkasse og kiggede op på hans rolige ansigt. Jeg nikkede kort. Jeg skulle til at lægge hovedet tilbage til hans bryst, men så ringede min telefon, som lå på sofa bordet.

Jeg kunne ikke lade vær med at være irriteret over den bratte opringning. Jeg sukkede dybt, før jeg tog telefonen og besvarede irriteret opkaldet, uden at se hvem det var.

”Det er Robin,” sagde jeg automatisk ind i telefonen, mens jeg begyndte at vandre frem og tilbage mellem stuebordet og faldskærms tv’et.

Robin det er Niall, hvor er du. Vi er virkelig bekymret for dig. Frederikke er her og hun siger, at du er gået. Er det rigtigt,” lød Nialls stemme inde fra den anden side af telefonen. Jeg kunne nærmest høre de andres spænding.

”I skal ikke være bekymret, jeg har det fint,” forsikrede jeg ham om. ”Jeg er hos Louis, hvis du vil vide det.”

”Godt.” Niall lød lettet over at vide, at jeg befandt mig over ved Louis, der betage mig vandre frem og tilbage. Han sendte mig et muntre blik, inden Niall gav nyheden videre.

Hyg dig over hos Louis. Liam kommer med dine ting. Farvel,” sagde Niall og afsluttede opkaldet. Jeg rustede på hovedet af Louis, der nu sendte mig et Hvemvardet blik.

”Det var Niall,” sagde jeg lidt efter. Jeg satte mig igen hos Louis, som nussede mit hår, at jeg snart var ved at falde i søvn. ”Pas på med det der, jeg falder altså snart i søvn.”

Louis grinede lavmælt, men blev ved med at nusse mit hår. Jeg lænede mig opad hans skulder og lukkede øjnene i nydelse.

”Fald du bare i søvn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...