Help me, my life is miserable - One Direction

Robin er en nitten årig pige, der lever hos en alkoholikker, som ikke behandler hende ordenligt.
Han slår hende flere gange. Både med pisk, og næver. Robin har aldrig fortalt det til nogen, kun hende veninde Frederikke, som hun stoler
på. Hun lever mindre og mindre rart for hver dag der går.
Tilfældigt på hendes arbejde (på en Cafe) mødre hun nogen, hun aldrig troede på, at hun ville møde, nemlig dem for One Direction.
Drengende hjælper hende mange gange, hvor flere og flere af dem, før følelser for hende.
Hvad vil der ske, når de fleste af drengende før følelser for hende? Vil de kunne holde sammenholdet? Hvem vil Robin vælge? Og hvad vil
de andre sige til hendes valg? Vil de kunne beholde venskabet i gruppen, eller vil de blive splittet op på grund af en enkel pige
der må besluttte sit valg?

50Likes
27Kommentarer
7753Visninger
AA

27. Hun er væk.

Jeg vågnede op af en livlig killing, der jagtede mit lysehår, når jeg flyttede på mig. Pjuske fik fat i et tot hår. Hun så meget begejstret ud af sin fangst. Jeg sukkede dybt og tog mit hår tilbage fra den vågne killing. Jeg vendte ryggen til den, for at sove videre, men den lod mig ikke slippe så let. Hun begyndte at miave som en gal, at jeg ikke kunne høre mine egne tanker.

”Pjuske tie stille!” jeg rullede rundt for at se på den larmende killing, som jeg ønskede at ville sige stille lige nu. Pjuske satte hovedet på skrå, at jeg ikke kunne modstå hende. Jeg stryg en hånd bag dens ene øre og begyndte langsomt at nusse den. Hun lagde sig ned på natbordet og nød min berøring. Til sidst blev hun slap og faldt i søvn. Jeg sukkede lykkeligt, før jeg lod mine øjne glide rundt på loftet.

Alle minderne for i går kom væltende ind i mine tanker og jeg huskede hvor jeg befandt mig. Hos Louis. Selvom jeg var lykkelig for at være hos ham, var jeg alligevel en smule trist. For mindre end et døgn siden havde jeg sluttet venskabet til Frederikke. Og jeg fortrød det lige nu. Men sådan hun havde behandlet mig, havde taget hårdt på mig. Jeg troede, at hun var den veninde, der aldrig kunne finde på at give mig den kolde skulder. Men jeg savnede hende alligevel. Hun er grunden til, at jeg ikke havde lavet selvmord for langtid siden. Jeg vidste, at hun fortrød det nu. Hun fortrød alt hvad hun havde gjort. Det kunne man se på hende, da jeg havde sluttet venskabet. Jeg håbede, at hun havde det godt.

Jeg lukkede øjnene i, men efter nogle minutter måtte jeg opgive at sove videre, for jeg kunne ikke med alle de samme tanker inde i hovedet på det samme tid. Jeg sparkede dynen væk fra min påklædte krop. Jeg smilte lidt til mig selv, før jeg satte mine fødder ned på det lyse træ gulv. Jeg kæmpede mig op at stå uden at gide med de glatte sokker.

Jeg gik hen mod en sort hummeltaske henne ved en dør, der gik op, at jeg bakkede forskrækket tilbage mod sengen.

Louis kom smilende ind med venlige blå øjne, som var rettet mod mig.

”Nå, du er oppe.” han lukkede døren efter sig, så jeg kunne klæde om i fred. Jeg rustede på hovedet, før jeg åbnede hummeltasken med en arm. Jeg gravede min korte uniform op for den og nogle blå jeans. Jeg fandt nogle sorte sokker og en bh. Jeg fik med noget besvær jeansene på, men jeg måtte kæmpe med at få den brækkede arm ind i ærmet.

”Louis!” råbte jeg, da jeg havde givet op med at få basket armen ind i ærmet alene. Jeg hørte Louis komme tristende, mens han nynnede en melodi. Han stak hovedet ind og sagde:

”Hvad er der.” jeg mærkede, at han betagede min slanke krop. Han sendte mig et elevatorblik, mens han tålmodigt stod i dørkarmen.

”Er du ikke sød at hjælpe mig. Jeg kan ikke få armen ind,” sagde jeg og kiggede på ham. Han smil blev, breder, mens han trådte hen mod mig. Han fik roligt basket armen igennem ærmet.

