Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
8282Visninger
AA

2. Kendte drenge.

Rummet var dunkelt, da jeg åbnede mine brun-grønlige øje op, og kiggede ud i det tætte mørke, der havde opslugt mit lille værelse, som jeg havde været heldig at få. Lyden af snorken kunne tydeligt høres her ind fra den skrå væg. Jeg kunne høre det ligeså tydeligt, hvis jeg havde stået inde ved siden af den fulde mand, jeg boede ved.

Jeg sukkede dybt, før jeg svang mine tynde ben ud over sengekanten, og jeg vidste at mit lysehår strittede til alle sider. Jeg rejste mig vaklende på benene, inden jeg gik hen til døren der var mindre end en halvmeter fra mig. Lyset gennemborede mørket, og afslørede et meget lille rum, der bestod af en seng og en slidt kommode. Der var ikke plads til andet, end de ting. Jeg havde været heldig, at der kunne komme et natbord ind mellem sengen og kommoden. På natbordet stod der et vækkeur, som lyste kraftigt op på loftet, hvor edderkopper og fluer gemte sig for mig.

Jeg kiggede hurtigt over klokkeslettet, der viste at klokken var halv syv. Jeg sukkede endnu en gang, da jeg vidste, at der kun var en time til at gøre sig klar og gå på arbejde. Ja, jeg skulle gå hele vejen til arbejde, som var at servere mad og kaffe til kunder i en kaffeforretning, der lå en kilometer væk fra hvor jeg boede.

Jeg gik hen til kommoden og trækkede den snart ødelagte skuffe ud, hvor gammel slidt tøj lå fint folet sammen. Jeg trak en tyk sweater over hovedet, og tog nogle varme cowboybukser på, der snart var for lille til min slanke krop.

Jeg åbnede døren til stuen, hvor Kim lå og sov i den grimme grønne sofa, hvor hans buttet lille krop lå. Foran ham stod to tomme vinflasker på et gennemsigtigt glas bord, der havde nogle få revner, for den gang han havde haft venner på besøg.

Jeg tog den børste, der lå henne på et lavt skab, hvor alt alkoholen stod inde i. Der lugtede forfærdeligt af for meget alkohol, især når man gik forbi Kim, der vendte sig om. Det gav et sæt mig, at jeg næsten lige var ved at vælte den værdifulde vase, som han havde fået af hans alkoholiske mor, Bergitte.

Hele Kims familie var alkoholiker, så det var ikke en mærkelig tanke, at han også blev alkoholiker, synes jeg.

Jeg redte mit hår, så det blev dejligt blødt, inden jeg smuttede ud i det beskidte køkken. Jeg sukkede dybt, da jeg vidste, når jeg kom hjem blev jeg bedt om, at gøre rent over det hele uden hjælp. Jeg snuppede hurtigt et æble, mens jeg kiggede rundt i køkkenet.

Vasken var fuldkommen beskidt, og jeg tyrede ikke tage en tår vand, da jeg var bange for at vandet var for beskidt.

Kølleskabet var hvidt og rent, faktisk det eneste reneste ting inde i køkkenet. Selv kaffemaskinen der stod på det vakkelvorne køkkenbord, som snart var faldet sammen af al de gange Kim havde slået næven i, inden han havde givet mig en omgang tæsk.

Jeg lod min mager hånd glide ned af min arm, der var fuldt med blå mærker, og det gjorde ondt vær gang jeg rørte ved dem.

Jeg boede ikke godt her. Næsten vær gang jeg kom hjem for arbejde eller for en veninde havde Kim givet mig slag. Ikke bare et men massevis, indtil jeg lå sammenkrøllet på gulvet med helt nye blå mærker. Nogle gange sparkede han til mig når jeg lå ned, eller slog han mig med en ridepisk.

Tårerne prikkede i øjnene, da jeg tænkte på tanken. Jeg holdt dem tilbage så godt jeg kunne, men en enkel tårer gled lydløst ned af min kind. Jeg havde flere gange sagt det til politiet eller kommunerne, der bare ignorerede alt hvad jeg sagde. Det kunne pisse mig så meget af.

Jeg spiste æblet færdig, inden jeg gik ud i entreen, hvor mine jakker hang. De var dækket af hvidt sne, der både var udenpå den og inde i. Den var kold, da jeg tog den rundt om mig. Sneen gled koldt ned af min ryg, mens jeg hoppede i kolde gummisko, der var fuldt med sne.

Mine tænder klappede, mens jeg rustede over hele kroppen. Skoene knirkede under sneen, som gik mig næsten til knæene.

Himlen var mørk, mens de fugle, der var blevet tilbage fløj fra træ toppende til andre træer, der stod nøgne i det kølige vejr. Lyden af biler der kørte ude på de glatte veje nåede mine ører, da jeg gik ud til den fejede vej.

                                                                           ***

Jeg nåede endelig en stor firekantet bygning, hvor biler allerede holdt parkeret på caféens lille parkeringsplads, der stod tæt op ad et supermarked. Jeg sukkede dybt, inden jeg åbnede den blå dør, og kom ind i et højloftet rum, hvor runde border, var placeret rundt omkring ved de store vinduer, som hang på de fine murstens murer.

Jeg gik hen til disken, hvor mit forklæde lå med caféens navn på ved brystkassen. Jeg bandt den hurtigt omme i ryggen, og begyndte at tage andre folks bestillinger.

Døren til køkkenet gik op, og en slank rødhårede pige på min egen alder trådte ud, med snavset forklæde. Hun smilede venligt til mig, inden hun gav mig et stort knus.

”Goddag, Robin, hvordan går det.” Hun placerede en bakke med kaffe og nogle lune boller foran mig. ”Bord nummer fem.”

Jeg tog fat under bakken, og løftede den tæt op til kroppen, inden jeg forsatte hen til et ældreægtepar, der sad og snakkede om oplevelser de havde været igennem. Ude af vinduet skimtede jeg en flot bil, der parkerede ude ved parkeringspladsen.

Døren gik op, da jeg stalde bakken ned til ægteparret, som mumlede tak til mig. Jeg vendte mig hurtigt om, og så fem dreng gå mod disken. De var alle ældre end mig selv. Jeg var ved at tabe munden, men med en anstrengelse holdt jeg mit normale ansigt udtryk. Så godt klarede Frederikke det ikke; hendes ansigt udtryk fortalte mig, at hun ikke kunne tro sine egne øjne, da hun så det populæreste boyband tråde hen til disken og var klar til at bestille.

Hun stirrede på One Direction-drengene.

De prøvede flere gange at kalde hende op, men hun blev ved med at kigge åndsvagt på dem.

Jeg gik med raske skridt bag disken.

”Frederikke!” Jeg viftede en hånd foran hendes ansigt, men intet resultat. Jeg sukkede dybt, og trådte ind i køkkenet, hvor dem der arbejdede var gang med en heftig snak om One Direction.

Jeg fandt et krus oppe i en af marmor skabene. Jeg fyldte kold vand i den, inden jeg trådte ud i cafeen, hvor der var en fin lang kø. Jeg tippede vandet ned i Frederikkes rødehår, men der skete heller ikke noget.

Jeg runkede øjenbrynene inden jeg hældte noget vand ned af hendes ryg. Hun vågnede brat op, mens hun gøs af det kolde vand, der løb ned af nakken på hende. Drengene grinede.

”Kom i sving,” sagde jeg, da en dansk sang blev spillet i radioen.

Jeg var blevet født i Danmark, hvor jeg blev, indtil jeg blev ti år, hvor jeg flyttede over til alkoholikeren. Jeg genkendte Rasmus Seebachs stemme fra radioen, hvor han sang sin nye sang Olivia. Jeg blev glad indeni, da det var mega sjældent, at der blev spillet danske sange her.

”Olivia siger ja til din fest, men til kærlighed siger hun nej, Olivia hun lukker ikk' nogen ind i sit hjerte, hellere ikk' dig,” lød hans stemme i radioen.

Jeg så Frederikke runge på næsen, da hun ikke forstod hvad han sang. Jeg smilede til mig selv, da jeg var den eneste, der kunne forstå alt hvad han sang. Det eneste de forstod, var, når han sang Olivia. Jeg nynnede med, mens jeg skrev nogle bestillinger ned fra en gravid kvinde og hendes mand.

 

Harry synsvinkel.

En eller anden underlig sang lød i radioen, da mig og de andre satte os ned ved et rundt bord, hvor der var plads til fem. Jeg mærkede mange blikke mod min nakke, men ignorerede det. Jeg satte mig ved siden af Niall. Jeg havde overblik op til den lysthårede pige, hvor håret bølgede smukt efter hende, når hun skrev eller bevægede hovedet.

Hun fjernede et lyst hår fra hendes hoved, der bøjede sig ned over notesblokken, hvor hun skrev bestillingerne ned. Hun førte hårtotten bag hendes ører, der havde en smuk blomster ørering.

Jeg kunne simpel hen ikke slippe blikket for hende. Det var underligt. Meget underligt. Sådan havde jeg aldrig haft det før. Hun var smuk, men det der gjorde mig mest nysgerrig var, da hendes røde sweaterærme gled lidt op, og nogle voldsomme blåmærker var på hendes spinkle arm.

Jeg kiggede hurtigt væk, da hun rettede sine smukke brun-grønlige øjne blev rettet mod mig. Jeg kiggede så ned i bordet igen, men de fandt hurtigt vej op til hende igen.

”Harry, er du vågn.” Louis knipsede foran mit hoved.

”Hvad,” sagde jeg en smule forvirret. ”Er jeg blevet spurgt om noget?” Drengene grinede af mig.

”Nej, du sidder bare og kigger op på hende den lysthårede pige, der hældte koldt ned af ryggen på hende den rødhårede.

”Gør jeg det?” De grinede endnu en gang af mig, og Louis himlede med øjnene over mig, men efter kort tid brød vi ud i latter.

Alle mulige nysgerrige ansigter vendte sig mod os, og den lysthårede pige himlede med øjnene lige som Louis, men hun forsvandt hurtigt bag et hav af kunder, der vendte opmærksomheden tilbage til hende, da en brunhåret pige hjalp hende med bestillingerne.

Den lysthårede pige rystede på hovedet, da den brunhårede pige spurtede om noget, som hun afslog, og gav en forklaring hvorfor.

                                                                              ***

Vi ventede i ti minutter mere, før bakker med drikkevarer og lune boller med forskelligt pålæg oven på, blev lagt foran hos.

”Velbekomme.” Jeg kiggede op og fangede hurtigt den lysthårede piges smukke øjne, inden hun vendte sig om, og gik over mod disken, hvor der var bakker til andre kunder, som sad tålmodigt og ventede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...