”Tak.” jeg kyssede ham hurtigt på kinden, inden jeg smuttede ud af soveværelset med Louis blik i min nakke. Jeg fnisede kort, før jeg gik ud i køkkenet og tog en banan som morgenmad.

Jeg satte mig op på køkkenbordet og kiggede rundt i det lille køkken, hvor et stabilt egetræsbord stod med stole rundt om sig. I midten af bordet stod der en vase med glasur, der dannede noget der lignede slanger, mens blomster var lavet i siderne. I vasen var der friske røde roser, der drak af det saftige vand i vasen. Over komfuret var der et rundt ur og tikkede, mens viserne vissede, at klokken var 07:45. Jeg skulle faktisk gå nu, men jeg vidste ikke om jeg overhovedet ville tage på arbejde. Men jeg besluttede, at jeg ikke kunne risiker at miste arbejdet igen. Jeg måtte bide tænder sammen ved tanken om alle de rasende fans.

”Robin, må jeg godt skrive på din gisp,” lød det fra Louis, der stod foran mig. Hans ansigt var få centimeter fra mit. Mit hjerte gik nærmest i stå over, at han var så tæt på. Jeg måtte huske mig selv på at trække vejret, da han havde stoppet mit åndedragt.

”Ja,” sagde jeg og kiggede generet væk fra hans tætte ansigt. Han smilte, mens jeg mærkede en tus mod mit gisp. Efter kort tid stod der Louis midt i det hele. Jeg kunne ikke lade vær med at smile til ham, inden jeg skimtede, at uret viste 7:00.

Shit jeg kommer forsendt på arbejde, der startede om en time. Jeg vidste ikke hvor langtid det vil tage at tage her fra og til cafeen. Jeg lod den raske hånd glide igennem mit uredte hånd. Louis kiggede overrasket på mig. Jeg forklarede ham hurtigt, at jeg snart var kommet for sendt på arbejde. Han rustede bare på hovedet og sagde:

”Tror du, at jeg ville lade dig gå der om. Jeg kørte dig selvfølgelig, se at komme ud i bilen.” jeg rustede på hovedet, men han sendte mig et bestemt øjekast, og jeg måtte følge med ham ud mod hans bil.

Jeg tog plads foran ved siden af ham med et smil. Han gengældte mit smil, inden han satte nøglen i og startede for bilen. Han speedede op og korte ud på vejen. Ingen af os sagde noget, så jeg tændte for radioen for at få jaget stilheden bort. Og ikke ret længe lod der sange i bilen. Han kørte roligt i den kedelige trafik. Der var næsten ikke nogen biler på vejene, og parkeringspladsen foran cafeen var næsten tom. Han parkerede bilen og vendte sig mod mig med et lille smil.

”Pas på dig selv.” han lænede sig frem for at give mig et kys på kinden. Rødmen steg op i mine kinder, da jeg mærkede hans bløde læber mod min kind.

”Det skal jeg nok,” sagde jeg og smilte beroligende til ham, selvom jeg frygtede hvad fansene ville gøre imod mig i dag.

”Hvornår har du fri?” sagde han og fjernede blikket fra mig og kiggede i stedet igennem cafeens vinduer, hvor en medarbejder tog stole ned.

”Klokken fem.” sagde jeg, inden jeg åbnede bildøren for at hoppe ud. Jeg kiggede på ham, før jeg lukkede døren efter mig og vandrede over mod cafeens dør med min normale venlige ansigt udtryk.

Jeg så ud af øjenkrogen, at Louis kørte ud af parkeringspladsen, og efter få sekunder var hans bil ude af syne. Da jeg trådte ind i cafeen kiggede alle underne på mig med et nysgerrigt ansigt udtryk. Jeg ignorerede det og gik med et smil hen for at tage stole ned fra bordene, da en person greb fat om mit håndled. Personen løftede mig op på bordet. Jeg mærkede nervøsiteten gribe mig ved synet af Dexter, der skar højlydt tænder, mens han holdte stramt om mine håndled, at han næsten stoppede blod omløbet. Jeg måtte bide mig hårdt i underlæben, for at holde vreden inde.

”Hvor er Frederikke,” hvæsede han vredet i hovedet på mig, inden han strammede grebet om mit håndled, mens han masede min brækkede arm mod min krop. Smerten steg fra armen og videre rundt i min krop. Det føles som om, at min arm skulle eksploder af smerte. Jeg ignorerede smerten. Jeg ville ikke gøre ham tilfreds.

”Hvor er hun.” han rustede i mig, da jeg ikke svarede ham. Jeg kæmpede med at holde fokus.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg og prøvede at holde smerten ude af min stemme. ”Hvorfor så sur, du udnyttede hende jo. DU VAR HENDE UTRO!”

Han slap rasende sit tag i mig, inden han styrtede ud af døren med sådan en kraft, at han slog en gammel dame omkuld, der fredeligt var på vej ind i cafeen. Jeg kiggede lidt efter ham, før jeg skyndte mig hen og hjalp den gamle dame op. Hun vaklede lidt, men klarede sig. Hun gik roligt og forsigtigt over mod en ny pige, der var blondt hårede og spinkel. Hun havde brede hofter, mens hendes vægt så ud til at være let som en fjer.

Jeg gik underne over mod et bord og tog et bord ned. Hvad var det Dexter mente med, hvor er Frederikke? Kunne han ikke finde hende, for at gøre hende mere ked af det, end hun sikkert var i forvejen? Eller fortrød han, at han leget rundt med hendes følelser og virkelig var faldet for hende? Jeg kunne ikke lade vær med at være bekymret for hende, da hun heller ikke mødte op på arbejde. Men de andre så ligeglad ud, mens de tog bestillinger ned.

Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke få alle bekymringerne ud af hovedet. Selvom Lene sagde, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg havde mest løst til at sige hende imod, men jeg vidste, at hun havde ret. Jeg skulle tage mig sammen. Frederikke var sikkert syg eller sådan noget. Eller var hun for ked af det, til at komme på arbejde? Jeg håbede mest på den første.

                                                                       ***

Jeg lettede fuldstendig op, da jeg så Louis’ bil køre ind på parkeringspladsen klokken fem. Jeg skyndte mig der ud, efter en hård dag med fans blikke mod min gisp. De havde vist opdagede, at Louis havde skrevet sit navn på det. Der havde været en og spurgte om, jeg havde tigget om, at få ham til det. Jeg havde fuldstendig ignorerede hende, da jeg ikke ville komme ud i problemer.

”Har du haft en god arbejdsdag?” spurgte Louis med et smil, da jeg satte mig ind i bilen og spændte mig fast. Jeg kiggede på ham og gengældte hans smil.

”Den har været fin,” sagde jeg og bed mig i underlæben, før han kørte ud på vejen. Han runkede det ene øjenbryn, da han helt sikkert allerede viste, at der var noget galt.

”Hvad er der sket?” han satte bremsen, da han var kommet til et gadekryds og han havde rødt lys.

Jeg fortalte ham hurtigt om Dexters besøg, og Frederikkes fravær. Han kiggede trøstende på mig, inden han gav min hånd et lille klem.

”Det skal nok gå,” sagde han med et beroligende tonefald. ”Dexter ved ikke hvordan man behandler en pige. En pige er ikke noget legetøj, som man bare kan smide rundt med. Og man skal på ikke at sørger deres følelser, da de godt kan have mange følelser på en gang.”

Han kiggede kort over på mig, før han igen koncentrerede sig om sin kørsel. Jeg kiggede måbende på ham. Jeg kunne ikke tro, hvad han lige havde sagt. Jeg vendte tavs hovedet væk fra ham og kigge ud mod lejligheds bygningerne, der lå fredligt på gaderne. Jeg hoppede stille ud af bilen, da jeg stadig var chokket over, at han havde sagt det. Det var som en beskrivelse på mig. Jeg kunne godt have flere følelser i gang på engang. Louis grinede lavmælt af mit overraskende ansigtsudtryk.

”Nå, det troede du ikke, hva’,” grinede han, da han så mit ansigt udtryk. Jeg rustede på hovedet og skubbede blidt til ham i siden. Men det stoppede ham ikke i at tage min hånd. Jeg tog glædeligt imod den, inden jeg mærkede nogle fans blikke mod min nakke. Jeg kiggede over min ene skulder og så to piger på min egen alder, kigge måbende mod mig. De lod blikkende glide ned til vores hænder, indtil vi var noget indenfor. Jeg kunne ikke lade vær med at føle mig en smule heldig over, at det var mig, han holdt i hånd med.

Vi gik uden at sige noget til hinanden op ad trapperne. Ekkoet lød svagere end i aftes. Der var også meget mer larm. Man kunne høre stemmer inde fra de andre døre. Der var forskellige stemninger for hver dør. Nogen af dem kunne man høre dejlige stemmer, der hyggede sig sammen med deres gæster eller familiemedlemmer, og andre kunne man høre skænderier, hvor de råbte ad hinanden. En af dem var et kæreste par, som vi placerede med ligegyldige ansigtsudtryk.

Da vi kom op til Louis dør efter få minutter, fik jeg øje på et brev, der lå opad døren. Jeg samlede det nysgerrigt op. Jeg vendte den hvide konvolut om så en fin håndskrift danne nogle ord, Til Robin. Jeg kunne tydeligt se, at det var Frederikkes håndskrift.

Jeg kunne mærke Louis blik mod min nakke. Jeg bed mig i underlæben af nervøsitet. Jeg kunne ikke forstå, at hun ville ligge et brev. Hvis hun ville snakke til mig, ville hun da gøre det ansigt til ansigt, vil hun ikke?

Lyden af en lås blive låst op afbrød min tanke gang. Louis trækkede mig ind i lejligheden, hvor vi hurtigt smed vores overtøj, inden vi gik ind i stuen for at læse brevet. Vi satte os tæt sammen i sofaen. Jeg åbnede hurtigt brevet. Der var to ting i den: Et brev og en guldhalskæde. Det var et hjerte. Det var Frederikkes yndlings halskæde. Den landede i mit skød. Jeg ignorerede halskæden indtil videre. Jeg folede langsomt brevet ud. Og så en blyant skrift.

                                             Kære Robin og Louis (Hvis du er der)

Jeg har meget at sige til dig. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har besluttet at starte her: Jeg har ikke været en rigtig veninde her på det sidste og jeg fortryder det nu. Jeg undskylder, at jeg har ladt dig i stikken. Jeg arver mig over, at jeg ikke har hjulpet dig og støttet dig, når du har haft det svært.

Du har haft ret til hensyn til Dexter. Jeg ved det ikke hundrede procent. Men jeg må tro på dig, da du bare gør det for at hjælpe mig. Jeg undskylder, at jeg ikke lyttede til dig.

Det her bliver den sværeste del for mig at skrive, og dig at læse. Når du læser det her, skal du ikke bebrejde dig selv. Det er ikke din skyld, at jeg har taget det her valg, det har jeg selv. Og jeg føllede, at det var det bedste valg, jeg har taget hele mit liv.

Når du læser dette brev, er jeg ikke længer mellem menneskerne på denne jord. Jeg har hængt mig selv ude i den nærmeste skov, og der vil andre folk finde mig under det store egetræ. Jeg har ind gravet et eneste sætning: Tro på jeres veninder. Det vil stå der for evig tid.

Jeg undskylder, at det var kommet her til. For at du husker mig, får du min yndlings halskæde. Du skal passe på den for det er vores venskab. Jeg har sendt noget liggende til de andre drenge og til min familie.

 

Hav det godt og pas på dig selv. Og Louis lige nogle ting til dig: Sår for at hun ikke gør noget dumt. Og pas på hende.

 

Frederikke.

 

Jeg mærkede tårerne presse på. Jeg kunne ikke holde dem tilbage ret længe. De strømmede ned af mine kinder. Jeg lagde mig ned i sofaen med tårerne trillende ned af mine kinder, uden at jeg kunne stoppe dem. Jeg forstod ikke, hvorfor hun kunne finde på at gøre sådan noget. Hun har været den bedste veninde i hele verden, jeg kunne ønske mig. Det var som om min verden var gået i stå. Jeg havde det dårligt. Det føleles som om jeg kunne kaste op lige nu. Jeg krøb sammen, mens jeg lod hulkende få frit løb ligesom tårerne.

”H-h-h-hvorfor, h-h-hvorfor, hvorfor F-F-F-Frederikke,” hulkede jeg højlydt, inden jeg mærkede nogen stryge mig over kinden. Louis kærtegnede min kind, mens han mumlede: ”Så, så.” til mig. Hans stemme var grådkvalt. Jeg vidste, at han var rørt ved alt det her.

”D-d-det e-r-r-er m-i-in skyld,” hulkede jeg efter langtid.

”Nej Robin, det er ikke din skyld,” sagde Louis bestemt og løftede mig op i hans arme. Selv ikke den normale glæde kunne ikke hamle op med tristheden, der var over for mig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde ville komme over hende.

Jeg kunne mærke ham ligge mig ned i en blød seng. Jeg krøb sammen, mens Louis lagde sig ved siden af mig og trækkede mig indtil ham. Vi lå ganske tæt sammen. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt. Jeg lagde hovedet mod hans bluse og lod tårerne trille ned ad mine kinder.

Jeg lukkede træt mine øjne efter flere timer i gråd. Jeg vidste, at mine øjne var røde. Vi havde ligget her i hinandens selvskab i flere timer.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...